I den stigende ensretning af et mediebillede, der lider under Dansk Folkepartis pisk, kan man somme tider spørge sig selv, hvor kunstnerne bliver af. Kunstnere og forfattere har brug for at kunne udtrykke sig frit og har brug for ikke at finde sig i den snigende McCarthyisme, hvor Pia Kjærsgaard kan stille sig op og udtrykke tvivl om, hvorvidt samfundet virkelig har “brug for” sådan noget kunst, som hun selv er ved at “brække sig over”.
Forfatteren Erwin Neutzsky-Wulff offentliggjorde for en uge siden en appel til landets forfattere, som han opfordrer til at begynde at gøre den forskel, de kan. Appellen blev offentliggjort i dagbladet Information og lyder bl.a. således:
Jeg tror ikke, jeg er den eneste, der har prøvet at komme til orde i pressen og er stødt mod en mur – man skriver en kronik i Information og får tre reaktioner gående ud på, at det er da vist også rigtigt nok. Mange foretrækker helt at holde kæft, for man vil jo ikke gerne fremstå som galning eller sekteriker.
Klaus Rifbjerg er en af de få undtagelser i min egen profession. Jeg prøvede på et tidspunkt at engagere min fagforening, Danske Skønlitterære Forfattere, men blev hurtigt taget i skole af kollegerne. Forfattere kan være politiske ved stemmeurnerne ligesom andre borgere, men de skal ikke blande sig i debatten. Derfor sigter foreningens politiske arbejde også udelukkende på at bedre medlemmernes økonomiske forhold.
Selv har jeg nu i en periode modtaget et par hundrede tusind om året i arbejdslegater fra Kunstfond og Kunstråd, så hvad brokker jeg mig egentlig over? Javist er man bange.
Er det, man foretager sig, ikke i virkeligheden at ‘bistå fjenden’ i en krigssituation? Og hvem ved, hvad en statsmagt, der dag for dag bliver mere totalitær, i sin tid vil bruge de kartoteker til, som vi givetvis alle sammen står i?
Men hvis historien har lært os noget, må det være, at det værste, vi kan gøre, er at gøre ingenting, mens vi endnu kan gøre noget. At vi netop nu står i den situation, der er den farligste af alle, hvor vi alle kan se, hvilken vej toget kører, men det er jo ikke så slemt endnu, og det bliver det såmænd nok heller ikke.
Og går det ud over nogen (som asylsøgere, der nu er »løgnere« ifølge Danmarks største avis) så er det jo i det mindste ikke os. Vi skal bare opføre os pænt og ikke påkalde os unødig opmærksomhed. […]
En opløftet enlig røst i denne larm er nærmest uhørlig, og det er naturligvis også grunden til, at for eksempel kunstnere, der står i et modsætningsforhold til den gældende smag, danner grupper. En sådan gruppe, der omfattede et rimeligt antal ‘kendte navne’, ville med en fælles underskrift kunne manifestere sig som en dissiderende intelligentsia, også i den udenlandske presse, som ofte betvivler, at vi har en sådan.
De fleste af os er sikkert i vid forstand venstreorienterede. Men som sagt ser jeg ikke dette som afgørende.
I den desperate situation, vi befinder os i, er jeg fuldt ud villig til at lægge ideologiske modsætninger på hylden, hvis det muliggør en slagkraftig protest imod løgn og intolerance. Alle interesserede kan skrive til mig på enw@enw.dk.
Det bliver ikke bedre. Faktisk er det nok tæt ved at være for sent.
Men de fleste skal jo nok ikke risikere deres kunstrådsbevillinger, som Pia Kjærsgaard ganske rigtigt vil bruge som politisk karakterbog, så snart hun får chancen. Dog, jeg kan kun ønske forfatterens projekt om at samle en sådan gruppe af dissiderende intellektuelle lykke på rejsen. I dette land får det desværre nok også brug for det.
