Iroko er en orisha, der bor i træet af samme navn, der af samme grund anses for at være helligt. Guden kendes også i candomblé de jeje, hvor han hedder Loko, og i candomblé de Angola, hvor han kaldes Tempo.
Dyrkelsen af Iroko – guden såvel som træet – er udbredt både i Yorubaland, i Cuba og i Brasilien. Det er dog forskellige træer, guden er knyttet til i de tre lande.
I Nigeria er guden Iroko knyttet til det egentlige Iroko-træ, milicia excelsa. I Cuba dyrkes i stedet ceiba-træet, på dansk også kaldet kapoktræ (ceiba pentandra). I Brasilien er Iroko knyttet til et træ, der hedder gameleira branca på portugisisk ( ficus gommelleira – i det følgende også kaldt et “Iroko-træ”).
I Brasilien dyrkes Iroko først og fremmest ved selve træet, som vises stor respekt, pyntes med hvide bånd og modtager offergaver, som kan være geder, fjerkræ og forskellige retter. Iroko kan bl.a. siges at repræsentere det hellige træ som forbindelse til den åndelige verden (orun). I Afrika er det almindeligt, at hellige træer opfattes som forbundet med tidslig kontinuitet, med historie og ancestralitet – jævnfør for eksempel den meget store status, som baobabtræer, der kan blive tusindvis af år gamle, nogle steder bliver til del.
Edison Carneiro skriver om dyrkelsen af Iroko i Brasilien[1]:
Et almindeligt træk er, at træet er helligt og urørligt. Blandt jeje-folkene i Afrika angiver Loco altid en guds bolig, et sted som guden kunne tænke sig blev lavet om til et alter – og deri består dets hellige karakter. I Brasilien er det imidlertid træet, der er selve guden. På begge kontinenter er dette træ det bedste sted at anbringe gaver til guderne.
Nina Rodrigues skrev i slutningen af det forgangne århundrede[2]: “Træet kan være en rigtig, levendegjort fetish, eller det kan modsat blot repræsentere et alter eller en bolig for en gud”. Og faktisk er det sådan, at irokotræet, pyntet med hvidt og rødt stof, bliver tabu. Hvis det bliver såret, bløder det … (…) Folk nærede en overtroisk respekt for dem. Det var for foden af et iroko-træ, et sted i Salvador, der hedder Gomeia, at den sorte kvinde Pascoalina forvandlede sig til Dã, jeje-folkets slangegud.
Pierre Verger skriver noget lignende om denne tvetydighed med hensyn til, om Iroko-træet er bolig for guden eller guden i sig selv[3]:
Et af de vigtigste træer, der dyrkes [i Dahomey] er Loko, som ikke i sig selv er et helligt træ, men kun er det, hvis det tjener som sæde for en guddom. I Dahomey er dets navn altid knyttet til guden af samme navn. (…)
Iroko forekommer på en måde at være associeret med Eshu Elegba. Religiøse sange til Eshu kan hentyde til Iroko og dets beroligende virkning.Nina Rodrigues skriver[4], i Brasilien: “(…) Gameleira-træet (ficus religiosa [sic!]), som er udbredt her i staten [Bahia] er typen på en gudeplante. Under navnet Iroco er det genstand for en lidenskabelig kult. Mere end én mãe de terreiro har indtrængende bedt mig om aldrig at tillade, at et iroko-træ bliver fældet på et stykke jord, som jeg ejer, for en sådan helligbrøde har givet mange mennesker store problemer.
Lydia Cabrera beretter om en lignende respekt for kapok-træet i Cuba[5]:
Fælde en ceiba? Hvilken ugerning! Et ceiba-træ hverken fælder eller brænder man. Ingen tør fælde et af disse imponerende træer, som står og tørrer på vores jorder i hundredevis af år, tilbedte og frygtede af alle, uden først at lave ebó, konsultere orishaerne og tage omhyggelige forholdsregler.
Dette kan minde om den respekt, der stadig er for “fairies” og elverfolk i henholdsvis Irland og Island, hvor der er mange eksempler på, at vejprojekter har måttet udsættes eller ændres af respekt for disse væseners bosteder.
Reginaldo Prandi fortæller følgende om Irokos oprindelse[6]:
I tidernes morgen var Iroko det første træ, der blev plantet. Iroko var det første af alle træer, ældre end mahogni, kolanødde-træet og bomuldsplanten. I det ældste af Iroko-træerne boede hans ånd. Og Irokos ånd var i stand til at lave meget magi og trolddom. Iroko overraskede hele verden, og det morede han sig med. Om natten gik han ud med et lys i hånden og skræmte jægerne. Når han ikke havde andet at lave, legede han med de sten, som han gemte i sin stammes hulrum. Han lavede meget trolddom, både god og ond. Alle frygtede Iroko og hans kræfter, og dem der så ham lige i øjnene blev vanvittige, lige til de døde.
Prandi fortsætter her med at fortælle en myte, der forklarer noget om, hvorfor det er klogt både at frygte og respektere Iroko – en myte, som vi finder i en lidt anden version hos Lydia Cabrera, endnu engang i hendes uforlignelige cubanske etnografi El Monte[7]:
Frugtsælgersken Erubbá gik til markedet og kom hver dag forbi et iroko-træ med sin kurv på hovedet. Hver dag lagde hun en eller anden gave til træet og bad om den nåde at måtte undfange et barn, som kunne følges med hende og senere hjælpe hende med arbejdet. Til gengæld for den tjeneste lovede Erubbá det en vædder. Moder Ceiba hørte hendes bøn, og “Erubbá… Achú kwán” – iya obí omó: hun fødte en lille pige. Men hun glemte imidlertid, hvad hun havde lovet. Hun kom ikke længere og besøgte Iroko. Sådan er verden, og næsten ingen husker at vise respekt for Changó, kun når det lyner. (…)
Pigen voksede, og en dag gik Erubbá med sin datter gennem Iroko-træets skygge. Erubbá hilste, men fortsatte med sin frugtkurv på hovedet. Pigen stoppede op ved det træ, som hun skyldte sit liv. Hun samlede en sten op og plukkede en plante, som havde fanget hendes opmærksomhed og tog sig ikke af sin mor, som fortsatte hurtigere, end hun plejede, som én, der smyger sig uden om den forklaring, der afkræves en skyldner, der pludselig står ansigt til ansigt med sin kreditor. Da Erubbá først var kommet på sikker afstand og vendte sig om for at kalde på sin datter, så hun Iroko danse:
“Yllón, yón, kuân, omó layón Kuán!”[8]Det enorme Iroko-træ dansede; dets rødder åbnede et hul i jorden, og pigen faldt ned i det hul. Erubbá styrtede hen for at redde sin datter, men hun var allerede begravet i den jord, der igen lukkede sig om hende – det var kun hovedet, der stak op.
“Undskyld, Iroko!”, klynkede kvinden. “Jeg skal nok betale, hvad jeg skylder.” Og hun begyndte at tilbyde det gaver:
“Curucarukú yeyé euré oguttá
Omolé ambio oumolé
Omolé ambio oumolé
Omolé ambio oumolé
Yán Yán Irokoko.”
Ceiba-træet var urokkeligt og fortsatte med et danse og svarede hende ved at synge:
“Yón-Yón-Yón kuâ mi
Omólorayón kuán
Como layón kua mi.”Og så slugte det Erubbás datter.
Det lader altså til at være en god idé at være lige så god til at huske sine løfter, som Iroko er til at opfylde ens ønsker. Lydia Cabrera har mange flere myter og historier at fortælle om dette hellige træ, og i en senere artikel vil jeg formentlig vende tilbage til nogle af dem.
Iroko dyrkes som sagt oftest i skikkelse af et træ. Det forekommer dog også, at der indvies præster eller præstinder til ham, og som sådan kan han også optræde i kulten. Alle de kilder, som jeg har set, skriver dog at det er meget sjældent nu om dage.
Ifølge hjemmesiden ocandomble.com er Irokos dag tirsdag, hans farve er hvid eller kastanjegrøn og hans hilsen er “Iroko Issó! Eró!Iroko Kissilé”.
.Noter
[1]. Edison Carneiro: Ladinos e Crioulhos, Editora WMF Martins Fontes (2. udgave 2019), s. 177.
[2]. Altså: I slutningen af 1800-tallet.
[3]. Pierre Verger: Notas sobre o culto dos orixás e voduns, Editora da Universidade de São Paulo 2000, s. 517-19.
[4]. Dette er fra samme sted, som Carneiro også citerer.
[5]. Lydia Cabrera: El monte, Ediciones Universal, 1954 (9. udg. 2006), s. 149-50.
[6]. Reginaldo Prandi: Mitologia dos Orixás, Companhia Das Letras, 2001, s. 164.
[7]. [5], s. 156-57.
[8]. Jeg har ingen anelse om, hvad dette betyder – det er formentlig en cubansk udgave af yoruba-sproget.