De danske lønmodtagere lider i disse år under de danske bankers uansvarlige opførsel op til finanskrisen. Især Danske Banks uansvarlighed har kostet mange, mange milliarder og mange arbejdsløse danskere må sende bitre tanker til bankens ledelse.
De mange lønmodtagere der må se deres månedlige realindkomst falde i 2010 og 2011 er forhåbentlig også være vrede på banken og dens ledelse.
I dag var det så dommens time, da aktionærerne skulle bestemme hvad bankens bestyrelse skulle have i løn for reelt at drive banken fallit og tvinge den danske stat til at give en enorm bankgaranti og tilmed rydde det økonomisk morads op bagefter. Banken har været gearet 29 gange sin egen egenkapital, og har derfor reelt truet ca. 1/3 af den samlede danske økonomi med undergang, da finanskrisen brød ud. Modsat fx Nordea der i Danmark har en lignende markedsandel, men som har haft en langt mere fornuftig udlånspolitik. Derfor er Nordea da også 161 mia kr mere værd i dag.
Dommen bestyrelsen fik var en lønfremgang på 37%! Det kan man da kalde en bonus for at drive Danmark ud til kanten, som kan få selv VKO til at blegne.
Man må formode det var Mærsk og hans familie der donerede deres venner en lønforhøjelse, for de har jo nogen interesse i at hive statsstøtte ud af de danske skatteydere og bruge overskudet på fråds, men det viser sig at 99% af aktionærerne stemte for uhyrlighederne!
Nu er det er ikke nemt at finde ud af hvem de 99% var, men en del af dem var helt sikkert ATP og den danske stat har også en slat A-aktier. Man må altså konkludere at Danmarks lønmodtagere har støttet at Danske Banks bestyrelse er blevet belønnet for at smadre Danmarks økonomi. Det er helt uhyrligt at en tvangsopsparing fra dig og mig sådan kan bruges til at støtte et milliardrøveri og efterfølgende belønning for højlys dag.
Danske Bank burde være tvangsopløst efter den finansielle krise, da det var tydeligt at de var “to-big-too-fail” og ikke ejede nogen form for moral der kunne forhindre dem i at udnytte dette skamløst. I dag fik de med støtte fra bestyrere af lønmodtagernes pensionsopsparing sat en stor tyk streg under deres moralske fallit. Det er kun et spørgsmål om år før de igen vil kræve at danskerne betaler for deres sindsyge roulettespil i den internationale finansverden. De er om nogen den største trussel mod Danmark.
Det er ikke alene en trussel mod Danmark. I følge en nylig vurdering (har desværre ikke lige et link) blev Danske Bank vurderet at være blandt de største trusler mod EUs økonomi. Så det er altså ikke kun Danmarks økonomi, vi andre kommer til at betale for, men også de øvrige EU-landes.