Der har været en del tale om Afghanistan i de senere dage – hvordan dansk forsvar tilsyneladende er ved at være slidt ned til sokkeholderne i et engagement, som ellers mest er blevet præsenteret som genopbygning og U-landshjælp. Hvordan kan det gå så galt i en krig, vi til daglig hører så lidt om?
Sagen er, at krigen i Afganistan er groft underrapporteret i medierne, og at Afghanistan derfor har det med at forsvinde i den almindelige bevidsthed – det er vist et-eller-andet land dér langt borte, hvor der foregår en eller anden form for krig på lavt blus, og hvor vore danske Jens’er er nede for at hjælpe med at bekæmpe Taleban.
Men det står værre til, end man tror. Her er nogle få eksempler på, hvad der er sket bare i de sidste dage, 13.-15. juli:
- 40 guerillaer dræbt i et amerikansk-ledet angreb i Helmand-provinsen
- 24 mennesker, heraf 20 civile og fire politifolk dræbt i et selvmordsangreb på Uruzgan-provinsen ca. 400 kilometer sydvest for Kabul
- 9 amerikanske soldater dræbt i et angreb på en base i Nuristan i det østlige Afghanistan, ikke alt for langt fra grænsen til Pakistan
- 6 NATO-ansatte sikkerhedsvagter dræbt af en vejsidebombe i det sydlige Afghanistan
- 47 civile dræbt og 9 såret efter et amerikansk angreb på et bryllup i Nangarhar-provinsen i det østlige Afghanistan
Virkeligheden er også, at det i stigende grad ikke blot er Taleban, men alle mulige lokale ledere, herunder mange af dem, der førte an i kampen mod den sovjetiske besættelse, man er oppe imod. US News skriver i en typisk baggrundsartikel:
U.S. forces are keenly aware that they are facing an increasingly complex enemy here—what U.S. military officials now call a syndicate—composed not only of Taliban fighters but also powerful warlords who were once on the payroll of the Central Intelligence Agency. “You could almost describe the insurgency as having two branches,” says a senior U.S. military official here. “It’s the Taliban in the south and a ‘rainbow coalition’ in the east.”
Indeed, along with a smattering of Afghan tribal groups, Pakistani extremists, and drug kingpins, two of the most dangerous players are violent Afghan Islamists named Gulbuddin Hekmatyar and Jalaluddin Haqqani, according to U.S. officials. In recent weeks, Hekmatyar has called upon Pakistani militants to attack U.S. targets, while the Haqqani network is blamed for three large vehicle bombings, along with the attempted assassination of Karzai in April.
Ironically, these two warlords—currently at the top of America’s list of most wanted men in Afghanistan—were once among America’s most valued allies. In the 1980s, the CIA funneled hundreds of millions of dollars in weapons and ammunition to help them battle the Soviet Army during its occupation of Afghanistan.
Man er måske næsten fristet til at spørge, hvad i al verden Danmark skal på dén galej – som støtte til en amerikansk invasionsmagt, der opererer store, Guantanamolignende torturlejre og dræber civile, mens Taleban og de øvrige oprørere æder sig ind på dem?
Som russerne, og før dem briterne, lærte på den hårde måde for mange år siden: Afghanistan er ikke et land, man kan holde militært, og man burde ikke have lyst til at gøre forsøget. Det bedste, man kunne gøre, ville formentlig være at få en eller anden selvstyreaftale på plads for de enkelte provinser, erklære sejr eller i hvert fald fred og så se at komme ud derfra – i hvert fald militært. Og indtil vi kommer så langt, burde Danmark i hvert fald se at tage sine soldater hjem.
Danske soldaters tilstedeværelse i Afghanistan slider på de soldater vi har dernede (og det i en grad, så det danske forsvar reelt er ude af stand til at varetage forsvaret af Danmark, den eneste rigtige mening, det overhovedet kan have), og den gør ikke for femogtyve øre gavn.
Danmark ud af Afghanistan – nu!
