I 1972 lukkede de danske myndigheder minebyen Qullissat på øen Disko i Grønland.
Qullissat var med ca. 1500 indbyggere Grønlands 6.-største by. Minen havde fungeret siden 1924, og i disse 48 år havde Qullissat, som Grønlands eneste egentlige industriby, udviklet sig til en velfungerende by i smukke omgivelser, hvor folk var glade for at bo.
Lukningen blev begrundet med økonomi – kulminen var, mente man i stigende grad op gennem 1960erne, ikke længere rentabel. En dag blev det meddelt, at minen ville lukke. Beboerne skulle flytte, eftersom den danske styrelse, der var ansvarlig for Grønland, også havde tænkt sig at indstille elproduktion, varetransport og alle offentlige tjenester, herunder skole og sundhedsvæsen. Det blev ikke meldt ud som et diskussionsoplæg, men som et diktat, og beboerne kunne forvente at få anvist boliger hvor der nu var plads langs en 2.000 kilometer lang kystlinje, fra Qaqortoq i syd til Upernavik i nord.
Mange beboere ytrede ønske om at vende tilbage til deres families traditionelle beskæftigelse som fangere i f.eks. Uummannaq eller Upernavik, men det modsatte de danske myndigheder sig: Man regnede ikke med, at fabriksarbejderne kunne finde ud af at omskole sig selv til fangere og anviste i stedet boliger i byer som Ilulissat, Sisimiut eller Nuuk, hvor man havde store forventninger til det dengang ret nye torskefiskeri.
Resultatet blev ofte, at indbyggerne i Qullissat fandt (og i hvert fald følte) sig tvangsforflyttet til nyopførte boligblokke i byer som de ovennævnte – uden at kende nogen af disse byers oprindelige indbyggere, som ofte selv følte, at beslutningen om at flytte så mange mennesker til byen var blevet trukket ned over hovedet på dem. Da det forventede boom i torskeindustrien udeblev på grund af klimaændringer og svigtende bestande i begyndelsen af 1970erne, var tragedien komplet: De mennesker, der før trivedes i Qullissats mine- og serviceindustrier, var nu strandet langt fra venner og familie (i et land, hvor rejser selv til nabobyen altid er dyre og besværlige), og det i byer hvor der ikke var arbejde til dem, og hvor de slet ikke var velkomne blandt lokalbefolkningen.
For at det ikke skulle være løgn, betød oliekrisen og de galopperende energipriser fra midten af 1970erne, at det havde været meget rart og formentlig endda rentabelt at beholde en lokal kulproduktion i Grønland nogle år endnu – formentlig endda længe nok til i forening med byens befolkning at finde en anstændig, for ikke at sige acceptabel, løsning på problemet.
Hvis man ser tilbage, kunne man mere forsonende sige, at minen jo nok i alle tilfælde ville have været lukket i dag. På en måde var lukningen af byen også “held i uheld”; i 2010 blev den forladte by nemlig ramt af en tsunami, der gjorde stor skade på resterne af havneområdet og let kunne have kostet hundreder af mennesker livet, hvis byen stadig havde været beboet.
Problemet er måden det blev gjort på – fra et skrivebord i Danmark, hen over hovedet på folk, uden hensyntagen til deres egne ønsker. Man kunne have startet en demokratisk proces, hvor man fandt en ny løsning i samarbejde med befolkningen. Man kunne have respekteret, at der var tale om en velfungerende by og have investeret i f.eks. en reje- eller fiskeforarbejdningsfabrik. Eller man kunne have bygget en havn (som byen manglede, hvilket gjorde lastning af kul meget dyrere og mere besværligt), investeret i moderne mineteknologi og gjort mine rentabel. Jeg ved ikke, hvilken løsning ville have været den rigtige. Men jeg ved, at man kunne have fundet en løsning i samråd med befolkningen. Man kunne have behandlet Qullissats indbyggere som ligeværdige partnere og ikke som koloni-undersåtter, som man – velmenende eller ej – kunne skalte og valte med efter forgodtbefindende.
I stedet lukkede man bare byen og spredte befolkningen over 2.000 kilometer kystlinje. Da Randers (Danmarks 6.-største by, som Qullissat var Grønlands) til sammenligning var kriseramt for 30 år siden og Scandia og Dronningborg Maskinfabrik blev afviklet, gav byen uden tvivl samlet set underskud ligesom Qullissat gjorde. Alligevel valgte man ikke at lukke den. “Men det kan man jo heller ikke”, ville mange sige – man kan ikke bare lukke en by, og slet ikke hen over hovedet på befolkningen. Men det gjorde man i Qullissat.
Og på grund af denne forkerte beslutning blev hundreder af menneskers liv smadret. Nogle fandt deres ben, andre gjorde ikke.
Selvfølgelig var det et overgreb, og selvfølgelig var den vrede, det vakte i Grønland i 1970erne 100% berettiget.
Læs også:
