Ang. tørklædedebat og politisk hetz

“Den omstridte folketingskandidat for Enhedslisten Asmaa Abdol-Hamid
har givet forkerte oplysninger om sin politiske fortid,” skriver
Politiken i dag
.

Det eneste, vi mangler at få at vide er, hvilken rolle det skulle
forestille at spille? Overskriften ligner et åbenlyst forsøg på at
miskreditere en kontroversiel politiker i en sag uden skygge af
substans.

Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro, at Politikens journalist
Claus Blok Thomsen var ude i et ubehageligt, personligt ærinde.

Kort sagt: Dækningen stinker af (forsøg på)  karaktermord.

Se også denne  satire over Politikens interview med Asmaa.

Visuel forurening og reklamer i bybilledet

Sao Paolo, Brasil

Mit indlæg fra forleden om  forbuddet mod reklamer i São Paolo, Brasilien blev i dag bragt som læserbrev i Århus Stiftstidende – omend i en kortere version:

 Brasiliens største by São Paolo har siden nytår taget konsekvensen af den stigende forurening med kommercielle budskaber i det offentlige rum og har ganske enkelt forbudt reklameskilte.
Dette betyder, at byen i dag er præget af tusindvis af tomme rum, hvor reklamerne engang hang.
Og det er jo let at forstå brasilianernes beslutning: Kunst og smukt komponeret arkitektur er en god ting og desværre alt for sjælden i det århusianske bybillede – kommercielle budskaber bombarderes man derimod med til stadighed, fra husfacader, byggestilladser og busstoppesteder.
Kunne man foreslå, at man i Danmarks næststørste by gjorde noget lignende – og om ikke forbød reklamer, så dog forbød dem på de dårligt designede busstoppesteder, vi skal trækkes med?

Og ja, det sidste er jo næsten en af mine kongstanker: Kan det virkelig passe, at man i vore dage end ikke kan designe et busstoppested, så det ikke regner ind på siddepladserne, og financiere det selv uden sponsorkroner?

I øjeblikket har man både reklamer og våd røv. Som det nu sker i São Paolo, må det sgu også her i Århus ku’ gøres bedre.

Link til Tony de Marcos billeder fra et reklamefrit São Paolo.

Fagfolk har ikke monopol på viden – lægmand har ikke monopol på usaglighed

Professionsbachelor i human ernæring Michael Langlo spørger mig i Jyllands-Posten 4/4 om ikke jeg misbruger min titel, når jeg underskriver mig som cand. scient. uden at være det i human ernæring.

Tillad mig at ile med et svar: Jeg er cand. scient. i teoretisk fysik, men er udmærket klar over de ernæringsmæssige sammenhænge mellem sollys og D-vitamin, Langlo påpeger. At Langlo er specialist i human ernæring giver ham ikke monopol på at sætte sig ind i stoffet.

Og jeg er på ingen måde modstander af at have fokus på alle de faktorer, som kan have indflydelse på udbredelsen af D-vitamin-mangel – herunder påklædning og sollys (som Langlo synes at glemme, at man også kan få for meget af).

Mit problem ligger i foreningen Kvinder for Friheds misbrug af de lægelige data til en hetz-agtig politiseren mod tusindvis af danske kvinders foretrukne påklædning.

Jeg vil i den forbindelse tillade mig at citere den syrisk-amerikanske digter Mohja Kahf:

Min krop er ikke din slagmark
Mit hår er hverken helligt eller billigt,
er ikke skyld i din ulykke
og viser ikke vej til din frihed.
Mit hår vil ikke bringe fremskridt og rent vand,
hvis det flyver frit i vinden
Det vil ikke redde os fra vore angribere
hvis det pakkes ind og skærmes mod solen.
Tag dine hænder ud af mit hår,
så jeg kan kæmme og nyde det,
så jeg kan ære og salve det,
så jeg kan hælde det ud over min søde elskedes bryst.

Med andre ord: Fingrene væk, det er folks egen sag!

Misbrug af lægegerning – i hadets tjeneste

Dr. med. Nina H. Bjarnason fra Kvinder for Frihed  går i Jyllands-Posten 3/4 i rette med mig, fordi jeg i mit eget læserbrev sammesteds af 1. april angiveligt skulle informere urigtigt om risikoen for D-vitaminmangel ved brug af tørklæde.

Hendes data viser dog allerede, at der er noget galt med hendes argument: Hvis 20% af tilhyllede etniske danske kvinder lider af D-vitaminmangel,  og det samme gælder 40% af alle ikke-tilhyllede arabiske kvinder, må der være noget andet på spil – med andre ord: Kosten.

I den af mig citerede artikel anses det for rigeligt,  om  kvinder for at  forebygge D-vitamin-mangel udsætter ansigt og hænder for sollys i en halv time, tre gange ugentligt.

Det er svært at se, hvordan sollys i det omfang kan stride mod almindelig brug af tørklæde, eller hvorfor det overhovedet behøver at være et problem i en tid, hvor vitamintilskud er lige så billige som slik, og man let kan sammensætte en varieret kost.

Bjarnason fremhæver, at det er vigtigt at vi ikke lader noget tabu stå i vejen for viden om folks sundhed, og heri har hun ganske ret. Men det er også vigtigt, at vi ikke af politiske grunde forsøger at tvinge et bestemt syn ned over de tilgængelige data – og så endda for at lægge en bestemt, i forvejen forfulgt, minoritet for had, nemlig de muslimske piger og kvinder.

Det er misbrug af lægegerningen, og det er ærligt talt stadig en skændsel.

Hus Forbi

Nyhedsavisen valgte i går at bringe en længere, urigtig tilsvining af hjemløseavisen Hus Forbi og dens sælgere.

I den anledning har Hus Forbi udsendt en pressemeddelelse, som jeg her vælger at gengive i sin helhed:

PRESSEMEDDELELSE HUS FORBI

Nyhedsavisen bringer i dag en artikel med overskriften ”Hjemløse tjener mere end sygeplejersker” af journalistpraktikant Kristian Leider Olsen. Artiklen viderebringer en række udokumenterede påstande om, hvad Hus Forbis sælgere tjener, samt citerer en kilde for at sige, at Hus Forbi skulle være ”den største sorte forretning i Danmark”.

Hus Forbi registrerer sine sælgere med et id-kort og har lige over 400 sælgere fordelt over hele landet. Oplysninger som Nyhedavisen helt har udeladt, men i stedet blot har valgt at citere en kilde for at sige, at Hus Forbis sælgere ”er overalt”.

Sælgerne køber deres aviser på landets herberger og varmestuer samt fra en cykelvogn, der kører gennem det Indre København i dagtimerne alle dage, bortset fra søndag. De forskellige distributører registerer ikke, hvor mange aviser den enkelte sælger køber.

Antallet af solgte aviser varierer fra måned til måned, men rekorden ligger pt. lige over 70.000 eksemplarer, hvilket i snit giver 1.400 kroner pr. sælger pr. måned/udgivelse. Denne oplysning har Nyhedsavisen også helt valgt at udelade. Sælgerne skriver under på, at de skal opgive deres indkomst til skattevæsnet.

At de mest aktive sælgere ”tjener cirka 10.000 kroner om måneden, som de ikke betaler skat af”, som Nyhedsavisen skriver, er således også udokumenteret.

Henrik Pedersen, sælgerrepræsentant for Hus Forbis sælgere, siger om Nyhedsavisens artikel:

”Hvis man skal tro de tal, som Steiner Rong og Kim Clemen (Nyhedsavisen kilder til artiklen, red.) strør om sig med, burde vi sælge langt flere Hus Forbi-aviser pr. måned. I snit sælger hver sælger under 200 aviser pr. måned, og hvor mange timer de bruger på det, er det umulig at sige noget om, men det tager mange timer! Journalisten kunne passende have spurgt Kim Clemen fra Kofoed Skole, om han hellere ville have en hær af tiggere i Københavns gader? Og hvis det er, fordi han mener, at de svageste skal i aktivering på Kofoed Skole, så skolen kan få mere i offentligt tilskud, ville det være en relevant oplysning for læserne, at få at vide, at man på Kofoed Skole får 18 Kofoed Dollar – svarende til 18 kroner – i arbejdsdusør for en hel arbejdsdag, og med dette ikke-offentlige betalingsmiddel kan man købe varer på Kofoed Skole. Og det varesortiment bestemmer Kofoed Skole, hvad skal være. Når du går ud og sælger fem hjemløseaviser tjener du 40 kroner, som du kan gå ned i Netto og købe brød og pålæg for.”

Heidi Riel, salgs- og marketingsmedarbejder siger til Nyhedsavisens kritik af Hus Forbi:

”Vi oplever netop nu, at nogle af Københavns socialarbejdere er begyndt at se Hus Forbi, som en aktiveringsmulighed, og det synes vi er glædeligt for vores sælgere, som tidligere har levet af at samle flasker, tigge og lave småkriminalitet. Ved at sælge Hus Forbi får de – som noget nyt – opdelt deres døgn i arbejdstid og fritid, og det kan være første skridt på vej tilbage mod arbejdsmarkedet. Desuden skriver de under på, at de ikke må være synligt påvirket af deres misbrug, når de sælger Hus Forbi, og ifølge en undersøgelse, vi selv har lavet, har de fleste faktisk mindsket deres misbrug og fået større selvværd af at sælge Hus Forbi.”

Jaku-Lina E. Nielsen, ansvarshavende redaktør af Hus Forbi, siger om Nyhedsavisens artikel:

Hus Forbi har to hovedformål: At fungere som et alternativ til tiggeri og kriminalitet for samfundets svageste borgere samt at nedbryde fordomme om denne gruppe borgere – både via indholdet i bladet samt i salg-/købssituationen. Frem for at man blot passerer disse borgere på gadehjørnerne og foran stationerne og evt. dropper en femmer i deres papkrus, så inviterer købet af bladet til en ligeværdig dialog. Jeg synes, det er en skam, at Nyhedsavisen har valgt at viderebringe så udokumenterede påstande om Hus Forbis sælgere, for det er dem, som først og fremmest kommer til at bøde for en eventuelt negativ effekt af artiklen.”

Hus Forbi startede for ti år siden og får støtte fra Socialministeriet.