Jeg har i løbet af de sidste mange artikler skrevet meget om gudeverdenen i candomblé og beslægtede afro-amerikanske religioner, men knap så meget om selve den daglige, rituelle praksis i religionen.
Det er dog blevet klart, at et meget karakteristisk træk er den omstændighed, at guderne ikke er fjerme, abstrakte principper, men opleves som levende personer, der kan manifestere sig under religiøse fester og andre ritualer ved at besætte nogle af de tilstedeværende præster og præstinder. Besættelsen sker ved, at mediet falder i trance og så at sige giver afkald på sin egen personlige kontrol over sin krop til guden og derved i en gennemgående metafor bliver til “gudens hest”.
Jeg har antydet, at denne rituelle besættelse kræver en særlig indvielse og også har også være inde på, hvilke omstændigheder der kan pege på, at en person f.eks. er bestemt for at blive indviet i religionen.
Der er grænser for, hvad det er muligt at sige om selve indvielsen, fordi alle aspekter af den er hemmelige. Det er dog muligt skitsere indvielsens forløb helt overordnet, og det vil jeg prøve i denne artikel, hvor det dog formentlig ikke bliver muligt at komme omkring det hele.
Om candomblé-templer og deres hierarki
Før jeg kommer ind på selve indvielsen vil det være godt at sige noget om selve livet i et tempel. Et candomblé-tempel eller terreiro er en meget hierarkisk social organisation under ledelse af en “ypperstepræstinde” eller “ypperstepræst”, der kaldes en mãe de santo eller pai de santo, “åndemoder” eller “åndefader”. Titlen mãe (eller pai) de santo er en oversættelse af yorubaordet iyalorisha (eller babalorisha), der betyder mor (eller far) til orishaer. Der ligger heri, at det er mãe de santo-en, der gennem indvielsen knytter forbindelsen mellem en indviet præstinde og hendes orisha[1].
Et candomblé-tempel kan sammenlignes med en religiøs orden, næsten som en munkeorden (selvom dets præster ikke lever i cølibat eller i øvrigt adskilt fra resten af samfundet). Hvert medlem af templet vil have en position i hierarkiet i forhold til ethvert andet medlem, og traditionelt er det kultiske ansvar fordelt på et stort antal specialiserede funktioner, som det vil føre for vidt at komme ind på her.
De personer, der er knyttet til et givet terreiro, kan løst opdeles i fire grupper:
- mãe eller pai de santo, templets ubestridte leder med det overordnede ansvar for kulten; har det sidste ord i alle diskussioner og er ultimativt den, der træffer alle beslutninger.
- filhos og filhas da casa, husets “sønner og døtre”, dets indviede præster og præstinder. Disse har gennemgået indvielsen til deres personlige orisha, som de dermed er indgået i et livslangt og forpligtende forhold til og er blevet “barn af”.
- abians – tempeltjenere, der har gennemgået forskellige ritualer, der sætter dem i stand at deltage i og selv udføre vigtige ritualer i templet, men som ikke har gennemgået orisha-indvielsen.
- Folk med en løsere tilknytning, der kan hjælpe til med mere praktiske ting og kommer til de offentlige ritualer. Måske har de fået udført en divination hos templets mãe de santo og fået en halskæde med glasperler i deres orishas farver; man siger, at de har fået en lavagem de contas (ordret, har fået “vasket perlerne”) og har dermed fået fastslået deres forbindelse til guden, hvis beskyttelse de nu står under, og templet.
Dette er meget overordnet og er på ingen måde en udtømmende beskrivelse af strukturen af et terreiro. Det er værd at bemærke, at en filho/a da casa igen kan tilhøre en af tre kategorier og være:
- elegun eller besættelsespræst – det vil sige, indviet til at modtage (lade sig besætte af) sin gud under ritualerne
- ogan – en mandlig tempeltjener, der kan have til opgave at spille på templets trommer eller forestå de rituelle ofringer, men ikke bliver besat af guden
- equede – en kvindelig tempeltjener, der assisterer orishaerne og de øvrige præster, men heller ikke selv bliver besat af guden.
De første tegn
Traditionelt viser en persons behov for indvielse sig ved, at guden gør krav på vedkommende. Edison Carneiro giver et eksempel i sin bog Candomblés da Bahia[2]:
En gravid kvinde kan drømme, at Oxum kommer til hende med en lille pige i sine arme; det betyder, at når pigen bliver født, vil hun være bestemt for denne gudinde. Men lad os forestille os, at hun ikke bliver indviet til gudinden. I så fald vil pigen opleve uforklarlige lidelser, hun svækkes og kan endda være lige ved at dø, og sådan bliver det ved, lige til hendes mor forstår nødvendigheden af at opfylde gudindens ønske.
Dette er et mønster, der går igen og igen i beskrivelsen af indvielsesforløbet – jeg skrev selv om det for en del år siden[3]:
Medierne indvies som regel i kulten efter en periode præget af sygdom eller svær modgang: De er syge, og ingen læge kan finde ud af, hvad de fejler; eller intet synes at lykkes for dem, og intet kan tilsyneladende få dem på ret køl igen. Problemet kan kun løses ved indvielse i kulten, hvilket svarer til den shamansyge, der kendes fra mange primitive kulturer. (…)
Det forekommer selvfølgelig også, at den kommende præstinde eller præst gerne vil indvies – men der vil stadig meget ofte være tegn af den her skitserede art på, at personen ikke kan finde sig til rette i et “normalt” liv.
Indvielsens forløb – en beskrivelse fra 1940erne
Når spørgsmålet om indvielse for alvor bliver aktuelt, vil den kommende novices mãe de santo foretage en divination for at blive helt sikker på, hvilken orisha der er tale om. Herefter vil den, der skal indvies, som regel være nødt til at spare penge op for at få råd til alle de ting, der skal bruges i løbet af de ca. tre uger, som indvielsen varer.
Edison Carneiro beskriver en indvielse, som den kunne foregå i Bahias hovedstad Salvador i 1930erne eller 1940erne (Candomblés da Bahia blev første gang udgivet i 1948) og fortæller, at novicen, når alt andet er på plads, vil ankomme til templet og skal bo der et stykke tid. Her vil hun først gennemgå forskellige renselser og vil samtidig lære at synge for de forskellige orishaer og genkende de tilhørende trommerytmer. Carneiro forklarer[4]:
Derefter vil templets alabê [orkesterleder] på en allerede aftalt dag spille for novicens orisha, syv, fjorten eller enogtyve sange, indtil orishaen manifesterer sig – hvilket igen vil bekræfte orishaens identitet. Hvis orishaen stadig ikke er kommet efter de enogtyve sange, udføres [et ritual] med koldt vand, og ceremonien starter forfra. Det sker dog sjældent, at orishaen ikke ankommer allerede i løbet af den første serie af syv sange.
Herefter bliver novicerne ført ind i camarinha [bogstaveligt: det lille kammer] og bliver fra nu af allerede kaldt iaô; de får nu fjernet deres hår, hvilket i nogle templer vil sige alt hår og omfatter kønsbehåringen og armhulerne. (…)
Novicerne skal nu opholde sig sytten dage i camarinha og færdiggøre deres uddannelse under absolut åndelig afsondring. De kommer ikke blot ikke ud i det offentlige rum, de må ikke under nogen omstændigheder forlade templet; de har forbud mod forskellige slags mad og mod sex; de må ikke tale med fremmede, og for at kommunikere med folk fra templet skal de klappe og bruge deres ansigtsmimik, så de bruger så få ord som overhovedet muligt. Novicerne sover alle i camarinha, normalt på måtter på gulvet. De har ofte et stykke stof på hovedet for at skjule, at de ikke har noget hår. (…) Hvis flere bliver indviet på én gang, kaldes de en båd. (…)
Til sidst fastsætter mãe de santo en dato for oruncó – den dag, hvor orishaerne skal give deres navn – en af de mest skattede ceremonier i candomblé. Den enkelte indviedes orisha er personlig for dem og bør derfor have et særligt navn, som identificerer den. På dagen for oruncó holdes der en offentlig fest, og under den skal hver iaô efter tur danse og vil, besat af sin orisha, under alment bifald råbe det navn som den Ogum, Xangô eller Oxóssi, der har besat hende, vil blive kendt under.
Efter denne saída (“kommen-ud”), som det også kaldes, vil en iaô have mere frihed og kan, som Carneiro beskriver det, efter en rum tid tage hjem. I den første tid vil hun være omfattet af en række tabuer, f.eks. mod sex og en række madretter og nydelsesmidler. Den australske antropolog Jim Wafer beskriver f.eks., hvordan han efter sin indvielse som ogan i en periode kun måtte bruge hvidt tøj og ikke måtte drikke alkohol.[5]
Det skal bemærkes, at Edison Carneiros beskrivelse er, hvad han selv har erfaret i et begrænset antal terreiros i Bahia i 1930erne og 1940erne, så forløbet vil kunne variere en hel del, som den praktiseres i moderne templer her 80-90 år efter.
Men det grundlæggende forløb med isolation og en varighed på ca. tre uger går igen i de forskellige beskrivelser. Pierre Verger beskriver[6] et indvielsesforløb på netop 17 dage, som han har observeret i Afrika, og tilføjer at det er samme varighed i Brasilien. I candomblé de jeje afholdt den tidligere omtalte Gaiaku Luiza fra Cachoeira indvielser med seks måneders isolation i camarinha efterfulgt af seks måneders ophold i templet under friere forhold[7], men den slags er ikke muligt i det moderne Brasilien, hvor der er meget færre mennesker, der har mulighed for at rive så lang tid ud af kalenderen.
Bemærk også om Carneiros beskrivelse af indvielsen, at der ikke står ret meget om, hvad der helt konkret foregår under indvielsen. Der findes kun få beskrivelser af noget sådant, fordi det som sagt er hemmeligt, og antropologer og etnografer er underlagt en “catch-22”: De kan ikke få at vide, hvad indvielsens ritualer helt konkret går ud på, fordi de ikke er indviede i det tempel, de observerer; og hvis de (som mange har gjort) beslutter at “go native” og blive indviet, kan de ikke fortælle, hvad de går ud på, fordi de er underlagt hemmeligholdelsen.
Jeg opsummerede selv processen i min tidligere omtalte artikel[3] fra 1999:
Kultens medlemmer gennemgår en lang indvielsesproces, der blandt andet indebærer, at de kronrages, gennemgår forskellige ritualer og tilbringer fra tre uger til tre måneder i afsondrethed i et lokale, der er indrettet til dette formål.
Når indvielsen er tilendebragt, bliver novicen hermed en iaô, det laveste indvielsestrin. Ordet iaô er afledt af yorubaordet iawoorixá, gudens hustru eller brud, og bruges både om mænd og kvinder. Under indvielsen er novicen i trance en stor del af tiden – dels modtages orixáen, dels en erê knyttet til orixáen. Indvielsen er en genfødsel, som kulminerer, når den nybagte iaô inspireret af orixáen skal udtale sit nye navn, som herefter vil være det navn, som hun bærer i rituelle sammenhænge. Efter denne indvielse forestår en læreperiode på syv år.
Og når de syv år er gået, og iaôen har udført de obrigações (“forpligtelser” – opfølgende ritualer, som de indviede formodes at passe), der hører til, bliver hun egbomi og kan først nu betragtes som så “udlært”, at hun kan overveje eventuelt at åbne sit eget tempel. Denne proces vil vi høre mere om i en fremtidig artikel i denne serie.
Noter
[1]: Inger Sjørslev bruger i sin bog Gudernes rum (Gyldendal 1995) ret konsekvent den danske oversættelse “åndemoder” eller “åndefader”, men jeg synes ikke den er helt rammende og foretrækker derfor at bibeholde mãe/pai de santo som et fremmedord. Brasiliansk candomblé har traditionelt været domineret af kvinder, så i denne artikel antager jeg, at templets leder er en mãe – mange templer ledes dog selvfølgelig af mænd.
[2]: Edison Carneiro: Candomblés da Bahia, WMF Martins Fontes 2019 (1. udg. 1948), s. 99.
[3]: Carsten Agger: Sydamerikas levende guder, Faklen nr. 12 (1999).
[4]: Som [2], s. 101-102.
[5]: Jim Wafer: The Taste of Blood, University of Pennsylvania Press (1991), s. 160.
[6]: Pierre Fatumbi Verger: Orixás: Deuses Iorubás na África e no Novo Mundo, opr. 1980, s. 21 ff.
[7]: Marcos Carvalho: Gaiaku Luiza e a trajetória do jeje-mahi na Bahia, Pallas 2006.