Happy birthday, WWW!

Verdens første World Wide Web-server blev sat i drift på CERN den 6. august 1991, hvilket i dag er tyve år siden. Systemet blev opfundet af Tim Berners-Lee, der lagde grunden til systemets kolossale udbredelse ved at offentliggøre sine programmer kvit og frit, så alle kunne gøre med dem, som de ville. Det var der mange, der reagerede på.

På det tidspunkt læste jeg selv fysik og datalogi ved Århus Universitet. DAIMI (Datalogisk Afdeling, som det hed dengang) fik en WWW-server i slutningen af 1993 (tror jeg nok), og jeg lavede min egen første hjemmeside i løbet af 1994.  Jeg havde ikke lært HTML, så hjemmesiden blev lavet i emacs og LaTeX, hvorefter den blev konverteret til HTML med latex2html. Herefter blev teksten rettet til i emacs. Da jeg fik internet hjemme gik jeg over til at bruge notepad og Wordpad i stedet, indtil jeg i 2005 endelig fik et styresystem med en rigtig editor indbygget. Denne editor hedder vi 🙂

I dagens anledning  bringer jeg nedenstående citat om baggrunden for World Wide Web  fra min kommende bog  med arbejdstitlen Fri software – et kampskrift:

I 1990 udviklede en ung fysiker ved CERN et internet-baseret system, der havde til formål at lette udvekslingen af alle former for data mellem forskellige videnskabelige faciliteter. Fysikeren hed Tim Berners-Lee, og det system, han havde opfundet, kaldte han World Wide Web. Berners-Lee havde få måneder forinden overværet et foredrag med  Richard Stallman om nødvendigheden af fri software i forskningsverdenen. Han besluttede derfor at hjælpe sit system på vej ved at lægge både programmer og kildekode til download og fri afbenyttelse på CERNs Internet-servere.

Berners-Lees nye system bestod af en central server, der kunne servere dokumenter for systemets brugere. Brugerne kunne så læse dokumenterne ved hjælp af en særligt indrettet klient eller browser, der kunne vise den kode, serveren brugte til at få dokumenterne til at se pæne ud. Denne kode var den første udgave af det i dag meget udbredte formatteringssprog HTML, som Berners-Lee havde opfundet til lejligheden. For at snakke sammen brugte klient og server en ny netværksprotokol, som Berners-Lee kaldte HTTP –  en forkortelse for “Hyper Text Transfer Protocol”.

Berners-Lees opfindelse bredte sig hurtigt til universiteter verden over. National Center for Supercomputing Applications tog udgangspunkt i Berners-Lees oprindelige software og skabte verdens første virkelig udbredte web-browser Mosaic.  James H. Clark  grundlagde firmaet Netscape og skabte den første kommercielle browser sammen med en stor del af de oprindelig programmører fra NCSA. Netscape  havde en indbydende grafisk brugerflade og en overskuelig formattering af nettets HTML-sider og har en stor del af æren for at bringe Internettet ind i almindelige menneskers hjem. En anden gruppe af tidligere ansatte hos NCSA gik til Microsoft, hvor de brugte koden fra Mosaic som grundlag for de første versioner af Microsofts Internet Explorer-browser.

Da folk begyndte at blive opmærksomme på muligheden for at lave sider på World Wide Web, bredte ideen sig hurtigt. Mange virksomheder, institutioner, organisationer og enkeltpersoner lavede deres egne hjemmesider, hvor de reklamerede for deres egne produkter eller fortalte om noget, der var vigtigt for dem.

Sidernes grafiske præsentation blev styrket af den omstændighed, at HTML består af tekster med forskellige koder. Selve teksten er bl.a. det, som brugeren ser på skærmen, mens koderne styrer præsentationen. Da alle browsere indeholder en funktion, der hedder “Se HTML” eller “Se sidens kildekode” eller noget i den retning, kunne folk hurtigt komme i gang med at lave nye sider ved at tage udgangspunkt i koden for andre menneskers eksisterende sider. Alle kunne altid se, hvordan en given sides layout var fremstillet, og grafiske nyskabelser bredte sig derfor med omtrent samme hastighed som selve teknologien.

En gruppe af frivillige og repræsentanter for forskellige firmaer arbejdede videre med Berners-Lees oprindelig server-program og udviklede web-serveren Apache, der i forskellige udgaver i dag er den mest udbredte webserver på internettet. Dette gjorde de i Tim Berners-Lees oprindelige ånd. Det vil sige, at de betragtede serverens design som et fælles, åbent projekt, som alle kunne bidrage til og nyde godt af, hvis de ville. Mens virksomheder som Microsoft, Netscape og IBM solgte webservere til meget høje priser, fortsatte folkene bag Apache med helt i Berners-Lees ånd at dele deres server ud til hvem, der end ville have den. Apaches popularitet tiltrak så vægtige bidragydere, at denne gratis web-server var og i dag stadig er den bedste af dem alle sammen.

Fælles for udbredelsen af Internettet som fundament for vore dages kommunikation og World Wide Web som Internettets måske vigtigste manifestation for almindelige mennesker er altså, at de fik så stor udbredelse, fordi de blev beskrevet og dokumenteret i fuld offentlighed, og fordi de første udgaver af de underliggende programmer blev foræret væk til enhver, der havde lyst til at bruge og ændre dem.

Internettet kunne altså kun få den succes og udbredelse, som det har, fordi det byggede på åbne standarder og fri software.

Så tillykke til Tim Berners-Lee og W3C, som i dag forvalter de åbne standarder bag World Wide Web og dermed Internettet, som de fleste kender det.