Det er Gary Younges konklusion i hans indlæg i dagens Guardian. “Bush’s anti-terror strategy was not about protecting people but about scaring them“:
When it actually came down to it, to forestall a near-calamitous terrorist atrocity in the US the authorities didn’t even have to go in search of information or informants. The alleged terrorist’s father came to the US embassy in Nigeria of his own free will and warned them that his son, Umar Farouk Abdulmutallab, had disappeared and could be in the company of Yemeni terrorists.
Meanwhile the National Security Agency had heard that al-Qaida in Yemen was planning to use an unnamed Nigerian in an attack on the US. If that were not enough, then came Abdulmutallab himself, a 23-year-old Nigerian bound for Detroit who bought his ticket in cash, checked in no bags and left no contact information. For seven years the American state manipulated the public with its multicoloured terror alerts. But when all the warning lights were flashing red, it did nothing.
To brand this near miss a “systemic failure”, as Barack Obama has done, is both true and inadequate. It reduces the moral vacuity, political malevolence and enduring strategic recklessness that has been the enduring response to the 9/11 attacks to a question of managerial competence.
Hvis den manglende afsløring af den nigerianske bombemand in spe skulle betegnes som en “systemfejl”, ville det jo nemlig forudsætte, at hele terror- og advarsels- og sikkerhedssystemet ikke havde virket efter sin hensigt – men det er helt forkert.
“Krigen mod terror” har fungeret helt fejlfrit. Dens formål er bare ikke at fange terrorister, men at opskræmme befolkningen, så den bliver lettere at kontrollere og de bitre kontrol- og overvågningspiller bliver lettere at få til at gå ned. At sådan en Abdulmutallab kan slippe igennem, er vel nærmest at betragte som en ekstra bonus, der kan bruges som påskud for yderligere skærpelser og stramninger, så skruen kan drejes endnu en tand, mens vi venter på det næste påskud til at skære endnu en skive af vores frihed.
Link: The war on terror has been about scaring people, not protecting them
Jeg er ikke uenig i Gary Younge’s (hoved)konklusion, men omvendt vil jeg ikke reducere Detroit flybombe sagen til et spørgsmål om at myndighederne “blot” skulle have fulgt op på den information som de fik. Det samme gælder sagen om vores lokale øksetosse som angreb Kurt Westergaard.
Det er altid nemmere at fange terrorister i bagklogsskabens ulideligt klare lys. Efterfølgende kan vi alle se det mistænkelige i at UFA (bombemanden) betalte flybilletten kontant (vist ikke ualmindeligt i Afrika?), kun havde håndbaggage med (hmm, det har jeg nu selv gjort et par gange til USA uden onde hensigter), og at han måske have terrorkontakter (whatever that means).
Men.. hvis man anvender sådanne kriterier til at “udpege” terrorister på forhånd, får man et klassisk base-rate fallacy problem. Der er meget få terrorister (heldigvis!), men kriterier som ovenstående vil udpege måske titusindevis af personer, hvoraf måske en eller, endnu mere sandsynligt, slet ingen er terrorister. Disse falsk-positive identifikationer vil gradvist sløve opmærksomheden i en sådan grad at systemet overser den rigtige terrorist den dag hvor han/hun kommer.
På den hjemlige front har vores egne “usual suspects” travlt med at fortælle befolkningen hvor oplagt det var at øksetossen fra Rødovre var terrorist, for eksempel
http://jp.dk/indland/indland_politik/article1936007.ece
Lidt pudsigt eftersom man ikke ligefrem kan beskylde den danske regering for at være tilbageholdede med at rejse terrorsager. Så vidt jeg husker er der kun faldet dom i omkring 1/3 af de rejste “terror”sager, hvilket efter min mening burde få de retssikkerhedspolitiske alarmklokker til at ringe.
Man kunne også sige at systemerne virker! Kurt Westergaard havde sit panic room, som kunne holde stand indtil politiet kom, og flybombemanden på vej mod Detroit blev stoppet af de andre passagerer. Det er trods alt en besværlig opgave at samle en bombe ombord på et fly, og få lejlighed til at detonere dem uden opmærksomhed.