Vi har talt om de forskellige yorubaguder og deres navne og egenskaber, og vi har talt om, hvordan denne mangfoldighed af guder suppleres af mindst lige så mange fascinerende og fremmedartede guddomme i candomblé de Angola og candomblé de jeje, som henholdsvis er inspireret af religionen i de bantutalende (primært Congo og Angola) og fon-talende (mest det nuværende Benin, det gamle Dahomey) områder.
Men ser vi igen på guderne i den mere snævert yoruba-inspirerede candomblé, vil vi se, at de heller ikke bare er enkelte, isolerede guder. Hvis vi betragter en af de store orishaer som Xangô, Iemanjá, Oxum eller Oya, er de aldrig noget så simpelt som bare én gud. Tværtimod optræder de i flere forskellige udgaver. Disse kvaliteter kan belyse forskellige aspekter af guden i forhold til de myter, den optræder i eller den rolle, de spiller i en konkret sammenhæng – eller de kan repræsentere andre guder med en tilsvarende rolle, hvis oprindelige kult er blevet glemt. Det sidste er for eksempel sket for jagtguden Erinle, der mytologisk er forbundet med Oxum. Erinle er en selvstændig gud i Afrika, men i Brasilien opfattes han (under navnet Inlê) som en kvalitet af Oxóssi , der “samler” alle jagtguderne under sig. Dette afslører også, at candomblés orixás (den portugisiske stavemåde) ikke er helt identiske med de òrìṣà, der dyrkes under de samme navne i Yorubaland – som jeg før har antydet, har orisha-religionen i Brasilien udviklet sig til en ny og unikt brasiliansk praksis. Blandt andet er den regionale variation og antallet af guder meget større i Afrika.
Ser vi alene på tordenguden Xangô, nævner portugisisk Wikipedia ikke mindre end 12 forskellige kvaliteter af denne gud, og det er ikke de eneste, der findes. Vi har bl.a.:
- Afonjá – en historisk person, der var leder af Oyo-imperiets hær i slutningen af det 18. og begyndelsen af det 19. århundrede. Er knyttet til kongefamilien i Oyo i det nuværende Nigeria og er skytsguddom for det berømte tempel Ilé Axé Opô Afonjá i Bahias hovedstad Salvador, som vi tidligere har omtalt.
- Oba Koso, konge og grundlægger af byen Koso i udkanten af Oyo. Ordene kan også betyde “kongen har ikke hængt sig” og hentyder til en myte om Xangôs død.
- Aganju– en kriger, der var konge i Oyo og nevø til Xangô.[1]
- Airá eller Ara – en urfader og himmelgud, hvis voldsomhed udtrykker sig i tornadoen og lynet. Antropologen March Schiltz har beskrevet dyrkelsen af denne guddom bl.a. i Ìlàrá i det sydvestlige Nigeria samt i Ketu og Sabé (de to sidstnævnte ligger i det nuværende Benin)[2].
Man kan finde den samme mangfoldighed hos alle de mest populære orishaer. For eksempel kendes hav- og modergudinden Iemanjá også i skikkelse af Iemanjá Ogunte, der er gift med Ogum, nærmere bestemt med Ògún Alágbèdé, der er smedenes skytsgud.
Der er ikke plads i én artikel til en gennemgang af de forskellige orishaers kvaliteter eller “underguder” – ærindet er i denne omgang at fastslå, at de alle besidder denne pluralitet. Xangô er, for nu at blive ved det eksempel, yorubaernes tordengud og er gud for retfærdighed; han er en himmelgud, der samtidig er gudernes konge og skytsguddom for kongefamilien i Oyo. De “kvaliteter”, han kan manifestere sig som, kan være torden- eller himmelguder eller gudekonger fra andre områder, eller de kan være associeret med (semi-)historiske personer i Yorubaland – for eksempel Oranmiyan, der er kendt som grundlægger af byen Benin og i nogle myter er far til Xangô.
Vi har allerede nævnt, at skaberguden Oxalá har
(…) to meget vigtige aspekter eller kvaliteter, nemlig Oxalufan og Oxaguian. Oxalufan er den gamle Oxalá, der ofte ses gående krumbøjet og med en stok, mens Oxaguian er en ung Oxalá, en fyrig hvid kriger, som er efterkommer af Obatala, der var konge i Ilê Ifé . Oxaguian og Oxalufan var oprindelig separate guder, der i Yorubaland sammen med Oxalá er en del af en større gruppe af “hvide guder” (orisha funfun), der alle er associeret med farven hvid..
Om et navngivent aspekt af en orisha er “den samme” eller “en anden” gud afhænger meget af øjet, der ser. Hvis to guder dækker det samme “område”, kan de måske påkaldes ved nogenlunde de samme ritualer, fordi man kan tænke sig, at de repræsenterer den samme “energi”, den samme bagvedliggende dynamik.
Så mærkeligt dette end kan lyde, har det en klar parallel i det gamle Rom, hvor der f.eks. var templer for Jupiter Feretrius, Jupiter Tonans, Jupiter Stator, og så videre, og hvor denne åbenbart meget mangfoldige Jupiter samtidig blev identificeret med den græske over- og tordengud Zeus, der på sin side selv kendes i et væld af forskellige versioner og manifestationer. Et muligt nordisk eksempel er Thors følgesvend Loke, der hos Saxo lader til at være den samme som jætten Udgårds-Loke (og samtidig minder ret meget om ildguden Loge, som han spiser om kap med hos Udgårds-Loke).
Hvad der måske er vigtigere er, at når det enkelte menneske knyttes til og interagerer med en orisha, er det i en forstand ikke orishaen som sådan, det interagerer med, men en et eksemplar eller en instans af orishaen.
Hvis en indviet præst under en ceremoni i det lokale tempel bliver besat af Oxóssi vil det ikke være den generelle, overordnede orisha – man kunne sige, det generelle, overordnede “kosmiske princip” – Oxóssi, han bliver besat af, det er hans Oxóssi.
Den brasilianske journalist og etnograf Edison Carneiro skriver herom i sin bog Candomblés da Bahia[3]:
[En persons] skyts-orisha er, hvad enten den nu hedder Ogum, Xangô eller Oxalá, altid personlig – A’s Xangô er forskellig fra B’s Xangô, ligesom C’s Ogum er forskellig fra D’s Ogum. De er alle forskellige manifestationer af den samme orisha, som mangfoldiggør sig for at kunne være hos alle sine tilhængere.
På denne måde er hver gud i candomblé ikke bare én gud, den er et helt panteon – en samling af lignende guder, der i sidste ende manifesterer sig individuelt og forskelligt i hvert tempel og i og for hvert individ.
Denne paradoksale og af og til forvirrende pluralitet skal vi vende tilbage til, ikke mindst når vi skal se på, hvordan den viser sig i de forskellige manifestationer af den kvindelige Exu- eller tricksterskikkelse Pomba Gira.
Noter
[1]: Stephen Adebanji Akintoye: A History of the Yoruba People, Amalion Publishing 2010, s. 247.
[2]: Marc Schiltz: Yoruba Thunder Deities and Sovereignty: Ara versus Ṣango, Anhtropos 80 (1985), 1-3 (s. 67-84).
[3]: Edison Carneiro: Candomblés da Bahia, Editora WMF Marlins Fontes 2008, s. 100.