Politiken interviewer i dag en kvinde, der beskriver sig selv som feminist og prostitueret i den lidt hårdere ende (for kunderne). Det er ganske interessant:
»Jeg har lige fået et takkebrev her i morges fra en af mine faste kunder. Han skrev, at det havde været dejligt at få ryddet lidt op i sit hoved. Når man er til tæsk og ydmygelser, kan det være en stor befrielse bare at aflevere en portion penge og så få en god behandling. Jeg har rigtig mange faste kunder. De fleste af dem er jo helt almindelige mennesker fra alle sociale lag«.
»For mig er det ubegribeligt, at nogen kan drømme om og koble et begreb som lykke sammen med en beskæftigelse. Lykke er fortrinsvis en tilstand, som man befinder sig i – i kortere eller længere tid ad gangen. Det er noget, som udelukkende siges af alle dem, der går ind for et forbud af sexkøb: De bruger det til at håne os, fordi vi rent faktisk har valgt en beskæftigelse, som vi trives med«.
Du lyder i hvert fald ikke som et offer?
»Det er der ikke mange af os, der er. Selv om staten og diverse politiske partier vil gøre os til det. De mener, vi er et socialt problem. Hver gang en af os udtaler sig, så er der rigtig mange, der vender det hvide ud af øjnene og siger, de der stakkels kvinder ved jo ikke, hvad de taler om«.
Jeg har rigtig mange faste kunder. De fleste af dem er jo helt almindelige mennesker fra alle sociale lag
Ja, det lyder interessant. Journalisterne har jo forsøgt at bilde os ind, at det drejer sig om samfundsspidser.