De helt bevidste drab på fredelige demonstranter torsdag og fredag medførte en så voldsom reaktion, at styret i Bahrain lørdag eftermiddag valgte at trække miltær og politi bort fra urolighederne. Kronprins Salman lover dialog og opfordrer folk til at gå hjem, men demonstranterne er vrede og nægter at gå hjem, før deres krav er efterlevet.
Mange har givet udtryk for skuffelse over den amerikanske regerings manglende eller i bedste fald særdeles valne støtte til demokratibevægelserne i den arabiske verden. Den megen tale om “stabilitet” er under alle omstændigheder en fornærmelse – har en undertrykt befolkning brug for stabilitet? Nej, de har brug for frihed, frihed og mere frihed, som den palæstinensiske journalist Naser Alsehli forklarede til et møde om situationen, jeg deltog i forleden.
En anden måde at sige det på er, at det ville være godt, hvis USA fra starten havde tilkendegivet en klar støtte til protesterne i Tunesien og Egypten – for USAs egen skyld! Folk i området er ligeglade og ønsker ikke længere USAs støtte, som Robert Fisk forklarer i The Independent:
“The Americans interfered in our country for 30 years under Mubarak, supporting his regime, arming his soldiers,” an Egyptian student told me in Tahrir Square last week. “Now we would be grateful if they stopped interfering on our side.” At the end of the week, I heard identical voices in Bahrain. “We are getting shot by American weapons fired by American-trained Bahraini soldiers with American-made tanks,” a medical orderly told me on Friday. “And now Obama wants to be on our side?”
Folk er allerede begyndt at tale om den “anden afkolonialisering” – 50-80 år efter, at den arabiske verden holdt op med at være vestlige kolonier af navn, holder de også op med at være det af gavn. Vestens og USAs indflydelse er måske ved at være forbi. Hverken krigen i Irak eller Obamas og Clintons fumlen har gjort det lettere for USA at hoppe på toget. Det er endnu alt for tidligt at sige, hvad det hele ender med, men herfra skal ønskes masser af held og lykke til de gode oprørere i Bahrain, der nu er begyndt at tage deres egen by tilbage. Måtte de få alle deres krav opfyldt.