Author: Carsten Agger

Chikane og bureakrati – ny måde at slå ned på ‘anderledes tænkende’?

George Monbiot funderer over spørgsmålet i The Guardian, og nævner, hvordan ‘terrorlovene’ og den almindelige paranoia ærligt og redeligt har kostet en hel del frihed:

Gone are the days when you could announce a happening, call up a few mates with drums and guitars, and put the word out that something groovy and free was about to kick off. In these buttoned-down times, it would be treated like an al-Qaida training camp. Today, you must apply for a licence and spend months of your life filling in forms and liaising with the various responsible authorities. There are good reasons for this: it ensures that no one is crushed to death and that local people aren’t harried by intolerable noise and disruption. There are also bad reasons: the controlling, snooping, curtain-twitching state tendencies which insist that all spontaneity be planned six months in advance, that no one can ever take her top off or smoke homegrown weed or get a little bit outrageous – even within a festival site – for fear of offending some tight-arsed busybody in desperate need of a life.

The organisers applied for their licence in February, and spent the intervening months trying to meet the conditions. These included 450 security guards, a steel perimeter fence and watchtowers, and free wristbands for 12 undercover police officers, who could move through the crowds ensuring that no one was enjoying themselves too much. The site would have more of the ambience of a prison camp than a hippy festival, but at least it would conform to regulations…

Link: Is the Big Green Gathering another victim of the crackdown on dissent?

‘Problemfamilier’ skal (alligevel ikke) videovervåges i deres eget hjem

Ikke i Danmark, men i Storbritannien. Men mon ikke nok det skal komme? Jeg har ikke så mange kommentarer denne gang – jeg savner ord.

Man var nok lidt på hurtig på aftrækkeren, og historien kan ikke findes andre steder end hos Daily Express, hvis journalist lader til at have været for hurtig, se Update 3 herunder. Vi beklager fejlen.

Men altså, I Daily Express kan man læse:

The Children’s Secretary set out £400million plans to put 20,000 problem families under 24-hour CCTV super-vision in their own homes.

They will be monitored to ensure that children attend school, go to bed on time and eat proper meals.

Private security guards will also be sent round to carry out home checks, while parents will be given help to combat drug and alcohol addiction.

Around 2,000 families have gone through these Family Intervention Projects so far.

But ministers want to target 20,000 more in the next two years, with each costing between £5,000 and £20,000 – a potential total bill of £400million. […]

He said: “This is pretty tough and non-negotiable support for families to get to the root of the problem. There should be Family Intervention Projects in every local authority area because every area has families that need support.”

Og oppositionen? Herfra skal man ikke vente megen hjælp eller støtte til folks borgerrettigheder eller privatliv. De konservatives talsmand på området udtaler: “This is all much too little, much too late. This Government has been in power for more than a decade during which time anti-social behaviour, family breakdown and problems like alcohol abuse and truancy have just got worse and worse.”

Der er så meget galt med de “ansvarlige” problemers synspunkter, at jeg ikke orker hverken at ende og begynde – udover måske med det tåbelige i at behandle sociale problemer gennem “stramninger”, som ligesom her i landet er tidens løsen.

Og videovervågning i folks eget hjem? Vel, når først det er gjort for problemfamilier, så kan man vel også … første skridt ud på den evindelige glidebane.

Gys. Forsøget vil i første omgang omfatte 20.000 familier.

Update: Som det også fremgår af diskussionen på Slashdot, er Daily Express som andre britiske tabloider ikke verdens mest pålidelige kilde. Dette her forslag er desværre ikke spor ude af trit med, hvordan man ellers gør tingene “over there”, så indtil videre vil jeg anbefale folk at skimme diskussionen på slashdot og så vil jeg forsøge at følge op på historien, hvis der kommer nye oplysninger.

Update 2: Eric Bentzen har ret i, at historien er tvivlsom – skrev indlægget efter at have set den på Slashdot, og før jeg nåede at tænke over, hvad Daily Express er for en avis. Jeg lader historien stå, men vil følge op på den, når og hvis det skulle være muligt at få det be- eller afkræftet. Videovervågning af folk i deres eget hjem ligger nu desværre ikke ud over, hvad jeg tiltror de britiske myndigheder, der går amok i overvågning i disse år.

Update 3: En kommentator på metafilter.com har denne analyse, som jeg indtil videre gætter på er korrekt:

For those wanting a bit of context, this announcement by Ed Balls seems to be tied to the publication of a document tracking progress against the UK Government’s Youth Crime Action Plan, published just over a year ago. Here is the press release announcing its publication. From what I can understand the ‘sin bins’ appear to be ‘Family Intervention Projects’. These started to be set up in 2006 and are based on a famous project run by NCH, a children’s charity, called the Dundee Families Project and running since 1995. The project works with families with significant involvement in crime or anti-social behaviour. Here is a bit more background, from an evaluation [PDF] of projects modelled on the Dundee Project, on what they provide:

– Residential Support via a core block, where up to three families can live. These are
families who have been excluded from local authority housing because of a history of anti-social behaviour. Staff have regular contacts with families on a daily basis and practically every aspect of family life comes under scrutiny. Inappropriate behaviour is challenged and also counterbalanced with support to encourage change. Parents are assisted in establishing routines and boundaries for children and their parenting style may be challenged.

– Community Based Support via dispersed tenancies. This is normally used as a transitional measure for families moving out of the core block, but may, in the right circumstances, be offered to families living in temporary accommodation, who have poor tenancy histories. Acceptance of a programme of support is a condition of occupancy. The eventual goal is to assist the family in re-settling, with a view to the tenancy becoming permanent.

– Outreach Support to families who are Dundee City Council tenants, and who are at risk
of losing their tenancy because of concerns about their behaviour. Methods used include: one-to-one work with parents and/or children; children’s groups; family group work; anger management; developing home-skills; parenting groups using established programmes; video work; tenancy workshops, focussing on responsibilities as well as rights. Referrals will also be made, where appropriate, to specialist services, such as drug alcohol or mental health services.

– Support Plans: all families have detailed support plans which are tailored to meet the needs of family members. Other agencies’ contributions are included, and the Project takes a central role in co-ordinating the support plan. This means that all – Project, family, and other agencies, are held accountable for their contribution. Support plans are reviewed and
adjusted on a six weekly basis.

I haven’t yet figured out where the CCTV fits in, but I presume it is used as part of the intensive supervision for families living in residential support. So it seems to be one small element of a much larger of series of projects designed to try to tackle the risk factors that can lead to criminal behaviour in ‘families with high levels of anti-social behaviour, often combined with criminal activities, and who were homeless, or at risk of becoming homeless, because of their behaviour’ …

Link: Sin bins for worst families (via /.).

Øl i det Hvide Hus – show til ære for Obamas hvide vælgere

I hvert fald ifølge den amerikanske journalist Les Payne:

It is impossible to imagine another U.S. President, not even “Honest Abe Lincoln,” inviting the cop to the White House who’d humiliated “a friend” by arresting him at home on a charge so freakish that the DA tossed it as an

Yet, here was Sgt James Crowley knocking back Blue Moons Thursday as a white folk hero on the Rose Garden patio. The professor cuffed under false pretenses sat under the same magnolia tree across from the leader of the world’s lone superpower.

Did President Obama teach his point?

The White House photo op was aimed, of course, at that majority white audience siding with Sgt Crowley. Poll numbers had dipped against the president’s statement that in arresting his friend at his home, the Cambridge cop had “acted stupidly.”

The beer blast didn’t change Gates’ sense of being wronged racially, or Crowley’s flat-footed denial. This unsettled charge has to be bounced to a higher court.

Supporters tend to break down along racial lines that in miniature reflect the cleft stick of race relations in America, especially as it applies to the criminal justice system.

African-Americans resent the White House showcasing of this local, “rogue cop” as a participant in a constructive dialogue on race. They tempered their critique, however, with respect for Obama as a brilliant, political tactician, with skills that—unlike, say, complaining black leaders—have earned him the presidency of the United States.

Even among defenders, the mere sight of the tight-faced, Irish cop at the Rose Garden round-table raised second thoughts. To give Sgt Crowley the benefit of the doubt under the circumstances of the Gates’ arrest is a scary thought indeed.

Link: After Rose Garden Beer Blast, America Returns To Blissful Denial

Ekstra Hadet og og Torsten Ruus er fulde af løgn

I går lavede Ekstra Bladet en “sviner”, hvor de hængte en bestemt irakisk asylsøger ud på forsiden med navns nævnelse og en påstand om, at han skulle være fuld af løgn og slet ikke i fare, hvis han skulle vende hjem til Irak.

I dag siger én af journalist Torsten Ruus’ vigtigste kilder til Information, at asylsøgeren formentlig har ret, og at det er Ekstra bladet, der er fulde af løgn:

»De fleste asylsøgere er løgnere,« citeres den tidligere general og nuværende politiker for det kurdiske parti Gorran Mam Rostam for at sige i gårsdagens udgave af Ekstra Bladet.

Selv siger generalen over telefon til Informations tolk, at det er Ekstra Bladet, der er nogle løgnere. De har misbrugt ham til deres historie om, hvorfor den afviste irakiske asylansøger Hazhar Mohammed fra Kirkuk i Irak ikke er i fare, hvis han bliver hjemsendt.

Ifølge Ekstra Bladet skulle den tidligere general have sagt, at »ingen af dem (de irakiske asylansøgere, red.) er i fare i de kurdisk kontrollerede områder i Irak – og det vil også sige i Kirkuk.«

Men det er ikke rigtigt, fastslår en forarget Mam Rostam:

»Jeg har ikke en position i mit parti eller i regeringen, der gør, at jeg ved noget om, hvad der sker med folk, når de kommer tilbage. Og jeg ved slet ikke noget om hans (Hazhar Mohammeds, red.) sag. Jeg ved ikke, om det er farligt for ham eller ej at komme tilbage. I må spørge ham selv. Det ved han bedre.« […]
Ekstra Bladet har udover artiklerne i avisen produceret en video. Den ligger på avisens hjemmeside. Her er også et citat fra Mam Rostam, der sidder bekvemt i en sofa og gestikulerer, mens han ifølge Ekstra Bladets undertekster siger:

»Alle borgere er sikre uanset deres etniske tilhørsforhold, såvel som religiøse tilhørsforhold. Alle er sikre i dette land!«

Det er imidlertid ikke rigtigt. Information har fået oversat citatet, og det lyder:

»Vi garanterer alles liv, når vi i Gorran får magten. Lovgivningen bliver gældende, og ingen vil blive undertrykt. Det bliver et retfærdigt samfund.«

Lad os se – helt bevidst fejlcitere en kilde og forfalske underteksterne på en video, alt sammen for at lyve om, hvorvidt en bestemt, navngiven person – som man samtidig hænger ud på forsiden, dvs. frit fremme i samtlige landets aviskiosker – er i livsfare, hvis han bliver hjemsendt. Hvordan forholder det sig mon til almindelig journalistisk etik?

Lad mig spørge med vhs: Hvis den pågældende iraker nu (forhåbentlig ikke) bliver afvist og udvist på grund af Ekstra Bladets historie – og hvis han (forhåbentlig ikke) bliver myrdet ved hjemkomsten, nu hvor Torsten Ruus har været så venlig at rejse rundt i hans hjemegn og gøre folk opmærksom på ham; og når nu Ekstra Bladets historie dokumentérbart er løgn og opspind, gør det så Torsten Ruus og Ekstra Bladets chefredaktør Bent Falbert til mordere?

Jeg ville mene ja – moralsk, om ikke juridisk. Det er mig fast ubegribeligt, hvad nogle mennesker vil lade sig misbruge til. Denne løgnehistorie er et usædvanligt ubehageligt eksempel.

Så kom de efter irakerne

Som vi læser på kirkeasyl.dk:

Talspersonen for irakerne i kirken, Ammar, blev i dag anholdt i sin lejlighed sammen med sin bror Wissam. Anholdelserne kom nogle timer efter at de to brødres far blev anholdt i forbindelse med sin meldepligt i Sandholmlejren. Yderligere to irakere meldes også anholdt, hvad der bringer det totale antal op på fem.

Ammar havde ellers netop i dag fået brev om at han var optaget på sit drømmestudie. Hans familie tilhører det forfulgte kurdiske mindretal i Bagdad, hvad der også har fået familiens advokat til at anmode Flygtningenævnet om at genoptage familiens sager. Derfor kommer anholdelserne også på et meget problematisk tidspunkt.

»Politiet har ikke undersøgt, om der er individuelle hensyn at tage for de enkelte. Politiet ved jo godt, at man forsøger at genoptage nogle af disse sager. Derfor burde de lige tjekke, om der er noget i gang, inden de frihedsberøver folk, så man ikke udsætter familier for den traumatiske oplevelse, det er at blive fængslet«, siger advokat Helge Nørrung til Ritzau.

Familien har boet i Danmark i syv år.

Læs mere på Politiken.dk

Vil du vente, til de kommer efter dig? Det er vist snart på tide at sige fra over for den måde, de irakiske flygtninge behandles af det land og den regering, der har været med til at forhandle deres land til et blodigt helvede.

Fildeler retsforfølges for 25 millioner og fortæller sin historie

Joel Tenebaum fortæller i The Guardian om sine genvordigheder, efter at pladebranchen har sagsøgt ham for fildeling, og han har nægtet at bøje sig og erkende, at han skulle have gjort noget galt:

To a certain extent, I’m afraid to write this. Though they’ve already seized my computer and copied my hard drive, I have no guarantee they won’t do it again. For the past four years, they’ve been threatening me, making demands for trial, deposing my parents, sisters, friends, and myself twice – the first time for nine hours, the second for seven. I face up to $4.5m in fines and the last case like mine that went to trial had a jury verdict of $1.92m.

When I contemplate this, I have to remind myself what I’m being charged with. Investment fraud? Robbing a casino? A cyber-attack against the federal government? No. I shared music. And refused to cave.

No matter how many people I explain this to, the reaction is always the same: dumbfounded surprise and visceral indignance, both of which are a result of the amazing secrecy the Recording Industry Association of America (RIAA) has operated under. “How did they get you?” I’m asked. I explain that there are 40,000 people like me, being sued for the same thing, and we were picked from a pool of millions who shared music. And that’s when a look appears on the face of whoever I’m talking to, the horrified “it could have been me!” look. […]

in August 2007, I came home from work to find a stack of papers, maybe 50 pages thick, sitting at the door to my apartment. That’s when I found out what it was like to have possibly the most talented copyright lawyers in the business, bankrolled by multibillion-dollar corporations, throwing everything they had at someone who wanted to share Come As You Are with other Nirvana fans.

I had assumed that as an equal in a court of law in the United States, my story would be told and a just outcome would result. I discovered the sheer magnitude of obstacles in your way to get your say in court. And even if you get to trial, (which only one other person, Jammie Thomas Rasset, has done) you’re still far from equal with the machine controlling 85% of commercial music in the US. […]

My sisters, dad and mother have all been deposed. My high-school friends, friends of the family too. My computer’s been seized and hard drive copied, and my parents and sister narrowly escaped the same fate for their computers. And the professor who supervises my teaching is continually frustrated with my need to have people cover for me, while my research in grad school is put on hold to deal with people whose full-time job is to keep an anvil over my head. I have to consider every unrelated thing I do in my private life in the event that I’m interrogated under oath about it. I wonder how I’ll stand up in a courtroom for hours having litigators try to convince a jury of my guilt and the reprehensibility of my character.

Er der nogen af mine læsere, der kan genkende denne følelse af “det ku’ have været mig!”, som jeg har fremhævet?

Tak, Morten Jørgensen!

Link: How it feels to be sued for $4.5m, Joel fights back

Skal jeg skilles fra mine børn?

Rundsendt af irakerne i Brorsons Kirke – læs, send videre og støt!

Mahabat, iraker i Brorsons Kirke

Mahabat i Brorsons Kirke med sønnerne Diam på fire år og Darian, der er otte måneder. Mahabats mand og to børn har fået midlertidig opholdstilladelse – hun har fået afslag og frygter tvangshjemsendelse til Irak

”Min mand og mine to børn har fået midlertidig opholdstilladelse i Danmark. Jeg har søgt og søgt i flere år, men er blevet afvist og har fået besked om, at jeg skal tilbage til Irak. Min mand og jeg kan næsten ikke klare mere, vi ved ikke, hvad der skal ske med os.”

Mahabat Rushdi Merza er 28 år. For ca. 10 år siden kom hun, hendes mor og fire søskende til Danmark og søgte om asyl. De har alle fået afslag, men er blevet her, fordi de frygter for deres liv i Irak. Nu opholder de sig i Brorsons Kirke i København sammen med andre afviste irakiske asylansøgere, som er bange for at blive tvangshjemsendt til Irak.

Mahabat bor ellers sammen med sin irakiske mand og to sønner på fire år og otte måneder i en lejlighed på Amager. Hver dag venter hun på brev med godt nyt. Men det er altid dårligt nyt, siger Mahabat, hvis advokat fortsat klager og søger at få en ny afgørelse om opholdstilladelse og ægtefælle-sammenføring, fortæller Mahabat.

Psykisk nedbrudt
Selv om familiens sundhedsplejerske er så bekymret for familiens ve og vel, at hun flere gange har skrevet til Integrationsministeriet, har det ikke ændret situationen.

Den 23. marts 2009 skriver sundhedsplejersken til Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration: ”Mahabat er siden mit sidste brev til jer blevet tiltagende psykisk nedbrudt. Hun er grædende, opgivende og ønsker dagligt at gøre en ende på sit liv. Hendes mand synes at have givet op og kan ikke se anden vej ud af problemerne end skilsmisse, hvilket hun bestemt ikke ønsker. Jeg er meget bekymret for Mahabat og familiens fremtid.” Også lederen i den ældste drengs børnehave har over for ministeriet givet udtryk for bekymring for familien.

Trusler
Da Mahabat som 18-årig kom til Danmark med sin mor og søskende, var hendes far kort forinden blevet skudt i sin fødevarebutik i Irak. Han havde problemer både med Sadam Hussein og de andre partier i Irak. Familien er kurdere og fra provinsen Sulimaniya. Efter faderens død fik familien dødstrusler. De flygtede til Danmark, hvor de havde slægtninge, som stadig bor her og har dansk statsborgerskab. Alle i familien er overbevist om, at de dræbes, hvis de kommer tilbage.

Mahabat plages af endnu en trussel. ”Jeg blev kæreste med min mand for syv år siden, og efter ca. to år blev jeg gravid. Vi spurgte myndighederne, om vi måtte blive gift. Det måtte vi ikke – først når jeg blev 25. Derfor var vores søn Diam et år, da vi blev gift 1. september 2006. Selv om vi var blevet gift, måtte vi ikke flytte sammen. Min søn og jeg boede på asylcenter sammen med min mor og søskende. Først et år efter, at vi var blevet gift, fik jeg pr. brev besked om, at jeg måtte bo hos min mand. Min fars familie i Irak – onkler og fætre – som vi ellers ikke har kontakt med, truer med at slå mig og min ældste søn ihjel, hvis vi kommer til Irak, fordi jeg har vanæret familien og født et uægte barn”, fortæller Mahabat.

Hendes mand, Delshat, er fra provinsen Kirkuk og har været her i 10 år. Flere gange har han fået sin midlertidige opholdstilladelse forlænget. Begge børn har ligesom faderen midlertidig opholdstilladelse.

”Min mand arbejder fra tidlig morgen til sen aften. Han har en halvpart i en pizzaforretning. Jeg får slet ingen penge, så han skal tjene det hele. Jeg har fået en frisøruddannelse i Danmark men har ikke brugt den, fordi jeg ikke har måtte arbejde. Fik jeg lov til at arbejde, kunne han få tid til at gå på danskkursus – og måske bestå danskprøven. Og så kunne han måske få permanent opholdstilladelse”, siger Mahabat, der selv taler godt dansk og har fået flere diplomer fra sprogskolen. Hun tror, at hvis hendes mand havde permanent opholdstilladelse, ville det øge muligheden for ægtefælle-sammenføring.

Tekst: Elsa Janssen
Foto: Thierry Wieleman

*Mahabat bor i Brorsons Kirken sammen med op mod 80 andre afviste irakiske flygtninge. På http://kirkeasyl.dk/ kan du støtte deres sag!

Du kan også støtte direkte med 30 kr på SMS ved:
SMS ASYL til 1231
Det koster 30 kr. + alm trafiktakst (læs mere på http://kirkeasyl.dk/materialer/sms-bidrag/ )

Er legalisering af pot skadelig?

Bill O’Reilly og Fox indkaldte et par “eksperter” for at “dokumentere”, hvor megen skade legaliseringen af marihuana angiveligt har gjort i Amsterdam.

En gut fra Amsterdam fandt sig ikke i det og lavede et svar. Svaret kan du se her, og forklarer måske endda, hvorfor vi også burde legalisere hash her i Danmark.

Via Boing Boing.

Læs også:
•  Legalisér narkotika!
•  Narkotikapolitik som forbrydelse

Offentlige toiletter ind i kampen mod terror

Regeringen vil undersøge mulighederne for at indføre skærpet overvågning af de offentlige toiletter. I modsætning til alle andre offentligt tilgængelige områder er toiletter friholdt, idet de kun er udsat for såkaldt “almindelig” overvågning i form af stikprøvekontrol.

Det fremgår af et svar fra Justitsministeriet til Folketingets Retsudvalg. Ministeriet oplyser til udvalget, at der ifølge Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Rigspolitiet er “en stigning i de problemer, som brugen af offentlige toiletter udgør i forbindelse med efterforskningen af sager om terrorisme og organiseret kriminalitet”.

Problemet opstår, fordi de kriminelle kan udnytte det frirum, de kan finde på de offentlige toiletter, til at mødes og udveksle planer. På samme måde vil regeringen finde ud af, om det er muligt at registrere og identificere gæster i folks hjem, ligesom man ønsker at opstille overvågningskameraer i alle private sove- og badeværelser i stedet for som nu blot i alle husets øvrige rum.

PET oplyser nemlig, at “den stadig stigende aktivitet i almindelige menneskers soveværelser” indebærer “tiltagende problemer for politiets og efterretningstjenestens muligheder for at efterforske sager om terrorisme og organiseret kriminalitet, hvor aflytning og overvågning ofte er et afgørende efterforskningsredskab”.

SFs Marina Johansen Duhmhardt har “ingen problemer med”, at der bliver indført skærpet overvågning på de offentlige toiletter.

“Det virker urimeligt, at kriminelle kan slippe af sted med at udveksle planer, blot ved at bruge de offentlige toiletter,” siger hun.

Til gengæld tvivler hun på, at det nytter noget at indføre overvågning af folks soveværelser.

“De, der ønsker at udveksle planer til kriminelle formål, har formentlig ikke behov for at gøre det i soveværelset”, siger hun:

“Jeg har svært ved at forestille mig, at det er et stort problem. Der er ingen grund til at lave bureaukrati og nye regler, hvis der ikke er et problem.”

Dansk Folkepartis Peter Skaarup erklærer sin tilfredshed med de nye regler:

“Men i den praktiske verden kan der være vanskeligheder. De offentlige toiletter er selvfølgelig lukket land for fremmede og subsistensløse, men man ved aldrig, hvad der gemmer sig under et ellers tilforladeligt ydre. Bør folk ikke altid identificeres, f.eks. med foto, før de lukkes ind?”.

Skaarup tilføjer, at man bør overveje at montere et kamera af webkameratypen nede i selve cisternen: “Man ved aldrig, hvilke tatoveringer de forskellige terrorist-typer render rundt med, og måske det kan lette identifikationen. Hvis man ikke har noget at skjule, har man heller ikke noget at være bange for”.

Nåhnej – egentlig handlede Berlingskes artikel jo om biblioteker. Her er et pluk fra den rigtige artikel, som jeg næsten citerer ovenfor:

Regeringen vil nemlig undersøge, om brugere af bibliotekerne fremover skal fremvise identifikation såsom pas eller sygesikringskort og lade sig registrere, hvis de vil bruge bibliotekernes computere til at komme på internettet.

På samme måde vil regeringen finde ud af, om det er muligt at registrere og identificere kunder, der køber taletidskort i kiosker, benytter internetcafeer eller trådløse netværk, såkaldte hotspots, rundt omkring på hoteller, cafeer osv.

Det fremgår af et svar fra Justitsministeriet til Folketingets Retsudvalg. Ministeriet oplyser til udvalget, at der ifølge Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Rigspolitiet er »en stigning i de problemer, som brugen af uregistrerede taletidskort udgør i forbindelse med efterforskningen af sager om terrorisme og organiseret kriminalitet«.

Dertil kommer, at »den stadig stigende udbredelse af gratis hotspots på offentligt tilgængelige steder« indebærer »tiltagende problemer for politiets og efterretningstjenestens muligheder for at efterforske sager om terrorisme og organiseret kriminalitet, hvor telefon- og internetaflytning ofte er et afgørende efterforskningsredskab«.

Smil, kære ven – dit privatliv er historie, eller rettere sagt: I dag er det PET, der ejer rettighederne til dit livs historie.

Link: Biblioteker ind i kampen mod terrorister (via The Citizen).

Foto: Ian Britton, published under a Creative Commons Attribution-Noncommercial-No Derivative Works 3.0 License