Author: Carsten Agger

Venezuela vil forbyde voldelige computerspil

Læs om det, bl.a. i Register Hardware:

An end to the sale of violent videogames in Venezuela has moved one step closer to becoming a reality.

Venezuela’s National Assembly recently considered the Prohibition of Video Games and Toy Weapons bill, which it subsequently approved after just one debate.

The bill’s exact details aren’t widely known, but the title suggests that all videogames – violent or not – could face sales restrictions in the country.

Before the bill can be written into Venezuelan law, it must be debated and approved during a second National Assembly session – and then rubber-stamped by President Hugo Chavez.

Exactly how the bill’s supporters envisage a ban on violent videogames contributing to a reduction in the country’s colossal crime rate is a mystery. A link between the violent crime and violent games has never been proven.

Før vi griner alt for hånligt og overlegent, er det naturligvis værd at huske, at der også er politikere på vore breddegradder, der har været inde på noget af det samme – senest i Tyskland. Selveste Hillary Clinton var ude at forlange en undersøgelse med henblik på et forbud af det berømte GTA San Andreas.

Ikke desto mindre er det stadig ret dårligt nyt. En ung mand fra Venezuela beklager sig højt og klart over den nye lov:

The law scapegoats gamers for the obscene levels of violence in our country (see below), and goes to extraordinary lengths to criminalize gaming, to the point of holding out long jail terms to people who buy the wrong kinds of games.

It’s no joke. Last year, on a trip to the US, I was able to buy a Nintendo DS for my brother, and a puzzle game that deals with using weapons to defend the fish stock of penguins in Antarctica, Defendin’ de Penguin. Early next year, when the law kicks in, bring such a game could land me in jail for 3 to 5 years, for importing forbidden violent games, as the penguins use snowball guns to ward off walruses, foxes (in Antarctica? OMG think of Biogeography!), polar bears and the Yeti.

The law is just the latest nail in the coffin of Venezuelans’ right of dissent and broader civil liberties. A pitiful attempt to blame video games and toys for the widespread lethal violence in our country, instead of a defective judicial structure, systemic corruption and governmental (purposeful?) ineptitude to deal with the problem.

I am 26 years old. Ever since I can remember Venezuela has been a very dangerous place. Every year the body count seemed to climb higher than the previous year. Being on the streets after dark, especially in the big cities, became a little bit more dangerous with each passing year, no matter who was in power or how high prices for our oil rose.

I believed it was just a fact of life. Then, ten years ago, Hugo Chávez came to power promising change at every level, promising a new, less corrupt, wealthier, safer society. Most of my friends and family voted for him, to register their contempt for our traditional politicians, because they wanted justice and a decent country.

Ten years later, we are indeed wealthier, thanks to a feverish oil boom, but the country’s also falling deeper into debt, issuing bonds and getting loans even from the despised Capitalist tool that is the IMF, and printing money like there’s no tomorrow, while our electric system collapses, many staples are hard to find on store shelves, our hospitals are rotting and corruption and crime are still getting worse. […]

Let’s put this in perspective. Last year, we had almost 14,000 deaths due to crime, out of a population of about 27 million people. Let’s round it up to 28 million, and make some calculations: If Bangladesh had our murder rate, there would be 125,000 murder victims there every year, if the US had our murder rate, we would be talking about 150,000 deaths due to crime, if Japan had our problem, there would be 60000 Japanese dead due to crime every time our pretty planet goes around the sun. If China and India had our levels of violence, we would get rid of 1,100,000 people every year.

The numbers of death due to violence do not seem so big in Venezuela due to our smallish population, but this a serious problem that is only getting worse after almost 11 years of Bolivarian rule. The number of people mugged, assaulted and robbed are much greater than that. Some relatives of mine have been shot and stabbed, most of my friends have been robbed at least once, and I had to jump from a bus in motion to avoid being robbed a month ago, in Mérida, where I live, a university town that not so long ago used to be relatively safe. In Valera, where my parents live, it is unwise to go out after 9 in the streets, and after 8:30, it gets really difficult to find public transportation.

So, will the government correct its strategy, accept that we have a huge problem that has to be solved ASAP and will follow its rhetoric and work along the communities to tackle crime (Death penalty and traditional top-down approaches won’t work)?

No. Instead, it will blame the gamers for the problem.

Sørgeligt.

Link: Venezuela bans violent video games

Det kan jeg gætte!

Morten Nielsen spørger:

Hvad kalder man et land, hvor magthaverne i detaljer blander sig i, hvordan folk lever deres liv, hvem de omgås og hvordan de går klædt?

Hvad kalder man et land, hvor magthaverne ønsker at censurere ubekvemme oplysninger om landets krigsførelse i et andet land?

Hvad kalder man et land, hvor magthaverne ser stort på fakta og forskningsresultater, og i stedet fabrikerer egne mod-oplysninger (og presser forskere til at fifle lidt med resultaterne)?

Hvad kalder man et land, hvor blot det at erklære sig uenige med magthaverne medfører krav fra magthaverne om fyring af pågældende?

Må jeg, hr. lærer? Man kalder det for  dannebrog Danmark dannebrog.

Mortens næste spørgsmål er dog nok mindst lige så relevant: “Måske det i virkeligheden er mere relevant at spørge hvad man kalder det naturlige næste udviklingstrin for dette land?”

Link: Hvad kalder man et land …

Hvis Onyszko var muslim

Politiken-bloggeren Kristian Madsen rammer hovedet på sømmet i debatten om målmanden fra FC Midtjylland:

Det interessante er, at ingen ved sine fulde fem vil konstatere at katolicisme på denne baggrund er uforeneligt med demokrati og menneskerettigheder. Ingen vil kræve, at Biskop Kozon går ud og tager afstand fra Onyszko. Katolikker vil ikke blive stillet til ansvar for udtalelserne, hvis de stiller op til et offentligt embede. Og det er ellers ikke fordi, Onyszko er den eneste katolik med dette synspunkt. Han er faktisk ikke mere gakkelak end Polens præsident, Lech Kaczynski, der mener at homoseksuelle er en trussel mod menneskeheden.

Men naturligvis tager ingen på denne baggrund afstand fra katolikker eller katolicisme. De fleste af os kan se, at dette blot er småt begavede enkeltindivider, der forsøger at legitimere deres tilbagestående synspunkter ved at iklæde dem religiøse gevanter.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad der var sket, hvis Arek Onyszko havde været muslim. Hvis han nu havde sagt:

“Jeg er muslim, og vi vil ikke acceptere den slags mennesker”

Mon ikke Abdul Wahid Pedersen var blevet afkrævet en afstandtagen til denne ekstremist? Mon ikke højrefløjens politikere havde brugt det til at dokumentere at Islam er farligt og uforeneligt med danske værdier? Mon ikke Dansk Folkeparti havde krævet tre-fire ministre i samråd på stedet? Mon ikke samtlige højreorienterede blogs i Danmark var gået helt i selvsving? Naturligvis.

Jeg må indrømme, at jeg har svært ved at hidse mig op over Onyszkos udtalelser – ikke, fordi jeg finder dem acceptable eller er enig i dem, men fordi jeg er komplet ligeglad med, hvad en tilfældig målmand går og mener eller ikke mener.

Men det er interessant at se, hvordan den larmende tavshed fra the usual Muslim-baiting suspects udstiller deres komplette hykleri.

Og så håber jeg da, alt andet lige, at Onyszko ender med at blive klogere end dag. Lev og lad leve, og alt det der.

Link: Hvis Arek Onyszko var muslim

Skam og skændsel – udvisningen af irakere fortsætter

Så er endnu en gruppe irakere hentet i fængslet og sendt hjem til den død, ødelæggelse og ruin, den danske regering selv har skabt i Irak.

Asylaktivister forsøgte at lægge sig imellem for at forhindre udvisningen, men kunne intet stille op mod statens uniformerede og bevæbnede håndlangere. Modkraft fulgte slagets gang:

Kl. 00:40 Det strømmer løbende til med aktivister, som ønsker at protestere mod udvisningen af de irakiske asylansøgere. En blokade, som er etableret på Ellebækvej nær Ellebækfængslet samler nu op imod 120 mennesker.

Kampklædt politi forholder sig afventende og bruger tiden på at videofilme aktivisterne, som råber “Asyl til alle!”.

Kirkeasyl oplyser desuden, at aktivister har aflåst portene til hovedindgangen ind til lejren for at forhindre, at irakerne kan bringes ud.

Kl. 01:40 En gruppe på omkring 10 mandlige beboere er kommet ud fra Sandholmlejren og har sluttet sig til blokaden foran Ellebækfængslet.

Politiet forholder sig stadig afventende. Det samme gør aktivisterne, som dog fortsætter med at råbe slagord ligesom de har sunget “Kringsat af fjender”.

Kl. 02:25 Politet udtaler til Politiken.dk, at de ikke har planer om at bryde de to blokader, som aktivister har etableret ved Sandholmlejren og Ellebæk-fængslet for at forhindre udvisningen af irakiske asylansøgere.

– Når de stopper, trækker vi os også hjem. Men vi vil ikke bryde blokaderne, siger politikommissær Søren Greve til netavisen.

– Det kan godt være, at vi fjerner de spærringer, de har sat op uden for hovedindgangen i løbet af i morgen formiddag, hvis de stadig er der. Men lige nu er det fuldstændigt ligegyldigt, siger han.

Politikomsissæren ønsker hverken at be- eller afkræfte om politiet har planer om at udvise de irakere, som sidder fængslet i Ellebæk, i nat.

Kl. 02:40 Der har ifølge Kirkeasyl været et mindre sammenstød mellem aktivister og politi ved en af blokaderne. Aktivisterne blev slået med knipler, men ingen er anholdt og blokaden fortsætter.

Hvis der stadig er nogen, der tror, at  “lømmelpakken” handler om klimatopmødet, er de dummere end politiet tillader. Den handler om, at regeringen vil kunne bruge retsvæsnet som supplement til kampklædt og bevæbnet politi – til at slå ned med jernhånd, hvis nogen vover at tale dem imod.

Og igen sendes folk ned til det ingenting, vi selv har skabt – i strid med al menneskelighed, i strid med FNs anbefalinger og i strid med regeringens egen aftale med den irakiske regering. Hvor dybt kan man synke?

Amila har også noget om sagen: Mørkets gerning

Update: Blandt de udviste irakere befinder sig mindst én, som er blevet direkte truet af de irakiske myndigheder. Hvilket indbyder til en gentagelse af spørgsmålet: Hvor dybt kan man synke?

Ubuntu 9.10 – og hvad så?

Danny Piccirillo giver på Reddit.com en oversigt over de vigtigste ting, man med fordel kan gøre for at få systemet helt tip-top, når først man har installeret det:

DVD Playback

Most commercial DVDs are encrypted with Content Scrambling System (CSS), which attempts to restrict the software that can play a DVD. You’ll need to install libdvdcss if you want to play them. You can do so by first installing the libdvdread4 package via Synaptic Package Manager or Terminal.

Click here to install or use the following command:

sudo apt-get install libdvdread4

Then, within a Terminal window, enter:

sudo /usr/share/doc/libdvdread4/install-css.sh

Restricted Extras

The ubuntu-restricted-extras package includes a bunch of things Ubuntu isn’t legally allowed to ship with, namely unrar for unarchiving .rar files, Microsoft TrueType core fonts, Sun Java Runtime Environment (JRE), restricted codecs, and finally Adobe Flash Player. Like the rest of the packages and applications in this list unless noted otherwise, it’s available in the new Ubuntu Software Center (Applications ⟶ Ubuntu Software Center).

Click here to install or use the following command:

sudo apt-get install ubuntu-restricted-extras

I also recommend you at least give a fair chance to Gnash, an open source flash player on the list of high priority Free software projects. To install, you’ll first have to make sure you don’t have Adobe’s flash player installed via Synaptic or Terminal.

Command:

sudo apt-get purge flashplugin-installer nspluginwrapper

Finally, you can install the Gnash plugin via Synaptic of Terminal.

APT Line: ppa:gnash/ppa
Click here to install or use the following command:

sudo apt-get install mozilla-plugin-gnash

Og så videre. Jeg har selv netop installeret systemet og regner med at skrive lidt om det om et par dage. Det lader til at være pænere og hurtigere end alle tidligere versioner af Ubuntu, jeg hidtil har set, men i alt væsentligt er det heldigvis bare sig selv – det vil sige, rimeligt stabilt og pålideligt.

Link: Top things to do after installing Ubuntu 9.10 Karmic Koala

Velfærdssamfundets bagside

I Politiken fortæller Maria Mazzoni fra København om, hvordan det er at søge hjælp til sin 12-årige datters psykiske problemer:

Maria oplever, at al hendes vågne tid går med at ringe, skrive, maile og rykke for svar hos skiftende instanser, alt imens familien slides mere og mere i laser.

»Det er hele systemet og de her procedurer og drejebøger, de hænger sig i. Man bønfalder, man er meget ydmyg, man prøver at please og være venlig i stedet for at skælde ud, fordi de sidder med så meget magt, og man er bange for at brænde sine broer«, siger hun over en stor stak sagsakter i hjemmet på Amager.

Under målsætning om at »sætte borgeren i centrum« har politikerne bag kommunalreformen opnået det stik modsatte, kritiserer Bettina Post, formand for Landsforeningen af Socialrådgivere.

»Kommunalreformen har splittet det sociale arbejde op i afgrænsede forvaltninger. Tingene skal skilles ad, man må for eksempel ikke snakke om sociale problemer henne i jobcentret. Borgeren skal have en fuldtidskalender fyldt op med, hvor skal jeg til møde om hvad, hvilke papirer skal jeg have med, og hvem skal jeg tale med«, siger hun.

Andre steder i landet er det måske ikke helt så slemt som i København, men det egentlige resultat er præcis det samme: Børn, der kunne have haft en god prognose, hvis de havde fået støtte, tabes på gulvet på grund af offentligt omsorgssvigt.

Alle gode kræfter og instanser sætter sig ned i en rundkreds og er enige om at noget må gøres, det er bare ikke lige præcis dem selv, der skal gøre det. Dette system vender den tunge ende nedad: Forældre med store ressourcer og overskud til at bruge dem på deres børns handicap kan  trække læsset selv, eller de kan måske råbe højt nok til, at der sker noget. Forældre med kun almindelige ressourcer til deres rådighed (som Mazzoni i Politikens artikel) må se sig selv kørt ned, mens deres børn ikke får hjælp.

Hvad med et samlet system, der satte barnet og behovet først og papirerne og juristerierne sidst? Men det ville jo kræve, at man tænkte som en helhed og ikke som en lang række forskellige cigarkasser.

Link: Borgere køres ned af kommunalt papirvælde

Digitale borgerrettigheder – er slaget tabt?

For nogle måneder siden skrev jeg om kampen for at fastholde nogle ændringsforslag til EUs store telekom-pakke, der skulle sikre borgernes rettigheder iden digitale fremtid.

Det handlede især om ændringsforslag 138, der ville garantere, at ingen borger kan afskæres fra internettet og ingen hjemmeside vilkårligt lukkes ned, uden at det er besluttet af en domstol. Forslaget ville have sikret, at folk ikke kunne fratages deres dag for dag mere og mere uundværlige Internetforbindelse eller få bortcensureret deres hjemmesider rent administrativt.

Forslag 138 ville med andre ord have umuliggjort three strikes-love og sikret ytringsfriheden på Internettet.

Efter en lang kamp blev forslaget vedtaget. Alt syntes godt, og borgerretsbevægelser og blogs som denne meldte om sejr. Men nu er det hele tabt på gulvet igen! Parlamentet har omgjort sin beslutning og erstattet ændringsforslag 138 med en svagt formuleret tekst, der reelt tillader alle de begrænsninger og al den censur, man har lyst til.

Se blot denne pressemeddelelse fra La Quadrature du Net:

Yesterday, representatives of the European Parliament, an institution that ordinarily prides itself for protecting human rights at home and abroad, decided to surrender to the pressure exerted by Member States. The Parliament gave up on amendment 138, a provision adopted on two occasions by an 88% majority of the plenary assembly, and which aims at protecting citizens’ freedom in the online world. Instead of ensuring that no restriction to Internet access would be imposed without the prior ruling of a judge, amendment 138 will instead be replaced by a weak provision1, that does not carry any new important safeguard for citizen’s freedoms.

With this retreat, the European Parliament, who regularly boasts itself about its credentials in the field of human rights, has endorsed the false idea that it had no power in protecting their constituents’ rights under current rules. This decision was taken consciously by rapporteur Catherine Trautmann, in order not to risk a confrontation with the Council of EU and to quickly finish with the Telecoms Package. She, along with the rest of the Parliament delegation deliberately ignored existing texts and case law pointing to the fact that it had the competence to adopt the core principles of amendment 1382. They didn’t even try to reword the original amendment in order to preserve its initial objective.

“Amendment 138 was in haste dissolved into useless legalese and soft consensus. The Parliament hurried to get rid of the safeguards of citizens’ freedoms because it knew that with the imminent coming into effect of the Lisbon treaty, both institutions will soon share the legislative power in the field of judicial affairs. And the bad excuses we have heard these past few days to justify to abandon amendment 138 will then be totally obsolete. In the end, the Parliament was not brave enough to stand against the Council to defend citizens’ freedoms.”, explains Jérémie Zimmermann, spokesperson for La Quadrature du Net.

“Ministers of Member States, who want to be able to regulate the Net without interference from the judiciary, were rushing to kill amendment 138 and put an end to the negotiations. It is a shame that the Parliament’s delegation, and especially rapporteur Catherine Trautmann, was not determined enough to use the political context to assert its authority in the European lawmaking process in order to protect European citizens. Even though it has been an interesting and constructive discussion, amendment 138 has turned, by the lack of courage of the delegation, into the emblem of the powerlessness of the Parliament.”, concludes Zimmermann.

Så hvor der før var lagt op til en betydelig sikring af den enkeltes rettigheder, risikerer vi nu at få  et virtuelt tag-selv-bord for overvågnings-syge plade- og filmselskaber og kontrolglade myndigheder. Nyd ytringsfriheden på Internettet, så længe du har den.

Link: Amendment 138 dead by lack of courage of the Parliament

Til den som meget har, skal mere gives, og fra den som intet har, skal også dette tages

Dette er Jesu budskab i det Nye Testamente, og hvis nu det havde handlet om jordiske goder, ville regeringen udmærke sig som rigtig gode kristne, skriver Den Lille Netavis:

Der er nemlig blevet flere og flere fattige i landet siden 2001. En undersøgelse fra Danmarks Statistik viser, at godt 430.000 danskere har svært ved at få pengene til at slå til. Forskeren Finn Kenneth Hansen Fra CASA siger, at undersøgelsens data blev indsamlet, før den økonomiske krise for alvor havde bidt sig fast i Danmark, og at det sikkert er værre endnu i dag.

Jeg er selv arbejdsløs for tiden og er lidt fortørnet over, hvor meget ringere den højeste dagpengesats er blevet siden min sidste dagpengeperiode i slutningen af 80erne. Som enlig forælder er det ikke meget, man har tilbage at rutte med, når skattefar har været der.

Det ville være rimeligt nok at sætte den op på et niveau, så i det mindste nyuddannede og håndværkere kunne komme rimeligt tæt på en ordentlig forsikring af deres bolig osv. Det kunne i det hele taget være rart at vende tilbage til et samfund, hvor “få har for meget og ingen for lidt”, som man fablede om engang.

Link: Helt bibelsk