Author: Carsten Agger

Irak: Lad os alle plyndre

Eller rettere sagt – lad de store, primært amerikanske, firmaer plyndre:

The proposed Iraqi oil law would put effective control of most of Iraq’s vast oil resources into the hands of foreign companies and make a mockery of any real Iraqi sovereignty…

Fagforeninger er vi heller ikke glade for:

Long before the present regime took power, the U.S. had identified organized labor in Iraq as its adversary. President Bush sent Paul Bremer to Iraq to set up the occupation authority. He threw out much of Saddam Hussein’s legal code, disbanded the military and began playing “divide and conquer” with religious sects and ethnic, regional and tribal groups. But there was at least one law he kept on the books and enforced. That was Saddam’s 1987 Decree No. 150 that made it illegal for employees in the public sector and publicly owned enterprises (80% of all Iraqi workers) to have a union or negotiate over the terms of their labor. The Maliki government has continued to enforce this anti-labor edict of the dictatorship, despite the fact that the new constitution calls for enactment of a basic labor rights law, and that Decree No. 150 violates the internationally recognized fundamental rights of workers defined by International Labor Organization (UN) Conventions on the rights to organize, bargain and strike.

In Iraq today, union bank accounts have been frozen, union offices have been raided and ransacked by both U.S. and Iraqi forces, government ministers have ordered managers not to recognize or deal with unions (especially in the oil sector), union leaders have been beaten, arrested, kidnapped and assassinated.22 No democratic society can develop where workers are not free to organize into the unions of their choice, and where unions are not free from government control or interference.

Link.

Kærlighedserklæring til Ørstedsparken

Cand. mag. Mathias Kryger har i Politikens kronik 10. september en smuk kærlighedserklæring til Ørstedsparken som fristed for bøsser:

Jeg kan ikke huske første gang, jeg gik i Ørstedsparken. Men i dag forestiller jeg mig, at jeg har gået langs hegnets yderside og snuset til buskenes fugt og øjnet de mørke skikkelser, der kom og gik fra parkens åbninger. Sådan har jeg måske gjort mange gange, indtil jeg beruset og liderlig har kastet mig ind på stiernes grus, og derfra forgrener historien sig ind i buskadser, blandt bambus og under broer.

Min kortlægning af parken var en kortlægning af kroppe – andres og min egen. Der var mange buske, og de husede mange huler og passager ind til flere træer og pletter…

En kompleksitet, der for mig er vigtig at få frem her, er, at det farlige, det forfaldsromantiske, det uforudsigelige og det voldsomme er en del af forførelsen. At jeg i Ørstedsparken ønskede at se mig selv som en tyvagtig og liderlig sømand – som en Jean Genet, der med livet som indsats erobrer den smukkeste vagabond.

Det er igennem mine oplevelser, gennem udlevelsen af seksuelle fantasier og overskridelsen af egne og samfundets moralafgrænsninger, at jeg kan indeholde kompleksiteten.

I 2001 blev Ørstedsparken studset og buske ryddet for at gøre det sværere for parkens natlige besøgende, en del af en beklagelig “pænliggørelse” af det offentlige rum, jeg selv skrev om helt tilbage i 1997:

I København har mange narkomaner og alkoholikere fået tilhold om ikke at opholde sig på gader og pladser nær deres eget hjem, og byens pladser er gjort åbne i forbindelse med byfornyelsen, så narkomaner og drankere ikke længere kan sidde og »gemme sig«. I Århus har man forsøgt at oprette væresteder uden for centrum, så byen ikke »skæmmes« af sådanne udskud, men indtil videre er det strandet på voldsomme protester fra beboerne i området. Overalt er tendensen den samme: Alle, der giver indtryk af, at der er sociale problemer i de store byer, skal væk – det eneste, vi ikke vil høre om, er, hvordan vi eventuelt kunne løse disse problemer.

Mathias Kryger skriver tilsvarende om buskrydningen i Ørstedsparken:

Hvor det i 1860’erne var politiet, der arresterede de usømmelige og lugede ud i aktiviteterne, var det i 2001 Københavns Kommune, der igennem et konkret fysisk indgreb i parkens strukturering forsøgte at begrænse sexaktiviteterne.

Ser man på dette botaniske (over)greb i en bredere sammenhæng, ligger det fint i tråd med den generelle ’oprydning’ af det offentlige rum, som København har gennemgået de sidste, i hvert fald, 20 år.

De offentlige toiletter er lige så langsomt forsvundet fra byen (skal man i dag besøge et toilet i det offentlige rum, skal det ske på en café, en bar eller i et hermetisk aflukket rumfartøj af et betalingstoilet), og pladser, som Halmtorvet, er gjort præsentable – alt dette i et forsøg på at imødekomme forestillingen om, hvad en betalingsstærk ejerlejligheds-friværdi-borger mener, er den gode by til det gode, rigtige liv.

En erotisk kultur, der kan være svær at forstå for en heteroseksuel som undertegnede men i Mathias Krygers beskrivelse lyder smuk, er ved at forsvinde ud af det offentlige rum, offer for voksende pænhed og voldelige overgreb. Og det er sgu da synd, et eller andet sted.

Link: Ørstedsparken; en kærlighedserklæring

Det kan man da kalde at “slå ned på kriminaliteten”

David Simon i The Guardian:

In order to elect Baltimore’s mayor as Maryland’s governor, crime had to go down. And when that mayor was unable to do so legitimately, through a meaningful deterrent, his police officials did not merely go about cooking their statistics, making robberies and assaults disappear by corrupting the reporting of such incidents, they resorted to something far more disturbing.

For the last years of his administration, Mayor Martin O’Malley ordered the mass arrests of citizens in every struggling Baltimore neighbourhood, from eastside to west. More than 100,000 bodies were dragged to Central Booking in a single year – record rates of arrest for a city with fewer than 700,000 residents. Corner boys, touts, drug slingers, petty criminals – yes, they went in the wagons.

But school teachers, city workers, shopkeepers, delivery boys – they too were jacked up, cuffed and hauled down to Eager Street – hundreds of them a night on the weekends. Some were charged, but few were prosecuted. And in 25,000 such cases, they were later freed from the detention facility without ever going to court; no charges were proffered because, well, no crime had been committed.

In places like West Baltimore, the drug war destroyed every last thing that the drugs themselves left standing – including the credibility of the police deterrent. To elect one man to higher office, an entire city alienated its citizenry and destroyed its juror pool.

Link: The escalating breakdown of urban society across the US (via Bertram Online).

Når skidt kommer til ære

Brian Mikkelsen som justitsminister.

(Lyden af et hoved, der knaldes meget hårdt ind mod væggen, igen og igen.)

Her er, hvad jeg for nogle måneder siden skrev om Brian Mikkelsen, da han endnu “kun” var kulturminister:

Danmark har en ynkelig idiot som kulturminister, en ånd- og kulturløs filister, der i dag udstiller sin uvidenhed og Danmarks åndelige armod i en patetisk kronik i Jyllands-Posten, hvor han causerer over, hvor pragtfuldt det er, at det fascistiske, antisemitiske “Trykkefrihedsselskab” har uddelt deres afskyelige “Sappho-pris” til Jyllands-Postens i sammenhængen stort set sagesløse tegner Kurt Westergaard. Ynk! (Hvis han så endda ville holde sig til sporten, som han formentlig har lige så meget forstand på som alle andre).

Og nu er det så ham, der skal definere og forvalte landets retspolitiske kurs.  Hvis et lands regering er som et spejl, og folket derfor virkelig til hver en tid har den regering, det har fortjent, åbner det nye perspektiver for, hvad man kan mene om Danmarks åndelige og øvrige stade i dag. Jeg græmmes.

Enden er nær: Politiken sælger ud til dårlig videnskab

Jorden kan gå under i morgen, udbasunerer Politiken.dk – motivet er selvfølgelig den berømte partikelaccelerator i CERN, som nogle obskurantister og New Age-folk har advaret mod, fordi den nok vil skabe et sort hul, der vil suge hele Jorden og verden som vi kender den til sig.

Nuvel, vi har skrevet om det før, og dengang skrev vi bl.a.:

Verdens undergang er nært forestående. Det mener i hvert fald to amerikanske “forskere”, hvoraf den ene er advokat med en førstedel i biologi, hvorfor de har besluttet at lægge sag an mod CERN for at få stoppet centrets planlagte “Large Hadron Collider” (LHC).

Fysiker og anerkendt skarpretter af dårlig videnskab i medierne Bob Park ripper anderledes op i retssagens “relevans” og karakteren af den fare, verden svæver i:

LHC: A KNIGHT ERRANT TILTS AT HIGH-ENERGY WINDMILL.

Technology has changed in the 400 years since Cervantes first told the story of Don Quixote. Windmills are now particle accelerators and the knight’s lance is a federal court injunction, but the plot is the same.

It begins with a befuddled lawyer in Hawaii named Walter Wagner. Having read far too much science fiction as a youth, Wagner fantasizes that he is a physicist by virtue of an undergraduate biology degree with a minor in physics. Accompanied by Sancho, his loyal TA, Wagner embarks on an adventure to slay the Large Hadron Collider (LHC), a doomsday machine that he believes is posed to destroy the world by creating a black hole. He seems to have forgotten the last time he tried this. In 1999 Wagner warned that RHIC, the Relativistic Heavy Ion Collider at Brookhaven National Laboratory, must be slain lest it create a black hole. The then BNL director, Jack Marburger, named a distinguished panel of physicists to investigate. Their report noted that nature has been conducting the relevant safety test for billions of years by colliding heavy-ion cosmic rays with the moon. It concluded that creation of a black hole is “effectively ruled out by the persistence of the Moon”.

Og hvad kan man så lære af det? At verden er fuld af idioter og nogle af dem elsker at lave larm, og at Jyllands-Postens journalist Morten Vestergaard er for ukritisk i sin vinkling af de to “forskeres” bekymring. Ellers intet nyt under solen.

BoingBoing citerer en mere nøgtern faglig vurdering: “Look, it’s a 10^-19 chance, and you’ve got a 10^-11 chance of suddenly evaporating while shaving.”

Og i dag kan vi så konkludere, at også Politiken har meldt sig i idoternes eller i hvert fald de ukritiske ignoranters rækker.

Update, 10/9: I dag får vi så  i det mindste syn for sagn.

Irak: Børn lider i overfyldte fængsler

Børn helt ned til 9-års-alderen udsættes for vold og seksuelle overgreb i Iraks overfyldte fængsler, læser vi i dagens Guardian:

Hundreds of children, some as young as nine, are being held in appalling conditions in Baghdad’s prisons, sleeping in sweltering temperatures in overcrowded cells without working fans, no daily access to showers, and subject to frequent sexual abuse by guards, current and former prisoners say.

At Karkh juvenile prison, Omar Ali, a 16-year-old who has spent more than three years there, showed the multiple skin sores he and many other fellow inmates have contracted through lying on thin, sweat-soaked mattresses night after night.

Guards often take boys to a separate room in the prison and rape them, Omar alleged. They also break prison rules by lending their mobile phones to boys to ring home, on condition that each time their families top the phone up by $10 or $20. The teaching staff resigned en masse in November because of low pay, according to an international official. As a result, the children lounge around aimlessly with no daytime activities, other than an exercise yard.

Though the boys in the prison have been convicted, international standards for fair trials are never met.

Hvorfor var det lige præcis, at Danmark var med til at angribe Irak og vælte Saddam Hussei, tilbage i 2003? Nåh ja – for at bringe frihed og demokrati til landet. Jeg håber, Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller er tilfredse med, hvor deres løgne og deres ulovlige krig har bragt Irak hen!

Eller også håber jeg, de må stege i helvede.

Link: Inmates tell of sexual abuse and beatings in Iraq’s overcrowded juvenile prison system

Myten om den ‘humane’ integrationsminister

Informations Rune Lykkeberg har en udmærket artikel, hvor han demonterer myten om Birthe Rønn Hornbech som den “humane” borgerlige. Lykkeberg betegner i stedet Rønn Hornbech som opportunistisk “modløber”:

Inden valget i 2001 blev hun ikke regnet for en humanistisk heltinde i udlændingespørgsmålet. Dengang var hun radikal strammer og lovede, at specifikt tyrkere, somaliere og pakistanere skulle rammes af den nye lovgivning. Anders Fogh Rasmussen blev som Venstres formand nødt til at tage offentligt afstand fra hende og forsikre, at man naturligvis ønskede at behandle alle borgere lige og retfærdigt.

Dengang var Birthe Rønn Hornbech arkitekt bag Venstres udlændingepolitik, som Bertel Haarder som den første integrationsminister kunne bruge som udgangspunkt for stramningerne i 2002. Senere lagde hun sig på den anden side af sit eget parti og begyndte at kritisere de fanatiske anti-muslimer i Dansk Folkeparti. Men i 2001 var det hende selv, der påkaldte sig international opmærksomhed for sine rabiate udfald.

Birthe Rønn Hornbech var en succes som modløber. Hun havde ikke noget forvaltningsansvar som minister, hun kunne sige, hvad hun ville, det tilfredsstillede dem, der ønskede modsigelse, det udfordrede den topstyrede konsensus og bidrog til den almindelige underholdning i offentligheden.

Lykkeberg er ikke den første til at bemærke Rønn Hornbechs opportunisme. Preben Wilhjelm gav f.eks. i 1999, i et interview i tidsskriftet Faklen, en noget anden karakteristik af integrationsministerens “retspolitiske integritet”:

Det er vildt overdrevet, at hun er blevet Grundlovens forsvarer, bare fordi hun i modsætning til sit parti stemte imod Tvindloven. Faktisk stemte hele venstrefløjen imod Tvindloven og begrundede det med, at der formentlig var tale om et grundlovsbrud.

Birthe Rønn Hornbech har selv været lige så tæt på et grundlovsbrud med sit krav om et rockerforbud, som Rigsadvokaten måtte opgive efter at have brugt syv millioner kroner og tolv mennesker i halvandet år bare for at undersøge, om man kunne lave et forbud inden for rammerne af Grundloven. Men enhver, der gider at læse Grundlovens paragraf 78, kan se, at det er mere end tvivlsomt.

Hvis rockerne har begået noget ulovligt, skal de dømmes efter den almindelige straffelov – sådan er dét. Man skal være påpasselig med pludselig at udtynde Grundloven eller indføre landets første foreningsforbud.

Rønn Hornbech har brudt FN-pagten og Grundlovens paragraf 19 ved at støtte militæraktionerne mod Jugoslavien. I alle disse tilfælde har kun venstrefløjen stået vagt om Grundloven og vore internationale forpligtelser.

Men det er altid hende, som de hiver i medierne og kalder bannerføreren for Grundloven. Det er lidt mærkeligt, ikke?

Lykkeberg forklarer begrebet “modløber” med henvisning til Kierkegaard: “En taler på en Folke-Forsamling siger: Jeg beiler ikke til noget Bifald (almindeligt Bifald!), jeg vil blot Sandheden (Bifald fra Venstre) jeg gaaer den lige Vei uden at se til hverken Høire ell. Venstre (Bifald fra Høire og Centrum) osv.”

Og det forklarer også, hvorfor Rønn Hornbech har været så populær som modløber: Hun er imod, men hun er ikke sådan rigtig imod, og det gør hende langt mere ufarlig. Selv nok så hård kritik af  udlændingelov og retspolitik er trods alt lettere at acceptere, når den kommer fra en af lovens egne arkitekter, end hvis den kommer fra en retspolitisk tænker som Wilhjelm.

Modløberens kritik er kritik light, som med Lykkebergs ord “bidrager til den almindelige underholdning i offentligheden” uden at sætte nogen fundamentale spørgsmålstegn ved noget som helst.

Hvis folk kan nøjes med at diskutere farven på postkasserne i fængslet, kan vi måske slippe for hele diskussionen om, hvorvidt der overhovedet burde være et fængsel. Og derfor vil en populistisk modløber som Hornbech altid være mere populær end en ægte kritiker som Wilhjelm i et mediebillede, hvor overflade og  kommentatorspin har forrang for politisk substans.

Link: Da modløberen blev minister

Benjamin er død

“Husker du Benjamin?” var i mange år et af de mest ubehagelige træk ved ordensmagtens fremfærd i hovedstaden.

Benjamin Schou var en 18-årig, der nytårsaften 1992 blev hevet ud af mængden, slået ned og lagt i benlås af politiet på Rådhuspladsen i København, og som tilbragte resten af sit liv som en grøntsag. I dag er Benjamin død.

“Husker du Benjamin” er sætningen, som utallige venstreorienterede demonstranter og andre godtfolk senere har fået slynget i hovedet af betjente, der lige ville minde om, hvad de var i stand til og kunne slippe godt fra.

Bloggeren Piemburg skriver om sagen:

“Husker du Benjamin..” En sætning uddødeliggjort af betjente, der siden 1992 har brugt udsagnet for at gøre arrestanter klart, hvilken magt de havde. En sætning brugt til at understrege hvor hjælpeløs man er i politiets varetægt. En sætning brugt til at gøre det klart, at man som politibetjent, slipper fra stort set hvad som helst!

Benjamin kom uhelbredeligt til skade under en anholdelse på Rådhuspladsen i København nytårsaften 1991-1992. Han fik hjertestop og var død i mere end 20 minutter, mens han var i tre civilklædte betjentes varetægt.

Og mere om den betjent, der stod for mishandlingen:

Nu har Benjamin fået ro, jeg håber af hele mit hjerte at hans forældre også vil kunne finde lidt ro.

Men en jeg ikke kan lade være med at tænke på, er Bjarne! Hvad med dig.
Finder du mon nogensinde ro?

Du er Københavns mest hadede Betjent, ikke kun på grund af det du gjorde ved benjamin. Men på grund af den hørm af had og vold, der altid følger i dine spor.

Du kalder det nul tolerance! Men Bjarne, det er der ikke noget der hedder. Det hedder tolerance eller intolerance.

Nul tolerance, ja. det er jo ingen tolerance.

Hvad er det egenligt med dig, hvad er der sket dig, hvordan gik det til, at vreden, arrogancen og volden skulle blive din ledsager?

En dag, vil også du finde ro, men mon du nogen sinde bliver tilgivet…

Det, der skete, var måske en ulykke, men det var ikke nogen tilfældig ulykke. Det var politivold, og politivold af en art, som var dømt til at gå galt før eller siden. Der er stadig problemer med politiets fremfærd i hovedstaden, ikke mindst på Christiania og i forbindelse med de såkaldte “visitationszoner”.

Link: Husker du Benjamin? (læs også kommentarerne)