NOTE: Her stod der indtil for nylig et indlæg af Allan Lindemark. Allan kritiserede et indlæg af Kasper Støvring på Berlingske, hvor Støvring forklarer en teori om den etniske homogenitet som forudsætning for nationalstaten. Allan faldt især over denne formulering:
Første Verdenskrig bragte imperierne til fald, og mellemkrigstiden blev en voldsom periode for mindretallene præget af chikane, udvandring, deportationer og deciderede folkemord. Etnisk udrensning blev almindeligt, og især jøderne blev genstand for udrensning. Naziregimet var som bekendt kulminationen. Men det gjaldt også for andre etniske grupper. Millioner blev fordrevet for at løse det etno-nationale projekt: én nation, én stat.(..)
Europa har været harmonisk siden Anden Verdenskrig, ikke på grund af etnonationalismens fiasko, men på grund af dens succes.
Allan opfattede dette som udtryk for, at Støvring mener, at Tysklands etniske homegenitet er en positiv konsekvens af Hitlers jødeudryddelser, og at Støvring altså på en måde forsvarer disse.
Kasper Støvring finder dette ræsonnement injurierende, og i en mail til undertegnede skriver han:
Jeg skriver om nazismens “rædsler” (hvordan kan det opfattes positivt?) og øverst i kommentarfeltet skriver jeg som sagt angående jøderne og nazismen det modsatte af, hvad Lindemark tilægger mig af holdninger. Jøderne bidrog positivt til Tyskland, udryddelsen af dem var ikke stabiliserende etc., som der skrives i et indlæg, og det tilslutter jeg mig 100 %. Det står sort på hvidt.
Og det er rigtigt. Det skal dog siges, at det med jødernes positive bidrag skrev Støvring i et svar til en kommentator, der havde læst det oprindelige indlæg med en (mis-)forståelse, der minder om Allans. Det er altså muligt for andre end Allan at forstå Støvrings oprindelige indlæg, som han gjorde. Støvring medgiver da også, at han faktisk opfatter etnisk homogenitet som en positiv ting.
Det er muligvis ikke logisk forsvarligt at ræsonnere som Allan gjorde, nemlig ud fra præmisserne
1) Støvring omtaler etnisk homogenitet som en god og stabiliserende ting
2) Støvring nævner Anden Verdenskrigs etniske udrensninger som det, der har tilvejebragt Vesteuropas etniske homogenitet
at nå følgeslutningen
3) Støvring kan se et forsonende element i Anden Verdenskrigs etniske udrensninger, herunder jødeforfølgelserne.
Men der er dog så mere end en kommentator, der har begået denne fejlslutning. Støvring skriver dog ganske rigtigt om “nazismens rædsler”. Jeg har derfor valgt at følge Støvrings anmodning og erstatte Allans oprindelige indlæg med denne forklaring, for sympati med nazismens jødeforølgelser er trods alt en meget, meget alvorlig ting at blive beskyldt for.
Hvis du oven på denne forklaring har lyst til at læse Støvrings indlæg og danne dig din egen mening, kan du læse det her:
Carsten Agger
Allan Lindemark: Det er en modbydelig insinuation, du kommer med. Hvis du gider at læse kommentarerne til mit indlæg, vil du se, at jeg skriver absolut det modsatte af det, du skyder mig i skoene. Hvis du er hæderlig, fjerner du selv dit indlæg. Jeg vil nok ikke bruge tid og kræfter på at stævne dig for injurier. Så jeg skriver her: I mit indlæg skriver jeg om kræfter, der er virksomme, uanset hvad du og jeg mener om dem.
Men det er vel egentlig også noget af en påstand, at netop de europæisme folkemord som forudsætningen for den relative ro, vi har haft i Europa siden Anden Verdenskrig? Og er det ikke det, du skriver i dit indlæg, “rædsler” eller ej?
s/som/er/
Agger:
Det er jo ikke folkemordene, der har skabt den relative ro, men homogeniteten. I øvrigt mener jeg, at man godt kan have kulturel homogenitet uden at have etnisk homogenitet: fx kan en muslim fra Syrien udmærket assimileres til dansk kultur. Med andre ord: Homogenitet kan jo udmærket tilvejebringes med fredelige midler. Men så sandelig også med voldelige eller bare illiberale midler. Man kan så om nazismen sige, at projektet slet ikke var at skabe en homogen nationalstat (Tyskland var allerede relativt homogen), men at undertvinge andre nationer Det Tredje Riges imperiale magt. Jødehadet var en effektiv mobilisering af befolkningens latente etno-nationalistiske drivkræfter (med perverterede formål), for de kræfter er nemlig meget stærke og i øvrigt dobbeltbundne: årsag til fjendskab, men også til samhørighed.
Og så: jøderne udgjorde på ingen måde et oprørsk, destabiliserende mindretal i Tyskland. Tværtimod.
Nu er der jo heller ingen “oprørske, destabiliserende” mindretal i Vesteuropa i dag. I 30ernes Tyskland var det snarere flertallet end mindretallet, der var problemet, og sådan er det vel ofte.
Flamlænderne, skotterne, nordirerne, korsikanerne, baskerne, katalanerne, norditalienerne omkring Lega Nord, muslimer i Frankrig, England, Tyskland og Sverige, bare for at nævne en håndfuld destabiliserende grupper.
Men altså ikke jøderne. De har tværtimod bidraget til viden og velstand overalt hvor de har slået sig ned -- som jeg skrev på min blog så sent for en måned siden. Det skal man altså have med, inden man forsøger at skandalisere folk på en løs nazi-association.
@Kasper -- filosofien er tæt på -- destabiliserende grupper skal og vil blive udrenset fra samfundet, og dermed skabe harmoni/1000 års riget. Forskellen er at nazisterne tog sagen i egen hånd -- din filosofi er tilsyneladende mere deterministisk. Det kommer til at ske uanset hvad, og dermed kan vi ligeså godt acceptere det. Det er en naturlig orden.
Jeg anerkende at minoriteter er en udfordring for samfundet. Det skyldes dog primært at eliter -- såsom dig og resten af de nationalkonservative -- ynder at udnytte dem til at vinde magten.
Men grunden til at jøderne blev forfulgt var jo netop at dem der havde magten anså dem for at være et destabiliserende mindretal. SÅ hvordan skal man skelne imellem dem som rent faktisk bare er naturligt destabiliserende og derfor skal homogeniseres og dem som er berigende? Kan man bare tage magthavernes ord for det?