Author: Carsten Agger

Saudi-arabisk familie slæber djinn i retten

Den onde eller i hvert fald drillesyge ånd plager dem ved at lægge ondskabsfulde beskeder på deres telefonsvarere og stjæle deres mobiltelefoner, om man skal tro CNN:

The lawsuit filed in Shariah court accuses the genie of leaving them threatening voicemails, stealing their cell phones and hurling rocks at them when they leave their house at night, said Al-Watan newspaper.

An investigation was under way, local court officials said.

“We have to verify the truthfulness of this case despite the difficulty of doing so,” Sheikh Amr Al Salmi, the head of the court, told Al-Watan. “What makes this case and complaint more interesting is that it wasn’t filed by just one person. Every member of the family is part of this case.”

The family, which has lived in the same house near the holy city of Medina for 15 years, said it became aware of the spirit in the past two years.

“We began hearing strange noises,” the head of the family, who requested anonymity, told Al-Watan. “In the beginning, we didn’t take it seriously, but after that, stranger things started happening and the children got really scared when the genie began throwing stones.”

A local charity has moved the family to a temporary residence while a court investigates, the newspaper said.

Som artiklen også gør opmærksom på, er forestillingen om djinner  udbredt i store dele af den islamiske verden, og selvom de arabiske djinner har nogle særlige karakteristika, kan de formentlig bedst sammenlignes med de overnaturlige væsner fra vore egne himmelstrøg, nisser og elverfolk og hvad har vi.

Hvad der undrer mig er, hvad man forestiller sig, at domstolen kan gøre for at hjælpe i et tilfælde som dette – man skulle tro, det lå uden for dens jurisdiktion.

Link: Saudi family sues genie, alleges harassment

Troens elendighed – metafysisk forveksling fører til uanede mængder af vrøvl

Religionsforskeren Karen Armstrong gør i en kommentar i dagens Guardian opmærksom på, at den kristne religions vægt på “tro”, samt kirkens assimilation af den “videnskabelige” forestilling om, hvordan tingene er foregået (herunder, at verdens skabelse nødvendigvis må være foregået på én bestemt måde) har gjort meget for at forvrøvle forholdet mellem religion og videnskab:

The extraordinary and eccentric emphasis on “belief” in Christianity today is an accident of history that has distorted our understanding of religious truth. We call religious people “believers”, as though acceptance of a set of doctrines was their principal activity, and before undertaking the religious life many feel obliged to satisfy themselves about the metaphysical claims of the church, which cannot be proven rationally since they lie beyond the reach of empirical sense data.

Most other traditions prize practice above creedal orthodoxy: Buddhists, Hindus, Confucians, Jews and Muslims would say religion is something you do, and that you cannot understand the truths of faith unless you are committed to a transformative way of life that takes you beyond the prism of selfishness. All good religious teaching – including such Christian doctrines as the Trinity or the Incarnation – is basically a summons to action. Yet instead of being taught to act creatively upon them, many modern Christians feel it is more important to “believe” them. Why? (…)

Stories of heroes descending to the underworld were not regarded as primarily factual but taught people how to negotiate the obscure regions of the psyche. In the same way, the purpose of a creation myth was therapeutic; before the modern period no sensible person ever thought it gave an accurate account of the origins of life. A cosmology was recited at times of crisis or sickness, when people needed a symbolic influx of the creative energy that had brought something out of nothing. Thus the Genesis myth, a gentle polemic against Babylonian religion, was balm to the bruised spirits of the Israelites who had been defeated and deported by the armies of Nebuchadnezzar during the sixth century BCE. Nobody was required to “believe” it; like most peoples, the Israelites had a number of other mutually-exclusive creation stories and as late as the 16th century, Jews thought nothing of making up a new creation myth that bore no relation to Genesis but spoke more directly to their tragic circumstances at that time.

I hvor høj grad skabelsesmyter altid kan betragtes som “terapeutiske” er nok et godt spørgsmål, men Armstrong har helt bestemt ret, når hun identificerer påvirkningen fra oplysningstidens videnskabelige tradition som ophav til forestillingen om, at Bibelens skabelsesberetning nødvendigvis må være endegyldig. Traditionelt har mytiske fortællinger aldrig været endegyldige, men har ændret sig i takt med de kulturer, de er opstået i – på samme måde, som videnskabelige teorier heller ikke er endegyldige sandheder, men udformes og ændrer sig i takt med de empiriske data.

“Endegyldige” videnskabelige teorier fører til dårlig videnskab, på samme måde som ophøjelsen af kristendommens egen Skabelsesberetning til “endegyldig” fører til en forvrøvlet religion.

Link: Metaphysical mistake

Big Mother – overvågningssamfundet får fuld skrue

Atsrid Frøssing, som er er landsvinder i Mangfoldighedskonkurrencen 2009 og student fra Københavns åbne Gymnasium 2009, giver i  en kronik i Politiken en indtrængende beskrivelse af det overvågningssamfund, der opbygges i dette år – og giver mange gode eksempler på, hvorfor det ikke bare er uskyldige småting, der registreres:

Hvert år bliver du registreret 1200 gange. Dine søgeord bliver kategoriseret, dine sms’er arkiveret og din gøren og laden dokumenteret. Når du en kold vinteraften venter på toget, ved du, at nogen er med på en kigger. Når du tanker benzin på den lokale tankstation, ved du, at kameraer holder øje med dig.

Selv når du surfer privat på internettet, bliver dine søgeord og foretrukne hjemmesider logget.

I en populærkultur, hvor dét at være kendt er lig succes, er det mærkværdigt at tænke på, at ingen i det senmoderne samfund er anonym. Big Mother-samfundet er nemlig et samfund, der omklamrer sine borgere i tryghed i form af overvågning i en grad, selv George Orwell næppe ville drømme om.

Han kunne naturligvis heller ikke vide, at hans berømte bog ’1984’ snarere burde hedde ’2001’. Det var nemlig året, hvor verden vendte. (…)

Med terrorpakke II, som blev vedtaget i 2006, er registreringen steget eksplosivt. Trafikdata registreres, når vi går på internettet eller taler i telefon. PET kan med henvisning til terror uden domstolskontrol få udleveret data om borgeren. Endvidere har PET lov til at aflytte personer med perifer kontakt til en mistænkt.

Især det sidste har vakt stor debat. Under sloganet: »Har du talt med din grønthandler i dag?« lancerede Amnesty International en kampagne, hvis pointe var den simple, at hvis man som privatperson havde talt med en terrormistænkt grønthandler, har PET mulighed for at overvåge og aflytte én – uden en dommerkendelse vel og mærke.

Hvor langt skal vi gå i terrorbekæmpelsens hellige navn? Er overvågning blot det naturlige svar på den terrortrussel, som den vestlige verden står over for, og som de faldende tvillingetårne er blevet et uudsletteligt symbol på? (…)

Fordi der sker en så omfattende registrering, gemmes nemt oplysninger, som helt almindelige lovlydige borgere hellere ville have holdt privat.

Som eksempel kunne man tage den bumsede teenagedreng, der alene foran computerskærmen med bankende hjerte og et konstant blik over skulderen googler ’homoseksualitet’. Til trods for, at denne dreng, som han sidder svedende i lyset fra computerskærmen, hverken er lyssky eller indehaver af en såkaldt dårlig karakter, har han altså noget at frygte fra registreringen.

Han vil næppe finde det betryggende, at hans besøg på sådanne hjemmesider registreres og gemmes. Han er ikke den eneste.

De fleste, selv normalitetens vogtere bag de velklippede ligusterhække, har hemmeligheder, de ikke ønsker, at nogen skal kende. Det kan være ægteparret, som køber kostumer til deres rollespil i sengen, eller kvinden, der tænder på bøsseporno. For nydanskere kan registreringen nemt synes at ligne en heksejagt.

Link: Vi lever i et Big Mother-samfund

Niña de los Peines: Manantial del cante jondo

La Niña de los Peines (1890-1969) var endnu en legende i flamenco-musikken.  Hun rammer en let tone, men med en dyb undertone, der virkelig kunne bevæge publikum. I løbet af sin meget lange karriere mødte hun bl.a. digteren Federico García Lorca, der karakteriserede hende med disse ord:

This woman’s voice is exceptional. It breaks the moulds of all singing schools, as much as she breaks the moulds of any built music. When she seems to be out of tune, she is not out of tune: on the contrary, she is incredibly in tune as, owing to the special miracle of this style and the passion with which she sings third tones and quarter tones, impossible to record on the staff.

Hør også: La niña de los Peines y Federico García Lorca

Persepolis – 1.0 og 2.0

Marjane Satrips tegneserie og tegnefilm Persepolis giver et dystert billede af revolutionen i Iran og af, hvordan det kunne være for et medlem af den yngre generation at flygte til Europa, miste sig selv, komme tilbage, miste sig selv en gang til og endelig finde en form for ben i et menneskefjendsk, islamisk diktatur.

Den kan varmt anbefales som baggrund for begivenhederne i Iran – begynd f.eks. med traileren herover.

Persepolis 2.0 er en tegneserie om oprøret i kølvandet på valget i juni 2009, lavet af to af Satrapis fans:

Persepolis 2.0

Porno – væk fra det kunstige og opstyltede, tilbage til naturen

Information har en interessant artikel om, hvordan den etablerede pornobranche lider under Internettets fremmarch, og om, hvordan folk nu vil have mere “naturlig” pornografi, der ligger tættere på “rigtig” sex end de sædvanlige, opstyltede kortfilm med plumbers, house wives og cum shots:

Stephen Paul Jones havde løsningen. Han repræsenterede websitet Youporn.com, der i sine ni første måneder havde genereret 15 millioner unikke brugere, og siden begyndelsen var vokset med 38 procent om måneden. Konceptet var enkelt: Brugerne oploadede selv deres sexvideoer, og alt var fuldkommen gratis i lighed med det noget mere stuerene site YouTube. Hirsch var interesseret, men reserveret, forklarede han senere til det amerikanske livsstilsmagasin Conde Nast Portfolio. Sitet havde som mange andre internetsuccesser ikke fundet ud af at omsætte de mange brugere til penge, og desuden forudså han en masse rettighedsproblemer med de andre producenter og den amerikanske pornolovgivning. YouTube og Myspace var blevet solgt for mange milliarder, men Jones skulle bare have 20 millioner dollar. Hirsch takkede nej.

I dag – halvandet år efter Hirschs afslag – er YouPorn det mest besøgte erotiske site på nettet. Vivid.com, der er Steven Hirschs eget betalingssite, ligger nummer 5.061, og ifølge den mest ansete hitliste for hele nettet, Alexa, ligger YouPorn nummer 47, hvilket er et pænt stykke over CNN. Herhjemme ligger den nummer 42 som det næstmest besøgte pornosite efter kopien RedTube, der ligger nummer 29. (…)

I år er det 40 år siden, Danmark som det første land i verden frigav billedpornografien, og efterspørgslen er større end nogensinde. Alligevel bløder den etablerede pornobranche over hele verden, der af den internationale pornobrancheforening, AVN, i 2008 blev vurderet til at have mistet 85 procent af sin samlede værdi siden 1998. Ud over internettets piratkopiering er kunderne søgt væk fra de store filmproduktioner, og de orienterer sig i dag langt mere mod amatørpornografi.

En “afkommercialisering” og amatørisering af pornografien. En spændende udvikling, i alle tilfælde, for én som mig, der altid har kunnet se pointen i billedpornografi som sådan, men aldrig har brudt sig om de fleste kommercielle produkters afstumpede følelseskulde.

Link: Virkeligheden slog pornostjernen ihjel

En enkelt til Bagdad

Om irakeren i filmen, Makmoud, læser vi på Kirkeasyl.dk:

Makmoud er uddannet snedker og har haft sit eget snedkerværksted i Bagdad. Han kom til Danmark for 7 år siden og mødtes med Harry på sin 65-års fødselsdag. Han er flygtet fra Saddam Husseins hær, som ville tvinge ham til at deltage i militæret. Siden magtskiftet i Irak er der opstået konflikter mellem forskellige retninger af islam, og Makmoud tilhører en særlig udsat gruppe, som militser retter deres angreb målrettet imod. Derfor tør han ikke vende tilbage til Irak.

Harry kender vi vist kun alt for godt.

Læs også:
• Hvorfor skal vi give irakerne asyl?
• Makmouds historie – ‘Jeg tør ikke tænke på Bagdad’

Mzungu Kichaa – Bongo Flava med skør hvid mand

Mzungu Kichaa alias Espen Sørensen er en dansk-tanzaniansk Bongo Flava-rapper, der netop har udgivet en plade. Om hans og musikkens baggrund kan vi læse i Gaffa:

Oprindelsen er pæredansk – østjysk helt præcist – men gennem forældrenes arbejde i forskellige lande i Syd- og Østafrika, voksede Kichaa – der i øvrigt også bærer navnet Espen Sørensen – op og blev til den afrikansk-danske hybrid, der fra starten i 1990’erne var del af den voksende undergrundsscene i Tanzanias hovedstad, Dar Es Salaam. En undergrundsscene, hvor musikstilen Bonga Flava er fremherskende.

Bongo Flava kombinerer stilarter som reggae, ragga, rap med forbilleder som Tupac Shakur, samt traditionel musik, en musik, der er kraftigt mikset op med inspirationer fra cubansk musik. Kort sagt er Bongo Flava en massiv smeltedigel, hvor det sungne sprog desuden for det meste er swahili. Musikken har sine stjerner, der selvsagt går fra de rendyrkede politiske kommentatorer på gadeplan til rendyrket pop. En spændende musikform, der har en stadig større udbredelse i hele det østafrikanske område.

Mzungu Kichaa – som betyder “Tosset hvid mand” på swahili – havde omkring årtusindskiftet et massivt lokalt hit og har siden helliget sig uddannelse, men er nu tilbage med denne plade, som er ret overbevisende. Her gør han i forskellige stilarter, og hans allestedsnærværende guitar er et element, som både har et klassisk østafrikansk flow og peger på den Hendrix, som i sin tid var det store forbillede. Ligesom sangene, der som oftest kører i enkle akkordforløb, har en vuggende og smittende karakter, mens der overbevisende rappes på swahili.

Spændende. Jeg forstår bare ikke noget af det, de synger på videoen, men musikken går rent ind.

Link: Mzungu Kichaa på MySpace