Caboclos – landets oprindelige ejere

Efter at have skrevet så meget om orishaerne, de afrikanske guder som er centrale i candomblé og i afrobrasiliansk kultur i almindelighed, må det være på tide at se på en klasse af ånder med en helt anden oprindelse, som ikke desto mindre går igen i alle de afrikansk-inspirerede religioner i Brasilien, som jeg kender til.

Jeg taler om caboclos, “indianerånder” – entiteter, som oftest beskrives som ånder af oprindelige folk, der levede i Brasilien før europæernes ankomst. Som altid, når vi taler om afrobrasiliansk religion, er der en meget stor variation og kompleksitet i den måde, de kan manifestere sig på, men grundlæggende opfattes caboclos som medlemmer af et af de hundredevis af oprindelige brasilianske folkeslag.

Selve ordet “caboclo” menes at komme fra tupi-sproget og var måske oprindelig kari’boka, “som kommer fra hvide”, eller caá-boc, “som kommer fra skoven” [1]. Det kan, udover at betegne en særlig type ånder, bruges om befolkningsgrupper i det nordøstlige Brasilien, som er “blandinger” mellem europæiske indvandrere/bosættere og oprindelige folk. I det område kan det også betyde “bondeknold” eller “person fra landet” eller bare “person”.

Men i de afrobrasilianske religioner umbanda og candomblé (og en række andre, for eksempel den tidligere omtalte Jurema Sagrada) betegner ordet altså en entitet, som oftest antages at være ånder af oprindelige brasilianere, der døde før eller omkring tidspunktet for landets kolonisering af portugiserne.

Når caboclos ankommer i et candomblé-ritual ved at besætte en af de tilstedeværende går det gerne ret vildt for sig, og de sætter ofte pris på at ryge cigarer og drikke store mængder af spiritus.

Den danske antropolog Inger Sjørslev skriver i sin bog “Gudernes Rum” om sit feltarbejde i en lille by i Bahia, at caboclos er omgærdet af tabuer og mystik, og at det kunne være vanskeligt at få noget at vide om, hvem og hvad de var[2]:

Marias egen caboclo hedder Juremera (Juremera den Vilde). Indianerkammeret er fuldt af fjerprydelser og jagtting. Indianerånderne kommer jo fra vildmarken.

De kom fra vildmarken, men hvem var de, disse indianerånder? Hvad var betydningen af den symbolik der omgav disse forunderlige skikkelser, der så ud på en måde som intet havde med Brasiliens oprindelige indianske befolkning at gøre, men snarere passede til den stereotype forestilling om det vilde vesten? (…)

Klicheer er de. Eller parodier. Der er ikke skrevet meget om dem, og der tales heller ikke meget om dem. De danses og de synges. (…)

Man ser dem – som jeg skulle se dem nogle få aftener efter det første besøg hos Maria – komme spejdende frem i den lille dansesal. De går søgende; de kunne se ud, som om de går på en lille sti i junglen. Nogle har hænderne på ryggen, øjnene er vidtåbne, de ser op på et ubestemmeligt punkt i nærheden af loftet; de har et udtryk som så de verden for første gang. De svajer i kroppen; gæve er de, bravos, ligefrem drabelige, men også forvirrede.

Det skal siges, at selv om det godt kan se ud, som om caboclos “intet har med Brasiliens oprindelige indianske befolkning at gøre”, som Sjørslev skriver, kan den billedlige fremstilling af dem og de myter, der fortælles om dem, også trække på de romantiserende forestillinger om de oprindelige brasilianere som naturfolk, som er udbredt i den brasilianske befolkning.

I min gamle artikel om candomblé beskrev jeg  caboclos sådan her[3]:

Umiddelbart virker de snarere som en slags karikatur af wild-west-indianere end som regnskovens urbefolkning; de er brovtende og udfordrende, drikker massevis af øl og brændevin og ryger store cigarer. Af orixáerne sættes de oftest i forbindelse med jagtguden Oxóssi, der også lever i junglen. De besidder en voldsom vildskab, der opfattes som naturens dynamik. (…)

Disse ånder adskiller sig fra orixáerne dels ved at være »mindre« (altså »jævne ånder« snarere end »guder« [ligesom de fleste af os er “jævne mennesker” snarere end “konger og dronninger”]), dels ved at de under kulthandlingerne synger og taler, til forskel fra orixáerne, der først og fremmest danser og modtager ofre.

Det kan måske umiddelbart virke komisk og fandenivoldsk, når cabocloer og andre ånder optræder med store cigarer – og det fandenivoldske er en effekt, som cabocloerne ikke forsømmer at udnytte – men den konstante brug af tobak er faktisk et tegn på påvirkningen fra indiansk religion, hvor tobakken er en hellig plante, der anvendes i kultisk sammenhæng på samme måde som f.eks. vinen i andre kulturer.

Man ved ikke præcis, hvordan og hvornår dyrkelsen af caboclos er opstået, men det er ret sikkert, at den er knyttet til de bantutalende folks religioner, hvilket blandt andet viser sig ved, at den oprindelig først og fremmest var udbredt i candomblé de Angola, der som tidligere forklaret netop bygger på traditioner fra Congo-Angola-området.

En udbredt teori er[4], at kulten for caboclos blev grundlagt af afrikanere fra dette område, der i Afrika traditionelt havde dyrket deres forfædre som ånder, der var knyttet til jorden og landet og derfor ikke var kommet med dem til Brasilien. I Brasilien kaldte de i stedet på de forfædre-ånder, der var knyttet til det nye land og kom således i kontakt med de entiteter, som vi i dag kender som caboclos. Denne fortælling har næsten karakter af en slags oprindelsesmyte. Caboclos er tidligst attesteret i candomblé sidst i det 19. århundrede og begyndelsen af det 20. århundrede.

Etnografen Edison Carneiro (1912-1972) mente[5], at caboclos’ store popularitet havde meget at gøre med den øgede interesse for oprindelige folks kultur som nationalt symbol efter Brasiliens uafhængighed fra Portugal i 1822.

Carneiro mente også, at disse ånder var helt uden en ægte forbindelse til landets oprindelige befolkning, og at deres “indianske” elementer alene skyldtes romantikkens forestillinger om “den ædle vilde” og tidens meget romantiserende populære romaner, især dem af José de Alencar (1829-1877).

Jeg er ikke overbevist om, at han har ret i dette. For det første antyder selve navnet “caboclo” og dets betydning af “nordøstbrasilianer med indiansk og europæisk (og sikkert også afrikansk) blod i årerne” en klar forbindelse til denne befolkning, hvis traditioner og forestillingsverden altid har været præget af en blanding af de forskellige kulturelle strømninger, som deres genetiske forfædre repræsenterede. For det andet er caboclos meget fremtrædende i catimbó og Jurema Sagrada, der som tidligere omtalt lige præcis er stærkt påvirkede af de oprindelige folks religioner. Og for det tredje minder de sange, der synges ved påkaldelse af caboclos både tekstmæssigt og melodisk meget om de sange, som (i dag portugisisk-talende) oprindelige folk som Pataxó og Tupinambá synger i deres egne ritualer.[6]

Eksempler på sange til caboclos

Mere sandsynligt er det, at caboclo-kulten er vokset ud af århundreders blandingskultur i det nordøstlige Brasilien, hvor ikke mindst afrikanernes århundredlange direkte kontakt med den oprindelige befolkning betyder, at det i dag ikke længere er muligt at afgøre, hvem der er påvirket af hvem – det er noget nyt, der er opstået.

Dermed vil jeg også sige, at man ikke skal stirre sig blind på cabocloernes pittoreske eller farceagtige kvaliteter, hverken på de romantiserede “ædle vilde” eller karikerede Wild West-indianere. Bantu-folkene, der var underlagt eller flygtet fra slaveri, påkaldte ikke landets ånder for at blive underholdt, men for at få del i deres visdom og styrke. Mange caboclos anses i dag for at besidde en stor viden om sygdom og helbredende planter og om menneskenes lykke og behov såvel som en stor indsigt i åndelige forhold. I umbanda er det meget almindeligt, at folk decideret konsulterer caboclos for at få hjælp til deres problemer.

Henimod slutningen af filmen O Jardim das Folhas Sagradas (de hellige blades have), som jeg først omtalte her på siden for snart to år siden, siger hovedpersonens gamle og kloge præstinde, at  candomblé ikke kan bestå, hvis ikke den respekterer caboclos – de er nemlig landets oprindelige ejere, som var der før orishaerne.

Caboclos er i denne forstand skovens ånder (og dermed associeret med Oxóssi). Inden for candomblé har deres kult været nedvurderet, fordi den med sin bantu-oprindelse opfattes som mindre “ren” end den yoruba-inspirerede candomblé, men alle de store candomblé-templer i Bahias hovedstad Salvador giver af denne grund i én eller anden udstrækning plads til dem i deres praksis.

Med cabocloernes meget store udbredelse både i candomblé og den moderne storbyreligion umbanda (som vil blive omtalt særskilt i en senere artikel) er dette billede af caboclos som kun eller primært Brasiliens oprindelige folk en sandhed med en hel del modifikationer, hvilket jeg håber på at vende tilbage til i en senere artikel.

I videoen herunder kan du foreløbig se en cabocla (en kvindelig caboclo) manifestere sig under en umbanda-ceremoni:

Noter

[1]. Portugisisk Wikipedia anfører bl.a. begge disse mulige oprindelige betydninger.
[2]. Inger Sjørslev: Gudernes Rum, Gyldendal 1995, s. 85-86.
[3]. Carsten Agger: Sydamerikas levende guder, Faklen nr. 12, 1999
[4]. Se f.eks. forklaringen på denne side.
[5]. Edison Carneiro: Ladinos e Crioulhos, Editora WMF Martins Fontes (2. udgave), s. 166-175.
[6]. I pataxó-landsbyen Aldeia Pará i det sydlige Bahia har jeg selv hørt en traditionel sang, hvis tekst betyder: “Jeg var derinde i skoven, hvorfor har I kaldt på mig? Jeg er indianerkrigeren, indianerkrigeren fra Ioruma.” En meget smuk caboclo-sang lyder tilsvarende: “Jeg var i min landsby og hørte en kalden langvejs fra. Jeg er caboclaen Jurema, indianerkvinden, der kommer for at arbejde.” I begge tilfælde angiver den talende,  i den sidste sang caboclaen Jurema, at været kommepå grund af en påkaldelse, fulgt af en præsentation.