Author: Carsten Agger

Henrik Dam Svinepest

Top-socialdemokraten Henrik Dam Kristensen siger i Politiken om sagen om kvinden Hicaz Belek og hendes tre børn, der  efter at være brudt ud af mange års mareridt, voldtægt og mishandling i et dårlig ægteskab står til udvisning til Tyrkiet, hvor hun ikke har nogen mulighed for at forsørge sig selv og risikerer at blive myrdet:

“Fra et juridisk perspektiv skal hun udvises. Det er selvfølgelig en tragisk historie, men sådan fungerer loven altså. Jeg formoder at Udlændingeservice har gjort deres arbejde. Jeg er selvfølgelig ked af, at hun har oplevet de ting, som hun har …”

Henrik Dam Kristen mener ikke, at der er behov for en lovændring, der skal hjælpe voldsramte kvinder, der venter på opholdstilladelse.

Ifølge ham virker loven som den skal.

Henrik Dam Kristensen, jeg håber, du dør af svinepest. Snart, og under store smerter. Hvordan kan noget menneske dog med sine fulde fem tilsyneladende i behold stille sig bag en praksis, der reelt giver voldsramte kvinder ordre til at blive hos deres voldelige mænd eller rejse hjem til ingenting?

Der er mange, der har en mening om dette spørgsmål, jeg vil nøjes med at slå fast, at jeg ikke har nogen som helst sympati for hykleren Naser Khader, og ellers observere, at Mr. Manky som så ofte før har ordet i sin magt:

I don’t really see the point in maintain a civil tone in this matter. If you think the law works, then you clearly never really cared about the people you claim to care about. You know, those poor oppressed muslim women who desperately needed your help in removing their clothes?

Denmark cares about two things. One, keeping as many of these dirty foreigners out. And second, making damned sure that the ones who do get in have their dirty foreign identities sandpapered off. But let’s stop the farce and pretending already, because it’s laughable when you say one thing while clearly meaning something completely different.

This was a chance for Denmark to put money where mouth is – to stop with the grandstanding and posturing, and help someone who clearly deserves and earned a break. She lived here for ten years for the love of god. The guy who brought her here was the one who abused her. For me this is the most clear-cut case possible – she should stay. Yet once more, all this does is allow the facade to fall for a second so we can see how heartless our hosts really are.

Right now, sitting here with clenched teeth, smashing into my keyboard, I know Denmark deserves all the distrust that gets heaped on it. You’ll never do enough to be one of them, and if you fall, if you have problems, you’re on your own. Oh sure, Denmark likes to brag about the foreign aid and make big shows of Ethiopia this and Haiti that. Sure, have some money, just stay far, far away.

Fuck you Denmark. I don’t see why I should respect a society that is so inhuman that it cannot come to the aid of a human on its own soil who is clearly in plight. Hicaz Belek’s case doesn’t puncture a hole in your precious Chicken Little immigration law. And do note, this is not just a few whackjobs in Dansk Folkeparti making outrageous statements : an entire political system, every major political party in the country, is on-board for this.

And on a personal note, fuck you Henrik Dam Kristensen. From the bottom of my heart, with every bone and every cell in my body, I hope you get beaten and raped for ten years straight. Then, when you finally summon up the courage to leave, please get in touch so I can laugh in your face.

Manky er altså ikke lige så flink som mig, der vil nøjes med at håbe, Dam Kristensen dør af svinepest. Men sådan er der så meget.

Kunne vi snart få den gamle regel om permanent opholdstilladelse til alle efter to års lovligt ophold tilbage? Den var 100% rimelig og er hårdt tiltrængt i dag.

Anhold Tony Blair

Arrestblair.org er en ny engelsk hjemmeside og kampagne, som er oprettet med det formål at få gennemført en civil anholdelse af tidligere premierminister Tony Blair, så han kan stå til regnskab for sine forbrydelser, herunder ikke mindst hans medvirken til invasionen af Irak i 2003, der var baseret på løgn og latin og som indtil videre har kostet langt over hundrede tusind mennesker livet.

Kampagnen udlover en dusør til den, der anholder Blair, og hvis du er den heldige, der kommer først, står du netop nu til at modtage lige over 10.000 britiske pund – dette beløb kan dog ventes at vokse dag for dag.

Hjemmesiden skriver selv om formålet med kampagnen:

Money donated to this site will be used for no other purpose than to pay bounties for attempts to arrest Tony Blair. All administration and other costs, apart from any charges added to your donations by Paypal, will be paid by the site’s founder.

The intention is to encourage repeated attempts to arrest the former prime minister. We have four purposes:

– To remind people that justice has not yet been done.

– To show Mr Blair that, despite his requests for people to “move on” from Iraq, the mass murder he committed will not be forgotten.

– To put pressure on the authorities of the United Kingdom and the countries he travels through to prosecute him for a crime against peace, or to deliver him for prosecution to the International Criminal Court.

– To discourage other people from repeating his crime.

Initiativtageren er den kendte britiske skribent og aktivist George Monbiot, som i dagens Guardian forklarer sin beslutning ud fra sin frustration over magtens indspisthed og vilkårlighed og retssystemets dybe ikke-uafhængighed af regeringen:

The forensic failure of the Chilcot inquiry illustrates what we learnt from the banking scandals: self-regulation doesn’t work. The independence of the inquiry is as stark a lie as any of the claims made by its star witness. In truth this panel of pussycats is a quango appointed and instructed by the prime minister, who will himself appear as a witness. If ever you needed more evidence that the power of the prime minister’s office is insufficiently defined in the United Kingdom, here it is.

So you can mock our feeble attempts to hold Tony Blair to account, but only if you propose an alternative. Last Friday’s hearings show that there will be no justice, no reckoning from the organs of the state. Encouraging citizen’s arrests of Tony Blair for the crime of aggression is perhaps the only remaining option we have, and the astonishing response to the campaign I launched last week shows that many people understand this. In 30 hours, before Paypal blocked the account without notice, the bounty fund at www.arrestblair.org, which rewards people trying to arrest the former prime minister for crimes against peace, cleared £9,000.

Already the campaign has borne fruit. Outside the Chilcot inquiry a woman called Grace McCann, inspired by the website, tried to apprehend Mr Blair, before she was restrained and removed by the police. She qualifies for the first bounty: one quarter of the total pot at the time of her attempt. She has pledged to give the money to relevant charities. The fund will remain open until Blair is officially prosecuted, and we will keep paying out to those who follow Grace’s example.

Det nye initiativ ønskes held i sprøjten, og må det snart lykkes at få Tony bag tremmer efter en forhåbentlig grundig retssag, der kan få alle sagens aspekter frem i lyset. Bagefter mangler vi bare en tilsvarende kampagne her i Danmark for at få anholdt Løkke og Fogh over deres medskyld i krigsforbrydelserne i Irak og Afghanistan de sidste 7-9 år.

Link: Arrest Blair

Fyringer og menneskeværd

Cand. mag. Helle Simonsen har en kronik i Politiken, hvor hun under overskriften “Når Fedtmule fyrer” får luft for sin vrede over at være fyret fra sit arbejde af en håbløs, inkompetent og uforstående chef, der håndterede fyringen på en måde, der kun var egnet til at hun kunne få det værre end nødvendigt med det.

Men hendes kronik rejser et videre spørgsmål, nemlig hvad det overhovedet er for et samfund, hvor så stor en del af vores identitet og sociale tryghed er investeret i forhold til en arbejdsplads, til hvilken man dybest set kun har en forretningsmæssig relation – hvilket vil sige, at man efter endt brug (når ens arbejde ikke længere kan financieres eller giver overskud) kan kasseres som et par brugte engangstrusser.

Helle Simonsen skriver bl.a. om sin følelse af tab efter fyringen:

Jeg kæmper med fuldstændigt irrationelle følelser, herunder af tab og sorg. Jeg har det, som om jeg har mistet et meget nært familiemedlem, og følelsen af, at tæppet er revet helt væk under mine fødder, er konstant. Jeg observerer andre mærkelige reaktioner, f.eks. lader jeg min kasse med ting fra kontoret stå i bilen, og det tager faktisk to uger, før jeg tager mig sammen til at bringe den ind i huset. Indtil da kører jeg rundt med den som en kiste i en ligvogn. Men mest af alt føler jeg mig værdiløs.

Som med alle kriser, går jeg ud fra, er tiden det bedste plaster. Sammen med naturligvis samtaler med familie og gode venner. Vi er endnu ikke gået fra hus og hjem, jeg fik god tid til julebagningen, og jeg er i skrivende stund muligvis tilbage i et job. Følelsen af sorg er væk, men jeg har beholdt et rum et sted indeni. Et rum, hvor der sidder tre mennesker foran mig, og hvor jeg helst ikke vil være. Men som jeg nogle gange kommer til at gå ind i igen.

Hun er rystet over chefens “manglende forståelse for sin handlings konsekvenser for mig – og for en hel familie” og spørger til, om en så følsom handling som en fyring dog ikke i det mindste kan gøres ordentligt:

Hvorfor var min leder ikke bevidst om de psykologiske faktorer omkring en fyring? Hvorfor har han ikke modtaget undervisning i den rigtige fremgangsmåde?

Og dette er måske også gode og relevante spørgsmål at stille, selv om man også kan spørge sig selv, om det ville have gjort den store forskel i sidste ende: Så nænsomt og følsomt og professionelt og omsorgsfuldt og ordentligt en fyring end håndteres, forbliver slutresultatet dog det samme.

For mig er den dybere sandhed, som problemstillingen afslører om vores samfund, mere interessant. Hvorfor er vores liv i så høj grad baseret på, at vi nærmest er “gift” med en arbejdsplads, som til gengæld for at betale os nok til at forsørge os selv forventer et engagement og en dedikation, som den slet ikke selv gengælder?

Hvorfor forventes vi at investere så stor en del af vores tryghed og identitet i et sådant engagement, at vi er slået helt ud og vores materielle fremtid truet, hvis ikke vi har ét?

Jeg er opmærksom på, at ikke blot er der opgaver, vi skal have udført, men at de fleste mennesker faktisk også har behov for at arbejde og udfylde deres tid med at gøre noget nyttigt for andre mennesker. Men kunne vi ikke, når nu det er et samfund, vi har og gerne vil være stolte af, indrette os sådan, at vores fælles, materielle vilkår altid var sikret, således at arbejde er noget vi kan tage eller lade være med at tage alt efter, hvad der trænger mest til at blive gjort, og vi selv trænger mest til at gøre? Og kunne vi ikke få på det rene, mentalitetsmæssigt og kulturelt, at lønarbejde   faktisk ikke er et ægteskab eller en identitet, men en forretningsrelation, vi vælger at indgå i lige nu? Måske vi i det hele taget kunne komme ud over at betragte vores arbejde, altså den nytte, vi gør i verden, ud fra et rent forretningsmæssigt eller pengemæssigt perspektiv?

Hvis samfundet vitterlig kunne baseres på en sådan solidaritet, der altid sætter den enkeltes tryghed først, og en respekt for mennesket, der definerer hver enkelt ud fra, hvad han eller hun er, gør og kan, og ikke ud fra, hvor han eller hun arbejder – ville vi også som samfund være langt bedre rustede til at komme gennem krisen.

Borgerløn ville  være en god start – ikke engang så meget for selve sikringen som for den mentalitetsændring, indførelsen af en sådan ville medføre.

Hamid el Mousti og udlandet

Det her med at sende SMS’er, hvor man skriver sandheden om, hvad Jesper Langballe har sagt – som lige har været i TV2s 19-nyheder og som sikkert snart rammer en online-avis nær dig – er jo så klart, som dagen er lang: Hamid el Mousti har handlet som en hædersmand.

Hvad har du, kære læser, gjort i dag for at åbne udlandets øjne for, hvilket befængt, totalitært og racistisk pesthul, Danmark er ved at forvandle sig til under Dansk Folkepartis jernhæl? Og hvem tør efter de mange latterlige sager om skrub-af-check, lømmelpakke, burkaer og kriminel lavalder efterhånden vove at påstå, at det ikke er Dansk Folkeparti, der regerer landet? Pia Kjærsgaard er efterhånden statsminister af alt andet end navn.

Hvis De vil søge inspiration til reel Oplysning om Danmark til Udlandet kan jeg varmt anbefale Manky’s Blog. Og Holdt og Engelbreths åbne brev til Obama om racismen her i landet:

Jesper Langballe tager bladet fra munden og går amok

Når Pia Kjærgsgaard er nødt til at gå ud og tage eksplicit afstand fra Søren Krarup og Jesper Langballe – noget, hun ellers aldrig før har gjort – er der grund til at tro, at Dansk Folkeparti så småt begynder at føle sig presset.

Det er også en slem én, Langballe dér har begået: Muslimske fædre myrder deres døtre og lader deres brødre voldtage dem. Det er faktisk så slemt, at den eneste rigtigt gode sammenligning er den gamle “blodløgn” om jøder. Kære læser, ville det overraske dem at høre, at Langballe ud over at være en yderligtgående muslimhader også er rabiat antisemit?

Men det er han. Engelbreth trækker tråden på sin Politiken-blog:

Langballes aktuelle påstand om, at muslimske fædre “nøjes med at slå døtrene ihjel” og så “vender det blinde øje til onklernes voldtægt” er med andre ord blot det seneste udfald i en række – det bør med andre ord ikke komme bag på nogen, og da slet ikke Dansk Folkepartis top, der burde have ekskluderet manden for længst.

Karakteren af de værste af hans antimuslimske udfald minder vel til tider i sine generaliseringer om det groteske jødehad, som Tidehverv eksponerede i 1999 med udgivelsen af bogen Mod tyrken og jøden, der indeholder tre yderst kontroversielle skrifter af den protestantiske reformator Martin Luther.

Her udtrykkes den mest uforsonlige dæmonisering af islam og jødedom, sidstnævnte i skriftet Om jøderne og deres løgne (1543), som også nazisterne anvendte i deres antisemitiske propaganda.

Luther beskylder jøderne for at være “giftige, bitre, hævngerrige, lumske, slanger, snigmordere og djævleyngel, som dolker og gør fortræd i hemmelighed, så længe de ikke kan gøre det åbenlyst”. De er simpelthen ondskabens udspring, og “de har forgiftet brønde, begået snigmord, stjålet børn”.

‘Kuren’ mod jøderne parallelliseres med kirurgens indgreb mod koldbrand: “Når der er gået koldbrand i kroppen, går de ubarmhjertigt til værks og skærer, saver og brænder kød, årer, marv og ben bort. Således skal man også gøre her, nedbrænde deres synagoger …”

Dette møgfald af sludder, som ingen præst med respekt for sig selv længere kunne drømme om at tillægge saglig værdi i det 20. og 21. århundrede, og som hidtil kun var udgivet ufuldstændigt på dansk af nazisterne i 1938 og 1972, genudgav Tidehverv altså i 1999 – ikke som ‘historisk kuriosum’ eller ‘kildeskrift’, nej, som et epokegørende og fremragende skrift ifølge Jesper Langballe.

Han betegner det sågar som et af reformatorens teologiske hovedværker (Kristeligt Dagblad, 3.11.1999) og kalder det for “Luthers fremragende teologiske stridsskrift”, der har for hans eget vedkommende ligefrem var “noget af en bibel-teologisk åbenbaring med hensyn til Det gamle Testamentes kristelige placering”.

Ifølge Langballe bliver det her “sagt og dokumenteret – jeg havde nær sagt videnskabeligt dokumenteret – at GT [Det Gamle Testamente] ikke er jødedommens bog”.

Hele Det Gamle Testamente – der som bekendt er nedfældet af jøder, og som indeholder jødernes helligste fundament, Torahen – bliver med Langballes pennestrøg revet ud af jødedommen.

Endelig tilføjer han, at “jødedommen i kraft af sin Kristus-fornægtendle lære er frafald og gudsbespottelse”.

Langballe er med andre ord et eksempel på, at det ikke altid er rigtigt at kalde tidens ubehagelige modvilje mod muslimer for “ny-antisemitisme“, som jeg ellers ofte har gjort – Langballe er hverken mere eller mindre end en god, gammeldags ægte antisemit, som har lige så meget imod muslimer, som han har imod jøder og omvendt.

På ét punkt kan jeg dog ikke helt følge Engelbreth, nemlig der, hvor han skriver, at Dansk Folkepartis ledelse “burde have ekskluderet manden for længst”.  For hvad forskel gør det, om Langballe ekskluderes eller ej? Krarup og Langballe og Espersen og deres had til muslimer og islam er Dansk Folkeparti. Uden denne frygt for “de andre” har Pia Kjærsgaard ingen sag og intet parti.

Dansk Folkeparti skal ikke reformeres og presses til at ekskludere sine ekstremister, Dansk Folkeparti skal bekæmpes og sættes helt uden for indflydelse. Der skal gøres en ende ikke blot på partiets indflydelse, men også på de andre partiers medløberi og højredrejning.

Dette har indtil videre lange udsigter, men i det mindste er partiet da så presset, at det er nødt til at tage afstand fra sine ideologiske bagmænds værste påstande. Dette er et lille skridt i den rigtige retning.

Ytringsfriheden og truslen mod den

Forfatteren Erwin Neutzsky-Wulff sætter fokus på SFs vanvittige forslag om at kriminalisere “terrorsurf” i  en veloplagt klumme i Dagbladet Arbejderen.

Hvis man undrer sig over et sådant forslag fra netop SF, skal man huske, at der er fortilfælde:

Det er sådan noget, der sker, når magten og indflydelsen bliver vigtigere end det, det oprindelig var meningen, den skulle bruges til.

Og ikke nok med det, vælgerne og de nye politiske sengekammerater må overbevises om, at man mener det alvorligt, hvilket ofte fører til en art ‘overkompensation’, hvor man i om muligt endnu højere grad spiller på befolkningens fordomme og hysteri. […]

Ethvert totalitært styre må først skaffe sig af med ytringsfriheden. Det er ikke populært, hvorfor man som bekendt har søgt at føre krigen over i fjendens lejr ved at publicere nogle tegninger af omtrent samme lødighed som nazisternes jødekarikaturer, og som den minoritet, man ønskede at lægge for had, måtte reagere på.

Men her taler vi ikke om et par sindsforvirrede øksemænd, men om et internationalt komplot med det formål at bringe enhver kritik til tavshed. Vi ser det i skueprocessen imod Foreningen Oprør, der meget vel kan give os vores første – men næppe sidste – samvittighedsfange, og hvor det politiske formål kun har yderst lidt at gøre med indholdet af anklageskriftet.

Hvad det i sidste ende drejer sig om, er retten til i tale og på skrift at solidarisere sig med undertrykte grupper og folkeslag. Statsmagten og de kapitalinteresser, den repræsenterer, vil nemlig altid bruge vold for at nå sine mål.

Tilbage står blot at stemple enhver form for nødværge som ‘terror’. Det er da også det, det omtalte forslag går ud på, nemlig at gøre ikke blot formidlingen, men selve tilegnelsen af information til en forbrydelse.

Det svarer med andre ord til forbuddet mod at lytte til BBC under krigen. Værnemagten ønskede meget naturligt ikke, at befolkningen skulle kende sandheden om dens ‘strategiske tilbagetog’, og på samme måde skal vi helst ikke få mistanke om, hvor hadede og foragtede som nation, vi er ved at blive.

Der er tale om ‘sider, der opfordrer til vold’, og hvad er så det? Sider, der viderebringer en forståelse for mennesker, der desperat forsvarer sig mod regeringernes folkedrab, deres situation og dens baggrund?

Eller blot alt andet end DR`s politiserier og øvrige slet skjulte propaganda? Det er med fuldt overlæg vagt formuleret og indbyder til ‘agtpågivenhed’ og selvcensur.

Det var den samme taktik, man benyttede for at undgå pinlige demonstrationer i forbindelse med klimatopmødet. I stedet for at udstede et udgangsforbud gjorde man det ved massearrestationer af uskyldige mennesker klart, at enhver lovlydig borger ved blot at opholde sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt risikerede mishandling og tortur – hvad enten man så kalder det for futtog eller papegøjepind.

Link: Ytringsfrihed

Hvad blev der af de udviste irakere?

Informations Anton Geist har været i Irak og følge op på historien om de irakere, som efter mange år i danske asylcentre nu er blevet udvist til et krigshelvede, udenrigsministeriets egne delegationer ikke engang tør rejse ned til på fact-finding-mission.

Vi læser blandt andet om Arsad fra Kirkuk, som de danske myndigheder fik gennemtrumfet, ikke var fra Kirkuk – hvis han havde været det, skulle han nemlig have haft asyl:

»Jeg er ked af, det er gået sådan her. Jeg kunne have forsørget mig selv. Jeg kunne have betalt skat. Det havde været godt for både Danmark og mig,« siger Arsad.

Han er bitter.

»Jeg havde et liv. Det har jeg ikke mere. Efter otte år. Danmark har gjort mig til et nul,« siger han.

»Jeg er ingenting her. Jeg har ikke noget arbejde. Jeg er bange. Jeg tør ikke gå ud alene. Hvad har Danmark fået ud af at gøre det mod mig?«

Kirkuk er hårdt ramt af terror. Det er alle, Information taler med i provinsen, enige om. Og uden for provinsen har mange advaret os mod at tage dertil.

»Hvis det ikke var for jer, kunne jeg aldrig drømme om at tage dertil. Man ved aldrig, hvad der sker i Kirkuk,« som vores chauffør siger.

Men for et par år siden var situationen endnu mere kritisk i Kirkuk, er de fleste også enige om.

Netop dengang, da drabs- tallene toppede i provinsen, fik Arsad afslag fra Flygtningenævnet. Han havde søgt om genoptagelse af sin asylsag, blandt andet på baggrund af den seneste rapport fra FN’s flygtningeorganisation UNHCR, der slog fast, at den etniske og sekteriske vold i Kirkuk var så udbredt, at alle derfra havde krav på asyl – hvilket ifølge UNHCR stadig er tilfældet.

Nævnet mente ikke, at »de nye oplysninger om situationen i Irak, herunder i Kirkuk, er af en sådan karakter, at der er grundlag for at genoptage sagen«.

»De ved ikke, hvad de taler om. Hvis de var mig, ville de heller ikke kunne holde det ud,« siger Arsad.

Han flygtede i 2001 fra Irak, fordi repræsentanter fra Saddam Husseins Baath-parti flere gange havde opfordret ham til at melde sig til en af landets militsenheder. På det tidspunkt fik alle fra provinsen asyl i Danmark. Men Udlændingestyrelsen mente ikke, at han stammer fra Kirkuk.

Arsad besvarede ganske vist en lang række spørgsmål om Kirkuk korrekt og kunne tegne kort over byens gader og floder. Men et svensk firma foretog en analyse af hans dialekt og fandt frem til, at han brugte et for ‘kylling’, som man ikke bruger i Kirkuk, men lidt længere nordpå i den kurdiske by Sulaymaniyah.

Udlændingestyrelsen antog derfor, at Arsad stammede fra de kurdiske områder i det nordlige Irak, som ikke var under Saddam Husseins kontrol.

»Styrelsen finder, at det efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder særlig UNHCR’s oplysninger vedrørende forholdende i det nordlige Irak, må lægges til grund, at du vil kunne vende tilbage til det nordlige Irak uden at risikere forfølgelse fra de irakiske myndigheders side,« skrev den ansvarlige embedsmand til Arsad.

Senere fastslog myndighederne i det nye demokratiske Irak, at Arsad rent faktisk stammer fra Kirkuk. Men på det tidspunkt var Saddam Hussein blevet væltet. Og de danske udlændingemyndigheder valgte ikke længere at lægge UNHCR’s anbefalinger til grund for deres beslutninger.

»Tænk at sådan noget kan ske i et civiliseret land,« siger Arsad. »Den slags beslutninger har ødelagt mit liv.«

Link: ‘Danmark har gjort mig til et nul’