Update, 21/12: Zainab er løsladt!
Update 2 – note to Boing Boing readers: Thank you for your interest in Zainab Alkhawaja and the human rights crisis in Bahrain. This is a Danish-language blog specializing in politics, tech (notably GNU/Linux and free software), culture and civil rights and a special interest in bottom-up movements like Occupy Wall Street and the Arab revolutions. Read this blog for info in English on Danish politics.
OK, overskriften på dette indlæg er måske en tilsnigelse. Der er nok ikke så meget dansk ved Zainab Alkhawaja. Ganske vist er hendes far, Abdulhadi Alkhawaja ud over at være menneskeretsaktivist også dansk statsborger, hvilket også vil sige, at hun er vokset op her i landet. Og faktisk er hun selv dansk statsborger og har alle de rettigheder, der følger med dén status. Men egentlig er hun jo fra Bahrain, og der er mange ting ved hende, der er helt og aldeles udanske.
For eksempel er hun kompromisløs, ukuelig og åbenbart totalt frygtløs. Selv efter, at hendes far blev fængslet, torteret, dømt til fængsel på livstid og tilsyneladende udsat for seksuelle overgreb i kølvandet på myndighedernes modreaktion på oprøret i Bahran; netop, mens de læger og sygeplejersker, som under demonstrationerne i februar og marts behandlede dødeligt sårede demonstranter, dømmes ved latterlige skueprocesser, deltog Zainab Alkhawja fortsat i demonstrationer mod de groteske menneskeretskrænkelser i det lille land, hvis “konge” stadig er dekoreret med én af Danmarks fornemste ordener.
Billedet (som er taget af Mazen Mahdi) viser den 28-årige Zainab, kort før hun blev arresteret. Den 15., da det skete, var det en stor historie i de internationale medier, og New York Times-journalisten Nick Kristof skrev på Twitter:
I suggest that Bahrain officials avoid torturing and imprisoning @AngryArabiya. Some day she could be their president.
I går var nyheden så nået frem til svensk presse, hvor man bl.a. kunne læse, at “danska medborgaren Zainab al-Khawaja, mer känd under smeknamnet “Angry Arabiya”, greps i Bahrain på torsdagen under en stillsam protest”. Som nogle af de sidste medier i verden tog de danske aviser så tråden op, og Politiken bragte en artikel om Zainabs anholdelse, der mest af alt handlede om hendes far.
Hvor er oprøret, vreden over at folk med tilknytning til Danmark behandles på den måde? Så langt væk Bahrain end ligger, har Zainab og hendes familie givetvis mere tilknytning til Danmark, end Wilson Kipketer og Viggo Mortensen nogensinde har haft. Hvor er Villy Søvndal og truslerne om diplomatiske repressalier? Hvor er interessen, når en person med så stor tilknytning til Danmark er helt i front og risikerer alt i kampen for menneskerettigheder og demokrati i et af de mest undertrykkende diktaturer i den arabiske verden? Er det, fordi hun er frygtløs og kompromisløs og vi ikke er det? Fordi hun risikerer alt for at gøre en forskel, hvilket vi aldrig selv ville?
Vi ser på vore hænder, skammer os og er helst fri for at høre mere. Jeg er klar over, at det selvfølgelig er noget sludder at tale om “danskerne” som et sådant abstrakt “vi”, men jeg har svært ved at se andre motiver for mediernes behandling af denne historie. Zainab Alkhawaja og kampen for et frit og demokratisk Bahrain fortjener vores støtte.
Du kan se anholdelsen af Zainab Alkhawaja her: