Carsten Agger – Page 67

Hvor mange skal dø, før vi endelig forlader Afghanistan?

Det spørger Seumas Milne om i dagens Guardian. I stedet for at hænge sig fat i BBCs og andres prædiken af myten on “den gode krig”, hvor vores indsats “gør en forskel”, skærer Milne ind til benet:

This was a war, after all, launched by George Bush and Tony Blair with the stated aim of killing or capturing Osama Bin Laden and the Taliban leader Mullah Omar – and destroying al-Qaida. Eight years later, not one of those objectives has been accomplished. Bin Laden and Omar are still at large, while al-Qaida has spread into Pakistan, Iraq and dozens of other countries around the world.

Nor have any of the other fast-changing war aims – from bringing democracy, development and good governance, to ending the oppression of women and cracking down on opium production – fared much better. British and other Nato troops are now defending one of the world’s most corrupt governments, a cabal of narco-trafficking warlords rubber-stamped by a fraudulent election in which political parties weren’t even allowed to stand; Afghanistan has become the heroin capital of the world; and the position of many women, as women’s leaders such as the suspended Afghan MP Malalai Joya argue, is now worse than it was under Taliban rule.

Most absurd of all is the government’s claim that the Afghan war is preventing terrorism on the streets of Britain. The exact opposite is the case. There were no al-Qaida-style terror attacks in the UK before 2001. And Britain’s role in the invasion and occupation of Afghanistan and Iraq, along with its support for Israel’s occupation of Palestinian land – cited both by the bombers themselves and a string of intelligence reports – has been a central factor in motivating would-be jihadists, who have in any case been mostly home-grown and can train in Leeds as well as Lashkar Gah if they want to carry out atrocities.

Mine fremhævelser. Noget lignende kan siges om den danske indsats, som jeg også skrev i Information for næsten præcis et år siden: Danske soldaters tilstedeværelse i Afghanistan slider på de soldater vi har dernede, og den gør ikke for femogtyve øre gavn.

I mellemtiden er der så sket det, at nogle flere soldater er dræbt dernede, og at femogtyveøren er afskaffet og gjort værdiløs. Nu mangler vi bare at trække vores soldater hjem fra endnu en fejlslagen krig – jo før jo bedre.

Men vil det ikke bare “overlade afghanerne til Taleban” og et blodbad?

Som Milne påpeger, kan en vestlig tilbagetrækning som “garant” for et dybt korrumperet regime bane vejen for en reel aftale, der involverer alle implicerede og måske kunne være første skridt på vejen mod en løsning:

The pressing alternative is presented by the war’s supporters as “abandoning” Afghanistan to a “bloodbath”. That is to stand reality on its head. The only way to end the war is the withdrawal of foreign troops as part of a wider political settlement negotiated with all significant Afghan forces on the ground, including the Taliban – and guaranteed by regional powers and neighbouring states: Pakistan, Iran, China and India.

Such a process is bound to take place eventually – whether or not the British government has the guts to follow the example of Canada and The Netherlands and announce plans to pull out earlier.

Og den bedste forskel Danmark kunne gøre i dén henseende er måske at følge Canadas og Hollands eksempel og sætte en (snarlig) afrejsedato. Som sagt, det er ikke vores krig, den hjælper ikke afghanerne, og den beskytter ikke danskerne mod terror. Lad os se at få de soldater hjem.

Link: How many more will die in vain before we withdraw?

Iranere boykotter Nokia på grund af samarbejde om regimets overvågning

Nokias salg falder i Irak på grund af mobilproducentens medvirken i leverancer af aflytningsudstyr, som i dag bruges til at finde og fængsle dissidenter:

Wholesale vendors in the capital report that demand for Nokia handsets has fallen by as much as half in the wake of calls to boycott Nokia Siemens Networks (NSN) for selling communications monitoring systems to Iran.

There are signs that the boycott is spreading: consumers are shunning SMS messaging in protest at the perceived complicity with the regime by the state telecoms company, TCI. Iran’s state-run broadcaster has been hit by a collapse in advertising as companies fear being blacklisted in a Facebook petition. There is also anecdotal evidence that people are moving money out of state banks and into private banks.

Nokia is the most prominent western company to suffer from its dealings with the Iranian authorities. Its NSN joint venture with Siemens provided Iran with a monitoring system as it expanded a mobile network last year. NSN says the technology is standard issue to dozens of countries, but protesters believe the company could have provided the network without the monitoring function.

Link: Iranian consumers boycott Nokia for ‘collaboration’

Dansk Folkeparti bortcensurerer rapskole i Århus Syd

I det belastede boligkvarter Rosenhøj i Århus Syd kunne man i år blandt mange andre aktiviteter byde på en rap-skole for kvarterets unge.

En 11-årig dreng, der var blandt projektets deltagere, kom imidlertid til at skrive en sangtekst, der indeholdt noget grimt om Morten Messerschmidt – en nydelig ung mand, der har gjort det en strålende karriere ud af at sige grimme ting om den 11-åriges familie, venner og landsmænd.

Resultat? Efter den rette kombination af benspænd og klager er det nu lykkedes Dansk Folkeparti, denne ytringsfrihedens forkæmper, at få bortcensureret rap-skolen fra Århus Kommunes sommertilbud:

Århus Kommune har besluttet at lukke en sommerferiaktivitet i Rosenhøj, hvor unge blev undervist i at rappe og skrive tekster til rap-sange. En kontroversiel tekst fik i går ledelsen til at aflyse undervisningen, der startede i sidste uge og skulle have fortsat i denne uge og næste uge.

“Der er skrevet en tekst, vi ikke er tilfredse med og ikke kan acceptere,” forklarer Johs Justesen, Fritids og Ungdomsskoleleder, Viby, Århus Kommune, til TV2 Østjylland.

“Jeg har en enkelt patron for Messerschmidt, for han snakker masser shit, han sku kom og sut min pik” lyder det i teksten, som henviser til Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt. Teksten blev sunget af en 11-årig dreng, der som de øvrige deltagere i sommerferieaktiviteten i Rosenhøj har fået hjælp af rapperen Carthage Beck McGosh.

Morten Messerschmidt kalder lukningen af rapskolen for en fornuftig beslutning, mens næstformanden for kommunens Børn og Unge udvalg, Keld Hvalsø Nedergaard fra Enhedslisten, synes lukningen er en overreaktion. Han betragter ikke teksten som en dødstrussel mod Morten Messerschmidt.

“Det er jo en humoristisk tekst, der selvfølgelig er enormt skarp, det tager jeg helt afslapppet,” siger politikeren til TV2 Østjylland.

Så pas på, hvad du selv eller dine 11-årige børn kan finde på at sige om Dansk Folkeparti – du risikerer, at deres skole eller fritidsklub bliver lukket. Ytringsfriheden og satiren har trange kår her i landet, hvis det er de totalitære mimoser fra Dansk Folkeparti, det går ud over.

Update, 15/7:

Henning Winther, der leder kommunens rapskole-projekt, skriver nu om sagen på sin JP-blog:

I sommermånederne har vi fået tilskud fra Århus Kommune til at lave sommeraktiviteter i ugerne 28, 29 og 30. I forbindelse med markedsføringen af sommerferieaktiviteterne i bydelen Rosenhøj lavede den lokale rapunderviser et interview med Lokalavisen sammen med en 11-årig elev.

Den efterfølgende artikel citerede en tekst, som angiveligt var skrevet af den 11-årige. Teksten langer ud efter politikere som Lars Løkke Rasmussen, Morten Messerschmidt og Peter Brixtofte.

Det er muligt at kommentere artiklerne online, og den efterfølgende debat i forbindelse med denne artikel kørte meget hurtigt ud på et rent ud sagt racistisk sidespor, hvor den 11-årige rapper dels blev kaldt alskens skældsord, dels blev truet korporligt og opfordret til at rejse “hjem” sammen med sin familie.

Debatten kom af uvisse kanaler Morten Messerschmidt for øre, og han overvejede efterfølgende at lægge sag an mod Lokalavisen. De har af hensyn til den 11-årige slettet teksten og debatten i forbindelse med artiklen.

Historien stopper imidlertid ikke her. Netmagasinet sappho.dk, der hævder at kæmpe for trykkefrihed, ringede i fredags først til mig og senere til min chef for at få belyst denne sag. Hverken min chef eller jeg kendte noget til sagen eller sappho.dk på daværende tidspunkt. Teksten er citeret i fuldt omfang i Sapphos artikel.

Efterfølgende blev jeg kontaktet af en medarbejder fra Klubben i Rosenhøj, som forklarede mig sagens sammenhæng. Jeg skrev derpå en mail til alle undervisere i rapskolerne over hele Århus, hvor jeg bl. a. indskærpede, at de som de voksne og ansvarlige undervisere har pligt til at følge klubbernes og ungdomsskolernes regler for sprog og ytringer i undervisningen.

Det er et emne, vi har gennemgået ved flere lejligheder, da raptekster ofte benytter sig af stærke vendinger, voldsom metaforik og trussellignende udsagn. Det er den måde, teksterne får deres gennemslagskraft på, og det er selvfølgelig også det, der er tilfældet med den konkrete tekst – overdrivelse fremmer forståelsen. Imidlertid harmonerer dette ikke med de fleste klubbers regler om en venlig og saglig omgangstone, så når underviserne er i klubben eller ungdomsskolen, gælder arbejdsgiverens regelsæt – man kan ikke svine hinanden til med grove vendinger i denne sammenhæng.

Hvis de unge har nogle ting, de gerne vil ytre og de gør det i et voldsomt sprog, er det underviserens ansvar at tage en snak med vedkommende og finde en måde, hvorpå den unges oplevelser og holdninger kan komme til udtryk på en måde, der ikke anvender hverken vold, trusler eller nedsættende vendinger. Ganske som en dansklærer vil tage en seriøs snak med en elev, der har skrevet en stil med voldeligt eller kontroversielt indhold. Vrede er godt – men man skal lære at kanalisere den de rigtige steder hen på den rigtige måde – det er en af grundpillerne i rapskolen.

Dette blev i flere omgange indskærpet for underviseren i Rosenhøj af både undertegnede og ledelsen i Rosenhøjklubben.

Alle andre afdelinger af rapskolen fortsætter uden problemer. Rapskolen i Rosenhøj starter igen til efteråret uden problemer. End of story.

Så vi undskylder for manglende præcision i dækningen: Det var ikke Dansk Folkeparti, der fik rapskolen lukket, det var Trykkefrihedsselskabet og deres tidsskrift sappho.dk.

Big mistake. Og rapskolen i Rosenhøj starter heldigvis igen til efteråret – så helt af lave er verden da ikke.

Link: Århus Kommune lukker rapskole i Viby

Indvandring er ikke problemet – racisme er

Den i London bosatte canadiske science fiction-forfatter med russisk-jødisk baggrund Cory Doctorow betegner indvandringsmodstanden som “racismens sidste respektable bastion” og melder i den forbindelse klart ud:

Next time you hear someone whittering on about immigrants, call ’em on it. I’m an immigrant and the son of immigrants and the grandson of immigrants who shredded their papers to get through the Czech border and snuck into Canada without “following the rules.” You got a problem with immigration, you got a problem with me.

Og jeg kan kun give ham ret. Hvis jeg var en iraker fra Bagdad, der havde set familie og venner blive dræbt og alle chancer for en fredelig tilværelse gå op i røg efter syv års meningsløs krig, og jeg var nødt til at fifle med papirerne for at kunne få asyl i et fredeligt land, hvor mine børn kunne få en uddannelse, så gjorde jeg det sgu. Og det gjorde Søren Espersen og Lars Løkke Rasmussen og Birthe Rønn Hornbech og selv Pia Kjærsgaard sgu nok også. Så lad os sænke paraderne, droppe racismen og føre en menneskevenlig udlændingepolitik.

Det er i øvrigt også sket flere gange, at danske arrangører har været pinligt berørt over de utroligt strenge krav og nedladende behandling, deres gæster er blevet udsat for fra de danske myndigheders side. Så det er ikke kun i Storbritannien, de har problemet.

Link: Britain’s loony rules for artist visas embarrass festival organizers

Saudi-arabisk familie slæber djinn i retten

Den onde eller i hvert fald drillesyge ånd plager dem ved at lægge ondskabsfulde beskeder på deres telefonsvarere og stjæle deres mobiltelefoner, om man skal tro CNN:

The lawsuit filed in Shariah court accuses the genie of leaving them threatening voicemails, stealing their cell phones and hurling rocks at them when they leave their house at night, said Al-Watan newspaper.

An investigation was under way, local court officials said.

“We have to verify the truthfulness of this case despite the difficulty of doing so,” Sheikh Amr Al Salmi, the head of the court, told Al-Watan. “What makes this case and complaint more interesting is that it wasn’t filed by just one person. Every member of the family is part of this case.”

The family, which has lived in the same house near the holy city of Medina for 15 years, said it became aware of the spirit in the past two years.

“We began hearing strange noises,” the head of the family, who requested anonymity, told Al-Watan. “In the beginning, we didn’t take it seriously, but after that, stranger things started happening and the children got really scared when the genie began throwing stones.”

A local charity has moved the family to a temporary residence while a court investigates, the newspaper said.

Som artiklen også gør opmærksom på, er forestillingen om djinner udbredt i store dele af den islamiske verden, og selvom de arabiske djinner har nogle særlige karakteristika, kan de formentlig bedst sammenlignes med de overnaturlige væsner fra vore egne himmelstrøg, nisser og elverfolk og hvad har vi.

Hvad der undrer mig er, hvad man forestiller sig, at domstolen kan gøre for at hjælpe i et tilfælde som dette – man skulle tro, det lå uden for dens jurisdiktion.

Link: Saudi family sues genie, alleges harassment

Troens elendighed – metafysisk forveksling fører til uanede mængder af vrøvl

Religionsforskeren Karen Armstrong gør i en kommentar i dagens Guardian opmærksom på, at den kristne religions vægt på “tro”, samt kirkens assimilation af den “videnskabelige” forestilling om, hvordan tingene er foregået (herunder, at verdens skabelse nødvendigvis må være foregået på én bestemt måde) har gjort meget for at forvrøvle forholdet mellem religion og videnskab:

The extraordinary and eccentric emphasis on “belief” in Christianity today is an accident of history that has distorted our understanding of religious truth. We call religious people “believers”, as though acceptance of a set of doctrines was their principal activity, and before undertaking the religious life many feel obliged to satisfy themselves about the metaphysical claims of the church, which cannot be proven rationally since they lie beyond the reach of empirical sense data.

Most other traditions prize practice above creedal orthodoxy: Buddhists, Hindus, Confucians, Jews and Muslims would say religion is something you do, and that you cannot understand the truths of faith unless you are committed to a transformative way of life that takes you beyond the prism of selfishness. All good religious teaching – including such Christian doctrines as the Trinity or the Incarnation – is basically a summons to action. Yet instead of being taught to act creatively upon them, many modern Christians feel it is more important to “believe” them. Why? (…)

Stories of heroes descending to the underworld were not regarded as primarily factual but taught people how to negotiate the obscure regions of the psyche. In the same way, the purpose of a creation myth was therapeutic; before the modern period no sensible person ever thought it gave an accurate account of the origins of life. A cosmology was recited at times of crisis or sickness, when people needed a symbolic influx of the creative energy that had brought something out of nothing. Thus the Genesis myth, a gentle polemic against Babylonian religion, was balm to the bruised spirits of the Israelites who had been defeated and deported by the armies of Nebuchadnezzar during the sixth century BCE. Nobody was required to “believe” it; like most peoples, the Israelites had a number of other mutually-exclusive creation stories and as late as the 16th century, Jews thought nothing of making up a new creation myth that bore no relation to Genesis but spoke more directly to their tragic circumstances at that time.

I hvor høj grad skabelsesmyter altid kan betragtes som “terapeutiske” er nok et godt spørgsmål, men Armstrong har helt bestemt ret, når hun identificerer påvirkningen fra oplysningstidens videnskabelige tradition som ophav til forestillingen om, at Bibelens skabelsesberetning nødvendigvis må være endegyldig. Traditionelt har mytiske fortællinger aldrig været endegyldige, men har ændret sig i takt med de kulturer, de er opstået i – på samme måde, som videnskabelige teorier heller ikke er endegyldige sandheder, men udformes og ændrer sig i takt med de empiriske data.

“Endegyldige” videnskabelige teorier fører til dårlig videnskab, på samme måde som ophøjelsen af kristendommens egen Skabelsesberetning til “endegyldig” fører til en forvrøvlet religion.

Link: Metaphysical mistake

Big Mother – overvågningssamfundet får fuld skrue

Atsrid Frøssing, som er er landsvinder i Mangfoldighedskonkurrencen 2009 og student fra Københavns åbne Gymnasium 2009, giver i en kronik i Politiken en indtrængende beskrivelse af det overvågningssamfund, der opbygges i dette år – og giver mange gode eksempler på, hvorfor det ikke bare er uskyldige småting, der registreres:

Hvert år bliver du registreret 1200 gange. Dine søgeord bliver kategoriseret, dine sms’er arkiveret og din gøren og laden dokumenteret. Når du en kold vinteraften venter på toget, ved du, at nogen er med på en kigger. Når du tanker benzin på den lokale tankstation, ved du, at kameraer holder øje med dig.

Selv når du surfer privat på internettet, bliver dine søgeord og foretrukne hjemmesider logget.

I en populærkultur, hvor dét at være kendt er lig succes, er det mærkværdigt at tænke på, at ingen i det senmoderne samfund er anonym. Big Mother-samfundet er nemlig et samfund, der omklamrer sine borgere i tryghed i form af overvågning i en grad, selv George Orwell næppe ville drømme om.

Han kunne naturligvis heller ikke vide, at hans berømte bog ’1984’ snarere burde hedde ’2001’. Det var nemlig året, hvor verden vendte. (…)

Med terrorpakke II, som blev vedtaget i 2006, er registreringen steget eksplosivt. Trafikdata registreres, når vi går på internettet eller taler i telefon. PET kan med henvisning til terror uden domstolskontrol få udleveret data om borgeren. Endvidere har PET lov til at aflytte personer med perifer kontakt til en mistænkt.

Især det sidste har vakt stor debat. Under sloganet: »Har du talt med din grønthandler i dag?« lancerede Amnesty International en kampagne, hvis pointe var den simple, at hvis man som privatperson havde talt med en terrormistænkt grønthandler, har PET mulighed for at overvåge og aflytte én – uden en dommerkendelse vel og mærke.

Hvor langt skal vi gå i terrorbekæmpelsens hellige navn? Er overvågning blot det naturlige svar på den terrortrussel, som den vestlige verden står over for, og som de faldende tvillingetårne er blevet et uudsletteligt symbol på? (…)

Fordi der sker en så omfattende registrering, gemmes nemt oplysninger, som helt almindelige lovlydige borgere hellere ville have holdt privat.

Som eksempel kunne man tage den bumsede teenagedreng, der alene foran computerskærmen med bankende hjerte og et konstant blik over skulderen googler ’homoseksualitet’. Til trods for, at denne dreng, som han sidder svedende i lyset fra computerskærmen, hverken er lyssky eller indehaver af en såkaldt dårlig karakter, har han altså noget at frygte fra registreringen.

Han vil næppe finde det betryggende, at hans besøg på sådanne hjemmesider registreres og gemmes. Han er ikke den eneste.

De fleste, selv normalitetens vogtere bag de velklippede ligusterhække, har hemmeligheder, de ikke ønsker, at nogen skal kende. Det kan være ægteparret, som køber kostumer til deres rollespil i sengen, eller kvinden, der tænder på bøsseporno. For nydanskere kan registreringen nemt synes at ligne en heksejagt.

Link: Vi lever i et Big Mother-samfund

Niña de los Peines: Manantial del cante jondo

La Niña de los Peines (1890-1969) var endnu en legende i flamenco-musikken. Hun rammer en let tone, men med en dyb undertone, der virkelig kunne bevæge publikum. I løbet af sin meget lange karriere mødte hun bl.a. digteren Federico García Lorca, der karakteriserede hende med disse ord:

This woman’s voice is exceptional. It breaks the moulds of all singing schools, as much as she breaks the moulds of any built music. When she seems to be out of tune, she is not out of tune: on the contrary, she is incredibly in tune as, owing to the special miracle of this style and the passion with which she sings third tones and quarter tones, impossible to record on the staff.

Hør også: La niña de los Peines y Federico García Lorca

Persepolis – 1.0 og 2.0

Marjane Satrips tegneserie og tegnefilm Persepolis giver et dystert billede af revolutionen i Iran og af, hvordan det kunne være for et medlem af den yngre generation at flygte til Europa, miste sig selv, komme tilbage, miste sig selv en gang til og endelig finde en form for ben i et menneskefjendsk, islamisk diktatur.

Den kan varmt anbefales som baggrund for begivenhederne i Iran – begynd f.eks. med traileren herover.

Persepolis 2.0 er en tegneserie om oprøret i kølvandet på valget i juni 2009, lavet af to af Satrapis fans:

Porno – væk fra det kunstige og opstyltede, tilbage til naturen

Information har en interessant artikel om, hvordan den etablerede pornobranche lider under Internettets fremmarch, og om, hvordan folk nu vil have mere “naturlig” pornografi, der ligger tættere på “rigtig” sex end de sædvanlige, opstyltede kortfilm med plumbers, house wives og cum shots:

Stephen Paul Jones havde løsningen. Han repræsenterede websitet Youporn.com, der i sine ni første måneder havde genereret 15 millioner unikke brugere, og siden begyndelsen var vokset med 38 procent om måneden. Konceptet var enkelt: Brugerne oploadede selv deres sexvideoer, og alt var fuldkommen gratis i lighed med det noget mere stuerene site YouTube. Hirsch var interesseret, men reserveret, forklarede han senere til det amerikanske livsstilsmagasin Conde Nast Portfolio. Sitet havde som mange andre internetsuccesser ikke fundet ud af at omsætte de mange brugere til penge, og desuden forudså han en masse rettighedsproblemer med de andre producenter og den amerikanske pornolovgivning. YouTube og Myspace var blevet solgt for mange milliarder, men Jones skulle bare have 20 millioner dollar. Hirsch takkede nej.

I dag – halvandet år efter Hirschs afslag – er YouPorn det mest besøgte erotiske site på nettet. Vivid.com, der er Steven Hirschs eget betalingssite, ligger nummer 5.061, og ifølge den mest ansete hitliste for hele nettet, Alexa, ligger YouPorn nummer 47, hvilket er et pænt stykke over CNN. Herhjemme ligger den nummer 42 som det næstmest besøgte pornosite efter kopien RedTube, der ligger nummer 29. (…)

I år er det 40 år siden, Danmark som det første land i verden frigav billedpornografien, og efterspørgslen er større end nogensinde. Alligevel bløder den etablerede pornobranche over hele verden, der af den internationale pornobrancheforening, AVN, i 2008 blev vurderet til at have mistet 85 procent af sin samlede værdi siden 1998. Ud over internettets piratkopiering er kunderne søgt væk fra de store filmproduktioner, og de orienterer sig i dag langt mere mod amatørpornografi.

En “afkommercialisering” og amatørisering af pornografien. En spændende udvikling, i alle tilfælde, for én som mig, der altid har kunnet se pointen i billedpornografi som sådan, men aldrig har brudt sig om de fleste kommercielle produkters afstumpede følelseskulde.

Link: Virkeligheden slog pornostjernen ihjel