Aviserne og politikerne roser den overenskomst som industrien og fagforeningerne har indgået de næste to år. JP skriver bl.a. i en leder:
“For en lønmodtagerorganisation er det nok en bitter pille at skulle præsentere et forhandlingsresultat, som uvægerligt vil betyde reallønsnedgang for medlemmerne de næste to år, men hvorom alt er, så er det også udtryk for ansvarlighed og iskold realitetssans. (..)
Hvorfor er det så lige, at fagbevægelsen ikke er på barrikaderne? Hvorfor er det så lige, at der ikke allerede er afsendt strejkevarsler?
Forklaringen ligger lige for. Fagbevægelsens forhandlere ved lige så godt som forhandlingsmodparten, at den magre overenskomst er en simpel nødvendighed, hvis landet skal have en chance for at fastholde sin konkurrencekraft og bevare industriarbejdspladser på danske hænder.”
Fagforeningerne har været solidariske, ansvarlige og realistiske. Fornuftige og mådeholdende. Lyder det fra alle sider.
Hvad skal man så sige til at topchefernes lønninger det sidste år er steget 13%(!)??. Mens manden på gulvets lønninger bliver spist af inflationen og reallønnen dykker nedad, får cheferne råd til en ekstra luksusbil eller sommerhus. Om året. Argumenterne er sølle, noget med international konkurrence og en sammenligning med elitefodboldspillerne. Til den internationale konkurrence kan kun siges at den næppe er stor. Mon ikke den internationale konkurrence er lige så stor efter en sygeplejerske som chefen for Vestas eller Amagerbanken?
Angående elitefodboldspillerne så er det naturligvis det rene pladder. Naturligvis er topchefere som oftest dygtige til deres job – ellers havde de næppe fået det. Men overskuddet i firmaet er ikke deres fortjeneste men en holdindsats. Det tror jeg de bedste topchefer ved.
Tilbage er det kun én forklaring og det er god, gammeldags nepotisme. Det er bestyrelserne der bestemmer topchefernes løn, og de er gode venner og golfvenner med topchefen, så naturligvis får han lige en million til på bankkontoen årligt. Det skulle jo nødigt hedde sig når man er i England og møde kollegaerne er det jo pinligt kún at få 4 mio årligt.
Der er kun én ting at sige om topchefernes lønfest – det er et udtryk for højeste uansvarlighed, usolidarisk og et tegn på en manglende virkelighedssans. Enhver chef der vil lade sin egen løn stige 13% mens arbejderne går ned i løn er naturligvis ikke egnet til at være leder og bør afskediges øjeblikkeligt. Dette komme næppe til at ske – dertil er indspistheden i toppen af Danmark for stor. Men kvalmende – det er det.
Danmarkshistoriens dårligste topchef – Peter Strårup fra Danske Bank fik over 3.1 mio i pension om året resten af livet,
som tak for at smadre danske økonomi ved elendige investeringer i irske banker