Den hvide klovn

Ole Wolf har begået et længere indlæg, der beskriver en bestemt type debattør eller politisk personlighed, som man også af og til kan støde på i blogosfæren – “virkelighedens hvide klovn“:

Virkelighedens hvide klovne har ikke hvid sminke og overdrevent elegant påklædning, men ellers er deres adfærd ganske som den hvide klovns. Man finder dem med jævne mellemrum på nettet, hvor de står som selvudråbte orakler, der uden relevant – eller større held med – uddannelse mener at besidde en væsentlig indsigt. De hvide klovne blæser gerne sig selv op med “store projekter” (med ligegyldigt indhold), pompøst eller stiliseret sprog og overdreven brug af fremmedord, ganske som den hvide klovn i cirkuset bærer en dragt, der er alt for elegant til hans personlige format. Men de siger intet nyt, kun banale, uinteressante og ofte forkerte ting.

Overfor andre udviser den hvide klovn en ekstrem skepticisme af den form, hvor de ikke vil acceptere et udsagn, før alt tænkeligt omkring udsagnet er blevet bevist i helt absurd grad. (Og selv hvis det var muligt, er det nok ikke sandsynligt, at det ville hjælpe.) Han fokuserer i overdreven grad på detaljer og ord, der ikke har nogen væsentlig betydning for pointen. Den hvide klovn piller ordene ud af konteksten og fordrejer dem, men behandler dem alligevel, som om de var helt centrale.
Man sidder med fornemmelsen af, at ord som “kontekst” og “sammenhæng” slet ikke findes i den hvide klovns paradigme. Hvor vi andre benytter skepticisme som et værktøj til at undgå fejl, benytter virkelighedens hvide klovn det som et værn mod erkendelse. Den hvide klovn evaluerer ikke et udsagn i forhold til dets sandhedsværdi, men i forhold til dets associationsværdi for klovnen selv. En sandhed bliver ubehagelig, hvis den associeres med noget ubehageligt, og så bliver den afvist.

Den hvide klovns selvoptagethed gør ham ude af stand til at følge en forfatters tekst loyalt, og får ham i stedet til at læse sine egne meninger ind i teksten og se ting, der helt åbenlyst ikke er til stede. Den hvide klovn overser de væsentlige pointer eller endda den forklarende titel på teksten, og insisterer på, at forfatteren har skrevet om fårene, selv hvis forfatteren har understreget lige fra begyndelsen, at det kun handlede om bukkene. Og som om det ikke er nok, bliver man også dømt af den hvide klovn ud fra de detaljer, som virkelig kun klovnen kan se, også hvis man påpeger, at klovnen ser syner. Hos den hvide klovn får ordene en anden betydning end hos de fleste, idet den hvide klovn tillægger ordene en betydning, der bygger på den hvide klovns helt private associationer…

Lærerigt, for beskrivelsen er i mange henseender taget lige på kornet.

Link: Virkelighedens hvide klovn