Author: Carsten Agger

Der er ingen tvivl om, at det er svære tider for aviserne i disse år. Annonceindtægterne skrumper efterhånden som annoncerne forsvinder ud på nettet og ikke mindst Google opsuger det meste af avisernes før så lukrative marked.

Samtidig er ethvert kommercielt medie nu om dage nødt til at have en elektronisk udgave, og der har været forskellige filosofier om, hvordan den kan realiseres – bortset fra annoncekronerne er det jo småt med indtægter, hvis man lige så godt kan læse aviserne på nettet, som man kan købe papirudgaven.

Nogle aviser forsøger at råde bod på dette ved fortsat at lægge nyhederne på nettet, men kun gøre dem tilgængelige for abonnenter. Politikens læserredaktør Flemming Ytzen forklarer her om Politikens tilgang:

Efter mange års tilløb gør vi om kort tid op med gratisprincippet for de nyheder og det baggrundsstof, vi lægger ud på nettet. For politiken.dk bliver en betalingsavis i slutningen af maj.

Det indebærer, at brugerne uden beregning kan læse 25 artikler om måneden på den stationære eller bærbare computer, den smarte mobiltelefon eller iPaden og dens konkurrenter.

Men for dem, hvor nysgerrigheden og videbegærligheden giver lyst til mere, kommer der et betalingskrav. De vil blive bedt om at tegne et digitalt abonnement til 44 kr. om måneden. (…)

Man kan bebrejde os, at vi lod gratisprincippet regere for længe.

Men disse tider er uigenkaldeligt forbi. Heldigvis. Velkommen til den digitale betalingsvirkelighed. Den er kommet for at blive.

Nuvel, to ting. For det første: Hvis man gerne vil læse 25 artikler gratis, skal man først registrere sig som bruger for overhovedet at få adgang til det?

Men for det andet, og væsentligere: Jeg har ikke i sinde at tegne det nye abonnement på 44 kroner om måneden. Det er ikke, fordi jeg finder beløbet urimeligt – det er faktisk helt rimeligt, hvis man til gengæld kan læse alle artikler i Politiken, svarende til “en god kop kaffe”, som Ytzen anfører. Det er heller ikke, fordi Politiken er en dårlig avis. Med nyere folk som Tarek Omar og Rune Engelbreth Larsen om bord har den i de senere år såmænd udviklet sig til Danmarks ubestridt bedste avis, en titel som Jyllands-Posten ellers (rent journalistisk, og til trods for dens ofte højreekstreme holdninger) besad i mange år.

Det er selvfølgelig heller ikke, fordi jeg ikke har råd til det. Det er, fordi jeg ikke tror på paywalls som løsning på avisernes økonomiske og journalistiske problemer og derfor heller ikke ønsker at støtte en sådan løsning. Det eneste, Politiken vil opnå ved at sætte betalingsmuren op, er at eliminere sin egen relevans som netmedie og dermed at eliminere sin egen relevans som medie overhovedet. Det er let at se, at avisbranchen er i knibe og at truslen fra det store net er reel – men det er til gengæld ikke let at se, hvilken forskel 44 kroner pr. læser pr. måned skulle gøre i en branche, hvor produktet reelt aldrig har været financieret af løssalget, men af annoncekroner. Læg hertil, at en lige så reel trussel fra nettet er, at det undergraver avisernes status som eneste nyhedskilde – vi køber ikke længere én avis og læser den, men skimmer i stedet hurtigt 3-10 aviser og får som bonus et indtryk af deres forskellige vinklinger.

Med en betalingsmur opnår aviserne blot, at deres sider ikke længere kan ses og indekseres af søgemaskinerne – og det vil sige, at nye læsere ikke finder vej til deres mest interessante artikler. Betalingsmuren er ikke Internetavisens redning, men dens død. Hvad der så er redningen, kan jeg desværre ikke umiddelbart svare på – måske aviserne virkelig og slet og ret er ved at dø, eller måske der skal noget helt nyt til for at genoprette dem såvel som den professionelle, dybdeborende kvalitetsjournalistik. Jeg ved det ikke – men jeg ved, at paywalls ikke er løsningen.

Farvel, Politiken.dk, og lad mig endelig vide, når du er kommet på bedre tanker.