Kultur, natur og modstand
Set på Facebook:
Tak til Amila, som forklarer historien således:
This Croatian cameraman was fired because he wore this T-shirt to a government press conference. The T-shirt was subsequently auctioned off and the money donated to charity. A Facebook group with the same name currently has more than 43.000 members.
På en video lækket takket være Wikileaks.
Xeni Jardin skriver på Boing Boing:
Wikileaks claims to have obtained and decrypted video that shows US occupying forces in an Apache helicopter intentionally firing on a dozen civilians in Baghdad, including journalists working for the Reuters news organization: 22-year-old Reuters photographer, Namir Noor-Eldeen, and his driver, Saeed Chmagh, 40.
The video is accompanied by audio of the pilots’ radio dialogue. No Pentagon response yet. (Update: A senior U.S. official is confirming authenticity of this video. See this subsequent Boing Boing post for additional background materials related to the attack.) Reuters has been attempting to obtain the video under Freedom of Information Act requests since the incident occurred in July, 2007, but the Pentagon blocked all requests. Reuters news editor-in-chief David Schlesinger says the video is “graphic evidence of the dangers involved in war journalism and the tragedies that can result”. Wikileaks director Julian Assange said Wikileaks had to break military encryption on the file to view it, and will not reveal how or from whom the file was obtained. The transcript (and audio) seem to show the air crew lying about encountering a firefight. When they finish shooting, they laugh at the dead.
Hvis det anede os i forvejen, at den slags foregik, så kan selv de mest indædte tilhængere af den forbrydelse, som Irak-krigen er endt med at være, ikke benægte det længere. Læs selv opfølgningen på Collateralmurder.org.
Politiken skriver også om sagen.
Fra hans bog Studies in Classic American Literature, kapitel 8:
Man should never do the thing he believes to be wrong. Because if he does, he loses his own singleness, wholeness, natural honour.
If you want to do a thing, you’ve either got to believe, sincerely, that it’s your true nature to do this thing – or else you’ve got to let it alone.
Believe in your own Holy Ghost. Or else, if you doubt, abstain.
A thing that you sincerely believe in cannot be wrong, because belief does not come at will. It comes only from the Holy Ghost within. Therefore a thing you truly believe in, cannot be wrong.
Fri Debat vil gerne markere en kamp for ytringsfriheden, der arbejder for friheden til at ytre sig uden at forfalde til en så åbenlyst hadefuld og dæmoniserende dagsorden som Trykkefrihedsselskabet, hvis “kamp for ytringsfriheden” sidste år bl.a. bestod i at få lukket en rap-skole i det sydlige Århus.
De er derfor (?) gået sammen med Trykkefrihedsselskabet i en fælles erklæring om, at racismeparagraffen skal afskaffes. Men hvorfor kun den, spørger Engelbreth i en velrettet svada. Hvis man gerne vil arbejde for ytringsfriheden, hvorfor så fokusere på en rent symbolsk paragraf, der stort set aldrig bruges? Hvorfor ikke også afskaffe injurielovgivningen, som racismeparagraffen ret beset blot er en udvidelse af?
Som antydet gør “racismeparagraffen” nemlig slet ikke dén store forskel, som Trykkefrihedsselskabet og nu også Fri Debat gerne vil bilde folk ind:
Men hvorfor så ikke bare afskaffe racismeparagraffen? Det er såmænd næppe heller afgørende, om den afskaffes eller ej – for reelt har den kun symbolsk betydning. Det vigtige er selvfølgelig ikke, om Hedegaard skal betale et par ubetydelige dagbøder for sit propagandistiske vrøvl eller ej – det vigtige er at imødegå propagandaen.
Det gør Fri Debat ikke. Ganske vist hedder det sig, at man sandelig er imod fremmedhad og racisme, men at det skal bekæmpes uden racismeparagraffen. Jamen – så gør det dog. Vær modstandere af racismeparagraffen og vis i praksis, at I faktisk også er klar over den foruroligende effekter af fremmedhad og dæmonisering i stedet for at blåstemple en af de fremmeste bidragsydere hertil.
Hvorfor ikke en kampagne til afskaffelse af racismeparagraffen, der i det mindste samtidig opruster den kritiske kamp mod antimuslimsk dæmonisering på argumenter? Nej, vel.
Fri Debats første kampagne bliver dermed i sidste ende blot en blåstempling af Trykkefrihedsselskabets islam-paranoia, frem for det selvstændige debatoplæg, det kunne have været, og som på den ene side argumenterede mod blasfemi- og racismeparagraffen, men på den anden side viste, at ord og gerning hang sammen – at man faktisk godt både kunne og ville bekæmpe fremmedhad med ord og argumenter, i stedet for en gratis og konsekvensløs bisætning i en fælleserklæring med Hedegaard & Co.
Meget betegnende forholder Fri Debat og Trykkefrihedsselskabet sig i fælleserklæringen heller ikke et sekund til, hvad det reelt er for et lillebitte snævert propagandistisk område, den såkaldte racismeparagraf kriminaliserer: Trusler, forhånelser og nedværdigelser af grupper, der kun sigter på deres race, hudfarve, etnicitet, tro eller seksualitet.
Altså kriminaliseres ikke kritik af substansen i noget som helst.
Med en afskaffelse vil Fri Debat og Trykkefrihedsselskabet som effekt derimod forhindre en kriminalisering af ytringer, hvorved “en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering”.
Konsekvensen er i yderste konsekvens, at det f.eks. bliver straffrit at true jøder og nedværdige homoseksuelle, alene fordi de er jøder og homoseksuelle?
Er dét en sejr for ytringsfriheden? Hvad er det lige for væsentlige argumenter, altafgørende kritikpunkter og modige opgør med dogmer, vi får adgang til med grove stigmatiseringer af f.eks. homoseksuelle (fordi de er homoseksuelle) og usaglige negative generaliseringer af f.eks. somaliere (fordi de er somaliere)?
Det er selvfølgelig et fair og relevant synspunkt at drøfte den principielle problematik omkr. ytringsfrihed og racismeparagraf, men er det fair at undlade at eksplicitere, hvad det egentlig er for snævre felter, paragraffen rettes imod?
Er det fair at undlade at forholde sig til, at hadefulde og propagandistiske ytringer, der helt usagligt dæmoniserer befolkningsmindretal, har en effekt, der rækker langt, langt ud over ‘ord mod ord’, fordi ytringsmagten er voldsomt skævt fordelt?
Er det fair at fortie eller negligere den idiotisering og radikalisering, Trykkefrihedsselskabets formand og adskillige af dets medlemmer samt en række politikere medvirker til?
Trykkefrihedsselskabet og Fri Debat siger, at de kun vil kriminalisere “handlinger”, ikke “holdninger”. Det er nok derfor, de gør det så let for sig selv, at de ikke går ind i den helt selektive og meget snævre udvalg, de har foretaget, når det netop kun er blasfemiparagraffen og racismeparagraffen, der er sigtepunktet.
For hvorfor så ikke også afskaffe injurielovgivningen? Hvis nogen har behov for at sige, at statsministeren er en heilende nazist med lig begravet i baghaven, hvad er der så galt i det? Hvis er godt for ytringsfrihed og dogmebekæmpelse at påstå straffrit, at alle muslimer generelt er utroværdige og i modsætning til kristne er blottet for dårlig samvittighed, eller at muslimske fædre voldtager og dræber deres børn, hvorfor så ikke også det andet?
Hvorfor ikke fjerne kriminaliseringen af æreskrænkelser? Og hvorfor ikke fjerne skærpelsen af strafferammen for æreskrænkelser, som f.eks. majestætsfornærmelser er udtryk for? Hvorfor ikke fjerne terrorlovgivningens begrænsninger i ytringsfriheden? Hvorfor ikke én gang for alle tillade alle at sige hvad som helst om hvem som helst hvor som helst?
Så, som sagt: Hvis man gerne vil gøre noget for ytringsfriheden, hvorfor så fokusere på noget så reelt ubetydeligt som racismeparagraffen. Hvorfor ikke kæmpe for en whistle-blower som Frnak Grevil? Eller hvorfor ikke kæmpe for, at en debattør som Hans Jørgen Bonnichsen kan få lov at ytre sig uden at blive truet af bøllerne i Dansk Folkeparti? Det ville være at gøre en forskel for ytringsfriheden. Med det her spænder Fri Debat blot sig selv for Trykkefrihedsselskabets antimuslimske vogn – og gør hermed sig selv til nyttige idioter.Ikke nødvendigvis overraskende, men det kan være svært at se, hvad en mand som Jacob Mchangama vil på den galej.
Den britiske forfatter Philip Pullman bliver spurgt, om ikke titlen på hans seneste bog – The Good Man Jesus and the Scoundrel Christ – er ret anstødelig.
Hans svar?
“It was a shocking thing to say and I knew it was a shocking thing to say. But no one has the right to live without being shocked. No one has the right to spend their life without being offended. Nobody has to read this book. Nobody has to pick it up. Nobody has to open it. And if you open it and read it, you don’t have to like it. And if you read it and you dislike it, you don’t have to remain silent about it. You can write to me, you can complain about it, you can write to the publisher, you can write to the papers, you can write your own book. You can do all those things, but there your rights stop. No one has the right to stop me writing this book. No one has the right to stop it being published, or bought, or sold or read. That’s all I have to say on that subject.”
Via Boing Boing.
Berlingske citerer et Ritzau-telegram:
En 53-årig kvinde fra Slovakiet blev fredag i Københavns Dommervagt varetægtsfængslet for at tigge to-kroner på gaden i København.
Kvindens brøde bestod i at ligge på knæ med fremstrakte hænder bag et skilt med ordene “Hav barmhjertighed. I Jusu navn velsign dig for 2 kroner”.
Et krav for at kunne varetægtsfængsle kvinden er, at hendes tiggeri skønnes at udgøre “en alvorlig trussel for en grundlæggende samfundsinteresse”. […]
Kvinden lever som hjemløs i Danmark, hvor hun lever af mad fra en kirke. Hun har tidligere fået to advarsler for at tigge i Danmark.
En “alvorlig trussel”, oven i købet. Og hvad er mon det for en samfundsinteresse, kvindens tiggeri “truer”? Er det selvgodheden og selvtilfredsheden ved illusionen om et land, hvor “få har for meget og færre for lidt”, eller er det den omhyggeligt skabte og vedligeholdte myte om, at der ikke findes fattigdom i Danmark, som “trues” af den slags tiggeri? Igen, jeg savner ord.
Læs også: Kan du undvære to kroner?, artikel af Niels K. Petersen i Hus Forbi nr. 27, 2003.
Danske aviser er blandt dem, der svælger i myten om den “progressive” og “forsonlige” israelske forfatter Amos Oz, som – hans forfatterskabs litterære kvaliteter ufortalt – gerne markedsføres som et eksempel på en “progressiv” israeler, der “vil araberne det godt”, en eksponent for en israelsk “fredslejr”, hvis omfang ganske uhæmmet overdrives.
Ved at acceptere denne rolle kommer Amos Oz ret beset til at fungere som en legitimering af de sidste mange års nådesløse bosættelses- og besættelsespolitik, en slags jernnæve med et menneskeligt ansigt. Måske derfor, at reelle kritikere som Gideon Levy og Amira Hass tilsyneladende nægter at indtage en sådan position.
En mere ligefrem karakteristik af Amos Oz finder vi hos As’ad AbuKhalil, den vrede araber:
They want to make of Amos Oz a friend of the Arabs, by force. They want to crown him a king of peace. Those who included a secret clause about normalization with Israel in the Thomas Friedman-Abdullah initiative, they rush to try and vainly influence the political culture of the Arab world. Al-Saud liberal princes enthusiastically promote Amos Oz and his counterparts. They believe him to be a symbol of the “Israeli peace” camp. They try to convince the Arab people of the rightness of Zionism in their midst. That is their desire.
Amos Oz is a lie. And this lie is a part of a bigger lie about the “Israeli peace camp”. The lie was invented by Arafat’s team (led by Mahmoud Abbas at the time) in the seventies to justify the scrambling behind the freak of a Palestinian mini-nation, surrender to the enemy and to toss the arms very far away. Israeli commentator Gideon Levy exposed them recently in “Haaretz” when he said: “The Israeli peace camp didn’t die. It was never born in the first place”. There is no Israeli peace camp. All of this was a fabricated propaganda by normalization Arabs to convince the Arab people that they need to stop the resistance. And Amos Oz is dear to the heart of Western liberals. They honour him sometimes too much for his own liking. He roams and moans in front of an audience that observes the movement of his eyelids. He mentions the Holocaust in a sentence and the Palestinian “terrorism” in the next one.
I saw Amos Oz in 1992 in America. I was at the beginning of my teaching career at “Colorado College”. Oz was invited to deliver a public lecture. They came from all over the state to see him. Liberals flocked in the hundreds. I sat in an unobtrusive back seat and I could hear their moaning, and I felt the pain: I could almost hear the audience reach their climax. How grave my exile felt on that long day. I remember that only one British student understood my suffering. She sat next to me and said sympathetically even before Oz started talking: “What’s wrong? I read the expressions of your face”. I said: “If Mahmoud Darwish came to this university, none of these people would show up”. She said: “Don’t be unfair to me”. I was unfair to that student. Then Oz proceeded with a speech that he never tires of repeating in his articles and lectures. I grew more annoyed. I felt suffocated. I remember I kept reciting to myself what poems I memorized about Palestine: even that annoying poem of “Al-Akhtal As-Sagheer” (“The desert came alive complaining its nakedness, then we engulfed it with roar and smoke”, while the Arab armies were reluctant to fight, or were shooting at each other). Amos Oz captured the neediness of the audience. I almost burst. He bragged that he was never non-violent, and that he was proud of his fighting in the army of the enemy in the different wars. And then he invoked the Holocaust (as the Zionists always do and as does Ahmadinejad) in his speech, and he spoke of the signs of the collapse of the Nazi society, and how it started with the abuse of the language. They applauded him long in a standing ovation. Then came my turn, or rather, I stole a turn. I stood up and faced the audience, not him (in my unequivocal commitment to boycotting the enemy), without an invitation from anyone, except from Iyad Noureddine Al-Moudawwar, my martyr and my comrade. I said: he talked to you about the abuse of language but he did not know that I was counting the times where he attached the word Palestinian with the word terrorist in the sequence of his phrases: more than 27 times in full. And isn’t that of the indicators to the collapse of Israeli society and its aggressive intentions? And I asked them about terrorism: I told them about Israeli terrorism in 1982 and my eyewitness accounts of it, and how the enemy’s army killed more children than any organization which is classified by U.S. as “terrorist”, and then I concluded by mocking the honouring of his ilk in America. Oz came to me and tried to shake my hand – this is one of their games trying to appear as pacifist in front of the Western public – I got up from my chair and left the room. […]
Reading, any reading, is of course useful, in any language and of anyone. And brilliance (in music, art or philosophy) might come from political enemies (Wagner, Bob Dylan, Hannah Arendt, Martin Buber, Frank Sinatra). And the feat writer Albert Camus who cannot be ignored, was sympathetic to the French occupation of Algeria (David Carroll’s new book, “Albert Camus The Algerian” published by Columbia University, will not save the reputation of the man). But there is the principle of absolute boycott. The translation of Oz’s works in “Dar Al Jamal” or the publication of a book of Abba Eban in Dar-es-Saqi mean a financial contribution in support of the soldiers and institutions of the usurping entity. These get a commission on their books. I saw, for example, the film «Waltz with Bashir», but I was keen to acquire a pirated copy (Seek the movie even if from China), so as not to support the Zionist entity (even though my taxes here in America go, to my pain, to support the entity). The Piracy and online publishing of the mentioned books is possible if you’re keen to read Oz. I will own copies of Hebrew literature, and I will read them on the balcony of a house in the village of Galilee on a red and green bed, but after the liberation of all Palestine, and not before.
Luc Devigne, EU-kommissionens ordfører i forhandlingerne om ACTA, er tydeligvis ikke helt klar i mælet.
Se også her.
Tidligere omtale: Danmark går forrest i hemmeligholdelsen af ACTA, Borgerrettigheder på internettet
Industrien, energisektoren og regeringen er åbenbart i uskøn forening besluttet på, at alt, hvad der er tilbage af natur i Danmark, skal raseres, før denne generation er omme. Så vil man have en parallel midtjysk motorvej langs Hærvejen, og så vil man rasere store naturområder i Thy med en række uigennemtænkte vindmøller.
Når man så endda tænker på, hvor smukt det kunne være, om man tværtimod tog og udlagde store dele af vores post-agrikulturelle landskaber som vildtvoksende naturpark.
Hvad vindmøllerne angår, er det som så ofte før Engelbreth, der har ordet i sin magt:
Planen om at rejse syv abnorme gigant-vindmøller i Thy, der hver bliver 250 (tohundredeoghalvtreds) meter høje og vil kunne ses i 50 kilometers afstand, er ganske enkelt vanvid.
Disse støjende og blinkende maskiner vil spolere udsigten på lang, lang afstand i en række spektakulære og vidtstrakte danske naturområder og eliminere nattemørket og stilheden i et af de få hjørner af Danmark, hvor den slags endnu ikke er en umulig oplevelse. Møllerne skal placeres lige syd for Hjardemål Plantage i Østerild Klitplantage, ca. 15-16 kilometer øst for Hanstholm Vildtreservat og ca. 13-14 kilometer vest for Bulbjerg Klitplantager.
I betragtning af, hvor lille Danmark er, og hvor få større naturområder, der er tilbage, er dette langtfra alene et lokalt og regionalt anliggende – planerne bør vække til modstand i landet som helhed hos enhver, der har blot en perifer interesse og forståelse for naturens trængte oplevelsesrigdomme.
Denne planlægningsfadæse bliver hverken værre eller bedre af, om det er 250 meter høje vindmøller eller 250 meter høje skorstene, der tankeløst og idiotisk inddrager 30 kvadratkilometer skov, klithede og vådområder, hvorunder intet mindre end 12 kvadratkilometer fredskov i Østerild Klitplantage skal jævnes med jorden.
Det bliver i givet fald et af de hidtil mest gennemgribende overgreb på et naturområde i Danmark nogen sinde, og regeringen skal have vedtaget en anlægslov, der tilsidesætter al anden lovgivning for netop at kunne placere monstermøllerne her.
Og ja, ærligt talt. Jeg synes, det er intelligent at placere vindmøller ude på havet, og de gør heller ingen skade i områder, der allerede er præget af industri. Men i de få tilbageværende områder, hvor der bare er en lille smule uberørt natur tilbage? Nej tak. De planer må tilbage på tegnebrættet og først komme tilbage, når der er fundet en mindre ødelæggende placering.
Netop som man troede, det nok ikke kunne blive ret meget være, drejer VKO-regeringen endnu en gang på strammeskruen i forhold til udlændinge her i landet.
Og hvorfor? Tydeligvis ikke som et forsøg på at løse nogen problemer, man faktisk har, men snarere som endnu et rent signal om, at “vi” gør noget ved “udlændingene”, så især Dansk Folkeparti kan blive ved med at profilere sig på marginaliseringen af “de fremmede” – en marginalisering, der sandt at sige har den ubehagelige konsekvens, at rigtige mennesker bliver ofre for rigtige indgreb.
Rune Engelbreth opsummerer de nye regler med beundringsværdig klarhed:
I dag må ægtefæller ikke have modtaget bistand i et år inden familiesammenføring, fremover må de ikke have modtaget det i tre år … Men hvad i alverden har ægteskab og familiesamhørighed at gøre med, om man er modtager af kontanthjælp eller ej?
Det er ene og alene et udtryk for kynisk brutalisering af én befolkningsgruppe – stramninger for stramningernes skyld for at fastholde magttaburetterne på Dansk Folkepartis nåde og unåde.
Fremover kan man så få point for at være i arbejde, beherske dansk og ‘vise interesse for det danske samfund’ … Det skal til gengæld muliggøre en hurtigere vej til permanent opholdstilladelse, der således kan ske på fire frem for syv år, hvilket er en betinget lempelse for nogle, der hopper på stedet, klapper i hænderne, messer rød grød med fløde og interesserer sig for det, som Fader Stat fortæller dem, at de skal interessere sig for. Goood vovse – du får dit kødben lidt hurtigere.
Men hvad nu, hvis man ikke kan få arbejde? Skal man så straffes yderligere, fordi man ikke har dansk stamtavle?
Den slags hensyn rager ikke DF og VK. Der er danskere med lige rettigheder, og der er u-danskere uden lige rettigheder, uanset om de har boet i årevis i landet. A-borgere og C-borgere.
Det er mere og mere trættende at skulle kommentere den slags tiltag. Hvorfor vil man stramme skruen yderligere? Som sagt, tydeligvis ikke for at løse nogen rigtige problemer – snarere udelukkende for at vise, at man kan. Og for at vise, at de her nederdrægtige udlændinge ikke skal glemme, at de er noget andet og mindre end os “danskere”.
Når du strammer garnet, kvæler du jo barnet, lyder det i den gamle julesang – og det, man kvæler i det her tilfælde, er desværre al den frihed og mangfoldighed, der engang gjorde Danmark til et land, det var værd at leve i og være stolt af.