Author: admin

En nylig kronik i Politiken af historikerne Hans Kirchhoff og Lone Rünitz forklarer, hvordan Danmarks flygtningepolitik overfor tyske jøderne i 1933-45 var uforandret lige så hård og hjerteløs som vore dages benhårde afvisning af flygtninge fra Irak, Iran osv.:

Det var ikke, fordi tyskerne havde krævet parret udleveret. Tværtimod skulle der overtalelse til fra dansk side. Baggrunden var, at ægteparret havde overtrådt fremmedloven ved et år tidligere at være gået illegalt over grænsen fra Tyskland. I overensstemmelse med gældende praksis blev de prompte udvist og sat om bord på en færge til Polen. Her ville man ikke vide af polske jøder, som hidtil havde haft bopæl i Tyskland, og de blev returneret til Danmark, hvor de sad fængslet i tre måneder, mens myndighederne overvejede næste skridt. Da det ikke lykkedes at få hverken Tyskland eller Polen til at overtage dem, blev de løsladt for at forberede emigration til USA. Et visum lod imidlertid vente på sig, og i maj 1940 blev de på ny fængslet, og forhandlingerne med besættelsesmagten om at få dem sendt til Tyskland gik i gang. To måneder senere indvilgede man fra tysk side i at overtage dem. Efter et fængselsophold i Flensborg blev de sendt til en tvangsarbejdslejr. I 1942 blev de deporteret til Auschwitz, hvor den da 22-årige Ruth Niedrig omkom året efter.

(…)

Imellem de jøder, som under besættelsen søgte ly i Danmark, var to søstre i 50’erne, Dora og Lina Guttmann. De gik illegalt over landegrænsen en aften i august 1942. Umiddelbart efter blev de anholdt af en grænsegendarm, hvorefter de blev sat i arresten for at afvente en afgørelse fra København. Søstrene, som hidtil havde boet i Berlin, havde været på flugt i tre måneder. De forlod hjemmet, dagen før de skulle deporteres til Polen. De havde dels gået, dels kørt med tog og havde om natten sovet i skovene, og nu var de så nået i sikkerhed i Danmark, hvor deres bror boede – troede de. Fire dage senere blev de afleveret til tysk politi.

Det samme gentog sig et par måneder senere, da en ung kvinde, Brandla Wassermann, med tre børn i alderen syv, fem og to år blev sendt retur. Søstrene Guttmann omkom i Baltikum, Brandla Wassermann og de tre børn i Auschwitz. I modsætning til søstrene og familien Wassermann havde de fire polske jøder Szymon Zaitmann, Leon Weitz, Paul Koppel og Stefan Glücksman opholdt sig i Danmark siden 1938/39, da de i januar 1941 »efter forhandling« blev overgivet til Gestapo. Deres brøde bestod i, at de enten var kommet illegalt ind i landet og/eller var subsistensløse, og at det ikke var lykkedes at slippe af med dem til tredjeland. Også de måtte lade livet.

Hvordan SKAL vi forklare en sådan politik?

Link til Hans Kirchhoff og Lone Rünitz’ kronik i Politiken om Danmarks allerede i 30erne ikke særligt medmenneskelige flygtningepolitik. Kirchhoff og Rünitz forklarer i øvrigt, at disse udvisninger ikke skyldtes nogen negativ holdning til jøder – de pågældende blev således udvist, ikke på grund af, men på trods af, at de var jøder. Hvilket de utvivlsomt har sat pris på.

Jeg har dette læserbrev i Jyllands-Posten i dag …, i anledning af en usædvanligt vitriolsk leder, de bragte fornylig:

EN DANSK familie flytter til Argentina for at arbejde, og det er ikke uden stolthed, at man efter et stykke tid hører familiens børn tale flydende spansk.

Efter en del år melder der sig dog en vis bekymring: Poderne lader til helt at assimilere den lokale kultur, ligesom det er argentinsk historie og geografi, de lærer i skolen – ikke dansk. Vil børnene overhovedet betragte sig selv som danske, når de vokser op, og vil man “miste” dem, hvis man en dag flytter tilbage, mens børnene bygger rede i det nye hjemland?

Heldigvis viser der sig en dag en chance: Onkel hjemme i Albertslund tilbyder, at poderne kan bo i hans villa et par år og gå i den lokale folkeskole, så de forbliver i kontakt med dansk sprog og kultur.

I familiens kvarter i Buenos Aires rygtes det, hvordan familien forsøger at beskytte sit kulturelle tilhørsforhold, og en lokal redaktør skriver en leder om det i sin avis.

Hvad forventer familien nu at læse om sig selv og det valg, den har truffet? Nok ikke dette her, jfr. JP’s leder 24/8:

»[Nogle tilflyttere] vælger stædigt at forblive i den formørkede verden, som hersker i deres fødelande. Så er det, at forældrene og deres familier efter egen opfattelse i den bedste vilje, men i praksis med rystende brutalitet, tvinger børnene på såkaldte genopdragelsesrejser i ”hjemlandet” …«

Spørgsmål: Hvordan er den avis, der skønt altid borgerlig og med stærkt højretrækkende tendenser, engang var landets uomtvisteligt bedste avis – hvordan er Jyllands-Posten blevet hjemsted for et så (for nu at blive i tonen) infernalsk had, en så perfid intolerance og åndsformørkelse?

Jeg har netop anmeldt den klassiske indiske film Pakeezah med Meena Kumari og Raaj Kumar i hovedrollerne ovre på min anden blog – så skynd dig over at læse den, hvis du er interesseret i at høre mere om dette eventyr fra det gamle Lucknow og dets bordeller og tawa’ifs (kurtisaner).

Via Gülay Kocbay:

De danske myndigheder har en tradition for aldrig at hjælpe danske statsborgere, der kommer galt afsted i udlandet, og da slet ikke, hvis det på en eller anden måde kunne komme til at koste penge (evakueringen fra Libanon sidste sommer var en undtagelse i den sammenhæng).

Nogle gange kan man så godt få fornemmelsen af, at vores danske pengepugeri slet og ret overlader regningen til andre. For eksempel i sagen om den danske kvinde, der  kørte galt og måtte på hospital i Tyrkiet – og blev behandlet trods manglende forsikring. Gladsaxe Kommune nægtede at betale for hendes hjemtransport, så den tyrkiske regering har nu taget den regning, som den pågældende naturligvis aldrig selv ville kunne betale:

En 29-årig dansk mor og hendes femårige søn landede fredag ved 22-tiden i Københavns Lufthavn i Kastrup. De ankom fra Tyrkiet i et ambulancefly betalt af de tyrkiske myndigheder efter opfordring fra Tyrkiets premierminister, Tayyip Erdogan. I Kastrup stod ambulancer klar til at transportere mor og søn videre til Rigshospitalets traumecenter.

Kvinden og hendes søn har været strandet på et hospital i Antalya-området i Tyrkiet efter en voldsom trafikulykke, men har ikke kunnet forlade landet, fordi familien ikke havde råd til at betale hverken ambulanceflyet hjem eller sygehusregningen på omkring en halv million kroner. Kvindens hjemkommune, Gladsaxe, har kun villet låne hende pengene.

De tyrkiske myndigheder betaler halvdelen af sygehusudgifterne samt hjemrejsen med ambulancefly.

Som Gülay Kocbay udtrykker det: “I stedet for, at give en hjælpende hånd, har Gladsaxe kommune åbenbart talt kroner og ører, og det synes jeg bare ikke, man kan være det bekendt over for en familie, der er kommet ud for en ulykke af så alvorlig karakter.  Det er ikke humant  OVERHOVEDET!”

Jeg har netop anmeldt den indiske filmklassiker Deewaar ovre på min anden blog. Enjoy!

Apropos det seneste indlæg om “Salman Rushdie Redux” har jeg i dag dette læserbrev i Nyhedsavisen:

Salman Rushdie er faldet til patten

Salman Rushdie blev forleden gjort til ridder og er hermed blevet til Sir Salman – et eksempel på den form for belønning, der venter en intelligent og talentfuld forfatter, der er villig til at falde til patten.

Præsenteret med chancen for at kunne bekende kulør, at vise, at han stadig har vid og bid og ikke spiser af hånden, vælger den store forfatter ikke at afslå, men at tage imod et ‘ridderskab’ i det blodbestænkte britiske imperium, alt imens han udtrykker sin »ydmyge taknemmelighed«.

Intellektuel hæderlighed? Mod til at sige fra over for en regering, hvis store bidrag til England har været fattiggørelse, nedskæringer og kommercialisering? Og hvis bidrag til verden har været ukritisk støtte til krige bygget på løgn og tortur? Mod til at vise sin foragt og gøre klart, at ‘hædersbevisninger’ fra den kant ikke er mere værd end støv og aske? Modet til overhovedet at tale magthaverne midt imod?

Nej, disse kvaliteter har Rushdie ikke tid til at udvise – han har alt for travlt med at tage imod priser på denne verdens bonede gulve.

Måske det bare er mig, men burde man ikke kunne forvente mere af forfatteren til romaner som ‘De Sataniske Vers’ og ‘Midnatsbørn’?

 

Se også:

• Rushdie: Den store afledningsmanøvre
• Salman Rushdies skam: Forfattere og forretningsmænd

Priyamvada Gopal i The Guardian:

Vociferously supporting the invasions of Afghanistan and Iraq on “humane” grounds, condemning criticism of the war on terror as “petulant anti-Americanism” and above all, aligning tyranny and violence solely with Islam, Rushdie has abdicated his own understanding of the novelist’s task as “giving the lie to official facts”. Now he recalls his own creation Baal, the talented poet who becomes a giggling hack coralled into attacking his ruler’s enemies. Denuded of texture and complexity, it is no accident that this fiction since the early 90s has disappeared into a critical wasteland. The mutation of this relevant and stentorian writer into a pallid chorister is a tragic allegory of our benighted times, of the kind he once narrated so vividly.

Mere  om Rushdies nyfundne ridder-”ære” på Modspil.dk.

Enhedslistens nye folketingskandidat har været igennem en forrygende mediestorm, hvor hun er blevet kaldt fundamentalist, shariatilhænger, ekstremist og meget andet, tilsyneladende alene fordi hun vælger at gå med tørklæde.

Men hvad siger hun selv, hvad har hun ment gennem tiden, og hvordan er hendes politiske karriere forløbet og begyndt?

Den fynske radikale Rasmus S. Larsen har skrevet en lang og meget grundig og 100% dokumenteret gennemgang af sagen, som vi nu har fået lov til at bringe på Faklen.dk. Er man enig eller uenig med hende, og hører hun ifølge syne synspunkter til på venstrefløjen eller ej?

Her har du chancen for at få det opklaret – uden om de primitive og tåbelige fjendebilleder, som medierne fra Jyllands-Posten til Politiken – og politikerne, fra Dansk Folkeparti til SF – har disket op med.

Rasmus S. Larsen fortæller bl.a.:

[Abdol-Hamid] går ind for individets frihed til at vælge ægtefælle (selv vil hun kun giftes med en muslim), foretage skilsmisse, være nøgenmodel i reklamer (selvom hun selv ikke bryder sig om dette fænomen), vælge sin religion (hendes egne børn skal frit kunne vælge religiøst ståsted) samt gå med tørklæde eller lade være, hvis det vel at mærke skyldes en moden og selvstændig beslutning og ikke pres udefra.

Hendes syn på homoseksuelles ret til adoption var uafklaret pga. manglende viden om emnet på det tidspunkt, hvor hun fik stillet spørgsmålet. Hvis hun lægger Enhedslistens principprogram til grund for holdningen, er den klart positiv.

Hun er imod dødsstraf i enhver sammenhæng og under alle former, uanset om det er i Saudi-Arabien, USA eller Nigeria.

Hun er markant modstander af den israelske Palæstina-politik, den amerikanske George W. Bush og Irakkrigen, hvorved hun ligger helt på linie med resten af sit parti.

Som religiøs muslim betragter hun begrebet ”sharia” som identisk med islam, men i en udformning, der er fuldt kompatibel med et moderne, vestligt samfund. Hun mener, at integrationsproblemerne reelt er sociale eller kulturelle problemer. Dette passer udmærket ind i Enhedslistens tradition for at tilskrive samfundsstrukturerne en større betydning for individets udfoldelsesmuligheder end noget andet parti i det danske Folketing. Samtidig frikender Abdol-Hamids indstilling nærmest pr. automatik religionen for at have ansvar for nogle negative tendenser i samfundet. I stedet tolker hun enhver negativ følge af religiøs tradition som en ”kulturel” uvane, der skal gøres op med. Desuden er hun klar tilhænger af at indføre en statsautoriseret islamisk teologiuddannelse i Danmark for at skabe modvægt til de mange ”firkantede” tolkninger af islam.

Uanset om man er for eller imod hver enkelt af disse holdninger, afviger billedet af Asmaa Abdol-Hamid markant fra den rabiate anti-demokrat og forkæmper for nigerianske tilstande i Danmark, som mange af hendes modstandere ellers har udnævnt hende til.

Der er intet odiøst i at lange ud efter anti-demokratiske og reaktionære grupperinger, uanset disses religion. Men det mindste, man kan forlange af debattører med denne målsætning, er, at de sætter en meningsfuld adresse på deres angreb.

Artiklen er som sagt grundig og veldokumenteret, og bør helt afgjort læses i sin helhed.

Jimmy Carter om Blairs “indsats”:

Asked how he would describe Mr Blair’s attitude to President Bush, Mr Carter replied: “Abominable. Loyal, blind, apparently subservient. I think that the almost undeviating support by Great Britain for the ill-advised policies of President Bush in Iraq have been a major tragedy for the world.”

En dansk soldat er blevet dræbt i Irak, og de irakiske oprørere har udsendt billeder, hvor de fejrer deres angreb og hans død. Hvem har ansvaret for, at sådan noget sker?

Svar: Dem, som sendte vore soldater afsted til en hovedløs krig og bad dem blive som besættelsesmagt i et fremmed land, hvor de intet har at gøre, og som støtte for en besættelsesmagt, den irakiske befolkning ønsker længere væk end der, hvor peberet gror.

Jeg havde egentlig tænkt mig at skrive lidt mere om det, men Engelbreth siger det meget klart på sin Politiken-blog:

Mange irakere betragter med god ret danske, britiske og amerikanske soldater som en besættelsesmagt og så gerne, at tropperne forlod deres land hurtigst muligt.

Det er derfor, de jubler, når besættelsesmagtens køretøjer og soldater bliver ramt. Ret meget længere er den ikke.

Det er sandsynligvis spontant og har højst sekundært noget med »psykologisk krigsførsel« at gøre – hvis der er et kamerahold til stede kan man jo vise alverdens tv-seere (og dermed besættelsesmagten), at man har slået igen med succes.

Det skal naturligvis ses på baggrund af den kendsgerning, at besættelsesmagten er så uønsket, at flere og flere irakere sågar foretrækker diktaturet under Saddam Hussein. Mere utvetydigt kan amerikanernes (og briternes og danskernes) politiske og militære fiasko i Irak ikke udtrykkes.

Ifølge en rapport fra amerikanske forskere, der blev offentliggjort i det britiske tidsskrift The Lancet i 2006, er ca. 650.000 irakere blevet dræbt siden den amerikansk-ledede invasion og besættelse af Irak. Nogle anslår lavere tal, andre højere, men om det er 100.000 eller en million er i alle tilfælde vanvid.

Det hverken kan eller skal forklejne tabet af eller sorgen over ét eneste menneskeliv i øvrigt, hvad enten det er en iraker eller dansker – men det sætter tingene i perspektiv.

I ethvert land, der er besat i en årrække og kastet ud i en brutal borgerkrig af en uønsket besættelsesmagt med stribevis af tortur-skandaler på samvittigheden og sekshundredeoghalvtredstusind døde, vil der naturligvis være mennesker, som jubler ekstatisk, når de får ram på besættelsesmagten.

Som man i parantes bemærket også har set i andre situationer. Som sagt: Hvis man ønsker at vide, hvorfor dette er sket, skal man spørge, hvad vore soldater mon overhovedet lavede på det sted og det tidspunkt, hvor de for mig at se intet havde at gøre.

Lorten ligger for Foghs dør.