JEG ANKLAGER PRESSENS DIKKENDE LAMMEHALER
Den seneste tids hetz mod handicappede i almindelighed og enkelte grupper og personer i særdeleshed, viderebringes stort set kritikløst af medierne.
På denne måde bliver pressen en velsmurt maskine i politikere og ledende embedsmænds forsøg på at tale finanskrisen og samfundets økonomiske udfordringer ned i niveau.
Med udgangspunkt i input fra journalisternes egne kollegaer, nemlig deres studiekammerater fra journalisthøjskolerne, sluger de råt kommunikationsmedarbejdere og spindoktorers skrækhistorier.
Ukritisk viderebringes talmagi fra Socialchefernes formand, Kommunernes Landsforening, ministerierne og andre, der prøver at løbe fra deres ansvar.
Enkelte personer hænges ud som særligt udgiftskrævende. Det påstås, at hundredvis af forældre får mere end 1 million kroner om året for at passe deres handicappede barn i hjemmet. Uhyrlighederne bringes tilsyneladende til torvs ud fra devisen, at en skandalehistorie på forsiden er bedre end 100 sandfærdige på side 15.
Når jeg og mine kollegaer, som repræsenterer pårørende til handicappede prøver at komme til orde, bliver der meget stille. Vi har jo ikke råd til at ansætte jeres journalistkollegaer fra studietiden. Vi har ikke ressourcer til at modvirke hadske kampagner. Vi er bare forældre, der tilfældigvis har været så dumme at få børn med handicaps.
Vi er nemme ofre at jage. Handicappede er tilsyneladende skyld i hele finanskrisen, statens dårlige økonomi, de faldende huspriser, stigende arbejdsløshed og meget mere.
Det er umuligt at kæmpe mod velbetalte journalister og andre såkaldt ”normale” i middelklassen, som ikke vil være med til at betale for den selvskabte krise.
Det har altid været nemt at samle sig om et angreb mod minoritetsgrupper. Dette gen udvikles kraftigt i disse år, hvor en menneskefjendsk og usolidarisk politik gennemsyrer næsten hele det politiske spektrum.
Hvor er den kritiske presse, den såkaldte 4. statsmagt, forsvundet hen. Der er ingen, der graver sig ned i, hvordan de gode historier om den målrettede støtte og hjælp, flytter bjerge for mennesker med handicap. Hvordan inddragelse og inklusion i alle livets forhold, ikke kun er til gavn for den enkelte og familierne, men også indeholder et rationale, der er reelt.
I stedet er det Kommunernes Landsforening, den 5.statsmagt, der får pressens opmærksomhed og uden problemer får plantet alle mulige og umulige påstande.
Godt hjulpet af folketingets ukritiske vedtagelser af KLs sparekatalog, er det det mest alvorlige angreb mod de handicappede i nyere tid.
Pressen klapper i hænderne over systemets sejre og negligerer de (med)menneskelige omkostninger.
Der er ikke noget incitament for, at kritisere ansættelsen af tusindvis af kommunikationsfolk og iskolde økonomer i kommunerne. Bevidst overses kommunalreformens fallit og den omstændighed, at borgerne oplever klare forringelser i servicen. Det sker selv om, antallet af ansatte er steget og udgifterne tilsyneladende er i stigning – hvorfor? Hvor blev de mange rationaliseringsgevinster af, som regering, folketing og KL lovede ved vedtagelsen for bare 4 år siden?
Som journalister og redaktører bør i skamme jer over at hyle med i koret og forstærke hetzen. Jeg efterlyser kritiske medier, som tør skrive deres egne historier og gå mod strømmen.
Jeg har ikke noget behov for, at medierne alene skal udlægge vores udgave af historien. Jeg efterlyser i stedet en balanceret tilgang til stoffet. For eksempel en uafhængig udlægning af virkeligheden og et forsøg på objektivitet. Jeg mangler artikler og indslag, som I selv producerer og ikke bare afskrivning af systemets spin.