Når topchefer er uduelige

En af de alment udbredte erfaringer fra finanskrisen var at det er rigtig skidt når firmaers topchefer var tæt bundet til firmaets indtjening på kort sigt. Mange banker og store firmaer havde chefer der tænkte på kortsigtede gevinster, for at score store bonusser, og når firmaet derfor gik nedenom hjem kunne de ikke straffes.
Det viste sig også hurtigt at der ikke er et frit marked for topchefer. Topchefer kender bestyrelserne godt og der var en kultur af rygklapperi, hvor bestyrelser gav topchefer og sig selv store lønforhøjelser uden at aktionærerne kunne stoppe det. De små aktionærer brokkede sig, men de store – herunder pensionskasserne forblev tavse, med enorme tab til følge.
Finanskrisen udstillede disse absurditeter og den almene befolkning har måtte lide store tab pga. storhedsvanviddet. Således har mange offentlige og private ansatte fået at vide at de må gå ned i realløn det næste års tid, da krisen kradser.
Det eneste sted krisen åbenbart ikke kradser hos topchefer og bestyrelser. Her fortsætter man med at dele millioner og atter millioner ud fra mantraet, at “man skal kunne tiltrække dygtige,internationale topchefer”.
Finanskrisen har påvist at vi ikke har dygtige topchefer i Danmark, og de ikke er deres løn værd, og flertallet burde tjene langt mindre end de gør. Hvis disse elendige chefer kan få 23% lønstigninger, så må resten af befolkningen kræve ca. det dobbelte.

Hvad burde en person der fik Danmarks økonomi i knæ og afpressede staten for over 100 mia, få i årsløn?

Link til et svindelnummer og rygklapperi