Yo der er valg snart
Og det’ om Danmark,
De sidste 10 år er vores land kun faldet i standard
Og glem deres tabeller, man kan se det selv,
Nu går jeg ind i den boks og stemmer E til det L
For jeg er træt af politikernes polemik,
Træt af en løgn gentaget nok er blevet til politik
Så at stemme Ø, er mig ikke et dilemma
For det’ min hjerne og mit hjerte, der går sammen og stemmer
For mit, blod det rødt, og mit hjerte til venstre,
Det venstre, der stadig føler kærlighed til mennesker
De mennesker — det et faktum, danner ryggen i vores samfund,
Men som bliver behandlet som afskum…
Interview med den egyptiske akademiker og aktivist Rabab El-Mahdi, der forklarer om den fortsatte egyptiske revolution og maner et par myter i jorden – for eksempel, at det var noget, der kom uventet, eller at der på nogen måde var tale om en “facebook-” eller “twitter”-revolution.
Electricity is actually made up of extremely tiny particles, called electrons, that you cannot see with the naked eye unless you have been drinking. Electrons travel at the speed of light, which in most American homes is 110 volts per hour. This is very fast. In the time it has taken you to read this sentence so far, an electron could have traveled all the way from San Francisco to Hackensack, New Jersey, although God alone knows why it would want to.
The five main kinds of electricity are alternating current, direct current, lightning, static, and European. Most American homes have alternating current, which means that the electricity goes in one direction for a while, then goes in the other direction. This prevents harmful electron buildup in the wires.
Plakat, som advarer om faren ved kriminelle elementers udplyndring af lokalområderne.
Den britiske premierminister David Cameron fokuserer meget på den rent politimæssige indsats mod den seneste uges uroligheder i Storbritannien. Det forstår man jo godt, for det passer ikke med hans program at tale om, hvordan folk i de berørte områder er blevet behandlet i de senere år.
A man is killed and the news story released carefully claims there were two shots fired. One killed the man, one bullet was in a police radio. Two guns at the scene. One for the police. One for the man.
His family hear the news first on tv, not after being contacted which is standard.
They try to get answers. They are ignored for several days. They insist he would never shoot at the police.A group of women go to the police station to protest peacefully. They are ignored, when standard procedure is to bring the leaders in for a chat.
A riot starts when a police officer and a woman have a disagreement. Don’t all riots start this way in the UK? A police officer and a member of the public. Observers get angry and the crowd is out of control.
The next day, a man is stopped and searched and he has nothing on him. A riot starts soon after.
The news later reveals that the second bullet was police issue and had hit the man before they went into the radio. There was no shoot out. He did have a gun but it does not appear to have been fired. It may have been appropriate to shoot him, if he was waving a gun around. That is not the point. The point is that the public were right to be suspicious of the news story because it was a careful arrangement of the truth to look like something else happened. The police did not lie this time but they did not tell the truth either.
All of this will be forgotten. That his family were treated with disrespect. That the police did not tell the truth (and expected to get away with it, because they will). That the peaceful protesters had no voice. That young men in London are sick of being stopped and searched when they have done nothing wrong.
And we will forget it because it is easier to say that there are goodies and baddies.
Selvfølgelig er det også rigtigt, som Amila påpeger, at plyndringer og hærværk i folks egne kvarterer er en meget skadelig form for “oprør”. Et “britisk forår” i stil med opstandene i Tunesien og Egypten ville have været bedre. But it ain’t all that simple, som jeg også indvender i en kommentar ovre hos Amila:
These neighbourhoods in London are really experiments in social engineering. People are crammed together in dire circumstances, in vast estates where everybody’s living in poverty, and where everybody is asked to internalize society’s values that poverty is self-inflicted, that they are really not poor and rejected by society, unable to find jobs, etc., because something is unfair, but because they are failures in life. Basically, these people are put in a box with lots of material deprivation, told that if they can’t get out it’s their fault. At the same time, the *only* way out for many (not all) young people involves crime; but if that fails they’re told they’re evil.So basically, British society has crammed a lot of people into a box with too little food, and when they turn against each other and generally act badly (as was to be expected), they are chided by idiots like Damian Thompson. This is a bit like urinating on them only afterwards to complain that they smell.
This is not to defend looting. Burning down your own neighbourhood is stupid, and a semi-violent political uprising like the one against Mubarak in Egypt would be way better. Alas, I think British society may not be ready for this just yet (Danish society even less, of course). But even so, we should be railing against the power structures that confine people in such structures where violence and rioting becomes the natural response rather than against those who react quite naturally to the situation they’re put in through no fault of their own.
Med andre ord: Hvis vi ønsker at undgå den slags uroligheder i Danmark (og vi har haft dem i mindre målestok, blandt andet i Århus-forstaden Rosenhøj for en del år siden), må vi væk fra hele det borgerlige samfunds tankegang, at de store, trøstesløse estates er fulde af folk, som er fattige, fordi de er dumme og dovne.
Folk må selv tage ansvar for at skaffe sig rigdom og succes, men i et retfærdigt samfund kan det ikke være et individuelt ansvar at sørge for, at ingen lever i fattigdom og nød. Sandheden er altså, at folk i de kvarterer, de aktuelle uroligheder udgik fra, er fattige, fordi samfundet er uretfærdigt, fordi de er blevet udplyndret i årtier – af skiftende regeringer, af et erhvervsliv, der er mest optaget af at berige sig selv, og af rovgriske supermarkedskæder som Tesco, der udsuger lokalområderne ved at udkonkurrere de lokale handlende og bagefter sætte priserne i vejret – og fordi de bliver chikaneret af politi og andre myndigheder.
Man kunne undgå opstande og plyndring ved én gang for alle at anerkende, italesætte og solidarisere sig med den uretfærdighed – og få en reel politisk bevægelse mod uretfærdigheden i stedet. Men ønsker man sig dette? David Cameron vil formentlig meget, meget hellere have de nuværende riots.
Bemærk den fuldstændige mangel på respekt, der rammer den ældre herre, så snart han begynder at anfægte den officielle linje om “ballademagere” og antyde, at folk faktisk kunne have noget at være vrede over.
I’m huddled in the front room with some shell-shocked friends, watching my city burn. The BBC is interchanging footage of blazing cars and running street battles in Hackney, of police horses lining up in Lewisham, of roiling infernos that were once shops and houses in Croydon and in Peckham. Last night, Enfield, Walthamstow, Brixton and Wood Green were looted; there have been hundreds of arrests and dozens of serious injuries, and it will be a miracle if nobody dies tonight. This is the third consecutive night of rioting in London, and the disorder has now spread to Leeds, Liverpool, Bristol and Birmingham. Politicians and police officers who only hours ago were making stony-faced statements about criminality are now simply begging the young people of Britain’s inner cities to go home. Britain is a tinderbox, and on Friday, somebody lit a match. How the hell did this happen? And what are we going to do now?
In the scramble to comprehend the riots, every single commentator has opened with a ritual condemnation of the violence, as if it were in any doubt that arson, muggings and lootings are ugly occurrences. That much should be obvious to anyone who is watching Croydon burn down on the BBC right now. David Lammy, MP for Tottenham, called the disorder ‘mindless, mindless’. Nick Clegg denounced it as ‘needless, opportunistic theft and violence’. Speaking from his Tuscan holiday villa, Prime Minister David Cameron – who has finally decided to return home to take charge – declared simply that the social unrest searing through the poorest boroughs in the country was “utterly unacceptable.” The violence on the streets is being dismissed as ‘pure criminality,’ as the work of a ‘violent minority’, as ‘opportunism.’ This is madly insufficient. It is no way to talk about viral civil unrest. Angry young people with nothing to do and little to lose are turning on their own communities, and they cannot be stopped, and they know it. Tonight, in one of the greatest cities in the world, society is ripping itself apart.
Violence is rarely mindless. The politics of a burning building, a smashed-in shop or a young man shot by police may be obscured even to those who lit the rags or fired the gun, but the politics are there. Unquestionably there is far, far more to these riots than the death of Mark Duggan, whose shooting sparked off the unrest on Saturday, when two police cars were set alight after a five-hour vigil at Tottenham police station. A peaceful protest over the death of a man at police hands, in a community where locals have been given every reason to mistrust the forces of law and order, is one sort of political statement. Raiding shops for technology and trainers that cost ten times as much as the benefits you’re no longer entitled to is another. A co-ordinated, viral wave of civil unrest across the poorest boroughs of Britain, with young people coming from across the capital and the country to battle the police, is another.
Months of conjecture will follow these riots. Already, the internet is teeming with racist vitriol and wild speculation. The truth is that very few people know why this is happening. They don’t know, because they were not watching these communities. Nobody has been watching Tottenham since the television cameras drifted away after the Broadwater Farm riots of 1985. Most of the people who will be writing, speaking and pontificating about the disorder this weekend have absolutely no idea what it is like to grow up in a community where there are no jobs, no space to live or move, and the police are on the streets stopping-and-searching you as you come home from school. The people who do will be waking up this week in the sure and certain knowledge that after decades of being ignored and marginalised and harassed by the police, after months of seeing any conceivable hope of a better future confiscated, they are finally on the news. In one NBC report, a young man in Tottenham was asked if rioting really achieved anything:
“Yes,” said the young man. “You wouldn’t be talking to me now if we didn’t riot, would you?”
“Two months ago we marched to Scotland Yard, more than 2,000 of us, all blacks, and it was peaceful and calm and you know what? Not a word in the press. Last night a bit of rioting and looting and look around you.”
Eavesdropping from among the onlookers, I looked around. A dozen TV crews and newspaper reporters interviewing the young men everywhere ‘’’
Verdens første World Wide Web-server blev sat i drift på CERN den 6. august 1991, hvilket i dag er tyve år siden. Systemet blev opfundet af Tim Berners-Lee, der lagde grunden til systemets kolossale udbredelse ved at offentliggøre sine programmer kvit og frit, så alle kunne gøre med dem, som de ville. Det var der mange, der reagerede på.
På det tidspunkt læste jeg selv fysik og datalogi ved Århus Universitet. DAIMI (Datalogisk Afdeling, som det hed dengang) fik en WWW-server i slutningen af 1993 (tror jeg nok), og jeg lavede min egen første hjemmeside i løbet af 1994. Jeg havde ikke lært HTML, så hjemmesiden blev lavet i emacs og LaTeX, hvorefter den blev konverteret til HTML med latex2html. Herefter blev teksten rettet til i emacs. Da jeg fik internet hjemme gik jeg over til at bruge notepad og Wordpad i stedet, indtil jeg i 2005 endelig fik et styresystem med en rigtig editor indbygget. Denne editor hedder vi 🙂
I dagens anledning bringer jeg nedenstående citat om baggrunden for World Wide Web fra min kommende bog med arbejdstitlen Fri software – et kampskrift:
I 1990 udviklede en ung fysiker ved CERN et internet-baseret system, der havde til formål at lette udvekslingen af alle former for data mellem forskellige videnskabelige faciliteter. Fysikeren hed Tim Berners-Lee, og det system, han havde opfundet, kaldte han World Wide Web. Berners-Lee havde få måneder forinden overværet et foredrag med Richard Stallman om nødvendigheden af fri software i forskningsverdenen. Han besluttede derfor at hjælpe sit system på vej ved at lægge både programmer og kildekode til download og fri afbenyttelse på CERNs Internet-servere.
Berners-Lees nye system bestod af en central server, der kunne servere dokumenter for systemets brugere. Brugerne kunne så læse dokumenterne ved hjælp af en særligt indrettet klient eller browser, der kunne vise den kode, serveren brugte til at få dokumenterne til at se pæne ud. Denne kode var den første udgave af det i dag meget udbredte formatteringssprog HTML, som Berners-Lee havde opfundet til lejligheden. For at snakke sammen brugte klient og server en ny netværksprotokol, som Berners-Lee kaldte HTTP – en forkortelse for “Hyper Text Transfer Protocol”.
Berners-Lees opfindelse bredte sig hurtigt til universiteter verden over. National Center for Supercomputing Applications tog udgangspunkt i Berners-Lees oprindelige software og skabte verdens første virkelig udbredte web-browser Mosaic. James H. Clark grundlagde firmaet Netscape og skabte den første kommercielle browser sammen med en stor del af de oprindelig programmører fra NCSA. Netscape havde en indbydende grafisk brugerflade og en overskuelig formattering af nettets HTML-sider og har en stor del af æren for at bringe Internettet ind i almindelige menneskers hjem. En anden gruppe af tidligere ansatte hos NCSA gik til Microsoft, hvor de brugte koden fra Mosaic som grundlag for de første versioner af Microsofts Internet Explorer-browser.
Da folk begyndte at blive opmærksomme på muligheden for at lave sider på World Wide Web, bredte ideen sig hurtigt. Mange virksomheder, institutioner, organisationer og enkeltpersoner lavede deres egne hjemmesider, hvor de reklamerede for deres egne produkter eller fortalte om noget, der var vigtigt for dem.
Sidernes grafiske præsentation blev styrket af den omstændighed, at HTML består af tekster med forskellige koder. Selve teksten er bl.a. det, som brugeren ser på skærmen, mens koderne styrer præsentationen. Da alle browsere indeholder en funktion, der hedder “Se HTML” eller “Se sidens kildekode” eller noget i den retning, kunne folk hurtigt komme i gang med at lave nye sider ved at tage udgangspunkt i koden for andre menneskers eksisterende sider. Alle kunne altid se, hvordan en given sides layout var fremstillet, og grafiske nyskabelser bredte sig derfor med omtrent samme hastighed som selve teknologien.
En gruppe af frivillige og repræsentanter for forskellige firmaer arbejdede videre med Berners-Lees oprindelig server-program og udviklede web-serveren Apache, der i forskellige udgaver i dag er den mest udbredte webserver på internettet. Dette gjorde de i Tim Berners-Lees oprindelige ånd. Det vil sige, at de betragtede serverens design som et fælles, åbent projekt, som alle kunne bidrage til og nyde godt af, hvis de ville. Mens virksomheder som Microsoft, Netscape og IBM solgte webservere til meget høje priser, fortsatte folkene bag Apache med helt i Berners-Lees ånd at dele deres server ud til hvem, der end ville have den. Apaches popularitet tiltrak så vægtige bidragydere, at denne gratis web-server var og i dag stadig er den bedste af dem alle sammen.
Fælles for udbredelsen af Internettet som fundament for vore dages kommunikation og World Wide Web som Internettets måske vigtigste manifestation for almindelige mennesker er altså, at de fik så stor udbredelse, fordi de blev beskrevet og dokumenteret i fuld offentlighed, og fordi de første udgaver af de underliggende programmer blev foræret væk til enhver, der havde lyst til at bruge og ændre dem.
Internettet kunne altså kun få den succes og udbredelse, som det har, fordi det byggede på åbne standarder og fri software.
Så tillykke til Tim Berners-Lee og W3C, som i dag forvalter de åbne standarder bag World Wide Web og dermed Internettet, som de fleste kender det.
Siden det forfærdelige terrorangreb i fredags i Oslo, har diskussionen i medierne handlet om hvordan man skal forhindre at den racistiske tone i den offentlige debat ansporer højreekstremister at gribe til vold, mord og terror. Et af de løsningsforslag der er gået igen har desværre været den gamle traver om forbud mod nazistiske organisationer, samt forskellige former for indskrænkning af ytringsfriheden.
Antifascistisk Aktion er modstandere af at forbyde, indskrænke eller censurere højreekstreme udtalelser og aktiviteter. Det er vi blandt andet fordi erfaringerne fra vores nabolande Tyskland og Sverige viser at forbud mod højreekstreme og nazistiske grupperinger, aktiviteter, symboler og udtalelser ikke får dem til at forsvinde, men blot får dem til vokse i det skjulte. Al historie viser, at forbud og censur radikaliserer og styrker højreekstremisterne:
* De går under jorden, bevæbner sig og bliver markant mere voldelige.
* De bliver martyrer, hvilket giver dem en større tiltrækningskraft på unge der betragter sig selv som i opposition til det etablerede samfund.
Hvis man ønsker at forhindre en radikalisering og militarisering af den højreekstreme bevægelse herhjemme, så er forbud og begrænsninger i ytringsfriheden et stort skridt i den helt forkerte retning.
Svaret på den højreekstreme trussel er derimod en øget opmærksomhed på de højreekstreme miljøer og en kollektiv, åben og kontinuerlig modstand mod nazismen og fremmedhad fra hele civilsamfundet.
Jeg kunne ikke være mere enig. Der er grund til at være opmærksom på de mest hadefulde og ekstreme grupperinger på højrefløjen, men at forbyde dem eller forhindre dem i at ytre sig hjælper ikke noget som helst. Lad os hellere gå foran med et godt eksempel.
