Author: Carsten Agger

Velfærdssamfundets bagside

I Politiken fortæller Maria Mazzoni fra København om, hvordan det er at søge hjælp til sin 12-årige datters psykiske problemer:

Maria oplever, at al hendes vågne tid går med at ringe, skrive, maile og rykke for svar hos skiftende instanser, alt imens familien slides mere og mere i laser.

»Det er hele systemet og de her procedurer og drejebøger, de hænger sig i. Man bønfalder, man er meget ydmyg, man prøver at please og være venlig i stedet for at skælde ud, fordi de sidder med så meget magt, og man er bange for at brænde sine broer«, siger hun over en stor stak sagsakter i hjemmet på Amager.

Under målsætning om at »sætte borgeren i centrum« har politikerne bag kommunalreformen opnået det stik modsatte, kritiserer Bettina Post, formand for Landsforeningen af Socialrådgivere.

»Kommunalreformen har splittet det sociale arbejde op i afgrænsede forvaltninger. Tingene skal skilles ad, man må for eksempel ikke snakke om sociale problemer henne i jobcentret. Borgeren skal have en fuldtidskalender fyldt op med, hvor skal jeg til møde om hvad, hvilke papirer skal jeg have med, og hvem skal jeg tale med«, siger hun.

Andre steder i landet er det måske ikke helt så slemt som i København, men det egentlige resultat er præcis det samme: Børn, der kunne have haft en god prognose, hvis de havde fået støtte, tabes på gulvet på grund af offentligt omsorgssvigt.

Alle gode kræfter og instanser sætter sig ned i en rundkreds og er enige om at noget må gøres, det er bare ikke lige præcis dem selv, der skal gøre det. Dette system vender den tunge ende nedad: Forældre med store ressourcer og overskud til at bruge dem på deres børns handicap kan  trække læsset selv, eller de kan måske råbe højt nok til, at der sker noget. Forældre med kun almindelige ressourcer til deres rådighed (som Mazzoni i Politikens artikel) må se sig selv kørt ned, mens deres børn ikke får hjælp.

Hvad med et samlet system, der satte barnet og behovet først og papirerne og juristerierne sidst? Men det ville jo kræve, at man tænkte som en helhed og ikke som en lang række forskellige cigarkasser.

Link: Borgere køres ned af kommunalt papirvælde

Digitale borgerrettigheder – er slaget tabt?

For nogle måneder siden skrev jeg om kampen for at fastholde nogle ændringsforslag til EUs store telekom-pakke, der skulle sikre borgernes rettigheder iden digitale fremtid.

Det handlede især om ændringsforslag 138, der ville garantere, at ingen borger kan afskæres fra internettet og ingen hjemmeside vilkårligt lukkes ned, uden at det er besluttet af en domstol. Forslaget ville have sikret, at folk ikke kunne fratages deres dag for dag mere og mere uundværlige Internetforbindelse eller få bortcensureret deres hjemmesider rent administrativt.

Forslag 138 ville med andre ord have umuliggjort three strikes-love og sikret ytringsfriheden på Internettet.

Efter en lang kamp blev forslaget vedtaget. Alt syntes godt, og borgerretsbevægelser og blogs som denne meldte om sejr. Men nu er det hele tabt på gulvet igen! Parlamentet har omgjort sin beslutning og erstattet ændringsforslag 138 med en svagt formuleret tekst, der reelt tillader alle de begrænsninger og al den censur, man har lyst til.

Se blot denne pressemeddelelse fra La Quadrature du Net:

Yesterday, representatives of the European Parliament, an institution that ordinarily prides itself for protecting human rights at home and abroad, decided to surrender to the pressure exerted by Member States. The Parliament gave up on amendment 138, a provision adopted on two occasions by an 88% majority of the plenary assembly, and which aims at protecting citizens’ freedom in the online world. Instead of ensuring that no restriction to Internet access would be imposed without the prior ruling of a judge, amendment 138 will instead be replaced by a weak provision1, that does not carry any new important safeguard for citizen’s freedoms.

With this retreat, the European Parliament, who regularly boasts itself about its credentials in the field of human rights, has endorsed the false idea that it had no power in protecting their constituents’ rights under current rules. This decision was taken consciously by rapporteur Catherine Trautmann, in order not to risk a confrontation with the Council of EU and to quickly finish with the Telecoms Package. She, along with the rest of the Parliament delegation deliberately ignored existing texts and case law pointing to the fact that it had the competence to adopt the core principles of amendment 1382. They didn’t even try to reword the original amendment in order to preserve its initial objective.

“Amendment 138 was in haste dissolved into useless legalese and soft consensus. The Parliament hurried to get rid of the safeguards of citizens’ freedoms because it knew that with the imminent coming into effect of the Lisbon treaty, both institutions will soon share the legislative power in the field of judicial affairs. And the bad excuses we have heard these past few days to justify to abandon amendment 138 will then be totally obsolete. In the end, the Parliament was not brave enough to stand against the Council to defend citizens’ freedoms.”, explains Jérémie Zimmermann, spokesperson for La Quadrature du Net.

“Ministers of Member States, who want to be able to regulate the Net without interference from the judiciary, were rushing to kill amendment 138 and put an end to the negotiations. It is a shame that the Parliament’s delegation, and especially rapporteur Catherine Trautmann, was not determined enough to use the political context to assert its authority in the European lawmaking process in order to protect European citizens. Even though it has been an interesting and constructive discussion, amendment 138 has turned, by the lack of courage of the delegation, into the emblem of the powerlessness of the Parliament.”, concludes Zimmermann.

Så hvor der før var lagt op til en betydelig sikring af den enkeltes rettigheder, risikerer vi nu at få  et virtuelt tag-selv-bord for overvågnings-syge plade- og filmselskaber og kontrolglade myndigheder. Nyd ytringsfriheden på Internettet, så længe du har den.

Link: Amendment 138 dead by lack of courage of the Parliament

Til den som meget har, skal mere gives, og fra den som intet har, skal også dette tages

Dette er Jesu budskab i det Nye Testamente, og hvis nu det havde handlet om jordiske goder, ville regeringen udmærke sig som rigtig gode kristne, skriver Den Lille Netavis:

Der er nemlig blevet flere og flere fattige i landet siden 2001. En undersøgelse fra Danmarks Statistik viser, at godt 430.000 danskere har svært ved at få pengene til at slå til. Forskeren Finn Kenneth Hansen Fra CASA siger, at undersøgelsens data blev indsamlet, før den økonomiske krise for alvor havde bidt sig fast i Danmark, og at det sikkert er værre endnu i dag.

Jeg er selv arbejdsløs for tiden og er lidt fortørnet over, hvor meget ringere den højeste dagpengesats er blevet siden min sidste dagpengeperiode i slutningen af 80erne. Som enlig forælder er det ikke meget, man har tilbage at rutte med, når skattefar har været der.

Det ville være rimeligt nok at sætte den op på et niveau, så i det mindste nyuddannede og håndværkere kunne komme rimeligt tæt på en ordentlig forsikring af deres bolig osv. Det kunne i det hele taget være rart at vende tilbage til et samfund, hvor “få har for meget og ingen for lidt”, som man fablede om engang.

Link: Helt bibelsk

Kristendommens skiftende ansigter

Professor, dr. theol. Per Bilde forklarer i en kronik i dagens Jyllands-Posten, hvorfor han og en del andre er kommet til at tvivle på kristendommen. I hans eget tilfælde har det at gøre med et intimit kendskab til religionens opståen og tidlige historie, der slet ikke hænger sammen med, hvad kirken og kristendommen senere blev til:

Jeg vil fokusere på fire problemer, som gennem tiderne også har fået mange kristne, herunder mig selv, til at tvivle på og opgive deres nedarvede religion:

1) Jesus’ eskatologiske forhåbningers sammenbrud,

2) udeblivelsen af Jesu genkomst,

3) kristendommens transformation fra at være en hinsidigt til at være en dennesidigt orienteret religion og

4) kristendommens generelle “kamæleonisering”, hvormed jeg sigter til dens formidable evne til at antage skikkelse efter enhver omgivende kultur. […]

Jesu tilhængere [var] samtidig sikre på, at han meget snart ville vende tilbage til Jorden, opvække de døde, gennemføre den eskatologiske dom, sende de vantro og onde til Helvede og – for sine troende tilhængere – (gen)oprette det “gudsrige”, som var kernen i den historiske Jesu forkyndelse. Denne intense forhåbning om Jesu genkomst, som mere eller mindre stærkt behersker skrifterne i Det Nye Testamente, blev, som vi ved, heller ikke indfriet. Denne skuffelse satte en række omtolkninger af erindringerne om Jesus i gang. […]

Den oprindelige jødiske messianske Jesus-bevægelse ændrede skikkelse til en hellenistisk-romersk religiøs foreningsdannelse, hvor vægten ikke blev lagt på troen på, at Jesus var Messias, men i stedet på den religiøse dyrkelse af den guddommeliggjorte, himmelske Kristus-skikkelse. Måske allerede i dens første fase, men i alt fald i denne anden fase blev kristendommen til en hinsidighedsreligion. […]

Efter Nietzsche og Grønbech gennemgik kristendommen atter en af sine fundamentale transformationer og skiftede igen fuldstændigt karakter. For de kristne teologer, præster og apologeter er det i dag latterligt at tro på opstandelse, eskatologisk dom, Helvede og Paradis.

Bilde nævner så ikke “hinsidighedsreligionens” rolle som fundamentalt sekulær magtfaktor i Middelalderen, hvor Paven fik møvet sig ind som øverste verdslige autoritet med ret til at indsætte og afsætte konger og kejsere.

Til gengæld minder han om, at intet af det, som diverse højreorienterede apologeter ynder at fremhæve som særligt udmærket ved “kristen” kultur og religion er unikt for kristendommen: “Det generer tilsyneladende ikke disse apologeter, at kritisk rationalitet, videnskab og demokrati faktisk stammer fra det gamle Grækenland, at næstekærlighedsbuddet forekommer i andre religioner end kristendommen, og at europæisk kristendom op igennem historien har strittet gevaldigt imod de fleste kulturelle, videnskabelige og politiske fremskridt“.

Hvad kirken lærer i dag, er altså i flere lag og gennem flere radikale omtolkninger adskilt fra den tidlige kristendoms dommedagshåb, som igen formodentlig ikke er det samme, som hvad den historiske Jesus lærte (hvis der overhovedet var nogen historisk Jesus).

Kristendommen er med andre ord passé. Måske det efterhånden var på tide at komme videre.

Link: Kritik af kristendommen

Læs også: Kristendom, næstekærlighed og ‘gudløs humanisme

Miljøaktivister forhindret udrejse efter terrorloven

Terrorlovgivningen er åbenbart først og fremmest ment som et påskud for at fratage folk deres borgerrettigheder, så man kan gribe ind mod lovlig politisk aktivitet, som man ikke bryder sig om.

Se blot Arbejderens historie om den britiske klima-aktivist Chris Kitchen, der blev forhindret i at rejse til København – man ved jo aldrig, hvad sådan en aktivist kan være ude på:

Den 31-årige britiske klimaaktivist Chris Kitchen og hans kammerat fik sig en overraskelse, da de onsdag klokken 17 sad i en bus på vej fra Storbritannien til København. Her skal de deltage i weekendens internationale møde i Climate Justice Action – et globalt netværk af klimaaktivister, der mobiliserer græsrødder til aktioner ved FN`s klimakonference i december.

Men i byen Folkestone ved tunnelen under Den Engelske Kanal – blev bussen stoppet af britisk politi. Politiet gennemgik samtlige passagerers pas. Herefter hev de Chris Kitchen og hans ven ud af bussen, og tog dem med til forhør.

– Politiet spurgte ind til min familie, mit arbejde og tidligere politiske aktiviteter. De vil også vide, hvad jeg skal i København, fortæller Chris Kitchen til Arbejderen.

Politiet henviser til den britiske terrorlov, der giver grænsepolitiet ret til at stoppe og visitere individer for at fastslå, om de har forbindelse til terrorisme. Chris Kitchen gør det klart overfor betjentene, at miljøaktivisme ikke er terrorisme. Men han får blot besked om, at ‘terrorisme kan betyde mange ting’.

Link: Miljøaktivister stoppet af terrorlov

Koranforklaring

Læserbrev i Jyllands-Posten, 6.10.2009:

Katrine Winkel Holm spørger i JP 3/10 om, hvordan koranverset »når de fredhellige måneder er omme, skal I dræbe dem, der sætter andre ved Guds side, hvor som helst I finder dem« (sura 9, vers 5) skal udlægges.

Svaret er, at denne erklæring blev fremsat af Muhammed efter erobringen af Mekka i 630 og var et signal til erobringen af hele den arabiske halvø. Som så mange andre af Koranens såkaldte Medina-suraer er den fremsagt i en konkret, historisk kontekst og har ingen universel gyldighed uden for denne.

KWH, der som kristen ikke er en af »dem, der sætter andre ved Guds side«, behøver altså ikke bekymre sig, med mindre hun har planer om at rejse 1.400 år tilbage i tiden.

Baggrunden er som antydet et længere indlæg af Katrine Winkel Holm, der har været på fisketur i Koranen og ved at rive citater ud af deres meningsmæssige og historiske sammenhæng har fundet ud af, at den uden videre skulle kunne bruges til at legitimere … vel, som det fremgår.

Lidt, som hvis man ville bruge Det Nye Testamente til at bevise, at kristendommen er en krigerisk og blodtørstig religion, bare fordi Jesus heri siger: “Men mine fjender dér, som ikke ønskede, at jeg skulle være konge over dem, før dem herhen og hug dem ned for mine øjne!” (Luk 19:27).

For det ville jo heller ikke rigtig gå – eller …?

Ny Ubuntu på vej: 9.10

Som set hos Martin Pihl:

Hvis du vil have en tæller på din egen hjemmeside, kan du hente den her. Må i øvrigt nok indrømme, at der ikke er de helt store nyheder i den nye Ubuntu-version – i alt væsentligt får det velfungerende system, vi kender, bare et lille, velfortjent nøk opad. Hvis du tidligere har forsøgt at installere Ubuntu, men har måttet opgive, fordi din hardware ikke var understøttet, er der dog en betydelig chance for, at problemet er løst nu; hver ny udgave lukke mange af de huller, der har været netop hvad drivere til trådløse netværk, grafikkort osv. angår.

Hjemløshed og fattigdom i det nye Danmark

Rune Engelbreth Larsen skriver på sin Politiken-blog om et aspekt af krisen, men især af regeringens økonomiske og sociale politik sidenn 2001, som i hvert fald jeg ikke har været opmærksom på før: Antallet af udsættelser fra private boligere ved fogedens hjælp – altså antallet af tilfælde, hvor fogeden simpelt hen dukker op og sætter folk på gaden, om nødvendigt med politiets hjælp er vokset støt og roligt de sidste 7-8 år, fra 1823 i 2002 over 3762 i 2008 med en prognose om at nå 4160 i 2009.

Eftersom vi må gå ud fra, at det i en del tilfælde er hele familier, det går ud over, er det altså mere end en promille af Danmarks befolkning, der i år må opleve at blive sat på gaden. Er det, hvad vi forstår ved “velstand”?

Engelbreth forklarer, hvordan det står til:

Udsættelser foregår på den måde, at en lejer, der ikke kan betale huslejen, sættes på gaden af fogedretten. Det sker på den rituelt ydmygende måde, at fogeden symbolsk sætter en af boligens stole ud på gaden, og hvis ikke udlejeren dernæst selv fjerner sine ejendele fra ejendommen, sørger politiet for, at et flyttefirma gør det. Herefter har man to måneder til at tilbagekøbe sine ting (og betale for flytteomkostningerne m.m.), ellers kan flyttefirmaet uden videre sælge indboet gennem et auktionshus.

Det hører undtagelserne til, at familier har mulighed for at tilbagekøbe deres ting, men det hænder – men det er heller ikke engang en rar oplevelse ifølge auktionsleder Kim Egegaard: “Det sker en gang imellem, at folk kommer for at købe deres ting tilbage. Det er ret ubehageligt og sjældent til at tage fejl af, fordi tårerne vælter ned ad kinderne på dem. Men så hersker der altså en slags uskreven regel om ikke at overbyde dem.” (24timer, 8.10.2009).

Alene for Svendborg Auktioners vedkommende kan Jan Helmer berette om en markant stigning: “Før havde vi måske en-to sager om året, mens vi i dag sælger tre-fire hjem om måneden, så jeg vil nærmest sige, at at vi oplever en eksplosion.”

Men er det så ikke alt sammen noget, der skyldes den økonomiske krise, der for alvor brød ud i 2008?

Den kunne selvfølgelig have en del af skylden – selv om det kan være svært at forstå, hvorfor private i givet fald skal bære så stor en del af byrden i en tid, hvor erhversliv og banker er blevet begavet med såvel skattelettelser som kæmpechecks som led i diverse “krisepakker”.

Men faktisk har stigningen som sagt været støt og rolig og skyldes ikke mindst regeringens indskrænkning/manglende regulering af kontanthjælpen:

Krisen kan mærkes, og blandt udsættelserne er der også velhavende, som er gået fallit, men tallene fortæller ikke om et pludseligt spring i antallet af udsættelser det sidste år under krisen – som nævnt er antallet derimod steget til mere end det dobbelte af niveauet i 2002 på ganske støt og stabil vis.

96 procent af de udsatte ender på gaden, fordi de ikke kan betale huslejen, konstaterer Socialrådgiverforeningens formand Betina Post – og tilføjer: “Kontanthjælpen er simpelthen ikke fulgt med det generelle prisniveau i samfundet. (…) Flere er i den situation, at de er nødt til at vælge mellem at spise mad eller betale husleje.”

Her er der, hvilket er Engelbreths vinkel, stof til eftertanke over VKO-regeringens nuværende satsning på en hård linje, retspolitiske stramninger og lavere kriminel lavalder, når man samtidig underminerer de mest udsatte familiers økonomi i en grad, så en hel procent af Danmarks befolkning snart vil have oplevet at blive sat på gaden med fogedens hjælp.

Det giver også stof til eftertanke, hvad angår Dansk Folkepartis påståede “sociale profil”.

Men ikke mindst viser det den nuværende politiske udviklings sande ansigt: Pyt med menneskene, ind med systemtænkning og kæmpechecks til de økonomiske realiteters slipseklædte repræsentanter.

Alt det her med “de fremmede”, som Dansk Folkeparti excellerer i, er åbenbart ikke andet end en afledningsmanøvre, mens de tømmer vores tegnebog. Det var måske værd at tænke over, næste gang, du diskuterer med nogen,. som er faldet for den.

Link: VKO-cirklen: marginalisering – fattigdom – kriminalitet – margina …