Stasi-Danmark

Som vi læser i Information, giver TV-programmet “Aktion Socialt Bedrageri” (som jeg dog ikke har set – livet er for kort til at se dansk fjernsyn) et interessant indblik i det menneskesyn, der ligger bag systemets forfølgelse af folk, der beskyldes for socialt bedrageri:

Der findes ikke nogen statslig standard for, hvornår man er i et ’ægteskabslignende forhold’ og dermed ikke berettiget til ydelsen længere, så området er fyldt med uklarheder og gråzoner. Hvor meget må en ny kæreste hjælpe til i husholdningen eller have med børnene at gøre? Hvad hvis man kommer til at have sex med sin eksmand, men ikke genoptager forholdet? I mangel på klare regler bliver det sagsbehandlerens skøn, der er det afgørende, og programmet giver et interessant indblik i, hvordan kontrolarbejderne forvalter netop denne gråzone: »Det, at hun fortæller os, at hun låner hans bil, det gør sagen noget nemmere for os. For det viser ihvertfald, at der er noget fælles husførelse,« forklarer Irene til kameraet.

Hun er ansat ved kontrolgruppen i Næstved Kommune og er netop ved at tale med kvinde, der er hevet ind til partshøring i en enligsag. Kvinden modtager enligydelse på 7.978 kroner om måneden, men kommunen har modtaget en anonym anmeldelse, der påstår, at hendes kæreste bor hos hende. Irene har tjekket kvindens Facebook-profil, hvor man bag programmets sløring kan se antydningen af to mennesker, der kysser. Et billede der – ifølge kontrolarbejderen– »i den grad indikerer et forhold«.

(…)

Kvinden har netop forklaret, at hun låner sin kærestes bil en gang imellem, fordi hun er syg og har det svært, når det er koldt. Men ifølge kontrolmedarbejder Irene er det ikke tilladt, fordi det for eksempel er kæresten, der betaler forsikringen. Dermed bliver udlånet af bilen betragtet som et »økonomisk bidrag« til hende, som er noget af det, man ikke må få som enlig.

Kvinden fortæller videre, at hun ikke kommer til at være på enligydelse så længe endnu, fordi hun har besluttet at flytte sammen med kæresten nogle måneder senere. Irene svarer prompte, at det ligesom med bilen også er et tegn på, at hun slet ikke reelt hverken er eller har været enlig forsørger i et godt stykke tid. Hun bebrejder kvinden, at hun ikke allerede har været oppe på kommunen og sige, at de planlægger at flytte sammen. Kvinden forsøger med stigende usikkerhed i stemmen at fastholde, at hun altså ikke har gjort noget galt. Men lige lidt hjælper det. Alt, hvad hun siger, bliver opfattet mistænkeligt og problematiseret.

For øjnene af hele Danmark opridser Irene altså, hvad der ifølge kontrolgruppen er så problematisk enlig-adfærd, at det er tegn på et samliv: Det er ikke tilladt som enlig at låne sin kærestes bil, det er ikke tilladt at aftale at flytte sammen på et senere tidspunkt, og har man i øvrigt været kærester i mere end et halvt år og mødt hinandens børn, så er man nok ikke længere enlig.

Måske man kunne overveje at indføre et grundlæggende princip inden for social lovgivning: Hvis reglerne indebærer, at sagsbehandlere eller kontrolgrupper skal vide noget om eller overhovedet interessere sig for, hvem man går i seng med, er loven forkert og må laves om. Sagsbehandleres gisnen om, hvornår man “nok ikke længere er enlig” er i alle tilfælde en usmagelig indblanding i folks privatliv og må stoppes. Enlige forsørger har oftest rigeligt at tage sig til i forvejen uden at skulle mærke systemets hede ånde i nakken.

Bloggeren O’manne Light konstaterer noget lignende i et åbent brev til kommunen, hvor hun gør opmærksom på, at kommunen “ikke er min rigtige mor og far“:

Jeg er enlig mor. Jeg får boligstøtte. Jeg har en kæreste – vi har dog kun kendt hinanden i få måneder, og selvfølgeligt bor vi ikke sammen.
Jeg vil fandme ikke være social bedrager, så jeg googlede lidt og fandt denne video med en dame, der taler til mig, som om jeg er retarderet.

Her får jeg udpenslet, hvornår jeg ikke længere bliver betragtet som enlig.

Min kæreste må ikke betale mine regninger.
Nej, selvfølgeligt må han ikke det, hvis kommunen giver mig tilskud til dem. Jeg går ikke engang over for rødt lys (heller ikke på helt øde veje), så den behøver jeg ikke være bange for at falde i.

Vi må ikke have fællesøkonomi.
Nej, Selvfølgeligt må vi ikke det, når jeg får et personligt tilskud fra kommunen. Det ville nu også være ret bøvlet, når vi ikke bor sammen eller ses hver dag. Og urimeligt for ham, da jeg har mange flere udgifter til MIT barn.

Vi må ikke handle sammen.
Hvad? Aldrig? Heller ikke, når min krop ikke fungerer – på grund af den sygdom, der har fået mig til at havne i denne forpulede situation, hvor en del af min sjæl tilhører kommunen?

Han må ikke hjælpe med det huslige.
Hvad? Aldrig? Heller ikke, når min krop ikke fungerer – på grund af den sygdom, der har fået mig til at havne i denne forpulede situation, hvor en del af min sjæl tilhører kommunen?

Han skal sove på sofaen, hvis han overnatter her – men han bør egentlig slet ikke sove her.
Ok, kommune. Tak fordi du passer på min dyd.

Informations artikel munder ud i en konstatering af, hvilket Stasi-samfund, vi efterhånden har fået, hvor vi alle opfordres til at angive hinanden anonymt, så eventuelle delinkventer kan indkaldes til kafkaske forhør, hvor selv de mest intime detaljer af deres privatliv frit kan endevendes:

I bedste public service stil har DR siden fulgt op med en guide til, hvordan man bedst melder sin nabo for socialt bedrageri. Men det er ikke det eneste, man kan lære af at se programmet, på trods af at det er ensidigt.

Jeg har for eksempel lært, at hvis man er på enligydelse, skal man sætte sig grundigt ind i både regler og Ankestyrelsens praksis, men samtidigt aldrig tage for givet, at kontrolgruppens antagelser følger den måde, som almindelige mennesker tænker på. Selv om der ikke er noget odiøst i det, skal man altså helt holde sig fra, at blande sin økonomi sammen med ens eventuelt nye kærestes ved for eksempel at overføre penge mellem kontoerne. Heller ikke småbeløb. Hold dig altid gode venner med dine naboer, så de ikke følger DR-guiden og får startet en efterforskning imod dig. Bliver du indkaldt til møde, så hav altid en bisidder med, og vær opmærksom på, at det er ligesom et forhør, hvor alt, du oplyser, bliver brugt imod dig.

Det store spørgsmål er ikke her, hvordan det kommunale system kan være så småligt og nedrigt – det virkelig store spørgmål er: Hvorfor finder vi os i det?