Lars Raapil skriver kort om, hvor langt ude “skrumpehjernen” Lars Hedegaard egentlig er, og peger i den anledning på en kronik af Hedegaard i JP 17. januar, hvor Hedegaard giver den ene mere usandsynlige og muslim-fjendske historie til bedste efter den anden og undervejs gør betydelig vold på sandheden om i hvert fald én begivenhed, hvor han selv var til stede (se raapils egen første kommentar for detaljer).
Hvad der er interessant er, at Hedegaards kronik slutter med en formaning om, at man ikke kan stole på de etablerede medier, som fortier Sandheden, som er, at det i virkeligheden var den amerikanske regering med George Bush i spidsen, der stod bag 11. september, og at alle fakta i virkeligheden peger i den retning, men medierne vil bare ikke bringe dem … Nej, siger I? Jamen, hvor lagde jeg nu de notater?
Ladmignuse: Kronikken slutter med en formaning om, at man ikke kan stole på de etablerede medier, som fortier det enkle og velkendte faktum, at jødeudryddelserne i virkeligheden ikke fandt sted … (heller ikke det? prøver lige igen) jeg mener, at i virkeligheden er Jorden slet ikke blevet varmere, og når klimaforskerne mener at have beviser på noget andet og American Institute of Physics skriver det på deres hjemmeside, så er det, fordi alle verdens naturvidenskabsfolk i virkeligheden er nogle røde lejesvende, som lyver for at skaffe sig større bevillinger… biologerne gør i hvert fald, for alle rigtige videnskabsmænd ved, at faktisk var Darwin galt afmarcheret og verden blev skabt år 4365 fvt, den 12. november kl. 13.35.
Nej, det var selvfølgelig Hedegaards helt egen konspirationsteori: At Danmark og Europa er i de sidste faser af en islamisk besættelse og magtovertagelse, og alle medierne og journalisterne ved det selvfølgelig godt, de lyver bare om det.
Men se, hvem han i den forbindelse udnævner til gangbare alternativer:
Så længe de rettroende kan optræde hånd i hånd med Mogens Lykketoft og påregne øm forståelse og nænsom tavshed fra medlemmerne af Dansk Journalistforbund, kan de fortrøstningsfuldt se fremtiden i møde. Den hellige krig går videre, og paradiset venter. I sandhed ugens tilbud.
Vi andre gør klogt i selv at indhente vore informationer om den virkelige verden … Ellers er der internettet. Tast ind på hjemmesider som Uriasposten, Snaphanen eller sappho.dk. Her sidder der ubetalte journalister, der prøver at skildre virkeligheden. Og spar pengene til de medier, der har sat sig for at opdrage voksne danskere. Dine forældre gjorde et meget bedre job.
(Mine fremhævelser.)
Tiden er ovre, hvor i hvert fald højreorienterede blogs kunne betragtes som et randfænomen. Lars Hedegaards indflydelse, gal og fuld af løgn eller ej, på den ekstreme højrefløj med Dansk Folkeparti i spidsen kan næppe overvurderes. De højreorienterede blogs er hermed udnævnt til væsentlig nyhedskilde for Dansk Folkeparti og konsorter (formentlig inklusive Ralf Pittelkow og Karen Jespersen), og Snaphanens, Uriaspostens og Hodjas hade- og fordomsfulde misinformation godt på vej direkte ind i det politiske livs årer.
Så hvis du gerne vil vide, hvilken retorik du fremover kan vente fra Dansk Folkeparti og deres medløbere i andre partier, er det let at give svaret. Du skal bare gå ind på Hodjas blog og se.
Det dårlige for os, der er modstandere af højredrejningen, er at det er trættende hele tiden at skulle svare på så hadefuld en retorik. Det gode er, at de “ubetalte journalister” på Uriasposten, Snaphanen og Hodjas blog har alt for travlt med at opstøve nye grumme beretninger om de fæle muslimer til at checke deres kilder, så de er lette at gøre til grin; der skal som regel ikke andet til end lidt kolde fakta fra kassen. En observation, jeg herved giver videre til mulig inspiration.