Træfældning ved Østerild standset for tredje gang

Fra nationalttestcenter.dk:

Fredelige aktivister havde kl 7:30 imorges endnu engang held med at stoppe skovrydningsmaskiner og politi i Østerild Klitplantage. Antallet af aktivister er vokset betydeligt over de sidste dage – givetvis et resultat at alle kan se at aktionerne har den ønskede effekt: Maskinerne står stille. Naturstyrelsen og By- og Landskabsstyrelsen i Haraldsgade er panikslagne: ét eneste fejlskridt fra deres side kan nu tænde et bål, der ikke kan slukkes i Østerild – uanset hvor mange politifolk de beordrer hjem fra ferie.

Kravet fra de fredelige aktivister er ganske enkelt:

  • Der skal ikke påbegyndes anlægsarbejde af et industrianlæg i Østerild før EU Kommisionen har taget stilling til de mangelfulde miljøundersøgelser!
  • Industrianlægget handler ikke om nåletræer overfor klitheder – vi vil heller ikke have industri i klitheder!

Miljøminister Karen Ellemann bør følge et forsigtighedsprincip, når der fra så mange organisationer og eksperter er rejst tvivl om lovligheden af projektet i forhold til EU lovgivning.

Vindmølleindustrien og Karen Ellemanns omdømme ville styrkes af at vente de 2-3 uger, der går før Vestre Landsret kommer med en kendelse. De fredelige aktivister forlader ikke Østerild Klitplantage før de har fået tilsagn fra miljøminister Karen Ellemann om at anlægsarbejdet først går i gang, når vanvidsprojektet er clearet med EU Kommisionen.

Karen Ellemann må snart begynde at tale om noget andet end “atlantiske klitheder” i denne sag, hvis det ikke skal løbe helt af sporet.

Naturødelæggelser standset af aktivister

Østerild Klitplantage
Østerild Klitplantage, en del af det område, der skal ryddes.

Indtil videre – man kan frygte, at det er en stakket frist. Ikke desto mindre læser vi hos TV2:

Det lykkedes lørdag morgen 30-40 danske og udenlandske aktivister at stoppe træfældningen i Østerild Klitplantage, hvor man er ved at forberede oprettelsen af et stort testcenter for vindmøller.

Naturstyrelsens folk valgte at køre deres maskiner tilbage i garagen og forlade stedet, fordi aktivisterne kom for tæt på dem, oplyser Naturstyrelsen.

“Det er farlige maskiner, vi kører med i skoven, og vi vil ikke have, at der er nogen, der kommer til skade,” siger skovrider Ditte Svendsen.

Naturstyrelsen havde lagt an til at rydde i første omgang 12 hektar plantage til en vej og til oplagringspladser. Her skulle der også arkæologiske undersøgelser i gang.

Omkring 600 lokale beboere og sympatisører demonstrerede fredag imod, at myndighederne sætter arbejdet i gang, førend Østre Landsret og EU i løbet af juli og august tager stilling til klager, der går på at testcentret strider mod EU’s naturbeskyttelse.

Man kan kun håbe, det lykkes at standse projektet helt. Er der ikke nogle kornmarker, man kan ekspropriere i stedet for at ødelægge et af Danmarks få tilbageværende øde naturområder?

Foto © Rune Engelbreth Larsen.

Dansk ulands-hjælp – ‘verdens mest generøse’

Dansk ulands-hjælp er i hvert fald generøs over for det danske erhvervsliv, som støttekronerne ofte er bundet til at blive investeret i. Og så er den også ganske venlig overfor dansk økonomi – som cand.scient.-soc. Brian Espensen skriver i en kommentar i Information:

I en ikke særlig fjern fortid var Danmark en af verdens største bidragydere i kampen mod global nød og fattigdom. Vi var en nøgleaktør, som blev fremhævet, når man skulle have andre til at yde en indsats. Det er kun 10 år siden, men det er også allerede historie. […]

Senest er det blevet aktuelt, fordi Sudan, som har en kæmpe gæld til Danmark, bliver delt i to nye nationer i dag, 9. juli. For at give de to nye stater en ‘god start’, som det hedder fra dansk side, har man generøst tilbudt at eftergive nogle af de milliarder, vi har til gode.

Det lyder jo næsten helt ædelt, hvis man altså ikke stiller flere spørgsmål hertil. Pointen, som flere udviklingsorganisationer også har påpeget de seneste dage, er nemlig, at der er tale om lidt for kreativ tænkning i ministerierne. I tilfældet Sudan stammer gælden fra nogle erhvervsfremstød i 1970’erne, som man fra dansk side opgav. Først og fremmest er der tale om private selskaber, som den danske stat sikrede betaling, når de handlede med Sudan. Regninger kunne de ikke altid betale i Sudan, og landet endte med en gæld på 500 millioner kroner.

Det beløb er siden vokset med over 1.000 procent ved at lægge absurd høje renter, renters renter og til sidst strafrenter på. Så nu er gælden på mere end fem milliarder kroner. Allerede her kunne man kritisere Danmark. Men nu kommer den gode rigtig gode idé: Man vil nu eftergive disse milliarder, men bogføre dem som udviklingshjælp. Vupti. Noget der faktisk er et tab på 500 mio. inden for en hel anden sektor, forvandles ved et trylleslag til ulandsbistand på over fem mia. kroner.

I praksis tages disse milliarder så fra den kasse, der skulle have været brugt på udviklingshjælp og overføres i stedet til finansministeriet.

Meget kreativt – også kendt som “at give uden at give”. Men glorien og den gode samvittighed kan vi da stadig pudse.

Link: Danmark tjener kassen på ulandsbistand

Retsopgør og krig

Peter Andreas fortæller den måbende omverden om Danmarks heroiske indsats før og ikke mindst efter 2. Verdenskrig:

21,800 persons were detained by The Resistance. Not the actual Nazi soldiers since they were protected by what was later known as The Geneva Convention and transported safely back to their respective Bundesländer. The detainees were those who had already been named ‘traitors’, Landssvigere, most of them because their names were on a secret list called The Central Records, Centralkartoteket, produced by The Resistance during the final years of the occupation.[…] Historians estimate that three times as many Danes were killed by Danes in the first five days after Liberation Day than Danes killed by Nazis during the five years of occupation.

On June 1st, 1945 some sort of civilisation kicked in with the event of the so-called Judicial Battle, Retsopgøret. Technically speaking it was a set of laws called The Collaborationist Laws, but their level of civilisation was so-so, since it is one of the pillars of a civilized justice system that you cannot be punished for deeds that weren’t illegal at the time you did them – a principle the lawmakers disregarded due to ‘extraordinary circumstances’ and made The Collaborationist Laws retroactive. It was now made a crime, punishable by death in some cases, to do exactly what the Danish Government had obliged its citizens to do 5 years earlier: co-operate with the Nazi occupational forces.

The Judicial Battle was fought with little honour. 13,500 people were found guilty. 10,000 were imprisoned, 3,000 for 3 years or more, 66 for life. 103 were sentenced to death out of which 46 were actually executed, the last in 1950.

Almost all those punished were ‘the little fish’. A woman owning a laundry in the small town of Esbjerg got 6 months in prison for pressing Nazi uniforms from the nearby barracks. Two huge construction companies that had made millions by using concentration camp prisoners as slave labour in Germany, Lithuania and Poland got away scot-free. And the owner of the Danish Industrial Syndicate, The Rifle Syndicate in daily speech, who had made even more millions by producing and selling weapons to the Nazis had absolutely nothing coming to him. Except of course a sole concession for all Danish oil production in the North Sea that the company still holds today.

Appalled? Don’t be. The worst is yet to come:

During the last months of WW2, millions of German civilians were fleeing from the horrors of the war. 244,500 came to Denmark – wounded from air raids, malnourished and sick from dysentery, typhoid and starvation. They were all interned in camps ringed with barbed wire because of the ‘danger’ of them sliding into general Danish population making it difficult to deport them again when things had cooled down, so they had little or no access to food or fresh water. When the authorities asked the Danish Doctor’s Association for help in March 1945 the only answer was a short note: “Considering the present conditions of the country it is not the Association’s belief that it can offer any relief assistance to the German refugees.” No more, no less.

From January to December 1945 13,493 people died of diseases that could have been cured. 7,746 were children.

Peter Andreas trækker en tråd til Anders Fogh Rasmussens lidt besynderlige kritik af samarbejdspolitikken og den krig, der i disse år atter føres i Danmark, nemlig om “danske værdier”. Læs endelig det hele.