Rune Engelbreth Larsen rammer hovedet på sømmet:
Når spørgsmålet om et forbud mod drengeomskæring på den anden side ikke er helt så enkelt, skyldes det naturligvis en række yderligere overvejelser, der også, men ikke kun har at gøre med den årtusindlange tradition, idet et forbud vil få andre uoverskuelige følger, der ikke er begrænset til arealet af den pågældende drengs forhud.
Det er jo ganske indiskutabelt, at drengeomskæring vil fortsætte i stort tal illegalt efter et forbud, og at de hygiejniske forhold i givet fald næppe altid vil være optimale. Og går det galt, risikerer man, at ofrene ikke kommer på hospitalet, fordi det ville afsløre familien bag det ulovlige indgreb. Selv meget beskedne komplikationer kan med andre ord blive mange gange forværret.
En del muslimer og jøder ville utvivlsomt forlade Danmark i tilfælde af et forbud, hvilket kan tilfredsstille nogle, som hverken bryder sig om jøder eller muslimer. Men dermed er resultatet jo igen et andet end det tilsigtede (retten til selv at bestemme som voksen og myndig, om man ønsker medicinsk unødvendige indgreb foretaget eller ej), for nu foretages indgrebet bare uden for landets grænser.
Og hvordan skal forbudet håndhæves? Enhver jødisk og muslimsk familie vil selvfølgelig være under mistanke, og skal muslimske og jødiske drengebørn så tvangstjekkes af læger, eventuelt i følgeskab med politifolk og sagsbehandlere? Og hvad hvis de skjuler deres religiøsitet – hvor megen mistanke skal myndighederne have om den ‘forkerte’ religiøsitet, før de kan tvinge bukserne af drengene? Hudfarve? Etnicitet?
Man gyser ved tanken om brigader af socialrådgivere af politifolk, der drager ud i de jødiske og muslimske hjem og trækker bukserne af drengebørnene – som det i øvrigt også er sket for pigebørn i familier af somalisk herkomst. En slags institutionaliseret seksuel krænkelse eller i hvert fald ydmygelse, som forbuddet ville legitimere.
Ideen om et forbud er velment, men ikke gennemtænkt.
