Carsten Agger – Page 49

Særbehandling til sårede soldater?

Jyllands-Posten har skrevet om en række temmelig absurde sager, hvor soldater er kommet hjem fra krigen i Afghanistan uden fingre, arme eller ben, men ikke desto mindre har fået afslag fra deres kommune på de mest elementære og nødvendige handicap-hjælpemidler.

Jyllands-Postens eksempler var bl.a.:

I marts 2008 mistede Benjamin Kragsskjold sin kind, næse, tænder og den nederste del af højre ben i Afghanistan-krigen. Han har søgt om en løbeprotese. Rødovre Kommune har givet afslag.

I juli 2009 mistede Martin Paszkiewicz Aaholm begge ben og fem fingre i Afghanistan-krigen. Han har søgt om elektroniske gardiner, særligt bestik og en invalidescooter. Københavns Kommune har givet afslag.

I august 2009 mistede Chris Larsen begge ben fra knæene og ned i Afghanistan-krigen. For flere måneder siden søgte han om en kørestol og et handicapskilt. Ringsted Kommune har stadig ikke taget stilling.

Og her er det jo, man tager sig til hovedet – går bevillinger om nødvendige hjælpemidler til folk med så store skader ikke blot glat igennem? Åbenbart ikke i vore dages kommuner, der er sneet inde i uigennemtrængeligt bureaukrati og hermed forbundet administrativt besvær, hvortil skal lægges sparekravene i kølvandet på regeringens skattestop.

I dag er oberst og tidligere chef for Hærens Produktdivision Lars R. Møller så fremme med krav om særbehandling til soldaterne: De har ydet en særlig indsats, og derfor skal de også foran alle andre i diverse kommunale køer:

»I dag må vores krigsveteraner vente i behandlingssystemet på linje med gamle fru Jensen eller ham, der har røget så meget junk, at der er gået koldbrand i benet. Er det rimeligt, bare fordi vi har ligebehandling i Danmark? Det mener jeg ikke. Soldaterne tilhører en særlig gruppe. Folketinget stemmer om at sende dem på arbejde, og ingen andre faggrupper arbejder et sted, hvor andre forsøger at slå dem ihjel. Når de så kommer til skade, må vi som samfund påtage os et helt særligt ansvar. Rigtig mange steder bør det være en selvfølge, at soldaterne kommer foran i køen.«

Man kan forstå frustrationen over de dårlige forhold, som soldaterne kommer hjem til, men ikke desto mindre er tanken om at lade soldaterne komme foran en rigtig, rigtig, rigtig dårlig idé.

De åbenlyse problemer med kommunernes dårlige behandling af handicappede løses faktisk ikke ved at gøre soldater til en slags overmennesker, der skal foran i denne og guderne må vide hvor mange andre køer – de løses nok meget bedre ved ganske enkelt at reparerere systemet.

Hvis ingen syge eller skadede mennesker i dette land blev udsat for urimelige ventetider og uforståelige afslag, så ville heller ingen soldater blive det. Tanken om at ophøje udsendte soldater til en særlig ophøjet klasse, der fortjener særbehandling på andre patienters bekostning er derimod en farlig og skadelig blindgyde.

Dansk asylpolitik anno 2010

Amila Bosnae bringer et åbent brev fra advokat Helge Nørrung om en desværre kun alt for almindelig sag om en irakisk asylsøger. Læs det og bliv vred:

Karima kom til Danmark i 2002. Karima har været enke i mange år, idet hendes mand blev dræbt under Saddam Hussein. Karima har to børn, begge piger, der nu er i tyverne og begge er gift og har opholdstilladelse i Danmark. Døtrene har i alt fem børn, Karimas børnebørn. Karimas døtre var 2 og 3 år gamle, da deres far blev dræbt i Irak i 1982, og hun har været tæt på dem hele deres liv. Karima flygtede på grund af fortsat chikane under Saddam til Danmark og søgte både asyl og familiesammenføring, men fik afslag. Da FN’s flygtningeorganisation UNHCR siden 2004 har advaret imod returnering på grund af sikkerhedssituationen i Irak, følte Karima hun gjorde det rette ved at forblive i Danmark, trods afslagene. […]

Karima blev frihedsberøvet i Sandholm fængslet Ellebæk for få uger siden. Hun fik tirsdag den 23. februar kl. 11.30 at vide, at hun ville blive hentet kl. 15 samme dag for at blive sendt pr. fly til Irak. Det lykkedes hende at få kontakt med sin ene svigersøn, og begge døtre, en svigersøn og fire af børnebørnene nåede med nød og næppe at komme til Ellebæk og tage kortvarigt afsked med deres mor, svigermor og mormor, før hun blev kørt af sted. Hun er nu ankommet til Bagdad, som stadig af FN betegnes som sikkerhedsmæssigt så dårlig, at nationerne ikke bør returnere afviste dertil.. Det samme gælder Karimas hjemby Babylon.

Karimas svigersøn Ala oplyste via undertegnede Integrationsministeriet om, at han gerne ville ledsage sin svigermor, såfremt udvisningen skulle effektueres. Denne besked tilgik ministeriet over en uge før flyafgangen. Da han fik oplyst flyafgangen med få timers varsel, bad han om blot to dages udsættelse, så han kunne nå et arrangere det praktiske for at tage med. Dette blev nægtet ham af Integrationsministeriet, som et par timer før flyafgang blot henviste til, at han jo var velkommen til at rejse med. Men hans tid gik med sammen med undertegnede til at overbevise en meget uforstående fængselsfunktionær om, at børn og børnebørn burde have adgang til Ellebæk fængslet for at tage afsked med Karima. Et afskedsbesøg som hverken Kriminalforsorg eller Rigspoliti kunne drømme om at tage initiativ til at arrangere.

Der er mere, så hop endelig over til Amila og læs det hele.

Politikens nyhedsredaktion – afdelingen for journalistisk bundskrab

Der findes mange eksempler på rystende dårlig journalistik i Politiken – faktisk uhyggeligt mange. VHS har været meget efter dem, og det har de sandelig også fortjent.

I går var ingen undtagelse. Hovedhistorien var både på Internettet og på forsiden af den trykte avis, at “Danskerne er vilde med kokain” – intet mindre.

Jeg syntes ikke, det helt stemmer med mine egne erfaringer med “danskerne”, så jeg besluttede mig for at læse lidt videre for at se, hvad denne bombastisk generaliserende overskrift mon dækker over. Læser man videre ned i selve artiklen vil man se, at det handler om, at der statistisk set indtages mere kokain i Danmark end i en række andre lande, “vi sammenligner os med”.

Således har 6% af unge under 25 (og over 18, må man formode) prøvet at tage kokain inden for det seneste år. Og det er den oplysning, der har fået journalisten eller redaktionssekretæren til at konkludere, at “danskerne er vilde med kokain”.

Men er der da slet ikke nogen, der synes, at de alle 94% af unge under 25, der ikke har prøvet at tage kokain inden for det sidste år, må veje tungere? Overskriftens proklamation af, at danskerne som samlet størrelse skulle være “vilde med kokain” er altså (og naturligvis) rent vrøvl.

Men er det ikke lige meget? Jeg er ikke sikker. Politiken skulle engang forestille at være en relativt seriøs avis, men ikke desto mindre spirallerer den altså glad og gerne ned i et tegneseriesprog, hvor ingenting åbenbart betyder eller behøver at betyde noget som helst – og det er vel at mærke dette tegneseriesprog, der fylder mediebilledet, og som vi formodes at tale om ubetydelige ting som verden og fremtiden og hvilke samfund, vi gerne vil have, ud fra. Og forudsætningen for denne kommunikation er åbenart, at alt kan reduceres til rent vrøvl, hvis bare det lyder smart nok.

Og så er der selvølgelig heller ikke nogen, der gennemskuer alle afledningsmanøvrerne og begynder at stille alvorlige spørgsmålstegn ved, hvad der foregår, og det er jo alt sammen meget praktisk. “Danskerne” er jo så dumme og godtroende, eller i hvert fald mindst lige så dumme og godtroende som deres dumme og overfladiske journalister vil gøre dem.

Lækkede dokumenter: Danmark går forrest i hemmeligholdelsen af ACTA

Forhandlingerne om den kommende, ifølge rygterne superhårde og meget skadelige konvention om ophavsret (ACTA) foregår i dybeste hemmelighed, så vi som borgere ikke har mange muligheder for at finde ud af eller blande os i, hvad de er ved at trække ned over hovederne på os. Dette er der ikke enighed om rundt om bordet – ifølge nogle lækkede, hollandske dokumenter er nogle regeringer meget åbne for at tage diskussionen i åbenhed, mens andre – formentlig dem, der er mest i lommen på industrien og dens interesser – presser på for at holde den så hemmelig som mulig.

Blandt de allerstørste syndere er Danmark. Surprise? Michael Geist skriver:

Throughout the debate over ACTA transparency, many countries have taken public positions that they support release of the actual text, but that other countries do not. Since full transparency requires consensus of all the ACTA partners, the text simply can’t be released until everyone is in agreement. Of course, those same countries hasten to add that they can’t name who opposes ACTA transparency, since that too is secret.

No longer. In an important new leak from the Netherlands (Dutch, Google English translation), a Dutch memorandum reporting back on the Mexico ACTA negotiation round names names, pointing specifically to which countries support releasing the text and which do not (note that the memo does not canvass everyone – Canada, Australia, and New Zealand are known to support transparency but are not named in the memo). According to the Dutch memo, the UK has played a lead role in making the case for full disclosure of the documents and is of the view that there is consensus for release of the text (there is support from many countries including the Netherlands, Sweden, Finland, Ireland, Hungary, Poland, Estonia, and Austria). However, the memo indicates that several countries are not fully supportive including Belgium, Portugal, Germany, and Denmark. Of these four countries, the Dutch believe that Denmark is the most inflexible on the issue.

Skandale – eller …? Geists konklusion: “Those in the U.S., South Korea, Singapore, Belgium, Portugal, Germany, and Denmark should be demanding answers from their leaders”.

Og dét lyder ikke helt dumt.

Link: New ACTA Leak: U.S., Korea, Singapore, Denmark Do Not Support Transparency

Den danske højrefløj – nu med trusler om mord, mordbrand og hærværk

Shansen har fortjenstfuldt oprullet historien om Mathias Grøning, medlem af Kommunalbestyrelsen i Tårnby for Dansk Folkeparti, der på Facebook kom til at udtrykke sin virkelige mening om, hvad man skal gøre ved folk, der vil bygge moskeer i Danmark – nemlig dræbe dem.

Han undskylder sig nu med, at han “lod sig rive med af stemningen”, og før vi nu begynder at tilgive ham med den tanke, dokumenterer SHansen med al ønskelig tydelighed, hvilken stemning det egentlig var, som det unge byrådsmedlem lod sig “rive med af”:

(mange flere eksempler på “stemningen” ovre på Shansens blog.)

Og ja, det er da klart, at når alle andre råber på mord og brand, så må hr. Grøning da også lade sig “rive med” og begynde at råbe på … henrettelser af “landsforrædere”?

Dansk Folkeparti har hurtigt og typisk ekskluderet det unge medlem, men hermed ophører problemet vel ikke for dem – for hvordan kan det være, at netop det parti og stort set ikke andre ustandselig har problemer med helt ekstreme personer, som melder sig ind i partiet og må ekskluderes? Mon ikke noget tyder på, at der ganske enkelt er noget ved Dansk Folkepartis politik, som virker helt ekstremt tiltrækkende på ekstremister? Som bier flokkes om en sodavand, for ikke at benytte en endnu mere rammende metafor.

Jyllands-Posten: Kritisk journalistik er “ryggesløst”

Det er interessant at følge den avis’ deroute som kritisk medie – i det mindste må bunden snart være nået. Senest følger i anledning af sagen om forsvarsminister Søren Gade, hvis spindoktor er blevet beskyldt for at lække fortrolige oplysninger til pressen, denne karakteristik af et DR-interview med spindoktoren selv:

Man kan for tiden på DR’s hjemmeside høre et såkaldt ”interview”, som en DR-medarbejder lavede med ministerens pressechef i oktober 2009. Det er et rystende lærestykke i, hvordan en ryggesløs journalist arbejder.

Så, det er altså kun “ryggesløse journalister”, som kan finde på at stille kritiske spørgsmål til en ministers (hold fast) pressemedarbejder, fordi selv samme pressemedarbejder er mistænkt for under mulig ordre fra forsvarsministeren selv at have lækket oplysninger, der ifølge forsvarets egne sikkerhedsprotokoller har sat danske soldaters liv i fare … en forbrydelse, der af samme grund har en strafferamme på tolv års fængsel?

Jyllands-Posten beklager sig altså i ramme alvor over “ryggesløse journalister”, der ikke som udgangspunkt freder regeringen? Dybere kan en stundom seriøs avis vist ikke synke.

Link: DR-lede

Birthe Rønn Hornbech meldt til politiet for at mishandle torturoffer

Man tror næppe sine egne øjne. Men læs selv i Politiken:

At fængsle et menneske, der tidligere har gennemgået tortur, strider mod menneskerettighederne. Smider man ham derefter i isolation, er der tale om tortur.

Så hårdt stiller to fremtrædende forkæmpere imod tortur det op, når de vælger at politianmelde de danske myndigheder for at frihedsberøve og isolationsfængsle en afvist irakisk asylansøger, Abdel Jabar , som er tidligere torturoffer.

»Ved at spærre ham inde igen gentager man torturen og er faktisk bødler«, siger Inge Genefke, som er stifter af Rehabiliterings-og Forskningscentret for Torturofre (RCT).

Som en af de første blev den 46-årige anholdt og sat i fængsel, indtil en irakisk delegation vil komme op for at undersøge hans identitet. Han har nu siddet der i næsten to måneder.

Men Abdel Jabar er tidligere torturoffer. Han har i syv år siddet fængslet i Irak, hvor han gennemgik tortur som at få brækket armene og skuldre ved at blive hængt op i armene bagfra. Hans knæ blev smadret, og han har skudhuller gennem akillessenen – alt sammen udredt i færdiggjort rapport fra Amnesty.

Sidste søndag blev Abdel Jabar efter tumult i fængslet sat i isolation i flere dage, og det er tydeligt ved Politikens sidste besøg, at han er yderligere rystet. Øjnene er skarpt spærret op, og tårerne er hele tiden ved at løbe over.

»I isolation kan han fremkalde dybe traumer, der får det hele til at fremstå som virkeligt for ham. Man vil nedbryde en mand som Jabar, og han har stor risiko for at miste sin egen identitet«, siger medicineren Inge Genefke.

I et magtfuldkomment samfund som vores, hvor den udøvende og den dømmende magt blandes sammen og ministeriernes embedsværk sidder tungt på den enkelte statsadvokats karriere, vil der næppe komme noget særligt ud af en sådan politianmeldelse.

Men sagens øvrige detaljer … nej, man tror efterhånden ikke sine egne øjne. Hvor skal en mand, der var politisk forfulgt i Irak og blev udsat for tortur, ikke have asyl? Det er altså ikke, fordi vores og amerikanernes lille udflugt sydpå har gjort forholdene dernede så meget bedre, skulle jeg hilse og sige.

Link: Birthe Rønn er anmeldt for tortur

Selvcensur – en nødvendighed

Ja, det er ikke bare mig selv, der siger det – Jyllands-Postens forhenværende chefredaktør Carsten Juste siger f.eks. selv, at “Selvcensur udøver vi hver eneste dag”.

Tegneren og maleren Christoffer Gertz Bech sætter sagen på spidsen og forklarer, hvorfor han ikke selv ville have tegnet profeten Muhammed, hvis Jyllands-Posten havde spurgt ham:

Det, jeg frygter, er de venner, jeg ville få.

Man kan altid komme i dårligt selskab, men at gøre noget, som Trykkefrihedsselskabet og alle skrigosfærens antimuslimer og ekstremister ville stille sig jublende bag, er trods alt nok en af de mere effektive metoder.

Link: Selvcensur!

MI5 kendt skyldig i tortur, nådesløs kritik fra dommer – ville det ske i Danmark?

Sagen er alvorlig, og vi har skrevet om den før:

Den britiske borger Binyam Mohamed, som blev holdt fange og torteret i Pakistan og senere sendt til Guantanamo, efter at han havde læst en satirisk artikel om, hvordan man bygger en atombombe, blev udsat for voldsom tortur. Det brtiske efterretningsvæsen MI5 medvirkede i denne tortur, hvilket såvel tjenesten selv som den britiske regering lige siden har forsøgt at dække over ved løgnagtige påstande om “hensyn til fremmede magter”, nemlig USA.

En dommer har nu afgjort, at MI5 var medskyldig i denne tortur, og har i en helt usædvanligt voldsom kritik karakteriseret tjenesten som uhæderlig, løgnagtig og uden respekt for menneskerettighederne.

The Guardian skriver om sagen:

Amid mounting calls for an independent inquiry into the affair, three of the country’s most senior judges – Lord Judge, the lord chief justice, Sir Anthony May, president of the Queen’s Bench Division, and Lord Neuberger – disclosed evidence of MI5’s complicity in Mohamed’s torture and unlawful interrogation by the US.

So severe were Neuberger’s criticisms of MI5 that the government’s leading lawyer in the case, Jonathan Sumption QC, privately wrote to the court asking him to reconsider his draft judgment before it was handed down.

The judges agreed but Sumption’s letter, which refers to Neuberger’s original comments, was made public after lawyers for Mohamed and media organisations, including the Guardian, intervened.

They argued that Neuberger had privately agreed with Sumption to remove his fierce criticisms without giving then the chance to contest the move.

In his letter, Sumption warned the judges that the criticism of MI5 would be seen by the public as statements by the court that the agency:

• Did not respect human rights.

• Had not renounced participation in “coercive interrogation” techniques.

• Deliberately misled MPs and peers on the intelligence and security committee, who are supposed to scrutinise its work.

• Had a “culture of suppression” in its dealings with Miliband and the court.

Sumption described Neuberger’s observations in his draft judgment as “an exceptionally damaging criticism of the good faith of the Security Service as a whole”.

His letter also refers to the MI5 officer known as Witness B, who is understood to have interrogated Binyam Mohamed in Pakistan in 2002. Witness B gave evidence in the hearings and is now at the centre of a Scotland Yard investigation. Sumption’s letter implies that Neuberger did not believe that Witness B was acting alone and that the judge believed that Witness B’s conduct was “characteristic of the service as a whole”.

Kritikken kunne ikke ret godt være voldsommere og har kastet hele efterretningstjenesten ud i en krise, som i allerhøjeste grad smitter af på den regering, der hele tiden og med stort set alle midler har forsøgt at dække over skandalen til skade for sagens offer Binyam Mohamed, der under sit fangenskab blev udsat for den mest ubegribelige tortur:

As many will recall, Mohamed was seized by the Pakistanis in April 2002, turned over to the Americans for a $5,000 bounty, abused for three months, rendered to Morocco, tortured with razor blades to the genitals, rendered on to the “Dark Prison” in Kabul, tortured some more, and then held for five years without charge or trial in Bagram air force base and Guantánamo Bay.

Og dog viser sagen noget om Storbritannien, som man ikke ville se her i Danmark: Storbritannien har faktisk et fungerende, uafhængigt retsvæsen, der en gang i mellem trækker en streg i sandet.

I en tilsvarende sag i Danmark, hvor domstolene fødes i en usund symbiose med det øvrige retsvæsen og især Justitsministeriet, ville der blive dækket over en sag, der var så uheldig for regeringen, og en skræmt dommer ville lade sig forlede til at fastslå, at der ikke var noget at komme efter.

I mellemtiden kan man så undre sig over, hvad der egentlig blev af det åbne samfund, man skulle forestille at “forsvare”, i den her krig mod terror: Hvorfor en sådan eftergivenhed overfor menneskeretskrænkelser, og det i et land, som normalt har ry for at være så civiliseret, at det forbød tortur allerede i middelalderen, mens hjul og stejle drejede lystigt herhjemme?

Der venter vist et større opgør ovre på den anden side af Nordsøen.

El gringo flamenco

Hoy he decidido arrancar un nuevo blog en español. Si no puedes leer esto, a lo mejor no te va a interesar. Aún no he decidido sobre qué voy a escribir allí, pero si te imaginas un poco de política danesa, política española/europea, cultura danesa y/o española además que todos los asuntos que suelo tratar aquí, pues entonces creo que no te equivocarás demasiado. Supongamos. Díquesí. Nos vemos allí, o no.