I går konkluderede jeg, efter at have læst et af de seneste indlæg på Polemiken (Polemiken er, for dem, der ikke måtte vide det, et ganske typisk eksempel på det, man kan kalde Danmarks “højreorienterede” eller “fremmed-skeptiske” blogs – et andet typisk eksempel er MINUT):
Det er ikke altid lige til at se, om man skal græde, le, dunke hovedet ind i muren – eller slå det hen med, at der trods alt må være en grænse for, hvor tåbelige mennesker, man skal gide at beskæftige sig med.
Citizen Dane følger Kimpolinas inkompetente ivren mod de uforskrækkede PET til dørs i et længere indlæg, men når, da han samme dag præsenteres for endnu et eksempel på Kimpolinas konstante villighed til at sluge selv den værste røverhistorie hvis blot den kan bruges til at sværte muslimer og lyve dem alt ondt på, frem til en konklusion, der ligner min:
Faktisk tror jeg, at jeg vil benytte lejligheden til for stedse at afskrive Kimpolina som totalt og aldeles kørt ud over kanten i sit irrationelle had til alt hvad der er Islam. Det er den eneste troværdige forklaring jeg selv kan give på, at noget selvstændigt tænkende menneske kan falde for, og videregive, en så lallende åndssvag, direkte imbecil, “profeti” forklædt som “seriøs udenrigspolitisk analyse” …
Tjah – lad os afskrive hele skrigosfæren, nu vi er ved det – det er ikke lykkedes for mig at få nogen af de øvrige eksemplarer til selv at sige, de er bedre eller mere seriøse end Polemiken. Og det må vi jo så gå ud fra, de ikke selv mener, at de er – og hvem kunne monstro være nærmere til at vide det?