Mit Afghanistan, en dokumentarfilm af Nagieb Khaja

Jeg var i går til forpremiere på Nagieb Khajas dokumentarfilm Mit Afghanistan – Livet i den forbudte zone. Det er en film, der i vid udstrækning er filmet af en række civile afghanere i krigszonen, som instruktøren har forsynet med en kameratelefon, så de kunne filme udsnit af deres eget liv.

Resultatet er blevet en gribende og bevægende film om folk der, som Khaja forklarer i filmen, ikke er involveret på hverken den ene eller den anden side i den krig, der bogstaveligt talt raser i deres baghave, mens de selv bare forsøger at leve deres liv. Det er et Afghanistan, vi sjældent hører meget til i medierne, hvor vi mere hører om striden mellem de vestlige styrker og Taleban – en modsætning, som ikke siger de lokale afghanere meget.

I information citeres Nagieb Khaja i dag for denne karakteristik af den situation, som hans film afdækker:

Der er en scene i Nagieb Khajas nye dokumentarfilm Mit Afghanistan – Livet i den forbudte zone, hvor en britisk officer henvender sig til en forsamling af ældre afghanere. Nærmest høvisk hilser han på dem og forklarer, at de kommer med gode hensigter og respekterer deres kultur og traditioner. Derefter giver han ordet til sin afghanske samarbejdspartner, som fortsætter på afghansk med at give dem en syngende skideballe, truer dem og forklarer, at de hellere må skynde sig at komme med oplysninger om folk, der opfører sig mistænkeligt i deres landsbyer, så en regn af granater omgående kan fjerne dem fra jordens overflade.

Nagieb Khaja griner lidt ved et spørgsmål om scenen.

»Det er totalt Rudyard Kipling, den hvide mand og indianerne. Den vestlige soldat, der kommer med sit ’vi respekterer jer, how! Vi har ikke lange skæg som jer, men vi er alle ens’. Og så kommer ham tossen, som er vores allierede og kalder dem for kujoner og siger, de skal hjælpe, og, nå ja, forresten så snupper vi også jeres jord. Og den britiske officer sidder der bare og fatter ikke, hvad der foregår. Han tror jo bare, han fortsætter der, hvor han slap,« forklarer den dansk-afghanske journalist om sit nye dokumentarprojekt.

»Det viser bare, at vi er i Afghanistan som elefanter i en glasbutik. Vi aner ikke, hvad vi har med at gøre efter så mange år. Der er så mange ting, der går tabt. På grund af sproglige misforståelser, på grund af interne afghanske dynamikker og modsætninger, vi ikke forstår; klasseskel, stammeskel, personlige konflikter. Det er helt andre ting, der er på spil, end vi tror. Vi har fået at vide, at vi er dernede for at bekæmpe Taleban, men i virkeligheden tyder alt på, at vi er blevet viklet ind i en borgerkrig, der handler om alt mulig andet end det, vi troede, det handlede om« .

Filmen er ikke som sådan et indlæg for eller imod krigen, men et indblik i det vigtigtste af alt – det, som alle glemmer, når nyheder fra krigen kun rapporteres af journalister, der ser det hele fra de vestlige soldaters side: Almindelige menneskers liv.

Forpremieren foregik på Godsbanen i Århus og 11 andre byer og skete meget passende til støtte for Street2School, der arbejder for at hjælpe afghanske gadebørn til at komme i skole. Jeg smed en halvtredser i indsamlingsbøssen på vej ud og håber, at mange andre gjorde det samme.