Author: Carsten Agger

Demoen mod Hizb ut-Tahrir – en lærestreg for den antiracistiske opposition

Lars Henrik Carlskov fra Enhedslisten i Århus skriver på sin blog:

Fredag eftermiddag oplevede vi desværre atter det tåkrummende syn af fremtrædende repræsentanter for Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten stående skulder ved skulder med racistiske politikere og erklærede nazister i en demonstration mod den islamistiske organisation Hizb-ut-Tahrir. Velkendte islamofober som Karen Jespersen og Farshad Kholghi var inviteret som talere, og ud over repræsentanter fra venstrefløjen mødte intet mindre end otte ministre op, foruden naturligvis delegationer fra højreradikale grupper som Danmarks Nationale Front og SIAD. Så der blev både heilet og råbt perker ved demonstrationen.

På forhånd havde det vakt voldsom opstandelse, at Hizb-ut-Tahrir i invitationen til arrangementet i Den Sorte Diamant afbilledede en kiste svøbt i dannebrog og forklarede, at mødet ville:

”…sætte fokus på pligten til væbnet modstand for muslimerne i Afghanistan og omegn. Vi anser denne modstand som fuldt ud legitim. I den sammenhæng vil myndighedernes forsøg på at kriminalisere eller intimidere enhver krigsmodstander også blive belyst.”

Dette resulterede som bekendt i, at kulturminister Per Stig Møller forsøgte at forhindre afholdelsen af mødet samt, at justitsminister Lars Barfoed, på opfordring fra De Radikale og SF, bad rigsadvokaten om igen at undersøge muligheden for at forbyde organisationen. Lars Barfoed forklarede endvidere, at det falder uden for ytringsfrihedens rammer at beskrive afghanernes væbnede modstand mod NATO’s besættelse som legitim.

Hvis vi skal følge den særegne Barfoed’ske logik, bør det således også være strafbart, som f.eks. den fremtrædende amerikanske jurist Marjorie Cohn har gjort det, at betegne NATO’s krig som ”ulovlig”, idet det indebærer, at afghanernes modstand, voldelig såvel som ikke-voldelig, er lovlig. Til kategorien af strafbare handlinger hører det dermed også at citere FN-charterets artikel 51 og FN-resolution 42/159, der begge fastslår retten til at gøre oprør mod en besættelse.

Selvom justitsministeren, tilmed assisteret af De Radikale og SF, vil bruge domstolene til at forhindre udbredelsen af sådanne ytringer, må det være på sin plads at understrege, at retten til modstand mod besættelse og undertrykkende regimer ikke er afhængig af en juridisk forhåndsgodkendelse. Tværtimod vil magthaverne oftest stemple legitim modstand som ”terrorisme”, på samme måde som den danske modstandsbevægelse oplevede det under 2. verdenskrig og som det efterfølgende er sket for nationale befrielsesbevægelser lige fra Algeriet og Vietnam til Sydafrika og Palæstina. Nøjagtig det samme er tilfældet i Afghanistan i dag, på trods af, at selv amerikanske efterretningsrapporter vurderer, at blot omkring 10 % af oprørerne tilhører grupper som Taliban og al-Qaeda.

Zap over og læs det hele, det er ulejligheden værd.

SF’eren Trine Pertou Mach, som selv deltog i demonstrationen, kommer i øvrigt til ungefær samme resultat: Demonstrationen mod Hizb ut-Tahrir var et fejlskud.

Hizb-ut-Tahrir og Afghanistan

HuT demo London


 

Jeg følte ikke den ringeste trang til at deltage i gårsdagens nazi-, regerings- og Dansk Folkeparti-støttede demonstrationer mod Hizb-ut-Tahrirs møde i Det Kongelige Biblioteks “Sorte Diamant”, men ville (hvis ikke jeg havde opholdt mig i Århus) måske snarere have deltaget i selve mødet for at høre, hvad de havde at sige.

I stedet nøjedes jeg med at følge arrangementet live på deres hjemmeside khilafah.dk, og det inspirerede mig til en række kommentarer på Twitter.

Det overordnede indtryk af arrangementet er, at det var meget velforberedt, og foreningens PR-afdeling havde gjort et glimrende arbejde med at vække folks interesse for mødet – der er nok mangen en forening med et tilsvarende lavt medlemstal, der kun kan drømme om en så massiv mediereklame for deres arrangementer, som Hizb-ut-Tahrir her fik foræret af deres såkaldte modstandere.

Selve arrangementet var delt i to, først en dokumentarfilm og en række oplæg fra panelet om krigen i Afghanistan, herefter en noget kortere debat-del, hvor det var muligt at stille spørgsmål.

Mit overordnede indtryk er som sagt, at der var tale om et særdeles velforberedt arrangement, og oplæggene bar præg af stor intelligens og viden om baggrunden for krigen i Afghanistan. Deres analyser af krigens årsager og resultater, og deres lammende kritik af det nuværende korrupte styre i Afghanistan og de grusomme krigsherrer, som det i vid udstrækning hviler på, var både berettiget og præcis. Og det er fuldstændig korrekt at gøre opmærksom på, at civile, og det er både mænd, kvinder og børn, lemlæstes og myrdes af vestlige soldater i en krig, der kan virke komplet udsigts- og formålsløs.

Med mindre altså krigens formål har meget mere at gøre med storpolitiske skaktræk samt olie og naturgas og rørledninger til disse ting end med afghanernes velbefindende. Og hvis det sidste er rigtigt, kan vi vel alle blive enige om, at så har Danmark intet at gøre i denne krig.

Det er også korrekt, at hvis afghanske borgere, lokalområder eller stammer oplever at blive invaderet af fremmede, fjendtlige soldater, så har de ret til at forsvare sig mod disse soldater. Det siger sig selv, og er ganske rigtigt også det argument, som vi i dag bruger til at forsvare den danske modstandsbevægelse (som af datidens medier og politikere netop  blev beskrevet og betragtet som kriminelle terrorister).

Denne del af Hizb-ut-Tahrirs oplæg fremstod som en intelligent, veltilrettelagt analyse med mange pointer, som må være særdeles smertefulde for tilhængere af krigen i Afghanistan. Deres egne forslag til løsning af konflikten var imidlertid ikke specielt overbevisende – det kunne, om noget, give associationer til den revolutionære venstrefløjs revolutionsplaner i 70erne, der nok var funderet i al mulig marxistisk teori og udtænkt til punkt og prikke på det intellektuelle plan, men som ikke ville have haft skyggen af en chance i praksis.

Hizb-ut-Tahrir mener, at alle krigshandlinger i Afghanistan skal indstilles omgående, fra alle sider (de opfordrer altså ikke til angreb på danske eller andre soldater dernede, som det er blevet påstået). Herefter skal det afghanske folk have lov til at vælge en kalif, og denne kalif skal ligesom de fire første kaliffer i Medina regere med folkets opbakning og efter folkets ønsker, idet han holdes på plads og kontrolleres af et uafhængigt domstolsvæsen. Kvinder har fuld stemmeret, og det enkelte individs rettigheder skal sikres. Hvis de vestlige magter nægter at trække sig ud, skal Pakistan udstede et ultimatum om, at de selv vil rykke ind og etablere dette kalifat. Kalifatet vil nu udnævne landets olie og gas til at være samfundets ejendom, og i stedet for at fore den afghanske “præsident” Hamid Karzais og families schweiziske bank-konti vil kaliffen bruge pengene på at udvikle og industrialisere landet til gavn for alle.

Så smuk denne vision end kan være,  er det ikke særligt overbevisende, at det er det, der faktisk ville ske, hvis de vestlige tropper trak sig ud. Al Hizb-ut-Tahrirs tale om “det afghanske folk” kan ikke skjule, at Afghanistan faktisk er et meget fragmenteret land med mange etniske grupper, som aldrig har haft nogen særligt stærkt centralmagt – eller nogen klar forestilling om at være ét “afghansk folk”, for den sags skyld.

Den smertefuldt præcise analyse af krigens ulykker blev altså fulgt op af en rent teoretisk og utopisk løsning, der i praksis (og desværre) ikke har gang på jord.

To spørgere satte i særlig grad fokus på netop det aspekt. En afghaner rejste sig og gjorde opmærksom på, at Afghanistan p.t. har valgt “det onde” – krigsførende, kolonialistisk kapitalisme, som han selv udtrykte det – for at undgå “det ondeste”, nemlig den fundamentalistiske fanatisme, som Taleban repræsenterer. Han beskyldte Hizb-ut-Tahrir for ikke at kende nok til forholdene i Afghanistan og spurgte, hvilken organisation, en eventuel afghansk frihedskæmper kunne eller skulle slutte sig til.

Panelets svar afslørede, at  Hizb-ut-Tahrirs forsvar for modstandskampen er rent teoretisk og principielt – de har ikke som sådan nogen reelt eksisterende modstandsgrupper i Afghanistan, som de støtter og anbefaler.

En kvinde, efter lokalkendskabet at dømme med pakistansk baggrund (hvilket dog var umuligt at afgøre ud fra hendes aldeles flydende danske) gjorde tilsvarende opmærksom på, at deres forslag om, at Pakistan skulle gå ind i konflikten og stille et ultimatum til USA, er fuldstændig urealistisk: Pakistans regering er for det første i lommen på USA, for det andet har den ikke engang fuld kontrol over sit eget territorium, og for det tredje kunne en sådan handling udløse en international krig, som ingen ville vinde.

Svarene på disse og andre spørgsmål viste klart Hizb-ut-Tahrirs retoriske model, som hurtigt blev monoton: Taleren begynder venligt og sagligt med at redegøre for sammenhængen, som han selv ser den, fortsætter med at tale og dvæler ved vestmagternes forbrydelser og de korrupte islamiske regeringers tyveri og depravitet, og ender med at tale vredt og indtrængende om, hvordan disse forbrydelser skal stoppes. Svarene begyndte typisk med sagligt korrekte argumenter og oplysninger, men endte i en følelsesmæssig appel, der i sidste ende betyder: Kvinder og børn dør, og derfor har jeg ret – eller vil du måske, at kvinder og børn dør? Ganske politikeragtigt, i grunden.

Der er ingen tvivl om, at mødets arrangører er både engagerede og velmenende – men deres svar på de to kritiske spørgsmål, som jeg har refereret her, var ikke specielt overbevisende. Analysen af, hvad der er galt i Afghanistan, er egentlig god nok, men deres løsningsforslag kan umuligt omsættes i praksis.

Betyder det så, at Hizb-ut-Tahrir afslørede sig selv som lige så “farlige”, som moddemonstranterne forsøgte at gøre opmærksom på? Nej, ikke i mine øjne. Det er svært ikke at sympatisere bare en lille smule med deres mod og deres engagement i arbejdet mod de forbrydelser, der faktisk begås i Afghanistan. Det urealistiske i de konkrete planer minder mere end noget andet om 70ernes og 80ernes virkelighedsfjerne, men uskadelige universitetsmarxister, hvis revolutionsromantik kunne udfolde sig frit, ubesudlet af noget forsøg på faktisk at aktualisere den som virkelighed.

Og som med universitetsmarxisterne kunne man ønske, at de engagerede unge mennesker kom ind i kampen og bidrog til ting, der helt konkret kunne gøre livet bedre for folk i Afghanistan – frem for luftige planer, der forudsætter, at man først gennemfører en socialistisk revolution eller et kalifat, eller udskifter regimet i Pakistan. I den forstand var Hizb-ut-Tahrirs møde rigt på oplysning, analyser og spørgsmål, men fattigt på brugbare svar.

Se også: Afghanistan – drømmen og virkeligheden

VKO: De fremmede skal ud

Ja, også de velfungerende fremmede. Også dem, der kan og vil tage fat og gøre en indsats. Hvis der fremmede, vil vi ikke have dem her, duer ikke, væk! Anden konklusion er det næppe muligt at drage efter beretningen om, hvordan VKOs brutale apartheid-politik har splittet endnu en dansk-udenlandsk familie:

Op til jul mistede vi et kært familiemedlem. Heldigvis er der ikke tale om et dødsfald, men efter snart halvandet års hård kamp er det stadig ikke lykkedes for vores svigerdatter fra Japan at opnå opholdstilladelse her i landet, og hun har forståeligt nok valgt at forlade sin mand og deres hjem for at rejse tilbage til Tokyo.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen skriver i en kronik i Jyllands-Posten 27/11 2010 under overskriften ”Danmark er et åbent samfund”, at vi har brug for dem, der kan og vil bidrage til det danske velfærdssamfund, og »Vi skal indrette os sådan, at vi kan tiltrække dygtige virksomheder og medarbejdere, der kan gøre Danmark rigere.«

Virkeligheden er imidlertid en helt anden.

Vores søn Martin blev gift i Middelfart med Satsuki 10/10 2009. Med til festen var hendes forældre og søster fra Japan. Satsuki er 32 år og uddannet lærer, en uddannelse, som hun har fået godkendt i Danmark.

Ud over japansk taler hun et udmærket dansk og engelsk, efter at hun gennem flere år har arbejdet på skift i Danmark (højskole og friskole) og Japan (it-firma og skoler). Martin og Satsuki har kendt hinanden i fem år, og da de sidste år bestemte sig for at gifte sig, ankom Satsuki til Danmark i september, og Fænøsund Friskole stod klar med et arbejde til hende, hvor eleverne glædede sig til at gense hende.

Hun søgte derfor om opholdstilladelse, men fik omgående besked fra Udlændingeservice, at hun ikke måtte arbejde eller deltage i frivilligt arbejde, så længe hendes sag var under behandling. (…)

Martin pådrog sig ved en ulykke i 2002 en hjerneskade, der har medført problemer med koncentration, initiativ og udholdenhed samt nedsat evne til at lære nyt. Derfor valgte han, efter råd fra sagsbehandleren, revalidering i stedet for SU, da det gav ham ret til en lidt længere tid til studiet end den normerede.

Den kommunale sagsbehandler var ikke klar over, at revalideringsydelse i modsætning til SU regnes for en social ydelse, som medfører, at man tidligst kan få ægtefællesammenføring et år efter ydelsens ophør (nu ændret til tre år).

Vi klagede over afgørelsen, da loven siger, at der kan dispenseres, hvis den danske ægtefælle lider af et alvorligt handicap. Efter den obligatorisk langtrukne sagsbehandling i ministeriet fastholdt man her afslaget og henviste de unge til ”at dyrke familielivet” i Japan, da deres tilknytning til dette land var lige så stor som til Danmark.

Dette på trods af, at læger skriftligt havde erklæret, at Martin var ude af stand til at lære japansk og således gøre sin uddannelse færdig i Japan.

Mine fremhævelser. Jeg savner ord for den forbrydelse, der er begået mod denne og alt for mange andre familier.

Familiens læserbrev i Jyllands-Posten: Danmark, vågn op!

Dansk landbrug har verdensrekord i at behandle svin dårligt

Som Politiken skriver: Flere pattegrise dør af dårlige forhold i Danmark end i noget andet land i verden:

Den intensive avl af danske svin betyder, at Danmark har fået rekorden i pattegrisedødelighed, når andelen af dødfødte grise tælles med.

Det viser en ikke offentliggjort rapport, som forskere fra Aarhus Universitet har udarbejdet for Fødevarestyrelsen. I rapporten beskrives dødeligheden som »et etisk og velfærdsmæssigt problem«. (…)

Forskerne fra Aarhus Universitet anbefaler en række initiativer, der kan gøre op med den kedelige rekord, som betyder, at 24 procent af samtlige fødte pattegrise er døde inden fire uger. Det svarer til 25.000 destruerede pattegrise om dagen og ni millioner om året.

På kort sigt kan man nedbringe dødeligheden ved øget overvågning af fødslerne, mener forskerne. Danske søer har verdensrekord i kuldstørrelser. De store kuld betyder mange små, svage og underudviklede grise, som har øget risiko for at dø under eller efter fødslen. Mange smågrise bliver klemt ihjel og dør af sult og kulde. (…)

Et andet velfærdsproblem, rapporten peger på, er brugen af ammesøer. Soen har typisk 14-16 funktionsdygtige patter, men kuldstørrelserne er ofte på over 20. Det betyder, at de overskydende grise skal placeres hos ammesøer, der bliver fikseret i lange perioder. Dyrenes Beskyttelse vil gøre op med brugen af ammesøer.

Vi ved alle, at dansk landbrug er en underskudsforretning, der kun overlever takket være en omfattende bistandshjælp. Vi ved, at dansk landbrug kynisk og uden skrupler har smadret den danske natur, så Danmark i dag er et af de mest intensivt dyrkede landbrugslande i verden. Vi ved, at hver ko får mere i landbrugsstøtte pr. dag, end mange fattige mennesker har at leve for. Og nu ved vi altså også, at danske svineavlere åbenbart sætter en ære i at være dyremishandlere.

Føj og velbekomme, siger jeg bare.

Link: Dansk verdensrekord i døde pattegrise

Lidt baggrund om Tunesien

Kevin Ovenden skriver på Lenin’s Tomb:

He moved in to the Presidential Palace with his official wife, but Leila [hans elskerinde] kicked up such a stink that he divorced and she moved in. Her brother, a small time mafiosi, overnight was transformed into one of Tunisia’s leading businessmen. Stellar advancement beckoned for the rest of the Trabelsi clan as Tunisia itself sank into the nightmare of police repression, corruption on a Croesian scale and slavish adherence to US/French policy interests, all glossed over in Washington, London and Paris, of course, as they encouraged tourism and then latterly the enforced one way flights of rendition to the black jails of the Tunisian desert.

So – an endearing first family for life. Somehow I don’t hear a Lloyd-Webber musical in the wings, a la Evita: Eva Peron had in contrast infinite redeeming features.

Ben Ali was not alone at the top of a pyramid of sadistic repression, grand corruption internally and pimping the country externally. The core of the movement of demonstrations and strikes is surely right in focusing the next steps on the complete clearing out of all those tainted by association with the regime. The caretaker President is already being targeted and the protests continuing.

It is enormously significant that one of the most pro-western and seemingly stable dictators in the Arab world has fallen in a revolution. Only belatedly do events seem to be entering the calculus of Western policy makers and of potentates and princes in the Middle East. Sarkozy was looking forward to playing kingmaker in the unfolding crisis in another former French possession, Lebanon, as Western forces vainly try to get their ducks in a row to isolate Hizbollah and turn back the strengthening alliance between Turkey, Syria and Iran, thus shoring up their own interests and those of Israel.

Se også TV-klippet herover. En politistat falder; et historisk øjeblik.

Oprør i Tunesien

Den udmærkede Bahraini Mahmood udtrykker utvivlsomt mange araberes følelser under overskriften: “An Arab Revolution! WTF!“:

Bye bye dictator.

Good luck to Tunisia and Tunisians over the critical coming few weeks and months. Keep your head, for goodness sake and don’t turn it into a North African Iraq. You have an unbelievable chance to make things better and inculcate popular modern democracy. Don’t fall into the theocracy trap, it won’t do you good. One Iraq and one Iran is enough for our world.

Bonne chance Tunisie.

Brian Whitaker forklarer i The Guardian (28. december), hvordan opstanden begyndte:

The riots and demonstrations that have swept through Tunisia during the past 10 days also began with a small incident. Twenty-six-year-old Mohamed Bouazizi, living in the provincial town of Sidi Bouzid, had a university degree but no work. To earn some money he took to selling fruit and vegetables in the street without a licence. When the authorities stopped him and confiscated his produce, he was so angry that he set himself on fire.

Rioting followed and security forces sealed off the town. On Wednesday, another jobless young man in Sidi Bouzid climbed an electricity pole, shouted “no for misery, no for unemployment”, then touched the wires and electrocuted himself.

On Friday, rioters in Menzel Bouzaiene set fire to police cars, a railway locomotive, the local headquarters of the ruling party and a police station. After being attacked with Molotov cocktails, the police shot back, killing a teenage protester.

By Saturday, the protests had reached the capital, Tunis – and a second demonstration took place there yesterday.

Egyptian Chronicles har bemærket, at der er tale om et historisk øjeblik:

Do you follow what is happening currently in Tunisia ?? You do not , then you are missing a lot.
Forget about the Lebanese government ,forget about the South Sudan , even forget about Egypt for now because we are now in front of a history making moment. The Tunisians.
Currently there is a revolution in Tunis, the capital , thousands are protesting in front of the ministries and central bank demanding Ben Ali to step down immediately. The clashes in the capital are violent and yet the people are not giving up nor they are deceived by Ben Ali’s tricks …”

Selvfølgelig fumler der også nogle danske bonderøve rundt dernede til skam og skændsel for alle danskere med to brikker at flytte rundt med og  blot antydningen af et hjerte. TV2 beretter således om de heltemodige danske golfturister, der svæver i yderste livsfare på deres luksushoteller.

Hvordan kan det være, at jeg ikke har ondt af disse velhavende mennesker, der ser folk kæmpe for deres frihed og mod det diktatur, deres egne turistkroner går til at støtte, og ikke tænker på andet end, hvor traumatisk og ubehageligt, det er for dem selv? Hvad har disse golfturister gjort eller tænkt sig at gøre for at støtte demonstranterne? – spørger man uvægerligt sig selv. De kunne faktisk gøre en betydelig forskel i retning af at sprede ordet om oprøret og dets baggrund – i stedet sidder de og ryster på deres hoteller og venter på, at rejsebureauet skal komme og redde dem.

Meget apropos spørger Mark Lynch aka Abu Aardvark, hvor demokratiets forkæmpere dog er blevet af i spørgsmålet om Tunesien:

Barely a month goes by without a Washington Post editorial bemoaning Egypt’s authoritarian retrenchment and criticizing the Obama administration’s alleged failure to promote Arab democracy. But now Tunisia has erupted as the story of the year for Arab reformers. The spiraling protests and the regime’s heavy-handed, but thus far ineffective, repression have captured the imagination of Arab publics, governments, and political analysts. Despite Tunis’s efforts to censor media coverage, images and video have made it out onto social media and up to Al Jazeera and other satellite TV. The “Tunisia scenario” is now the term of art for activist hopes and government fears of political instability and mass protests from Jordan to Egypt to the Gulf.

But the Post‘s op-ed page has been strikingly silent about the Tunisian protests. Thus far, a month into the massive demonstrations rocking Tunisia, the Washington Post editorial page has published exactly zero editorials about Tunisia. For that matter, the Weekly Standard, another magazine which frequently claims the mantle of Arab democracy and attacks Obama for failing on it, has thus far published exactly zero articles about Tunisia. Why are the most prominent media voices on Arab democracy so entirely absent on the Arab reform story of the year?

Hvis du gerne vil holde dig generelt opdateret, er Aljazeera ikke det værste sted.

Denne video – som kun er én blandt rigtig mange – kan også give et indtryk af stemningen og ikke mindst den voldsomhed, demonstrationer slås ned med i disse dage:

Gazas unges manifest for forandring

Dette manifest af unge i Gaza blev først udgivet på Facebook og er nu oversat til 21 sprog. For yderligere baggrund se denne artikel fra Aljazeera.

Fuck Israel. Fuck Hamas. Fuck Fatah. Fuck FN. Fuck UNWRA. Fuck USA! Vi, de unge i Gaza, er trætte af Israel, Hamas, besættelsen, krænkelser af menneskerettigheder og ligegyldigheden fra det internationale samfund!

Vi ønsker at skrige og bryde denne mur af tavshed, uretfærdighed og ligegyldighed og larme lige så meget som de israelske F16 fly, når de bryder lydmuren, skrige med al magten i vores sjæl for at frigive denne enorme frustration, der er ved at ødelægge os på grund af denne fucking situation, vi lever i. Vi er som lus mellem to negle, der lever et mareridt i et mareridt. Der er ikke plads til håb, ingen plads til frihed. Vi er syge af at være fanget i denne politiske kamp. Vi er trætte af kulmørke nætter med flyvemaskiner brølende over vores hjem. Trætte af at uskyldige landmænd bliver skudt i bufferzonen, fordi de tager sig af deres jord. Trætte af skæggede fyre, der går rundt med deres våben, misbruger deres magt, og slår eller fængsler unge, der demonstrerer for det, de tror på. Trætte af skammens mur, der adskiller os fra resten af vores land og holder os fængslet på et stykke jord på størrelse med et frimærke. Trætte af at være portrætteret som terrorister, fanatikere med sprængstoffer i vores lommer og ondskab i vores øjne. Trætte af den ligegyldighed vi møder fra det internationale samfund, de såkaldte eksperter i at udtrykke bekymringer og udarbejde resolutioner, men kujoner når de skal håndhæve noget som helst, de har besluttet. Vi er trætte af at leve et lorte liv, hvor vi holdes fængslet af Israel, bliver tævet af Hamas og bliver fuldstændig ignoreret af resten af verden.

En revolution vokser inden i os, en enorm utilfredshed og frustration, som vil ødelægge os, medmindre vi finder en måde at kanalisere denne energi til noget, der kan udfordre status quo og giver os en form for håb. Den endelige dråbe, der fik vores hjerter til at skælve af frustration og håbløshed var, da Hamas kom til Sharek Youth Forum, den førende ungdomsorganisation (www.sharek.ps) den 30. november 2010 med deres geværer, løgne og aggressivitet, kastede alle udenfor, fængslede nogle og forbød Sharek i at arbejde. Et par dage senere blev demonstranter foran Sharek slået og nogle fængslet. Vi lever virkelig et mareridt i et mareridt. Det er svært at finde ord for det pres, vi er under. Vi overlevede knap Operation Cast Lead, hvor Israel meget effektivt bombede os sønder og sammen, de ødelagde tusinder af hjem og endnu flere liv og drømme. Det lykkedes dem ikke at slippe af med Hamas, som de ønskede, men det lykkedes at gøre os godt og grundigt bange og distribuere post-traumatisk stress syndrom til alle, for der var ingen steder at løbe hen.

Vi er unge med tunge hjerter. Vi bærer i os selv en vægt, som er så enorm, at det gør det vanskeligt for os at nyde solnedgangen. Hvordan nyder vi den, når mørke skyer maler horisonten og dystre minder kører forbi vores øjne, hver gang vi lukker dem? Vi smiler for at skjule smerten. Vi griner for at glemme krigen. Vi håber for ikke at begå selvmord her og nu. Under krigen fik vi den umiskendelige følelse af, at Israel ønskede at slette os fra jordens overflade. I de seneste år har Hamas gjort alt, hvad de kunne for at kontrollere vores tanker, adfærd og drømme. Vi er en generation af unge mennesker, der er vant til at stå ansigt til ansigt med missiler. Vi bærer med os, hvad der synes at være en umulig mission om at leve et normalt og sundt liv, og bliver knap tolereret af en massiv organisation, der har spredt sig i vores samfund som en ondsindet kræftsygdom, der forårsager kaos og effektivt dræber alle levende celler, tanker og drømme samt lammer folk med deres rædselsregime. For ikke at nævne det fængsel vi lever i, et fængsel skabt og opretholdt af et såkaldt demokratisk land.

Historien gentager sig i sin mest grusomme måde, og ingen synes at bekymre sig. Vi er bange. Her i Gaza er vi bange for at blive fængslet, afhørt, slået, tortureret, bombet, dræbt. Vi er bange for at leve, fordi hvert eneste skridt vi tager, skal være overvejet og velgennemtænkt til det urimelige. Der er begrænsninger alle vegne, vi kan ikke bevæge os, som vi ønsker, sige hvad vi vil, gøre hvad vi vil. Nogle gang føles det endda som om vi ikke engang kan tænke, hvad vi ønsker, fordi besættelsen har besat vores hjerner og hjerter på en så grusom måde, at det gør ondt og får os til at fælde uendelige tårer af frustration og raseri!

Vi ønsker ikke at hade, vi ønsker ikke at føle alle disse følelser, vi ønsker ikke at være ofre længere. DET ER NOK! Nok smerte, nok tårer, nok lidelse, nok kontrol, begrænsninger, uretfærdige begrundelser, terror, tortur, undskyldninger, bombninger, søvnløse nætter, døde civile, mørke erindringer, trøstesløs fremtid, hjerteskærende nutid, forstyrret politik, fanatiske politikere, religiøst bullshit, nok indespærring! Vi siger stop! Dette er ikke den fremtid, vi vil have!

Vi ønsker tre ting. Vi ønsker at være frie. Vi ønsker at være i stand til at leve et normalt liv. Vi ønsker fred. Er det for meget at forlange? Vi er en fredsbevægelse bestående af unge i Gaza og støtter udenfor, som ikke vil hvile, før sandheden om Gaza er kendt af alle i hele denne verden og i en sådan grad, at stiltiende samtykke eller larmende ligegyldighed ikke længere vil blive accepteret.

Dette er Gazas unges manifest for forandring!

Vi vil starte med at ødelægge den besættelse, der har fængslet vores sind og hjerter. Vil vi bryde fri fra denne mentale indespærring og genvinde vores værdighed og selvrespekt. Vi vil holde vores hoveder løftede, selv om vi vil møde modstand. Vi vil arbejde dag og nat for at ændre disse elendige forhold, vi lever under. Vi vil bygge drømme, hvor vi møder vægge.

Vi håber blot, at du – ja, du som læser denne erklæring lige nu! – vil støtte os. Skriv et besked på vores Facebook væg eller send en mail til freegazayouth@hotmail.com

Vi ønsker at være frie, vi ønsker at leve, vi ønsker fred.

GYBO Gaza Youth Breaks Out

FREE GAZA YOUTH

Tanker om efterlønnen

Dette indlæg var oprindelig en kommentar på Ole Wolfs blog, men fortjener egentlig sit eget indlæg her.

Der tales meget, især fra borgerligt hold, om “nødvendigheden” af at afskaffe efterlønnen.

Det er selvfølgelig klart, at der ikke er nogen naturlov, der siger, at der skal være en underligt kompliceret ordning ved navn “efterløn”, som tillader folk at trække sig tilbage, når de bliver 60 (eller 62, som det nu er blevet).

Det ville være meget nemmere at have en universel ydelse, der hed borgerløn, der tillod alle at trække sig tilbage præcis, når de havde lyst, no questions asked.

Når det så er sagt, virker det mere eller mindre oplagt, at man ikke sparer penge på at afskaffe efterlønnen i en tid med udsigt til kronisk arbejdsløshed – som Engelbreth også har påpeget i en glimnrende analyse. Folk forsvinder ikke, fordi de ikke får efterløn, og der opstår ikke på magisk vis nye jobs, fordi vi afskaffer den. Med mindre man vil sætte arbejdsløse seniorer på starthjælp eller helt fratage dem enhver støtte, er der altså ikke en eneste krone at spare på en afskaffelse.

Afskaffelsen af efterlønnen handler altså overhovedet ikke om at spare penge. Det handler, om overhovedet noget,  om at forringe vilkårene for folk, der arbejder, ved at  øge udbuddet af arbejdskraft og samtidig skære ned på det sociale sikkerhedsnet. Er dit arbejde surt? Lavtlønnet? Råber chefen ad dig, og er du tvunget eller presset til ulønnet overarbejde?

Surt show – find dig i det eller stil op i køen til suppekøkkenet. Nedskæringerne i det sociale sikkerhedsnet handler ikke om at spare, de handler om at gøre forholdene for den arbejdende befolkning mere slavelignende. Ret beset handler det om den gradvise genindførelse af slaveriet og stavnsbåndet for hele den arbejdende befolkning, det slaveri, der betyder, at man er villig til at finde sig i hvad som helst, det være sig ydmygelser eller seksuel chikane, for ikke at miste sit job.

Den bedste modvægt også mod et sådant slaveri ville være en borgerløn, der sikrede alle et værdigt, omend enkelt liv. Indtil da er den næstbedste modvægt, at vi holder godt fast i de solidariske ydelser og det sociale sikkerhedsnet, vi har.