Poul Henning Kamp skriver om de nye, amerikanske terrorister, som man blot ikke kalder terrorister: Højreorienterede fanatikere, der myrder en abortlæge eller går amok og skyder de omkringstående efter års forbitret marginalisering.
Om de højreorienterede fanatikere hedder det bl.a.:
Medianen i flokken er krigsveteran, paranoid, softmisbruger og har ikke fast arbejde.
Mange af dem har været i Irak, ikke i USAs militær, men som “contractors”, lejesoldater, for firmaer som Blackwater.
Generelt har de sympatiseret med Bush.W regeringens neokonservative propaganda, “enten er du med os, eller også er du imod os“, er klar tale til & fra forvirrede hjerner.
Der har faktisk ikke været de store problemer med USAs ultrahøjreorienterede siden irakkrigen begyndte. Lidt rovmord, lidt røverier, men ikke mere end f.eks banderne i L.A stod for.
Derfor har FBI, brutalt sagt, sovet i timen, eller rettere, spildt tiden med at holde øje med muslimer i pilotuddannelse. Et klassisk eksempel på at lukke stalden når hesten er stukket af.
Nu går verden “den forkerte ve”j, en sort præsident “svindlede sig” til flertal, han er sikkert forklædt muslim, han er helt sikkert socialist, for han har “solgt GM til jøderne”.
… og så er knækker filmen for nogle af disse sørgelige skæbner.
Omfanget af problemet er stort set selvskabt.
Der er altid nogen der mister forstanden og bliver lidt underlige af at være i krig.
Men Vietnamkrigen sendte et usædvanligt antal veteraner ud i stofmisbrug og sindsyge, på grund af den skizofrene behandling samfundet gav dem da de kom hjem.
USA skammede sig nærmest over dem, fordi man skammede sig over krigen.
I stedet for komme hjem som hyldede veteraner, blev de udskud.
Istedet for en uddannelse og et stykke jord til et hus, som veteranerne fra anden verdenskrig, fik de…ingenting.
Ikke engang deres medaljer var noget værd, fordi der var gået inflation i tildelingen.
Og den stil har man op gennem Bush-tiden fortsat. Sårede Irak-veteraner er blevet behandlet som skidt, den amerikanske regering har gjort alt, hvad den kunne, for at undgå at give dem den behandling og de pensioner, de kunne have krav på, og folk er blevet holdt i Irak i årevis mod deres vilje på ubegrænset forlængede kontrakter. Tusindvis af sammenbrud og menneskelige tragedier skimtes i horisonten.
Så hvis Obama vil indføre en reform, der vitterlig batter noget, kunne han overveje at begynde at behandle de hjemvendte veteraner ordentligt. Selvom det kan være svært – det kan jo danne præcedens, sådan noget.