Stands udvisningerne nu – giv dem arbejdstilladelse og lov til at blive i Danmark, så længe de har lyst. Det er det mindste, vi kan gøre.
Link: Skriv under på kravet om opholdstilladelse til alle 282 afviste irakere!
Kultur, natur og modstand
Stands udvisningerne nu – giv dem arbejdstilladelse og lov til at blive i Danmark, så længe de har lyst. Det er det mindste, vi kan gøre.
Link: Skriv under på kravet om opholdstilladelse til alle 282 afviste irakere!
En skoleinspektør i 70ernes England mente i hvert fald, at hån, spot og latterliggørelse ikke var britiske værdier, skriver Charlie Brooker i The Guardian:
I was born in the 70s and grew up in a tiny rural village. There was, I think, only one black kid in my primary school. One day, someone pushed him over and called him “blackjack”. The headmaster called an impromptu assembly. It involved the entire school, and took place outdoors. No doubt: this was unusual.
We stood in military rows in the playground. I must have been about six, so I can’t remember the words he used, but the substance stuck. He spoke with eerie, measured anger. He’d fought in the second world war, he told us. Our village had a memorial commemorating friends of his who had died. Many were relatives of ours. These villagers gave their lives fighting a regime that looked down on anyone “different”, that tried to blame others for any problem they could find; a bullying, racist regime called “the Nazis”. Millions of people had died thanks to their bigotry and prejudice. And he told us that anyone who picked on anyone else because they were “different’ wasn’t merely insulting the object of their derision, but insulting the headmaster himself, and his dead friends, and our dead relatives, the ones on the war memorial. And if he heard of anyone – anyone – using racist language again, they’d immediately get the slipper.
At være britisk var, med andre ord, noget med at være høflig, imødekommende og tolerant, og med at være parat til at dø for sin frihed.
Det er en glimrende ideel definition, som man mske også gerne havde set som en slags definition på det at være “dansk” eller “europæisk” – hvor sand eller usand den i øvrigt er eller har været i forhold til den virkelighed, folk faktisk har levet i der som her.
Men ifølge Dansk Folkeparti, British National Party og andre af Europas højrepartier er det slet ikke nogen god definition. At være dansk eller britisk er at være svag, er at være offer, er at have så lidt tiltro til sin egen kultur og identitet, at man er bange for, at majoritetssamfundet skal blive rendt over ende af 5-10% “fremmede”. Det er at være frygtsom og paranoid, og det er at være overbevist om, at selvgode politikere og humanister lige fra Venstre og Konservative og venstre over står i ledtog med den væmmelige “godhedsindustri”, alt imens medierne (MSM, forstås) med Jyllands-Posten, Berlingske Tidende og TV-kanalerne i spidsen lyver om det.
Eller, som Charlie Brooker fortsætter:
According to the BNP, I’m wrong. Being British is actually about feeling aggressed, mistrustful, overlooked, isolated, powerless, and petrified of “losing my identity”. Britishness incorporates a propensity to look around me with jealous eyes, fuming over imaginary sums of money being doled out to child-molesting asylum-seekers by corrupt PC politicians who’ve lost touch with the common man – a common man who, coincidentally, happens to be white.
They’re wrong, obviously. None of these qualities has anything whatsoever to do with being British, but everything to do with ugly nationalist politics. And ugly nationalist politics are popular all over the world. Just like Pringles. Every country has its own tiny enclave of frightened, disenfranchised, misguided souls clinging to their national flag, claiming they’re the REAL patriots, saying everyone’s out to get them. It’s an international weakness. For the BNP to claim to be more British than the other British parties is as nonsensical as your dad suddenly claiming to have invented the beard.
På samme måde er Dansk Folkeparti måske det mindst danske af alle Danmarks politiske partier – for deres egentlige budskab er rent negativt, en fremmedangst, som er aldeles tværnational og som tager stort set samme form overalt, hvor den dukker op: Paranoid overdrivelse af imaginære eller meget små “trusler”, udbredelse af mistillid, paranoide forestillinger om, at majoritetskulturen er “undertrykt”.
Link: The BNP represents Britain’s workers? They don’t even represent basic British craftsmanship
Vor nye statsminister henviste i sin tiltrædelsestale som formand for Venstre til Janteloven, skriver peerplus:
I den sammenhæng henviste han til den forhadte Jantelov, som Aksel Sandemose formulerede som et skrækeksempel på den form for “de undertryktes selvundertrykkelse”, som han så som noget typisk dansk og som var et centralt element i hans roman En flygtning krydser sit spor fra 1933.
Janteloven lyder:
Du skal ikke tro, du er noget.
Du skal ikke tro, at du er lige så meget som os.
Du skal ikke tro, at du er klogere end os.
Du skal ikke bilde dig ind, at du er bedre end os.
Du skal ikke tro, at du ved mere end os.
Du skal ikke tro, at du er mere end os.
Du skal ikke tro, at du dur til noget.
Du skal ikke le ad os.
Du skal ikke tro, at nogen bryder sig om dig.
Du skal ikke tro, at du kan lære os noget.
Den slags tanker skal vi sætte os ud over, sagde Løkke, men fortsatte så: “Vi bør tage et opgør med den form for lighedsmageri, der vil klippe alt ned i samme højde og som hænger ved fra Janteloven”.
Og de brave venstrefolk klappede begejstret, mens landets statsminister i et mageløst litterært fupnummer tog en af tredivernes største kulturradikale bekæmpere af småborgerlighed som gidsel i sit eget ulighedsprojekt uden smålig skelen til hvad Sandemose faktisk stod for.
Sandemose var hykleriets, dobbeltmoralens og fordommenes bekæmper, intet mindre. Og Sandemoses holdninger gik stik mod den form for statslig drevet jokken på samfundets svageste, som Løkke i dag prøvede at gøre ham til fortaler for.
Aksel Sandemose var socialist, men i vor nye leders forskruede litterære tankespin kan den store forfatters tanker bruges til at legitimere en liberalistik økonomisk politik med skattelettelser til samfundets rigeste.
Og det er jo morsomt, som alt kan forvrænges.
Den radikal Daniel Nyboe Andersen beskriver det nye “rejsekort” på sin TV2-blog:
Rejsekortet er på vej. I dag er jeg med Nordjyllands Trafikselskab på Sjælland, hvor vi afprøver Rejsekortet, der indtil videre er installeret i 40-50 busser. Om 3 år er systemet landsdækkende, hvilket gør det meget lettere at billettere. Som politiker ser jeg den største fordel i, at der kommer præcise data på alle rejser. I dag laves manuelle tællinger et par gange om året. Når vi kender præcise passagertal for alle ruter kan vi bedre planlægge ruter og afgange. Det giver bedre service og mindre spild.
Jeg er ikke helt sikker på, jeg deler hans begejstring. Betyder den præcise kortlægning ikke, at alle vore rejser med offentlig transport bliver registreret med tid og sted?
På rejsekort.dk bekræftes disse anelser for så vidt:
Rejsekort har samme størrelse som et dankort eller et sygesikringskort. Rejsekort har en indstøbt chip, der altid holder styr på, hvor mange penge, der er på kortet. Det er også chippen, der gør, at du kan checke ind og checke ud på stationen eller i bussen.
Rabat med rejsekort
Jo mere du rejser, jo større rabat får du. Så enkelt er det. Du får selvfølgelig stadig særligt favorable priser, hvis du f.eks. er pensionist, studerende eller barn.
Check ind og check ud
Når du begynder din rejse, checker du ind ved at holde rejsekortet hen på en kortlæser, og når du slutter din rejse, checker du ud på samme måde. Det tager kun en brøkdel af et sekund at holde rejsekort hen på kortlæseren, så du behøver næsten ikke standse op.
Nemt, hurtigt og sikkert
Det er nemt, hurtigt og sikkert at bruge rejsekort. Med et rejsekort i lommen skal du ikke købe billet inden rejsen. Du skal bare have penge på dit rejsekort, og når du så rejser med bus, metro eller tog, bliver prisen for rejsen automatisk trukket på rejsekortet.
Og hver eneste gang, du stiger af og på en bus eller et tog, bliver tidspunkt og dato registreret. Hvor du er på et givet tidspunkt, og hvor du tog til og fra er ikke længere din egen sag, det bliver registreret og kan når som helst findes frem af myndighederne.
Jeg er sikker på, at man vil sige, at disse oplysninger skam kun er tilgængelige for politiet, og mod en dommerkendelse. Man vil sikkert også kunne slippe for overvågningen ved at betale vilde overpriser for en gammeldags billet, noget stort set ingen vil vælge.
Så kan man køre bil, men dem arbejdes der på at få indbygget GPS-sendere i. Overvågningsamfundet er godt på vej.
Det er desværre ikke meget, jeg kan gøre fra pladsen bag min computer – i hvert fald ikke lige nu, på det konkrete plan. Og det er jeg ked af – for nogen burde tage sig sammen og forhindre udvisningen af de afviste irakiske asylsøgere.
Vi – hvor kategorien “vi” skal forstås som det Danmark, som ved sin stiltiende tavshed eller al for valne modstand har påtaget sig et medansvar for regeringens politik – har selv været med til at forvandle disse menneskers land til et rygende hul i jorden ved en fejlslagen invasion. Og i dag, hvor forholdene i landet er alt andet end sikre, udviser vi altså rask væk flygtninge ned til den morderiske misere, vi selv har skabt.
Den dag, danske ministre som Lars Løkke Rasmussen, Birthe Rønn Hornbech og Per Stig Møller kan gå frit rundt i Baghdad uden for den grønne zone og uden livvvagt, og det i flere dage i træk og uden den mindste betænkelighed og med danske flag påsyet rygsækken, den dag kan vi så meget som overveje at begynde at sende asylsøgere retur til Irak. Men det kan de flygtninge, der er her, ikke vente på. Der er ikke andet at gøre end at give dem alle asyl.
Og nu er der en gruppe irakere, som har søgt tilflugt i Vor Frue Kirke i håb om at undgå at blive sendt hjem. Jeg kan kun ønske dem lykke til – og håbe, at der er nogle behjertede mennesker med mere mod og initiativ end undertegnede, som kan træde til og forhindre Danmark i at begå denne skændsel.
Overalt i verden bliver folk med kameraer generet og mistænkeliggjort, for det er jo kun terrorister, der kunne finde på at tage billeder på offentlige steder. Vi har bl.a. omtalt det her.
Matthew Stanley Williams gjorde noget ved det – han lavede en falsk “Photography License” fra Department of Homeland Security, der kan få de nævenyttige betjente til at gå væk:
Since September 11, photographers have been stopped, harassed, and intimidated into handing over their personal property simply because they were photographing subjects that made other people uncomfortable, such as ship locks, trains, buildings, bridges, and bus stations. If you live in the United States, here’s a guide to print and carry with you: The Legal Handbook for Photographers. British photographers should carry The UK Photographer’s Rights Guide, since photography is slowly becoming illegal in the United Kingdom.
In the event you’re stopped by overzealous law enforcement or security officials attempting to enforce fictitious laws, I’ve designed these fictitious and official-looking Photographer’s Licenses. If you have Adobe Illustrator, you can download the EPS vector art file and print your own. You’ll need a photo of yourself, and OCR (or a similar font) to fill in your personal information.
Department of Homeland Security Photographer’s License
San Francisco Muni Photographer’s License
Lovligt? Hvem ved – men det er givetvis heller ikke lovligt at chikanere fotografer og beslaglægge deres billeder på baggrund af ikke-eksisterende love og bestemmelser, som det sker overalt i verden, ikke mindst i Storbritannien og USA.
Via JWZ.
Mens politiske sværvægtere som socialdemokraternes Mette Frederiksen og Århus’ borgmester Nicolai Wammen melder sig på banen med forslag om at tvinge børn i børnehave og vuggestue under trussel om tvangsfjernelse, er forholdene i de danske daginstitutioner forringet i en sådan grad, at de nu er decideret skadelige for de børn, de ellers har til formål at give en god start i livet.
Det mener i hvert fald udviklingspsykolog Dion Sommer, der udtaler sig til Information:
“Jeg kan ikke længere stå inde for de danske daginstitutioner,” siger en af Danmarks førende udviklingspsykologer, Dion Sommer, som i starten af 1990’erne beskrev den danske barndom som en dobbeltsocialisering mellem institution og hjem. Dengang vurderede han, at modellen var uproblematisk. Det gør han ikke længere.
“Det har været en stor diskussion i den udviklingspsykologiske forskning om børn tog skade af at blive passet uden for hjemmet, og konklusionen har været relativ entydig: Det er ikke problematisk, så længe visse forhold er til stede, for så indgår daginstitutionen og hjemmet i et harmonisk samspil. Men forholdene er blevet så dårlige i de danske institutioner, at jeg ikke længere er sikker på, at de er gavnlige for børnene,” siger Dion Sommer.
Også lektor og børnepsykolog Grethe Krag Müller fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole slår alarm:
“Børnene overlades i alt for høj grad til sig selv i børnehaverne. Min vurdering er, at det kommer til at gå ud over deres koncentration, deres sproglige udvikling og deres evne til at indgå i sociale relationer. Det er dybt bekymrende.”
Jeg havde selv mine to mindste børn i en meget lille børnehave, hvor personalet var venligt og fulgte børnene tæt, og det var jeg ganske tryg ved. Men der var også kun 30 børn, og en sådan “ikke-rationalistisk” normering var allerede dengang (2000-2003) under pres i Århus Kommune.
Hele tidens dogme om, at børn har godt af at komme i institution, “børn skal da i børnehave”, har med andre ord godt af at blive udfordret. Vi bryster os gerne af, hvor rige vi er blevet i forhold til tidligere generationer, men faktisk er vi blevet så fattige, at det ikke længere er muligt at forsørge en hel familie med én indkomst, hvor det tidligere var om ikke problemfrit, så dog i det mindste muligt.
Et andet spørgsmål er udbredelsen af sygdom i store daginstitutioner. Kan det virkelig være godt for et barns opvækst at være mere eller mindre konstant syg, fordi fortravlede institutioner med 60 børn og opefter og en rengøringsstandard præget af besparelser fungerer som smittebomber?
Faktisk er institutionen blevet så hellig i de fleste danskeres bevidsthed, at de færreste vover overhovedet at udfordre forestillingen om, at det nødvendigvis er bedre for et barn at være i børnehave end at være derhjemme; og det i en grad, så forældre, der vælger at passe deres børn selv, må opleve at blive mistænkeliggort, set skævt til og, om Wammen og Frederiksen får deres vilje, truet med tvangsinstitutionering under trussel om bortførelse (tvangsfjernelse).
Jeg har som sagt selv mest gode erfaringer med børnehaver, men alligevel: Jeg ved også, at ikke alle har været lige så heldige. Måske vi skulle ønske os et lidt mindre ensrettet, for ikke at sige kaserneagtigt institutionaliseret, samfund?
Holde op med at tortere folk? Naturligvis ikke. Men lad os endelig holde op med at tage billeder af det.
Det er i hvert fald, hvad den danske statsborger Ignazio Howaniak kan fortælle. Howaniak har i to år været fængslet i Polen i den såkaldte “lejemordssag”, der ifølge ham selv er fri fantasi.
I morgen bliver han sendt tilbage til det fangehul, hvor han efter eget udsagn bliver presset og mishandlet:
Den danske statsborger, Iganzio Howaniak, der er anklagemyndighedens hovedvidne i den spektakulære og bizarre lejemordssag fra København sidder til dagligt varetægtsfængslet i Polen.
Her blev han anholdt i 2007 og sigtet efter polsk straffelov for at have medvirket i lejemordssagen i København.
Han er derimod ikke tiltalt for noget som helst i Danmark.
Han hævder, at behandlingen af ham minder om tortur.
»Jeg bliver presset mere og mere«, siger han.
»Jeg bliver truet med skydevåben og anbragt i en kælder uden vinduer og uden lys«.
Beskeden er, siger han, at sådan vil han fortsat blive behandlet, hvis han ikke samarbejder.
Til sidst var Ignazio Howaniak, ifølge sin egen beskrivelse, så mør, at han var parat til at tilstå mordet på John F. Kennedy og Oluf Palme, sagde han.
»Jeg sad i en celle på få kvadratmeter med toilet i hjørnet…«
Så brød han sammen.
Men anklageren levnede ham ingen ro.
Hun ville bore videre i de alvorlige beskyldninger, som hovedvidnet rejser mod dansk politi om at have fabrikeret falske beviser med det formål at fælde Store A.
»Beskyldninger!?«, råbte Ignazio Howaniak bittert.
»I skulle skamme jer. I skulle skamme jer. I har vidst det hele tiden«, råbte han mod anklageren.
Herefter skar retsformanden igennem med en pause.
Læs mere om det Kafkaske forløb i Politikens artikel om sagen. Det er en ganske ubehagelig historie.
Hvad der blev der af det gamle princip om, at Danmark ikke udleverer danske statsborgere? Og hvor OK er det lige, at dansk kriminalpoliti spiller på, at man kan få folk torteret i Polen? I mine øjne ikke særlig OK.
Af Özcan Ajrulovski & Mubeen Yusuf. Kunstnerne beskriver selv produktionen således:
Dette er en musik video som jeg (Özcan) og Mubeen selv 100% har optaget, redigeret og sammensat. Et amatør produktion med et professionelt resultat Kunsteren er Mubeen Lyrikken er af Mubeen Budget: 16.50 kr. (Køb af 1 stk. Jyllands-Posten).