Den amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton har udsendt en erklæring til støtte for de regeringsfjendtlige og demokrativenlige demonstranter i Iran, skriver the Guardian her til morgen:
Hillary Clinton has sent a message of support for Iranian protesters and accused Iran’s government of “hypocrisy” for praising the protests in Egypt while cracking down on dissent in its own country.
Clinton said Iran’s protesters “deserve to have the same rights that they saw being played out in Egypt and are part of their own birthright,” and that the US government “very clearly and directly support the aspirations of the people who are in the streets” of Tehran.
Æh, den Hillary Clinton, der nu beskylder den iranske regering for hykleri, er hun mon i familie med den Hillary Clinton, der i næsten to uger støttede Mubarak mod demokrati-demonstranterne i Egypten og til det sidste nægtede at opfordre diktatoren til at gå af?
Og hvordan kan det være, at hun så ikke også har udsendt en erklæring til støtte for demonstranterne i Yemen (hvor der nu på femte dag er store protester mod den enevældige præsident) og Bahrain (hvor to fredelige demonstranter allerede er døde)?
Man skal vistnok ikke beskylde andre for hykleri, hvis man selv bor i et hus med visse … lad os bare sige inkonsistenser.
Update: Arabist har også bemærket Clintons lidt svingende omsorg for menneskerettigheder i Mellemøsten.
Det er vel bare samme Hykleri Clinton som hylder fri information via internettet, sålænge det ikke er USAs skumle hemmeligheder som udstilles (Wikileaks)
Ja. Så sent som i går hyldede hun det åbne internet, samtidig med at regeringens egne advokater forsøger at presse Twitter til at udlevere folks private oplysninger:
http://www.guardian.co.uk/media/2011/feb/15/wikileaks-row-us-privacy-twitter
Men man kan nu godt undre sig over, at hun vil være så åbenlyst hyklerisk, som når hun støtter demonstrationerne i Iran, men beder “begge sider” vise tilbageholdenhed og holde sig fra vold i lande som Yemen, Algeriet og Bahrain (og Egypten!). Hvis jeg var politiker, ville jeg gerne fremstå bare lidt mindre gennemskuelig.
I lyset af alle disse krumspring kan jeg næsten ikke vente, til Marokko, Bahrain, Yemen, Algeriet, Jordan og Palæstina også “falder” til demokratibevægelsen. Så kan USA lige pludselig få meget travlt med at tale pænt om de arabiske landes behov for frihed.
Du mangler de store olieproducerende lande på din liste: udover Iran er det Irak, Saudi Arabien (en mindre krudttønde og formentlig det reelle hjemsted for Al Queda i 2001) og Kuwait.
Der har allerede været store demonstrationer i Tahrir Square (!) i Bagdad, men spørgsmålet er, om Irak stadig er for splittet af sunni/shia-stridigheder og de seneste års forfærdelige myrderier til at kunne gennemføre en demokratisk omvæltning i stil med den egyptiske.
Mht. sekterisme så jeg også noget interessant i BBCs dækning af urolighederne i Bahrain:
“Journalist Reem Khalifa, a senior editor with the Bahraini newspaper Al Wasat, says this time the protests are different.
“Young Sunni and Shia are marching together and they are shouting ‘neither Sunni nor Shia but Bahraini’. We have not seen this before,’” she says.”
Jeg kender slet ikke nok til Saudi-Arabien til at kunne sige, om styret dér kunne bryde sammen; min rygmarvsreaktion siger, at folk er for velhavende og styret for magtfuldt, til at det kunne ske foreløbig. Der er også Qatar og UAE, der givetvis heller ikke er truet af demokratiske omvæltninger (paradoksalt med Qatar, hvis man tænker på den rolle Al Jazeera havde i Tunesien og Egypten).
Og ja, så er der Iran. Hvis jeg var iraner og tilhænger af mere frihed, ville jeg nok ønske, at Clinton holdt munden lukket.