“Alle stormes moder”

Orkanen Gustav har kurs mod New Orleans, og noget tyder på, at man har lært lektien efter Katrina:

Præsident George W. Bush har erklæret Louisiana, Mississippi og Alabama i nødretstilstand.

I modsætning til orkanen Katrina for tre år siden, hvor fattige borgere i New Orleans uden egne transportmuligheder blev efterladt i byen, så er der denne gang et stort nødberedskab, så alle, der ikke selv kan komme ud i egen bil, vil blive transporteret ud af busser.

Da Katrina ramte New Orleans var der intet nødberedskab, og konsekvenserne kan ses i Spike Lees TV-film om katastrofen, som DR2 faktisk sender tredje afsnit af i aften. Lad det her være nok at sige, at ikke var godt, og at det gik meget værre end nødvendigt på grund af ren og skær inkompetence og ligegyldighed fra myndighedernes side, hvilket var underligt at se i netop USA – det er trods alt ikke hver dag, et land er ved at miste en vigtig storby.

Lidt atmosfæriske forstyrrelser

Selvom jeg ganske givet ikke er så dygtig til at skrabe penge og bifald ind som Obama, forsøger jeg mig igen (også her) med nogle Google Ads, der forhåbentlig kan sikre Mercedes’en være med til at betale (web-) hotelregningen.

Foreløbig synes jeg ikke, det virker så godt som på moderskibet – for det første lader annoncerne ikke til at blive ordentligt kontekst-sensitive, for det andet dukker de ikke op på alle sider?

Jeg forstår ikke helt – for de mere WordPress-kendte har jeg indsat annoncekoden i “index.php”, hvilket burde være det rigtige sted. Nå – hvis det ikke kan komme til at virke ordentligt, kan de annoncer jo bare ryge ud igen – sværere er det heldigvis ikke.

Update: Der skulle nu være annoncer på alle sider, men de er stadig ikke kontekst-sensitive – måske scriptet bare skal “køres ind”, før det virker på en given side? Eller skal man gøre noget særligt, for at annoncerne bliver kontekstsensitive, udover at indsætte hele smøren om “<script>” osv.?

Dagens citat: Jack Parsons om virkelighed

Fra Freedom is a Two-edged Sword:

Any system of intellectual thought, whether it be science, logic, religion or philosophy, is based on certain fundamental ideas or axioms which are assumed but which cannot be proven. This is the grave of all positivism. We assume but we do not know that there is a real and objective world outside our own mind. Ultimately we do not know what we are or what the world is. Further, if there is a real world apart from ourselves we cannot know what it really is; all we know is what we perceive it to be. All that we perceive is conveyed by our senses and interpreted by our brain. However fine, exact or delicate our scientific instruments may be, their data is still filtered through our senses and interpreted by our brain. However useful, spectacular or necessary our ideas and experiments may be, they still have little to do with absolute truth. Such a thing can only exist for the individual according to his whim or his inner perception of his own truth-in-being.

The witches and devils of the middle ages were real by our own standards; reputable and responsible persons believed in them. They were seen, their effects observed and they accounted for a large body of otherwise inexplicable phenomenon. Their existence was accepted without question by the majority of men, great and humble. From this majority there was not and still is not any appeal. Yet we do not believe in these things today. We believe in other things similarly explaining the same phenomenon. Tomorrow we will believe in still other things.

Et vigtigt korollar: “Every man has the right to his own opinion and his own way of life. There is no system of human thought which can successfully refute this thesis.” Se også min omtale af tegneserien over Parsons’ liv på den anden blog.

14-årig dyrlægesøn udvises som “uintegrerbar”

Ahmet, den 14-årige søn af dyrlæge Nevzat Barut fra Tønder, har modtaget et brev fra “Udlændingeservice” om, at han er nødt til at forlade landet, fordi han er “uintegrerbar”.

Amila Bosnae refererer:

Ingen fra Udlændingestyrelsen har nogensinde mødt Ahmet, men man har i papirerne kunne læse sig til, at drengen havde tilbragt de første 13 år af sit liv hos sin mor i Tyrkiet. Så spiller det ingen rolle, at han taler dansk, går i skole og til fodbold uden at nogen af hans kammerater eller lærere på noget tidspunkt havde opdaget, at drengen var uintegrerbar.

Ahmet går på den samme skole, jeg i sin tid begyndte i, da vi fik lov til at komme i en dansk folkeskole. Han har den samme tysklærer, som jeg havde. Han sidder i de samme lokaler, som jeg sad i, cykler på de samme stier, jeg cyklede på – men åbenbart i et helt andet land, end jeg gjorde. Jeg var 12, da jeg kom til Danmark, han 13. Jeg var et barn, han et integrationsproblem.

“Vi finder således ikke, at du under din opvækst i Tyrkiet kan antages at være blevet præget af danske normer og værdier i en sådan grad, at du har eller har haft mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der er grundlag for vellykket integration her i landet,” lyder beskeden fra Udlændingestyrelsen.

Så ingen, der ikke er vokset op her i landet, kan forventes at være “integrerbare”, hvis de flytter hertil som 13-årige? Gælder det også, hvis de flytter hertil fra Canada eller Australien, eller rammer det kun folk fra Tyrkiet og andre “brune” lande.

Er den eufemistisk navngivne “udlændingeservice” nu åbent og erklæret racistisk, eller handler det om at beskytte den danske “stamme”? Hvad er det for nogle metafysiske “danske normer og værdier”, som man ikke kan lære, hvis man først flytter hertil som 13-årig?

Som sagt, jeg er målløs, kort og godt. Håber, sagen ikke får lov til at ende dér.

Guantanamo – amerikansk tortur med britisk hjælp

Fra dagens Guardian, om en retssag, der skal afklare efterretningstjenesten MI5s mulige indblanding i en sag om bortførelse og tortur af en britisk borger:

Mohamed, a UK resident, was initially held in Pakistan in 2002 and was later secretly rendered to Morocco, where he claimed that he was tortured and had his penis lacerated while further threats were made. He was then flown by the US authorities to Afghanistan, where he claims he was subjected to further ill-treatment and interrogation, at the end of which he said that he would have said anything to avoid further punishment

In September 2004, he was taken to Guantánamo Bay, where he is still held. He claims that all his confessions were a result of the torture. He faces the death penalty if convicted.

Den amerikanske regering ser helst ikke, at den britiske domstol afklarer, hvad der er sket:

  • ‘The US state department today warned that disclosure of secret information in the case of a British resident said to have been tortured before he was sent to Guantánamo Bay would cause “serious and lasting damage” to security relations between the two countries – the “national security of the UK” would be affected’
     
  • Oversættelse: “National security would be affected” = “det er alt for pinligt for os, det her”

Er der noget om tortur-snakken? En af de implicerede efterretningsagenter var i hvert fald bange for at udtale sig under vidneansvar:

Last week, in the initial hearing of the case, the high court found that MI5 had participated in the unlawful interrogation of Mohamed. It emerged that one MI5 officer was so concerned about incriminating himself that he initially declined to answer questions from the judges even in private… It was disclosed that the officer, Witness B, was questioned about alleged war crimes, including torture, under the international criminal court act.

Det tyder som udgangspunkt ikke godt. Vi bemærker, at som altid, når det handler om Guantanamo og de mennesker, der er havnet i dette helvede af en moderne koncentrationslejr, er det en helt usædvanligt ubehagelig historie.

Jeg håber, de skyldige ender med at få deres straf (og det er ikke den efter alt at dømme ganske uskyldige hr. Mohamed, jeg tænker på).

Ytringsfrihed på tværs af grænser

Denne sag lyder højst problematisk, må man sige:

Retten i Helsingør har fængslet to mænd, som tyskerne anklager for at udsende ulovlig musik.

Mændene mistænkes af de tyske myndigheder for at sælge stærkt højreorienteret musik til aftagere syd for grænsen.

Det har fået statsadvokaten i Frankfurt til at begære de to – en dansker og en tysk statsborger – udleveret.

Statsadvokaten har udstedt en europæisk arrestordre, der medfører, at de to kan udleveres, uden at retten skal tage stilling til, om de har overtrådt dansk lov.

Bør man overhovedet kunne straffes for at “udbrede racistisk musik”? Og hvor går grænsen, i så fald? David Bowie er kun én blandt mange populære musikere, der har flirtet med grimme ting.

Er der ytringsfrihed, hvis man kan blive straffet for at udbrede musik med en bestemt politisk holdning? Og bør danske statsborgere kunne udvises til Tyskland, uden at retten tager stilling til, om vedkommende har overtrådt dansk lov? Og selvom de så har, bør en dansk statsborger overhovedet kunne udleveres for at “udbrede musik”? Der er et eller andet her, som ikke stemmer.

De tyske myndigheder er ikke helt så imødekommende eller konsekvente i det spørgsmål:

I en anden sag nægter Tyskland paradoksalt nok at udlevere en dansker med tysk statsborgerskab, Søren Kam, som de danske justitsmyndigheder kræver udleveret for krigsforbrydelser under den tyske besættelse. Tyskerne anser hans krigsforbrydelser for at være forældede.

Ikke destomindre optræder Søren Kam på den internationale liste over de fem mest eftersøgte nazi-krigsforbrydere.

Kam var involveret i et drab på en redaktør og var efter de foreliggende oplysninger med til at skaffe navne og adresser på de danske jøder, som tyskerne ville sende til dødslejrene.

Men Kam er jo også kun eftersøgt for mord – herregud! Men “udbredelse af racistisk musik”, det er altså nok til en europæisk arrestordre? Man undres!

24-års-reglen, den danske Nürnberg-lov

Filminstruktøren Christian Braad Thomsen har et skarpt indlæg om 24-års-reglen i dagens Information:

I 1930’erne hindrede Nürnberglovene ariske tyskere i at gifte sig med jøder, hvis de fortsat ville bo i Tyskland. Den danske 24-årsregel er det første eksempel siden Nürnberglovene på, at statsmagten sender unge i eksil, hvis de gifter sig med tilsvarende uønskede elementer.

Siden Anders Fogh Rasmussen tilsluttede sig den amerikanske krig i Irak, er det blevet acceptabelt, at politiske beslutninger begrundes med løgne. Derfor har mange også vænnet sig til løgnen om, at 24-årsreglen er nødvendig for at forhindre tvangsægteskaber. Det gør den ikke. Derimod forhindrer den unge danskere i at gifte sig med den, de elsker, hvis de fortsat vil bo i Danmark

Endnu tør Enhedslisten og Radikale kæmpe mod uretten. Men ellers har politikere i dag ingen intentioner om at stille sig i spidsen for nytænkning. De vil ikke lede, men underkaster sig de mest nedrige tendenser i folket, selv når politikerne regner med, at der er et flertal for en nazistisk lov. Det er dybt tragisk for et retssamfund, at selv oppositionen ikke længere tør tale løgn og uret af frygt for aldrig at komme til magten.

Amen, havde jeg nær sagt. 24-års-reglen og tilknytningskravet repræsenterer en form for apartheid eller diskrimination, som simpelt hen burde være uacceptabel i et moderne samfund, og til sammen forhindrer de mange danskere i at bo i Danmark. Det er simpelt hen en skændsel.

Link.

Joseph Biden – “blød” demokrat, krigsmager, zionist

Obamas valg som vicepræsident-kandidat får megen ros, og der lader også til at være fælles demokratisk fodslaw på vej, men alt er ikke fryd og gammen.

Indenrigspolitisk står Biden måske for mange af de rigtige ting, men på det udenrigspolitiske plan har Biden, som andre også har påpeget, bl.a. ført sig frem med en destruktiv plan for deling af Irak, som lugter langt væk af kynisk magtpolitik og pleje af amerikanske interesser på bekostning af civile irakere – fænomener, som vi egentlig synes at have set nok af i de senere år.

Eksilpalæstinenseren Haitham Sabbah er ikke i tvivl om, hvad valget af Biden betyder for Israel/Palæstina-konflikten:

What Biden’s pick means to Arab and Palestinians? Don’t wonder much… it means, “fuck you Arabs/Palestinians!!!” (Excuse my French)

As our Arabic proverb says: “The straw that broke the camel’s back.” This is how I can describe Obama’s move. The guy (Obama) is ignorant and naive when it comes to cases such as Israeli occupation of Palestine. And now he picks a guy who proudly says “I’m a Zionist. You don’t have to be a Jew to be a Zionist!” So, what are you expecting from Obama if he’s in office?

Hvis Biden, selverklæret zionist og tro støtte af krigen mod Irak, virkelig er valgt for sine “udenrigspolitiske kvalifikationer”, lover det ikke nødvendigvis godt for fremtiden.

Kashmir på vej mod kanten

Mens nyhedsmedierne er optaget af de tåbelige børnelege i Beijing og dansk sejlsports ligegyldige guldmedaljeskærmydsler, er den indiske provins Kashmir stille og roligt ved at eksplodere.

Eller rettere sagt, det er selvfølgelig ikke sikkert, det går så galt. Indtil videre er området splittet mellem muslimske Kashmirier i Kashmir-dalen og hinduer i Jammu (se evt. Wikipedias artikel om området for en kort introduktion), lammet af civil ulydighed og under militær besættelse af en halv million soldater, der de sidste mange år har stået for omfattende undertrykkelse og menneskeretskrænkelser.

Det hele begyndte, da en lokal guvernør besluttede at overfø re ca. 40 hektar land til ledelsen af Amarnath-templet, et helligsted, der i de senere år er begyndt at tiltrække mange hinduistiske pilgrimme – 500.000 i 2008 mod mindre end 20.000 i 1989. Overførslen vakte bekymring hos den muslimske del af befolkningen, der satte den i forbindelse med det stadigt større antal pilgrimme og den voksende hindu-fundamentalisme i selve Indien, og der begyndte at gå rygter om, at tempelområdet ville blive et brohoved for hinduistiske bosættelser á la Israel og Vestbredden.

Utilfredsheden udløste store protestdemonstrationer, hvor kravet om tilbageførsel af jorden omkring templet hurtigt måtte vige for kravet om azadi, frihed eller uafhængighed af Indien, kulminerende i indisk politis nedskydning 11. august af separatistlederen Sheikh Abdul Aziz.

Lokalregeringen besluttede nu at tilbageføre jorden fra templet, kun for at opdage, at man havde sat en bevægelse i gang, der ikke længere kunne standses, og at spørgsmålet om jord til templet i mellemtiden var blevet komplet ligegyldigt i den store sammenhæng.

Bortset fra, at Jammus hinduer følte sig overset og trådt på og i øvrigt havde set frem til at kunne bygge nogle ordentlige faciliteter ved templet i Amarnath, og derfor lancerede deres egen protest mod tilbageførslen. Som led i protesterne blev landevejen mellem Srinagar og Jammu, Kashmirs eneste vej til resten af Indien og reelt områdets livsnerve, blokeret. Kashmir var nu afskåret fra omverdenen, reelt belejret og afskåret fra livsvigtige forsyninger.

Områdets militante grupper holder sig i baggrunden, og hovedstaden Srinagar domineres i stedet af fredelig civil ulydighed med krav om omgående uafhængighed af Indien. Men bag den fredelige protest gemmer sig en kolossal vrede, båret oppe af årtiers undertrykkelse og militær besættelse.

Den indiske forfatter Arundhati Roy beskriver situationen således:

The voice that the government of India has tried so hard to silence in Kashmir has massed into a deafening roar. Raised in a playground of army camps, checkpoints, and bunkers, with screams from torture chambers for a soundtrack, the young generation has suddenly discovered the power of mass protest, and above all, the dignity of being able to straighten their shoulders and speak for themselves, represent themselves. For them it is nothing short of an epiphany. Not even the fear of death seems to hold them back. And once that fear has gone, of what use is the largest or second largest army in the world? There have been mass rallies in the past, but none in recent memory that have been so sustained and widespread. The mainstream political parties of Kashmir – National Conference and People’s Democratic party – appear dutifully for debates in New Delhi’s TV studios, but can’t muster the courage to appear on the streets of Kashmir.

Day after day, hundreds of thousands of people swarm around places that hold terrible memories for them. They demolish bunkers, break through cordons of concertina wire and stare straight down the barrels of soldiers’ machine guns, saying what very few in India want to hear. Hum Kya Chahtey? Azadi! (We want freedom.) And, it has to be said, in equal numbers and with equal intensity: Jeevey jeevey Pakistan. (Long live Pakistan.)

Råbene om “længe leve Pakistan” skal ikke nødvendigvis opfattes som et ønske om tilslutning til Pakistan, forklarer den unge separatistleder Mirwaiz Umer Farooq til Outlook India:

Please look at the mood of the people. When someone on the street here says Pakistan or Nizam-e-Mustafa, what are they trying to convey? What he (the Kashmiri) is saying is that he rejects the present system. This does not necessarily mean he would choose Pakistan. People here know what has been happening within Pakistan. They are disappointed in what has become of the political system there.

Påkaldelsen af Pakistan er altså snarere beregnet på at afvise og provokere Indien og de indiske tropper så meget som muligt, end det er udtryk for noget egentligt ønske om, at Kashmir skulle blive en del af Pakistan. I det hele taget er det fredelige oprør præget af en nærmest dødsforagtende konfrontation med Indien og den indiske besættelsesmagt, som vi læser i Tehelka:

In 1990, militants openly displayed arms; today, students are walking up to the security bunkers, stones in hand, taunting the men in uniform, saying, “Kill us, we want to become martyrs.” Bravado? Maybe, but factor this in — if in the early 1990s there was romanticism about a movement that was just beginning; today, the protestors are only too aware of the might of the state. They did not know what counterinsurgency measures entailed then, today’s generation has grown up with them.

Hovedindtrykket af oprøret er fredeligt, men overvældende og potentielt farligt.

Arundhati Roy:

On the morning of August 18, people began pouring into Srinagar from villages and towns across the valley. In trucks, tempos, jeeps, buses and on foot. Once again, barriers were broken and people reclaimed their city. The police were faced with a choice of either stepping aside or executing a massacre. They stepped aside. Not a single bullet was fired.

The city floated on a sea of smiles. There was ecstasy in the air. Everyone had a banner; houseboat owners, traders, students, lawyers, doctors. One said: “We are all prisoners, set us free.” Another said: “Democracy without freedom is demon-crazy.” Demon-crazy. That was a good one. Perhaps he was referring to the insanity that permits the world’s largest democracy to administer the world’s largest military occupation and continue to call itself a democracy.

Everywhere there were Pakistani flags, everywhere the cry Pakistan se rishta kya? La illaha illallah. (What is our bond with Pakistan? There is no god but Allah.) Azadi ka matlab kya? La illaha illallah. (What does freedom mean? There is no god but Allah.)

For somebody like myself, who is not Muslim, that interpretation of freedom is hard – if not impossible – to understand. I asked a young woman whether freedom for Kashmir would not mean less freedom for her, as a woman. She shrugged and said “What kind of freedom do we have now? The freedom to be raped by Indian soldiers?” Her reply silenced me.

Også Roy understreger dog, at de mange råb om tilhørsforhold til Pakistan ikke skal forstås som et bogstaveligt ønske om tilslutning:

It would be a mistake to assume that the public expression of affection for Pakistan automatically translates into a desire to accede to Pakistan. Some of it has to do with gratitude for the support – cynical or otherwise – for what Kashmiris see as their freedom struggle, and the Indian state sees as a terrorist campaign. It also has to do with mischief. With saying and doing what galls India most of all.

Bevægelsen er primært en bevægelse for et selvstændigt Kashmir, selvom man ikke må tage fejl af, at det også er en bevægelse for et islamisk selvstændigt Kashmir; ganske vist, skal man tro dets ledere, for at islamisk Kashmir med fulde garantier for alle mindretal.

Og den årlige pilgrimsfærd til Amarnath forløb da også gnidningsløst; midt i oprøret og tumulten blev de 500.000 fremmede hinduers sikkerhed og komfort til en æressag for Kashmirs muslimske indbyggere. Men faren for communal violence, som de siger i Indien, for en voldelig konflikt mellem muslimer og hinduerne i Jammu, ligger alligevel hele tiden og lurer, næret af Jammus følelse af at blive glemt og Kashmiriernes frygt for et stadigt mere nationalistisk og hindu-fundamentalistisk Indien.

Arundhati Roy fortsætter:

The slogan that cut through me like a knife and clean broke my heart was this one: Nanga bhookha Hindustan, jaan se pyaara Pakistan. (Naked, starving India, More precious than life itself – Pakistan.)

Why was it so galling, so painful to listen to this? I tried to work it out and settled on three reasons. First, because we all know that the first part of the slogan is the embarrassing and unadorned truth about India, the emerging superpower. Second, because all Indians who are not nanga or bhooka are and have been complicit in complex and historical ways with the elaborate cultural and economic systems that make Indian society so cruel, so vulgarly unequal. And third, because it was painful to listen to people who have suffered so much themselves mock others who suffer, in different ways, but no less intensely, under the same oppressor. In that slogan I saw the seeds of how easily victims can become perpetrators.

Syed Ali Shah Geelani began his address with a recitation from the Qur’an. He then said what he has said before, on hundreds of occasions. The only way for the struggle to succeed, he said, was to turn to the Qur’an for guidance. He said Islam would guide the struggle and that it was a complete social and moral code that would govern the people of a free Kashmir. He said Pakistan had been created as the home of Islam, and that that goal should never be subverted. He said just as Pakistan belonged to Kashmir, Kashmir belonged to Pakistan. He said minority communities would have full rights and their places of worship would be safe. Each point he made was applauded.

I imagined myself standing in the heart of a Hindu nationalist rally being addressed by the Bharatiya Janata party’s (BJP) LK Advani. Replace the word Islam with the word Hindutva, replace the word Pakistan with Hindustan, replace the green flags with saffron ones and we would have the BJP’s nightmare vision of an ideal India.

Is that what we should accept as our future? Monolithic religious states handing down a complete social and moral code, “a complete way of life”? Millions of us in India reject the Hindutva project. Our rejection springs from love, from passion, from a kind of idealism, from having enormous emotional stakes in the society in which we live. What our neighbours do, how they choose to handle their affairs does not affect our argument, it only strengthens it.

Og håbet for fremtiden ligger selvfølgelig også i, at millioner af liberale i Pakistan afviser det islamistiske projekt, ligesom mange Kashmirier reelt også afviser den selvbestaltede men ikke reelle oprørsleder Syed Ali Shah Geelanis islamisme. Kashmir er måske nok islamisk, men har traditionelt ikke bekendt sig til strenge, wahhabi-lignende varianter af islam.

Lige nu er det bare kravet om azadi, frihed, der er det centrale krav fra folk, for hvem denne frihed også er frihed fra en årelang militær besættelse; det er en ånd, som ikke bliver let at få ned i flasken igen.

Og løsningen? Ikke nødvendigvis selvstændighed her og nu. Men selvstyre. Magasinet Tehelka interviewer ni forskellige parter i sagen, og de peger alle, trods meget stor uenighed, på nødvendigheden af mere selvstyre. Løsningen er selvstyre,  ophævelse af besættelsen, garantier, garantier til mindretallene.

Men hvis løsningen ikke kommer snart, risikerer det som antydet at gå helt galt; situationen er sprængfarlig.

Selv håber jeg ikke, det kommer så vidt – jeg boede selv i Kashmir i ca. to år af min barndom, og det er et usædvanligt smukt sted, som godt snart kunne fortjene at få fred.

Flere civile dræbt i Afghanistan

Denne gang er det 76 civile, der blev dræbt ved et fejlslagent bombardement i Herat-provinsen:

Det afghanske indenrigsdepartement har hævdet, at 76 civile blev dræbt under angrebet mod landsbyen Azizabad, blandt den 50 børn under 15 år.

En udsendt medarbejder fra Afghanistans uafhængige menneskerettighedskommission (AIHRC), besøgte landsbyen i Herat-provinsen i går og oplyser, at 78 mennesker blev dræbt, skriver NTB.

En fotograf fra nyhedsbureauet AP besøgte også landsbyen i går, og fandt over 20 grave, nogen af dem med flere døde.

Blandt ofrene er 20 kvinder og et ukendt antal børn. Som om sidste gang ikke var nok, kunne man sige, men det ville være misforstået: “Koalitionen” dræber civile afghanere hele tiden, det er bare ikke hver gang, vi hører om det. Hvis nogen spørger dig om, hvad vore danske soldater laver dernede, er det det, der er svaret: Hjælper de andre med at dræbe civile.

Hvis nogen spørger dig om, hvad de danske soldater laver af fornuftige ting dernede, er svaret meget nemmere: Ingenting. Vesten burde trække sine soldater ud af Afghanistan nu og i den forbindelse forsøge at forhandle en fredsordning/opdeling på plads med de civile. Det ville der være meget mere fremtid i.