Author: Carsten Agger

Philip Pullman om ytringsfriheden og retten til at kritisere

Den britiske forfatter Philip Pullman bliver spurgt, om ikke titlen på hans seneste bog – The Good Man Jesus and the Scoundrel Christ – er ret anstødelig.

Hans svar?

“It was a shocking thing to say and I knew it was a shocking thing to say. But no one has the right to live without being shocked. No one has the right to spend their life without being offended. Nobody has to read this book. Nobody has to pick it up. Nobody has to open it. And if you open it and read it, you don’t have to like it. And if you read it and you dislike it, you don’t have to remain silent about it. You can write to me, you can complain about it, you can write to the publisher, you can write to the papers, you can write your own book. You can do all those things, but there your rights stop. No one has the right to stop me writing this book. No one has the right to stop it being published, or bought, or sold or read. That’s all I have to say on that subject.”

Via Boing Boing.

Tiggeri – en “trussel mod en grundlæggende samfundsinteresse”

Berlingske citerer et Ritzau-telegram:

En 53-årig kvinde fra Slovakiet blev fredag i Københavns Dommervagt varetægtsfængslet for at tigge to-kroner på gaden i København.

Kvindens brøde bestod i at ligge på knæ med fremstrakte hænder bag et skilt med ordene “Hav barmhjertighed. I Jusu navn velsign dig for 2 kroner”.

Et krav for at kunne varetægtsfængsle kvinden er, at hendes tiggeri skønnes at udgøre “en alvorlig trussel for en grundlæggende samfundsinteresse”. […]

Kvinden lever som hjemløs i Danmark, hvor hun lever af mad fra en kirke. Hun har tidligere fået to advarsler for at tigge i Danmark.

En “alvorlig trussel”, oven i købet. Og hvad er mon det for en samfundsinteresse, kvindens tiggeri “truer”? Er det selvgodheden og selvtilfredsheden ved illusionen om et land, hvor “få har for meget og færre for lidt”, eller er det den omhyggeligt skabte og vedligeholdte myte om, at der ikke findes fattigdom i Danmark, som “trues” af den slags tiggeri? Igen, jeg savner ord.

Læs også: Kan du undvære to kroner?, artikel af Niels K. Petersen i Hus Forbi nr. 27, 2003.

Amos Oz sat på plads

Danske aviser er blandt dem, der svælger i myten om den “progressive” og “forsonlige” israelske forfatter Amos Oz, som – hans forfatterskabs litterære kvaliteter ufortalt – gerne markedsføres som et eksempel på en “progressiv” israeler, der “vil araberne det godt”, en eksponent for en israelsk “fredslejr”, hvis omfang ganske uhæmmet overdrives.

Ved at acceptere denne rolle kommer Amos Oz ret beset til at fungere som en legitimering af de sidste mange års nådesløse bosættelses- og besættelsespolitik, en slags jernnæve med et menneskeligt ansigt. Måske derfor, at reelle kritikere som Gideon Levy og Amira Hass tilsyneladende nægter at indtage en sådan position.

En mere ligefrem karakteristik af Amos Oz finder vi hos As’ad AbuKhalil, den vrede araber:

They want to make of Amos Oz a friend of the Arabs, by force. They want to crown him a king of peace. Those who included a secret clause about normalization with Israel in the Thomas Friedman-Abdullah initiative, they rush to try and vainly influence the political culture of the Arab world. Al-Saud liberal princes enthusiastically promote Amos Oz and his counterparts. They believe him to be a symbol of the “Israeli peace” camp. They try to convince the Arab people of the rightness of Zionism in their midst. That is their desire.

Amos Oz is a lie. And this lie is a part of a bigger lie about the “Israeli peace camp”. The lie was invented by Arafat’s team (led by Mahmoud Abbas at the time) in the seventies to justify the scrambling behind the freak of a Palestinian mini-nation, surrender to the enemy and to toss the arms very far away. Israeli commentator Gideon Levy exposed them recently in “Haaretz” when he said: “The Israeli peace camp didn’t die. It was never born in the first place”. There is no Israeli peace camp. All of this was a fabricated propaganda by normalization Arabs to convince the Arab people that they need to stop the resistance. And Amos Oz is dear to the heart of Western liberals. They honour him sometimes too much for his own liking. He roams and moans in front of an audience that observes the movement of his eyelids. He mentions the Holocaust in a sentence and the Palestinian “terrorism” in the next one.

I saw Amos Oz in 1992 in America. I was at the beginning of my teaching career at “Colorado College”. Oz was invited to deliver a public lecture. They came from all over the state to see him. Liberals flocked in the hundreds. I sat in an unobtrusive back seat and I could hear their moaning, and I felt the pain: I could almost hear the audience reach their climax. How grave my exile felt on that long day. I remember that only one British student understood my suffering. She sat next to me and said sympathetically even before Oz started talking: “What’s wrong? I read the expressions of your face”. I said: “If Mahmoud Darwish came to this university, none of these people would show up”. She said: “Don’t be unfair to me”. I was unfair to that student. Then Oz proceeded with a speech that he never tires of repeating in his articles and lectures. I grew more annoyed. I felt suffocated. I remember I kept reciting to myself what poems I memorized about Palestine: even that annoying poem of “Al-Akhtal As-Sagheer” (“The desert came alive complaining its nakedness, then we engulfed it with roar and smoke”, while the Arab armies were reluctant to fight, or were shooting at each other). Amos Oz captured the neediness of the audience. I almost burst. He bragged that he was never non-violent, and that he was proud of his fighting in the army of the enemy in the different wars. And then he invoked the Holocaust (as the Zionists always do and as does Ahmadinejad) in his speech, and he spoke of the signs of the collapse of the Nazi society, and how it started with the abuse of the language. They applauded him long in a standing ovation. Then came my turn, or rather, I stole a turn. I stood up and faced the audience, not him (in my unequivocal commitment to boycotting the enemy), without an invitation from anyone, except from Iyad Noureddine Al-Moudawwar, my martyr and my comrade. I said: he talked to you about the abuse of language but he did not know that I was counting the times where he attached the word Palestinian with the word terrorist in the sequence of his phrases: more than 27 times in full. And isn’t that of the indicators to the collapse of Israeli society and its aggressive intentions? And I asked them about terrorism: I told them about Israeli terrorism in 1982 and my eyewitness accounts of it, and how the enemy’s army killed more children than any organization which is classified by U.S. as “terrorist”, and then I concluded by mocking the honouring of his ilk in America. Oz came to me and tried to shake my hand – this is one of their games trying to appear as pacifist in front of the Western public – I got up from my chair and left the room. […]

Reading, any reading, is of course useful, in any language and of anyone. And brilliance (in music, art or philosophy) might come from political enemies (Wagner, Bob Dylan, Hannah Arendt, Martin Buber, Frank Sinatra). And the feat writer Albert Camus who cannot be ignored, was sympathetic to the French occupation of Algeria (David Carroll’s new book, “Albert Camus The Algerian” published by Columbia University, will not save the reputation of the man). But there is the principle of absolute boycott. The translation of Oz’s works in “Dar Al Jamal” or the publication of a book of Abba Eban in Dar-es-Saqi mean a financial contribution in support of the soldiers and institutions of the usurping entity. These get a commission on their books. I saw, for example, the film «Waltz with Bashir», but I was keen to acquire a pirated copy (Seek the movie even if from China), so as not to support the Zionist entity (even though my taxes here in America go, to my pain, to support the entity). The Piracy and online publishing of the mentioned books is possible if you’re keen to read Oz. I will own copies of Hebrew literature, and I will read them on the balcony of a house in the village of Galilee on a red and green bed, but after the liberation of all Palestine, and not before.

Link: Translation of my article on Amos Oz

Nej til vindmøller i Thy

Industrien, energisektoren og regeringen er åbenbart i uskøn forening besluttet på, at alt, hvad der er tilbage af natur i Danmark, skal raseres, før denne generation er omme. Så vil man have en parallel midtjysk motorvej langs Hærvejen, og så vil man rasere store naturområder i Thy med en række uigennemtænkte vindmøller.

Når man så endda tænker på, hvor smukt det kunne være, om man tværtimod tog og udlagde store dele af vores post-agrikulturelle landskaber som vildtvoksende naturpark.

Hvad vindmøllerne angår, er det som så ofte før Engelbreth, der har ordet i sin magt:

Planen om at rejse syv abnorme gigant-vindmøller i Thy, der hver bliver 250 (tohundredeoghalvtreds) meter høje og vil kunne ses i 50 kilometers afstand, er ganske enkelt vanvid.

Disse støjende og blinkende maskiner vil spolere udsigten på lang, lang afstand i en række spektakulære og vidtstrakte danske naturområder og eliminere nattemørket og stilheden i et af de få hjørner af Danmark, hvor den slags endnu ikke er en umulig oplevelse. Møllerne skal placeres lige syd for Hjardemål Plantage i Østerild Klitplantage, ca. 15-16 kilometer øst for Hanstholm Vildtreservat og ca. 13-14 kilometer vest for Bulbjerg Klitplantager.

I betragtning af, hvor lille Danmark er, og hvor få større naturområder, der er tilbage, er dette langtfra alene et lokalt og regionalt anliggende – planerne bør vække til modstand i landet som helhed hos enhver, der har blot en perifer interesse og forståelse for naturens trængte oplevelsesrigdomme.

Denne planlægningsfadæse bliver hverken værre eller bedre af, om det er 250 meter høje vindmøller eller 250 meter høje skorstene, der tankeløst og idiotisk inddrager 30 kvadratkilometer skov, klithede og vådområder, hvorunder intet mindre end 12 kvadratkilometer fredskov i Østerild Klitplantage skal jævnes med jorden.

Det bliver i givet fald et af de hidtil mest gennemgribende overgreb på et naturområde i Danmark nogen sinde, og regeringen skal have vedtaget en anlægslov, der tilsidesætter al anden lovgivning for netop at kunne placere monstermøllerne her.

Og ja, ærligt talt. Jeg synes, det er intelligent at placere vindmøller ude på havet, og de gør heller ingen skade i områder, der allerede er præget af industri. Men i de få tilbageværende områder, hvor der bare er en lille smule uberørt natur tilbage? Nej tak. De planer må tilbage på tegnebrættet og først komme tilbage, når der er fundet en mindre ødelæggende placering.

Link: Grimme gigant-vindmøller i Thy er vanvid

Når du strammer garnet …

Netop som man troede, det nok ikke kunne blive ret meget være, drejer VKO-regeringen endnu en gang på strammeskruen i forhold til udlændinge her i landet.

Og hvorfor? Tydeligvis ikke som et forsøg på at løse nogen problemer, man faktisk har, men snarere som endnu et rent signal om, at “vi” gør noget ved “udlændingene”, så især Dansk Folkeparti kan blive ved med at profilere sig på marginaliseringen af “de fremmede” – en marginalisering, der sandt at sige har den ubehagelige konsekvens, at rigtige mennesker bliver ofre for rigtige indgreb.

Rune Engelbreth opsummerer de nye regler med beundringsværdig klarhed:

I dag må ægtefæller ikke have modtaget bistand i et år inden familiesammenføring, fremover må de ikke have modtaget det i tre år … Men hvad i alverden har ægteskab og familiesamhørighed at gøre med, om man er modtager af kontanthjælp eller ej?

Det er ene og alene et udtryk for kynisk brutalisering af én befolkningsgruppe – stramninger for stramningernes skyld for at fastholde magttaburetterne på Dansk Folkepartis nåde og unåde.

Fremover kan man så få point for at være i arbejde, beherske dansk og ‘vise interesse for det danske samfund’ … Det skal til gengæld muliggøre en hurtigere vej til permanent opholdstilladelse, der således kan ske på fire frem for syv år, hvilket er en betinget lempelse for nogle, der hopper på stedet, klapper i hænderne, messer rød grød med fløde og interesserer sig for det, som Fader Stat fortæller dem, at de skal interessere sig for. Goood vovse – du får dit kødben lidt hurtigere.

Men hvad nu, hvis man ikke kan få arbejde? Skal man så straffes yderligere, fordi man ikke har dansk stamtavle?

Den slags hensyn rager ikke DF og VK. Der er danskere med lige rettigheder, og der er u-danskere uden lige rettigheder, uanset om de har boet i årevis i landet. A-borgere og C-borgere.

Det er mere og mere trættende at skulle kommentere den slags tiltag. Hvorfor vil man stramme skruen yderligere? Som sagt, tydeligvis ikke for at løse nogen rigtige problemer – snarere udelukkende for at vise, at man kan. Og for at vise, at de her nederdrægtige udlændinge ikke skal glemme, at de er noget andet og mindre end os “danskere”.

Når du strammer garnet, kvæler du jo barnet, lyder det i den gamle julesang – og det, man kvæler i det her tilfælde, er desværre al den frihed og mangfoldighed, der engang gjorde Danmark til et land, det var værd at leve i og være stolt af.

Særbehandling til sårede soldater?

Jyllands-Posten har skrevet om en række temmelig absurde sager, hvor soldater er kommet hjem fra krigen i Afghanistan uden fingre, arme eller ben, men ikke desto mindre har fået afslag fra deres kommune på de mest elementære og nødvendige handicap-hjælpemidler.

Jyllands-Postens eksempler var bl.a.:

I marts 2008 mistede Benjamin Kragsskjold sin kind, næse, tænder og den nederste del af højre ben i Afghanistan-krigen. Han har søgt om en løbeprotese. Rødovre Kommune har givet afslag.

I juli 2009 mistede Martin Paszkiewicz Aaholm begge ben og fem fingre i Afghanistan-krigen. Han har søgt om elektroniske gardiner, særligt bestik og en invalidescooter. Københavns Kommune har givet afslag.

I august 2009 mistede Chris Larsen begge ben fra knæene og ned i Afghanistan-krigen. For flere måneder siden søgte han om en kørestol og et handicapskilt. Ringsted Kommune har stadig ikke taget stilling.

Og her er det jo, man tager sig til hovedet – går bevillinger om nødvendige hjælpemidler til folk med så store skader ikke blot glat igennem? Åbenbart ikke i vore dages kommuner, der er sneet inde i uigennemtrængeligt bureaukrati og hermed forbundet administrativt besvær, hvortil skal lægges sparekravene i kølvandet på regeringens skattestop.

I dag er oberst og tidligere chef for Hærens Produktdivision Lars R. Møller så fremme med krav om særbehandling til soldaterne: De har ydet en særlig indsats, og derfor skal de også foran alle andre i diverse kommunale køer:

»I dag må vores krigsveteraner vente i behandlingssystemet på linje med gamle fru Jensen eller ham, der har røget så meget junk, at der er gået koldbrand i benet. Er det rimeligt, bare fordi vi har ligebehandling i Danmark? Det mener jeg ikke. Soldaterne tilhører en særlig gruppe. Folketinget stemmer om at sende dem på arbejde, og ingen andre faggrupper arbejder et sted, hvor andre forsøger at slå dem ihjel. Når de så kommer til skade, må vi som samfund påtage os et helt særligt ansvar. Rigtig mange steder bør det være en selvfølge, at soldaterne kommer foran i køen.«

Man kan forstå frustrationen over de dårlige forhold, som soldaterne kommer hjem til, men ikke desto mindre er tanken om at lade soldaterne komme foran en rigtig, rigtig, rigtig dårlig idé.

De åbenlyse problemer med kommunernes dårlige behandling af handicappede løses faktisk ikke ved at gøre soldater til en slags overmennesker, der skal foran i denne og guderne må vide hvor mange andre køer – de løses nok meget bedre ved ganske enkelt at reparerere systemet.

Hvis ingen syge eller skadede mennesker i dette land blev udsat for urimelige ventetider og uforståelige afslag, så ville heller ingen soldater blive det. Tanken om at ophøje udsendte soldater til en særlig ophøjet klasse, der fortjener særbehandling på andre patienters bekostning er derimod en farlig og skadelig blindgyde.

Dansk asylpolitik anno 2010

Amila Bosnae bringer et åbent brev fra advokat Helge Nørrung om en desværre kun alt for almindelig sag om en irakisk asylsøger. Læs det og bliv vred:

Karima kom til Danmark i 2002. Karima har været enke i mange år, idet hendes mand blev dræbt under Saddam Hussein. Karima har to børn, begge piger, der nu er i tyverne og begge er gift og har opholdstilladelse i Danmark. Døtrene har i alt fem børn, Karimas børnebørn. Karimas døtre var 2 og 3 år gamle, da deres far blev dræbt i Irak i 1982, og hun har været tæt på dem hele deres liv. Karima flygtede på grund af fortsat chikane under Saddam til Danmark og søgte både asyl og familiesammenføring, men fik afslag. Da FN’s flygtningeorganisation UNHCR siden 2004 har advaret imod returnering på grund af sikkerhedssituationen i Irak, følte Karima hun gjorde det rette ved at forblive i Danmark, trods afslagene. […]

Karima blev frihedsberøvet i Sandholm fængslet Ellebæk for få uger siden. Hun fik tirsdag den 23. februar kl. 11.30 at vide, at hun ville blive hentet kl. 15 samme dag for at blive sendt pr. fly til Irak. Det lykkedes hende at få kontakt med sin ene svigersøn, og begge døtre, en svigersøn og fire af børnebørnene nåede med nød og næppe at komme til Ellebæk og tage kortvarigt afsked med deres mor, svigermor og mormor, før hun blev kørt af sted. Hun er nu ankommet til Bagdad, som stadig af FN betegnes som sikkerhedsmæssigt så dårlig, at nationerne ikke bør returnere afviste dertil.. Det samme gælder Karimas hjemby Babylon.

Karimas svigersøn Ala oplyste via undertegnede Integrationsministeriet om, at han gerne ville ledsage sin svigermor, såfremt udvisningen skulle effektueres. Denne besked tilgik ministeriet over en uge før flyafgangen. Da han fik oplyst flyafgangen med få timers varsel, bad han om blot to dages udsættelse, så han kunne nå et arrangere det praktiske for at tage med. Dette blev nægtet ham af Integrationsministeriet, som et par timer før flyafgang blot henviste til, at han jo var velkommen til at rejse med. Men hans tid gik med sammen med undertegnede til at overbevise en meget uforstående fængselsfunktionær om, at børn og børnebørn burde have adgang til Ellebæk fængslet for at tage afsked med Karima. Et afskedsbesøg som hverken Kriminalforsorg eller Rigspoliti kunne drømme om at tage initiativ til at arrangere.

Der er mere, så hop endelig over til Amila og læs det hele.

Politikens nyhedsredaktion – afdelingen for journalistisk bundskrab

Der findes mange eksempler på rystende dårlig journalistik i Politiken – faktisk uhyggeligt mange. VHS har været meget efter dem, og det har de sandelig også fortjent.

I går var ingen undtagelse. Hovedhistorien var både på Internettet og på forsiden af den trykte avis, at “Danskerne er vilde med kokain” – intet mindre.

Jeg syntes ikke, det helt stemmer med mine egne erfaringer med “danskerne”, så jeg besluttede mig for at læse lidt videre for at se, hvad denne bombastisk generaliserende overskrift mon dækker over. Læser man videre ned i selve artiklen vil man se, at det handler om, at der statistisk set indtages mere kokain i Danmark end i en række andre lande, “vi sammenligner os med”.

Således har 6% af unge under 25 (og over 18, må man formode) prøvet at tage kokain inden for det seneste år. Og det er den oplysning, der har fået journalisten eller redaktionssekretæren til at konkludere, at “danskerne er vilde med kokain”.

Men er der da slet ikke nogen, der synes, at de alle 94% af unge under 25, der ikke har prøvet at tage kokain inden for det sidste år, må veje tungere? Overskriftens proklamation af, at danskerne som samlet størrelse skulle være “vilde med kokain” er altså (og naturligvis) rent vrøvl.

Men er det ikke lige meget? Jeg er ikke sikker. Politiken skulle engang forestille at være en relativt seriøs avis, men ikke desto mindre spirallerer den altså glad og gerne ned i et tegneseriesprog, hvor ingenting åbenbart betyder eller behøver at betyde noget som helst – og det er vel at mærke dette tegneseriesprog, der fylder mediebilledet, og som vi formodes at tale om ubetydelige ting som verden og fremtiden og hvilke samfund, vi gerne vil have, ud fra. Og forudsætningen for denne kommunikation er åbenart, at alt kan reduceres til rent vrøvl, hvis bare det lyder smart nok.

Og så er der selvølgelig heller ikke nogen, der gennemskuer alle afledningsmanøvrerne og begynder at stille alvorlige spørgsmålstegn ved, hvad der foregår, og det er jo alt sammen meget praktisk. “Danskerne” er jo så dumme og godtroende, eller i hvert fald mindst lige så dumme og godtroende som deres dumme og overfladiske journalister vil gøre dem.

Lækkede dokumenter: Danmark går forrest i hemmeligholdelsen af ACTA

Forhandlingerne om den kommende, ifølge rygterne superhårde og meget skadelige konvention om ophavsret (ACTA) foregår i dybeste hemmelighed, så vi som borgere ikke har mange muligheder for at finde ud af eller blande os i, hvad de er ved at trække ned over hovederne på os. Dette er der ikke enighed om rundt om bordet – ifølge nogle lækkede, hollandske dokumenter er nogle regeringer meget åbne for at tage diskussionen i åbenhed, mens andre – formentlig dem, der er mest i lommen på industrien og dens interesser – presser på for at holde den så hemmelig som mulig.

Blandt de allerstørste syndere er Danmark. Surprise? Michael Geist skriver:

Throughout the debate over ACTA transparency, many countries have taken public positions that they support release of the actual text, but that other countries do not.  Since full transparency requires consensus of all the ACTA partners, the text simply can’t be released until everyone is in agreement.  Of course, those same countries hasten to add that they can’t name who opposes ACTA transparency, since that too is secret.

No longer. In an important new leak from the Netherlands (Dutch, Google English translation), a Dutch memorandum reporting back on the Mexico ACTA negotiation round names names, pointing specifically to which countries support releasing the text and which do not (note that the memo does not canvass everyone – Canada, Australia, and New Zealand are known to support transparency but are not named in the memo).  According to the Dutch memo, the UK has played a lead role in making the case for full disclosure of the documents and is of the view that there is consensus for release of the text (there is support from many countries including the Netherlands, Sweden, Finland, Ireland, Hungary, Poland, Estonia, and Austria).  However, the memo indicates that several countries are not fully supportive including Belgium, Portugal, Germany, and Denmark.  Of these four countries, the Dutch believe that Denmark is the most inflexible on the issue.

Skandale – eller …? Geists konklusion: “Those in the U.S., South Korea, Singapore, Belgium, Portugal, Germany, and Denmark should be demanding answers from their leaders”.

Og dét lyder ikke helt dumt.

Link: New ACTA Leak: U.S., Korea, Singapore, Denmark Do Not Support Transparency