Oprør i Spanien – hvad er det, der foregår?

Videoen viser pladsen ved Puerta del Sol i Madrid for to dage siden, fredag den 20. maj.

Oprøret er tydeligt inspireret af de store demonstrationer i Tunesien og især Egypten, men situationen er helt anderledes, fordi Spanien er en helt anden slags land – rigere og allerede demokratisk og med et kapitalistisk/plutokratisk politisk system, der er integreret i EU og kan være meget vanskeligt at forandre. Miguel-Anxo Murado rammer ikke helt ved siden af, når han i The Guardian gør opmærksom på, at de igangværende demonstrationer udelukkende retter sig mod venstrefløjen i spansk politik – højrefløjen har demonstranterne opgivet forlængst:

Sunday when a rather obscure demonstration turned into a permanent rally, which is gaining momentum by the day and has gathered thousands already.Tellingly, they’re being described not in political but emotional terms. They’re the indignados, “the angry ones”. Angry at the banks, at the labour market, at the main political parties and most of all at the politicians, who they feel don’t represent them. What they actually want is less clear. They pride themselves on not having leaders or a specific political platform, an ideological fuzziness that has enabled them to attract a diverse constituency.

They have taken the politicians off guard, that’s for sure. Both the ruling Socialists and the conservative opposition, the People’s party, are in shock. Not at being criticised but at being bundled together as “the same thing”. In next year’s general election the socialists were counting on the fear the conservatives instil in many Spaniards. The conservatives were counting on the anger aroused by the socialist government, among many others. Now that anger seems to be directed at both parties and it is both that are afraid.

Murado fortsætter med at forklare, at demonstrationerne ikke skal forstås så meget som mod de økonomiske stramninger og kolossale gaver til bankverdenen i kølvandet på finanskrisen, men at det mere er et oprør mod et forbenet politisk system – et synspunkt, han efter min bedste opfattelse ikke har ret i. Han fortsætter dog med at observere:

The makeup of the protestors is not that mysterious if you take a walk in the square. Those who camp there are unmistakeably part of the anti-globalisation camp, focused in social causes (immigrants’ rights, world hunger), idealistic, often naive, and with a strong anti-capitalist bent. They’re actually very few.

What is new here is that at times they’re reinforced by a much wider and down-to-earth crowd. It’s comprised of pensioners, passersby and angry parents, but still mostly of university students. The People’s party knows these are not their potential voters. If they’re angry at the Socialists it is because they feel it has shifted to the right in the economy, which is true. The hardcore may be “post-democratic”, but the ensemble is certainly not “trans-ideological”.

I believe this is the key to understanding this protest. For all its far-reaching rhetoric, it addresses solely the left. It ultimately represents the frustration of those who see that it doesn’t matter which way you vote, the economic policies are dictated by the markets; hence the critique of “the system” and the demands of accountability and transparency. Most of the protesters seem to be the people who voted Socialist in 2008 only to prevent a win for the People’s party. They don’t want their vote to be taken for granted yet again.

Oversat til danske forhold kunne det måske svare til frustrationen hos de mennesker, der i 2011 kommer til at stemme på SF eller Socialdemokraterne for at holde Dansk Folkeparti fra fadet, blot for at se dem videreføre Dansk Folkepartis højreekstremistiske indvandrerpolitik (det lover de jo faktisk, at de vil gøre).

Ikke desto mindre er det  her, Murado tager fejl – formentlig på grund af hans eget ønske om at bagatellisere demonstrationerne. Han har ret i, at demonstrationerne udelukkende henvender sig til venstrefløjen i spansk politik, men det gør dem ikke til en ren protestbevægelse uden program. Hvad demonstrationerne i Egypten og Spanien har til fælles, er det elementære krav om værdighed, der ligger bag. I Egypten, at de kunne få et samfund, hvor regeringen ville respektere de mest basale menneskerettigheder.

I Spanien, at de 45% af ungdommen og næsten 20% af den samlede arbejdsstyrke, der er arbejdsløse, de millioner af akademikere, der hvert år sendes lukt ud i arbejdsløsheden og de endnu flere, der lever som overbeskæftigede og underbetalte mileuristas, kan leve et mere værdigt liv uden hele tiden at skulle se tilværelsen forsvinde under deres fødder.

Når den økonomiske krise oven i disse strukturelle problemer rammer frontalt ned i almindelige menneskers hverdag, mens landets politikere slipper uden straf fra korruptionsskandaler i milliardklassen og pengene fosser ud til bankerne i “genopretningspakker” – ja, så bliver folk vrede. Og det er den vrede, der nu viser sig i Spaniens gader, som eksemplificerer ved studenten herunder, der gør opmærksom på de anstrengte og usikre forhold, mange af landets studerende må leve under.