Mens politiske sværvægtere som socialdemokraternes Mette Frederiksen og Århus’ borgmester Nicolai Wammen melder sig på banen med forslag om at tvinge børn i børnehave og vuggestue under trussel om tvangsfjernelse, er forholdene i de danske daginstitutioner forringet i en sådan grad, at de nu er decideret skadelige for de børn, de ellers har til formål at give en god start i livet.
Det mener i hvert fald udviklingspsykolog Dion Sommer, der udtaler sig til Information:
“Jeg kan ikke længere stå inde for de danske daginstitutioner,” siger en af Danmarks førende udviklingspsykologer, Dion Sommer, som i starten af 1990’erne beskrev den danske barndom som en dobbeltsocialisering mellem institution og hjem. Dengang vurderede han, at modellen var uproblematisk. Det gør han ikke længere.
“Det har været en stor diskussion i den udviklingspsykologiske forskning om børn tog skade af at blive passet uden for hjemmet, og konklusionen har været relativ entydig: Det er ikke problematisk, så længe visse forhold er til stede, for så indgår daginstitutionen og hjemmet i et harmonisk samspil. Men forholdene er blevet så dårlige i de danske institutioner, at jeg ikke længere er sikker på, at de er gavnlige for børnene,” siger Dion Sommer.
Også lektor og børnepsykolog Grethe Krag Müller fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole slår alarm:
“Børnene overlades i alt for høj grad til sig selv i børnehaverne. Min vurdering er, at det kommer til at gå ud over deres koncentration, deres sproglige udvikling og deres evne til at indgå i sociale relationer. Det er dybt bekymrende.”
Jeg havde selv mine to mindste børn i en meget lille børnehave, hvor personalet var venligt og fulgte børnene tæt, og det var jeg ganske tryg ved. Men der var også kun 30 børn, og en sådan “ikke-rationalistisk” normering var allerede dengang (2000-2003) under pres i Århus Kommune.
Hele tidens dogme om, at børn har godt af at komme i institution, “børn skal da i børnehave”, har med andre ord godt af at blive udfordret. Vi bryster os gerne af, hvor rige vi er blevet i forhold til tidligere generationer, men faktisk er vi blevet så fattige, at det ikke længere er muligt at forsørge en hel familie med én indkomst, hvor det tidligere var om ikke problemfrit, så dog i det mindste muligt.
Et andet spørgsmål er udbredelsen af sygdom i store daginstitutioner. Kan det virkelig være godt for et barns opvækst at være mere eller mindre konstant syg, fordi fortravlede institutioner med 60 børn og opefter og en rengøringsstandard præget af besparelser fungerer som smittebomber?
Faktisk er institutionen blevet så hellig i de fleste danskeres bevidsthed, at de færreste vover overhovedet at udfordre forestillingen om, at det nødvendigvis er bedre for et barn at være i børnehave end at være derhjemme; og det i en grad, så forældre, der vælger at passe deres børn selv, må opleve at blive mistænkeliggort, set skævt til og, om Wammen og Frederiksen får deres vilje, truet med tvangsinstitutionering under trussel om bortførelse (tvangsfjernelse).
Jeg har som sagt selv mest gode erfaringer med børnehaver, men alligevel: Jeg ved også, at ikke alle har været lige så heldige. Måske vi skulle ønske os et lidt mindre ensrettet, for ikke at sige kaserneagtigt institutionaliseret, samfund?
