Oxalá, som også kaldes Obatala og Orixalá, er en af de vigtigste guder i brasiliansk candomblé (bemærk, at navnet udtales “oshalá” – x’et udtales nærmest som et “sj”, og de to a’er er åbne som i dansk “trappe”). Det var Oxalá, som i tidernes morgen skabte landjorden og befolkede den med mennesker, og Oxalá er som Iemanjá og Nanã en førstegenerationsgud og anses for at være far til en lang række af de andre orishaer. Oxalá er en hvid gud, hvor jeg ikke mener hudfarve (han tænkes som andre orishaer at have sort hud), men klædedragt. Oxalá fremstilles altid helt i hvidt, og han er associeret med farven hvid med alle dens associationer af moralsk og rituel renhed.
Oxalá anses som ur- og fadergud ofte for at være meget gammel og i besiddelse af en dyb, altgennemtrængende visdom. Han bevæger sig sindigt, for ikke at sige langsomt; faktisk er han knyttet til snegle, ikke mindst til den afrikanke kæmpesnegl Archachatina marginata, og de rytmer, der knyttet til ham i ritualerne, er typisk også langsomme og sindige. I Brasilien har Oxalá to meget vigtige aspekter eller kvaliteter, nemlig Oxalufan og Oxaguian. Oxalufan er den gamle Oxalá, der ofte ses gående krumbøjet og med en stok, mens Oxaguian er den unge Oxalá, en fyrig hvid kriger, som er efterkommer af Obatala, der var konge i Ilê Ifé . Oxaguian og Oxalufan var oprindelig separate guder, der i Yorubaland sammen med Oxalá er en del af en større gruppe af “hvide guder” (orisha funfun), der alle er associeret med farven hvid.
Der findes mange variationer af myten om, hvordan Oxalá skabte jorden[1]. I den mest almindelige var der i begyndelsen kun to elementer, nemlig orun, himlen, og ocun, havet. I himlen herskede den almægtige Olorun sammen med de orishaer, han havde skabt, og i dybet nedenunder herskede urhavets dronning Olokun, som i nogle myter anses for at være mor til Iemanjá.
Olorun eller Olodumaré befalede nu Oxalá at nedstige til Olokuns våde og sumpede rige for at skabe landjorden. Til det formål fik Oxalá et sneglehus med jord i, en høne med fem tæer og en guldkæde. Med guldkæden firede han sig ned, og da han havde nået vandet, tømte han jorden fra sneglehuset ud i en lille bunke og satte hønen oven på den. Hønen begyndte omgående at pikke og skrabe jorden, og snart fik den spredt jorden så meget ud, at landjorden og dens kontinenter blev skabt.
Til sidst steg Oxalá ned på den nyskabte jord og konstaterede, at alt var,som det skulle være. Oxalá begyndte nu, som vi fortalte i artiklen om Nanã, at forme mennesket ud af ler. I dagevis fortsatte han med at skabe det ene menneske efter det andet, men til sidst blev han tørstig og begyndte at se sig om efter noget vand. Det kunne han dog ikke finde – til gengæld var der et palmetræ, og af det udvandt han en masse palmevin, som han drak i stedet. Nu blev han imidlertid fuld, og de mennesker han nu lavede, blev krøblinge, blev vanskabte eller pukkelryggede eller handicappede på en eller anden måde. Da han blev ædru igen svor Oxalá, at han aldrig mere ville røre palmevin, og den dag i dag er det stadig et tabu for hans tilhængere. Af samme grund anses mennesker med denne form for handicap også for at være hellige og særligt velsignede, fordi de er rørt af Oxalá.
I nogle versioner af denne historie er det ikke Oxalá, men Oyo-imperiets mytiske grundlægger Odudua, der skaber landjorden, og der findes som sagt mange variationer af denne skabelsesmyte. I alle versioner er det dog Oxalá, der skaber mennesket. Reginaldo Prandi skriver[2] om Oxalá, at han er
… menneskets skaber, den absolutte herre over livsprincippet, over åndedrættet, over luften. (…) Han er en gammel orisha, som er meget respekteret af såvel sine menneskelige tilbedere, som af de andre orishaer, af hvilke mange anses for at være hans børn.
En anden myte fortæller[3], at Obatalá havde en slave, som han satte til at arbejde på sin gård. Slaven arbejdede godt, og gården blomstrede og gav et stort udbytte. Alle naboerne blev misundelige på Obatalá og besluttede, at det ikke kunne fortsætte på den måde. De misundelige naboer bestak derfor Obatalás slave til at myrde ham. En dag, hvor Obatalá gik på sin gård for at inspicere sine marker, trillede slaven derfor en stor sten hen over ham, som maste ham i tusind stykker, der blev spredt over hele verden.
Olorun havde set dette og befalede nu Exu at samle stykkerne op, så guderne og menneskene kunne få Obatalá tilbage. Exu samlede alle de stykker sammen, som han overhovedet kunne finde, og bragte dem til Olorun. Olorun samlede stykkerne til ét og bragte Obatalá tilbage til livet. Men Exu havde ikke kunnet finde alle stykkerne, for mange af dem var små og andre var fløjet meget langt væk. Derfor siger man, at Obatalá er spredt ud over hele verden. Obatalá eller Oxalá er overalt.
Oxalá er, som det vil forstås, en af de allervigtigste guder i candomblé. Der findes mange myter og fortællinger om ham, som jeg vil vende tilbage til i senere artikler i denne serie – mange af dem er faktisk meget centrale for forståelsen af religionen og dens mytologi.
Oxalás ugedag er fredag, og hans farve er som allerede nævnt hvid. Han sætter pris på hvide ting, og i Brasilien bliver han ofte trakteret med kogte hvide majs eller most yams. I synkretismen opfattes han som identisk med Jesus Kristus, og derfor anses alle kristne kirker også for at være associeret med Oxalá. Denne identifikation har givet anledning til en af de vigtigste årlige fester i Bahias hovedstad Salvador, nemlig a lavagem do Bomfim, hvor candomblé-præstinder vasker trapperne på en af byens vigtigste kirker.
Foto: Adenilson Nunes/AGECOM
Og med denne artikel om Oxalá afslutter jeg denne indledende gennemgang af de vigtigste guder i candomblé. Der er (mange) flere tilbage, som jeg ikke har omtalt endnu, men jeg har nu gennemgået nok til, at læseren har fået et godt indtryk af de vigtigste guder og de begreber, de dækker over. Sammen med de indledende artikler om gudernes rolle i candomblé samt om ori og de to verdener aiyé og orun kan vi nu gå lidt dybere ind i selve den religiøse praksis, som i modsætning til vores kristne barnetro er båret af gudernes regelmæssige direkte manifestation i templet, ikke af en “tro” på fjerne guder, som man aldrig ser eller hører fra. Og det er, hvad vi vil begynde at se på i de kommende uger.
Og med disse ord vil jeg ønske læseren en god jul sammen med en opfordring til at nyde denne sang til Oxalá, indspillet af Gilberto Gil og Jorge Ben Jor:
Noter:
[1]: Se f.eks. Ulli Beier: Yoruba Myths, Cambride University Press 1980 samt Harold Courlander: Tales of Yoruba Gods & Heroes, Original Publications, New York, 1973.
[2]: Reginaldo Prandi: Mitologia dos Orixás, Companhia Das Letras, 2001, s. 23.
[3]: Reginaldo Prandi: Mitologia dos Orixás, Companhia Das Letras, 2001, s. 507.
