Man hører ofte, at de private hospitaler i Danmark kan tilbyde behandlinger, som er “billigere”, fordi de er mere “effektive”.
På nogle punkter må jeg indrømme, at jeg kan se visse fordele for patienter ved at have et alternativt system – hvis du ikke kan med din læge eller dit sygehus eller ikke er enig i lægens konklusioner og forslag, kan det være forbandet svært at få en “second opinion” i et ofte meget arrogant og bureaukratisk system.
Men de aktuelle privathospitaler er ikke “billige”. Oftest fungerer de som en slags enkeltsagsklinikker, hvor de specialiserer sig i hofter eller kosmetisk kirurgi, hvor de kan behandle en masse patienter hurtigt og effektivt, mens de sender de virkelig tunge og vanskelige videre til det offentlige sygehusvæsen. Hvis disse klinikker er “billige”, er de det altså kun, fordi de nasser på det offentlige system.
Når for eksempel CEPOS forsøger at sælge de private hospitaler som så effektive, at vi må have “private wings” på de offentlige sygehuse for at spare penge, overfortolker de altså de private klinikkers udnyttelse af deres ret til at afvise “besværlige” patienter. I virkeligheden er de private hospitaler faktisk ikke billige, som økonomichef for Gentofte Hospital Hans Anton Nygaard skriver i Jyllands-Posten i dag:
Problemet med påstanden om de billigere private hospitaler er, at den er forkert, hvilket jeg både i et indlæg i Politiken og i en mail til Cepos har gjort opmærksom på. Alligevel fortsætter Cepos med at fremhæve deres fejlagtige analyse, og det kræver et modsvar.
Det er ikke meningsfuldt at sammenstille DRG-takster og regne på dem på den måde, som Cepos gør i deres analyse. DRG-systemet er en meget grov forenkling af virkeligheden, hvor titusindvis af forskellige behandlinger er kogt ned til ca. 800 takstgrupper inkl. det ambulante område.
Der er eksempelvis himmelvid forskel på en hofteoperation efter en trafikulykke, hvor patienten er bragt ind på Rigshospitalets traumecenter, og en planlagt hofteoperation på en ellers sund og rask patient på Gentofte Hospital, men taksten er den samme gennemsnitlige takst. Generelt ligger det, som privathospitalerne udfører, omkostningsmæssigt i den helt lave ende, og det gør, at de, sammenlignet med den gennemsnitlige takst, fremstår som ”effektive”.
Vi ved godt i det offentlige sundhedsvæsen, hvad vores omkostninger er. I Region Hovedstaden har vi indtil i år haft en takststyringsmodel, som giver hospitalerne 50 pct. af DRG-værdien ved øget aktivitet, så normalt vil vi ikke iværksætte behandlinger, der marginalt koster os mere end det.
For det (store) ortopædkirurgiske område for planlagte operationer har vi typisk ligget på omkring 40-50 pct. af DRG-taksten. Det betyder, at vores marginaltakst normalt altid er lavere end gældende betaling til privathospitalerne.
Påstanden om, at private hospitaler er bedre, fordi “privat er godt”, er altså ganske enkelt forkert. Udfordringen ved, at det er vanskeligt at få en “second opinion” i et lille og centraliseret sundhedsvæsen som det danske, burde nok løses på anden vis – for eksempel ved større valgfrihed inden for det offentlige system.
Så måske CEPOS’ iver snarere har noget at gøre med, hvad de mennesker, som betaler CEPOS’ regninger, godt kunne tænke sig at tjene lidt ekstra penge på – på skatteydernes bekostning. For, som Hans Anton Nygaard konkluderer: “Generelt er der en tendens på sundhedsområdet til at jo mere privat jo dyrere”. Og hvem andre ville der være til at betale regningen i et system som det danske – end skatteydeerne og patienterne?
CEPOS’ forslag om private fløje på de offentlige sygehuse handler ikke engang om liberalisering – det handler om at hjælpe vennerne til truget.
