En verden af religiøs mangfoldighed – candomblés oprindelse og nationer

I de foregående artikler i denne serie har vi gennemgået nogle af de vigtigste overordnede begreber i brasiliansk candomblé og antydet, at en forståelse af dem kan være nyttig for en tilsvarende forståelse af andre religioner – for eksempel jernalderens asatro her i Norden. Jeg har også flere gange antydet, at en forståelse af en levende praksis, der bygger på en ubrudt mundtlig overlevering, kan være nyttig for folk, der i dag søger det åndelige.

Vigtige begreber, der går igen i andre kulturer, er de to verdener aiyé og orun, den naturlige og den åndelige verden, der går igen f.eks. i den keltiske “otherworld” Tir na nÓg og i de inuitiske begreber sila og silap aappaa; den personlige skæbne i form af en skytsånd, som bl..a. kendes fra grækernes daimon og romernes genius; og en mængde guder, hvis axé er med til at skabe forskellige dele af den verden vi lever i.

Om guderne (og andre væsener) gælder, at det ikke er nogen, man “tror på” – de er kendetegnet ved at gribe direkte ind i menneskers liv. Guderne kan manifestere sig under ritualer i templet, hvor de velsigner menigheden med deres tilstedeværelse; de kan vise sig for den enkelte i syner og drømme, og de kan udtrykke deres vilje igennem divination, der i brasiliansk candomblé foregår i form af merindilogun, divination med 16 kauriskaller.

Det må også være klart, at den mytologi og det sæt guder, jeg har præsenteret, langt fra er hele sandheden. I artiklen om udvælgelse og indvielse citerer jeg en personlig beretning fra en gaiaku (ypperstepræstinde, mãe de santo) i candomblé de jejé, hvor vi hører om Dangbé, Bessen, Azonsu, og Sogbo, som ganske vist kan siges at svare til Oxumaré, Omolu og Xangô, men som ikke desto mindre (som det  også fremgår af beretningen, og som vi vil vende tilbage til) er af en noget anden karakter og kulturel oprindelse.

I artiklen om Pomba Gira nævnte jeg også, at denne gudinde egentlig hører hjemme i den religion, der hedder umbanda; i mere puristiske udgaver af candomblé accepteres hun ikke; dels fordi hun som en kvindelig Exu er knyttet til mere kaotiske kræfter end orishaerne, dels på grund af hendes oprindelse i bantureligion, der gør hende uacceptabel for i hvert fald nogle af de mere traditionelle yoruba-inspirerede templer.

Jeg vil i det følgende forsøge at give et overblik over de mest almindelige retninger i candomblé – i fremtidige artikler i serien vil jeg udvide denne gennemgang til også at omfatte umbanda og enkelte af de mange beslægtede afro-brasilianske religioner.

Nationer i candomblé

Man plejer overordnet set at opdele candomblé i tre store nationer:

ketu eller nagô, jeje og Angola.

• candomblé ketu eller nagô er mere yorubainspireret; det er den variant, jeg selv kender bedst, og tidligere artikler i denne serie har beskrevet 12 af dens traditionelt 16 guder. Der er tale om en praksis, der er baseret på religionen i Yorubaland i det sydlige Nigeria og østlige Benin. Ordet ketu kommer af byen Ketu i Benin (hvor Oxóssi ifølge traditionen var konge), og nagô er en portugisisk form af “Anago”, som er navnet på et yorubatalende folkeslag i området, hvoraf mange blev gjort til slaver og ført til Brasilien.
• candomblé de jeje er påvirket af de fon-talende folkeslag i primært Benin og Togo. Deres guder kalders voduns. Jeg har allerede nævnt, at yoruba-guderne Omolu og Oxumaré formentlig stammer fra dette område. Mange af denne nations voduns går igen fra ketu, f.eks. gudinderne Oya og Oxum. Dette er resultatet af en intens kulturel udveksling mellem fon- og yorubatalende folk, som går tilbage til længe før europæernes og slavehandelsens ankomst til  Vestafrika. De fon-talende folks religion ligger også til grund for haitiansk vodou.
• candomblé de Angola er påvirket af de bantutalende centralafrikanske folkeslag, der kom til Brasilien fra Congo og Angola. Guderne i candomblé de Angola kaldes minkisi (ental: nkisi) og har navne som Katendê, Kaviungo, Aluvaiá og Tempo. Disse minkisis oprindelige kendetegn er dog ofte blevet gemt, således at de forstås og forklares ved korrespondenser til yoruba-orishaerne. Aluvaiá svarer for eksempel til Exu, Dandalunda til Oxum, Matamba til Oya og Lemba eller Lembaranganga til Oxalá.

I ketu-candomblé foregår det meste af liturgien, herunder langt de fleste af sangene, på nagô – en variant af yorubasproget, der kun bruges i ritualerne, eftersom yoruba ikke længere bruges som talesprog nogen steder i Brasilien, og hvis betydning der ikke altid er klarhed over eller enighed om.

Candomblé de jeje er traditionelt kendt for at have en mere kompleks liturgi med sværere sange på fon, men i denne nation er det blevet mere og mere almindeligt at bruge sangene fra ketu i de offentlige ritualer, fordi de oprindelige jeje-sange er for svære og folk ikke kender dem.

Candomblé de Angola skiller sig lidt ud ved traditionelt at have mange sange på portugisisk. Der er dog også sange og ritualer, der bruger língua (altså et afrikansk sprog, som de fleste ikke forstår), og dette vil i så fald oftest være baseret på bantu-sprogene kikongo og kimbundu.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at disse tre varianter af candomblé netop er varianter af candomblé. Der er ikke tale om, at ketu er identisk med yorubaernes oprindelige religion, jeje med de fontalende folks og Angola med bantufolkenes.

Der er tale om forskellige grene af en unikt brasiliansk praksis, der så vidt vi ved har udviklet sig fra slutningen af det 18. århundrede og videre i det 19.  og 20. (og fortsætter med at udvikle sig i det 21.) På trods af de store historiske og kulturelle (og rituelle) forskelle mellem de forskellige nationer har de også meget tilfælles, og det er ikke ualmindeligt, at lederen af f.eks. et jeje-tempel som religiøs ekspert med en dyb indsigt samtidig kan have en ledende rolle i et ketu– eller angola-tempel.

Ud over de tre store nationer, som jeg har nævnt her, nævnes ofte candomblé de caboclo som en selvstændig nation. Da betegnelsen blev udbredt i etnografiske skrifter i 1930erne dækkede den primært en variation af candomblé de Angola, hvor dyrkelsen af de såkaldte caboclos fyldte meget.

Caboclos er ånder, der anses for at være ånderne af afdøde indianere, og som fylder meget i de fleste afro-brasilianske religioner. De dyrkes meget i umbanda, hvor de kendes i utallige varianter, for eksempel boiadeiros, cowboys og marinheiros, søfolk. Ligesom yorubaernes orishaer manifesterer de sig direkte for menneskene ved at besætte deres medier. Deres oprindelse er uklar, men formentlig er der både tale om påvirkning fra bantu-talende folks religion og magiske praksis og oprindelige brasilianeres forfædredyrkelse. Caboclo-dyrkelsen er i alle tilfælde meget udbredt i Brasilien, og som sådan giver det i dag ikke mening at fremhæve candomblé de caboclo som en særlig nation.

Caboclos, umbanda og tilsvarende indiansk-påvirkede religioner som jurema og catimbó vil vi vende tilbage til i en senere artikel i denne serie, hvor vi også vil komme mere ind, hvordan den fascinerende mangfoldighed af disse religioner er opstået.