Caboclos og baglandskultur

Jeg skrev i mit sidste indlæg, at de væsener, der kaldes caboclos, nok skal forestille ånder fra Brasiliens oprindelige folkeslag[1], men af mange forfattere anses for intet at have med dem at gøre.

Jeg har allerede refereret, hvordan Edison Carneiro fører dem tilbage til romantikken og dens forestillinger om Brasiliens urbefolkning som uberørte “naturfolk”. Den brasilianske antropolog Jocélio Teles Dos Santos fremfører i sin bog O Dono Da Terra – o Caboclo Nos Candomblés Da Bahia (1995), der er det første større selvstændige værk om caboclos[2], den tese at caboclos opstod i candomblé de Bantu, hvor de opstod som en festligholdelse af Brasiliens oprindelige befolkning, der ikke havde noget med disse folk som sådan at gøre, men som antydet af Carneiro  alene har at gøre med forestillingen om dem i den generelle befolkning.

Jeg citerede i sidste indlæg den danske antropolog Inger Sjørslev for dette, meget karakteristiske, spørgsmål:

Hvad var betydningen af den symbolik der omgav disse forunderlige skikkelser, der så ud på en måde som intet havde med Brasiliens oprindelige indianske befolkning at gøre, men snarere passede til den stereotype forestilling om det vilde vesten?

Antropologen Marco Tromboni mener imidlertid, at denne overbevisning om, at caboclos intet har med Brasiliens oprindelige folk at gøre er forkert, og at deres voldsomme og udfordrende karakter tværtimod har direkte rødder i de oprindelige folks kultur. Tromboni baserer denne opfattelse på et omfattende feltarbejde blandt oprindelige folk i o sertão, det nordøstlige Brasiliens kæmpemæssige, knastørre og nærmest prærieagtige bagland.[3]

Et af problemerne med antagelsen om, at caboclos med alle deres særheder ikke kan have noget med Brasiliens oprindelige folkeslag at gøre er, at forskere i afrobrasilianske religioner ofte ikke ved og ikke har undersøgt i detaljer, hvem de oprindelige folk i de områder, vi taler om, egentlig er og har været i de sidste århundreder.

Lidt historie – kolonisering og modstand

Vi ved af gode grunde ikke, hvor mange mennesker der boede i det nuværende Brasilien i år 1500, da portugiserne ankom under ledelse af Cabral , men rimelige estimater svinger mellem tre og otte millioner, der talte lige knap 1200 forskellige sprog (hvoraf ca. 274 stadig tales i dag)[5].

I løbet af 1500-tallet blev denne befolkning  stærkt decimeret af epidemier, og de tilbageværende blev i vid udstrækning gjort til slaver af de portugisiske jordbesiddere, der overtog landet. En vigtig del af denne proces var de såkaldte aldeamentos, som først og fremmest jesuitterne stod for: De oprindelige folk fra et område blev tvunget væk fra deres egentlige hjemegn og bosat i en aldeia eller landsby, hvorfra de kunne bruges som et reservoir af billig eller gratis arbejdskraft for kirken eller lokale jordejere. Et element i denne aldeamento var, at folkene blev tvangskristnet og katekiseret, dvs. oplært i den katolske tro. Denne politik fortsatte til midt i det 19. århundrede, det vil sige i ca. 300 år.

Der var mange opbrud i denne periode – jesuitterne blev smidt ud af Brasilien i slutningen af det 18. århundrede, folk udvandrede fra eller blev fordrevet fra deres oprindelige aldeias, og udover de store jordejere og deres slavebundne afrikanske arbejdskraft blev o sertão bosat af et stort antal fattige bønder af europæisk eller afrikansk afstamning. Resultatet var en rig blandingskultur, som bl.a. gav ophav  til catimbó og Jurema Sagrada, som vi allerede har omtalt. De forskellige befolkningsgrupper smeltede i vid udstrækning  sammen og blev til caboclos – fattige bønder, der havde det portugisiske sprog og en mørk hudfarve til fælles.

De tilbageværende oprindelige folkeslag i vore dages nordøstlige Brasilien er ikke uberørte “naturfolk” eller “regnskovsindianere” – deres kultur og religion er formet af denne proces. De har næsten alle mistet deres oprindelige sprog og taler kun portugisisk, ofte iblandet et større eller mindre antal ord fra det oprindelige sprog.

Kiriri og toré

Tromboni opregner i sin gennemgang 18 oprindelige folk fordelt på delstaterne Bahia, Pernambuco, Alagoas og Paraíba. (For at give et indtryk er her nogle af navne på disse folkeslag: Fulni-ô, Kariri-Xokó, Xukuru-Kariri, Pankararu, Pankararé, Jeripankó, Kambiwá, Kantaruré og Kiriri.)

Toré-sange, som de synges af Fulni-ô-folket i Pernambuco.

Af disse 18 folkeslag dyrker de 10 et karakteristisk ritual, der kaldes toré.

Ifølge Tromboni, der lavede sit feltarbejde hos kiririerne i det nordlige Bahia, er [6]

… toré et ritual, hvor det mest spektakulære element er besættelsen af “encantados“, selv om det etnisk set mest relevante aspekt er aktiveringen gennem de sungne  “linhas” af kraften i den dans, hvis rytme markeres af fodtrin og maracás, og den ekstase, der formidles af tobaksrøgen og af “jurema-vinen”, og i hele den hybride[7] forestillingsverden, som er kondenseret i tusindvis af vers fra en meget rig, århundredgammel mundtlig tradition, en slags ikke-nedskrevet musikalsk kompendium for baglandets caboclos.

Disse encantados (“fortryllede”) stødte vi allerede på i artiklen om Jurema Sagrada. Det er Nordøstbrasiliens iboende overnaturlige væsener, forfædre og naturånder i skøn forening.

Tromboni skriver andetsteds[8]:

Encantos, encantados, mestres encantados, gentios [hedninge. cf “gentiles”] eller caboquinhos er overnaturlige væsener der i princippet er venligtsindede, i hvert fald overfor indianere. De er først og fremmest karakteriseret ved at være levende, det vil sige, de er ikke døde og dermed ikke dødningeånder ligesom de hvide mennesker gør, en henvisning til spiritisme og umbanda og andet arbejde, som ikke er indianernes ting – men som de kender til.

Nogle af dem menes at have haft en menneskelig eksistens, hvorefter de er blevet fortryllet og er rejst til det fortryllede land eller Juremas land, eller Juremá, men uden at dø. (…) De lever stadig,  nu blot i dette rige, som de endnu inkarnerede kun har adgang til gennem indtagelse af Jurema. (s.20-21)

Disse encantados kan have navne som “Jurema”, “Caiporinha” eller “Sultão das matas”, og de opfører sig på en måde, der bør virke bekendt for alle, der har hørt om caboclos som de fremtræder i candomblé:

Encantos beskrives i almindelighed som nogen, der ligner mennesker ud over det sædvanlige, vilde og uforsonlige, grove af udseende og med udstående øjne, ligesom [kiririerne selv] beskriver de vilde hedninge, deres forfædre, som stadig boede i vildnisset, selv om de i princippet ikke er helt identiske med disse. De er dog hjælpsomme og kommunikerer ikke blot med kiririerne under Toré, men også gennem deres “indianske”  verdensforståelse samt drømme. Når de dukker op i drømme, bliver de altid taget alvorligt, og hvis høvdingen drømmer noget, kan det få radikale konsekvenser for deres fælles liv.

Kiririernes og andre oprindelige folks encantados er med andre ord vilde og voldsomme men samtidig hjælpsomme,   præcis ligesom de caboclos, vi møder i candomblé.

Kiriri-folket opfatter sig selv som oprindelige folk og er også anerkendt som sådan af den brasilianske stat, men rent kulturelt ligger de ikke nødvendigvis langt fra andre befolkningsgrupper i o sertão, som ikke desto mindre har levet i den samme blandingskultur, hvor dyrkelsen af encantados har dybe rødder og i hvert fald går tilbage til 1700-tallet.[9]

Fra encantados til caboclos

Den her beskrevne praksis var, som vi har set, meget veletableret i hele området i slutningen af 1800-tallet, hvor indtrængende bosættere og store jordejere trængte et stort antal oprindelige folk og frigivne slaver væk fra deres jord. Mange søgte til Bahias hovedstad Salvador netop i de år, hvor candomblé for alvor var ved at blive etableret som byens vigtigste religion. På de knap tredive år mellem 1872 og 1900 voksede Salvadors befolkning  fra 129.109 til 205.813.[10]

Denne landbefolkning, som af storbyens indbyggere har været kendt som caboclos, fortsatte dyrkelsen af deres encantados i de nye omgivelser. De har formentlig dyrket dem i deres egne huse, som har heddet casas de caboclos eller candomblés de caboclo, men har også taget dem med ind i de mere etablerede candombléhuse. Efterhånden som disse ånder bredte sig til stort set alle andre templer i byen har de overtaget benævnelsen  caboclo som tegn på deres umiskendelige oprindelse i baglandet.

Denne betyder ikke, at caboclos som overnaturlige væsner går tilbage til tiden før koloniseringen som et minde om denne “uberørte” tids religion. De er ikke et udtryk for, hvad de oprindelige folkeslag var før europæernes ankomst, men for hvad de er blevet til i århundreders samspil med og modstand mod en undertiden ret brutal kolonisering. Både kiririernes og andre oprindelige folks encantados og de caboclos, som disse har udviklet sig til i de afrikansk-inspirerede kulter er altså et resultat af en lang historisk og kulturel udvikling.

Hvad jeg (med udgangspunkt i Trombonis forskning) her har ønsket at vise er, at cabocloernes vilde og ofte meget lidt “regnskovsindianeragtige” natur slet ikke er så uforklarlig eller så langt fra landets oprindelige folkeslag og deres kultur, som nogle har ment. Tværtimod er caboclo-ånderne gennemsyret af den sertão-kultur, som præger områdets landbefokning , herunder også dets oprindelige folk.

Fra Salvadors candomblé og ad andre kanaler har baglandets encantados bredt sig til den moderne storbyreligion umbanda, hvor begrebet “caboclo” har fået en noget mere generel betydning. Dette kommer vi forhåbentlig tilbage til i en fremtidig artikel.

Noter

[1]: Brasiliens oprindelige folkeslag er ligesom de fleste andre oprindelige folkeslag på det amerikanske kontinent traditionelt blevet kaldt “indianere”. Dette ord anses dog ikke længere for at være passende, fordi disse folk ikke har og aldrig har haft noget med Indien at gøre, og fordi de havde alle mulige andre navne for sig selv og hinanden. Jeg forsøger derfor så vidt muligt at undgå ordet “indianer”. Det bibeholdes dog i citater.

[2]: Jeg har desværre ikke haft mulighed for at læse den ellers meget roste O dono da terra. Hans synspunkt refereres her bl.a. ud fra dette interview og denne anmeldelse: https://repositorio.ufba.br/bitstream/ri/3596/1/afroasia_n16_p169.pdf

[3]: Marco Tromboni: A Jurema das ramas até o tronco: ensaio sobre algumas categorias de classificação religiosa, i antologien Índios e caboclos : a história recontada, Universidade Federal da Bahia 2012, s. 95-125.

[4]: Se f.eks. her for flere oplysninger om Brasiliens befolkning ved portugisernes ankomst i år 1500.

[5]: Denne artikel hos BBC Brasil fortæller om Brasiliens mange oprindelige sprog.

[6]: op. cit., s. 114-115.

[7]: Det ord, jeg her oversætter med “hybrid”, er faktisk “caboclo”: “… de todo um imaginário caboclo condensado nos milhares de versos de uma tradição oral muito rica e centenária, uma espécie de cordel ágrafo e musical do caboclo do sertão”.

[8]: Marco Tromboni de S. Nascimento: “O tronco da Jurema”; ritual e etnicidade entre os povos do nordeste – o caso Kiriri, Universidade Federal da Bahia 1994.

[9]: Roger Bastide: The African Religions of Brazil – Toward a sociology of the Interpenetration of Civilizations, Johns Hopkins University Press 2007, s. 174.

[10]: [3], s. 187.