Author: Carsten Agger

Undervisningsministeriet er barslet med en “historiekanon“, der opsummerer 29 punkter, som historieundervisningen i folkeskolen skal igennem. Kanonen er en del af den borgerlige regerings “værdikamp” og lanceres her som et middel til at sikre kvaliteten af folkeskolernes historieundervisning.

Og det er da også en meget god idé – eller …? Blandt de 29 punkter er “stavnsbåndets ophævelse” og “ophævelse af slavehandelen”.

Man aner en vis tendens til selvfejring i sådanne punkter – mon ikke undervisningen formodes at handle om de kæmpeskridt i retning af frihed og demokrati, det oplyste Danmark dengang tog ved disse humane foranstaltninger?

Forhenværende professer i historie Jens Engberg gennemgår i en nylig kronik i Politiken, hvad disse beroligende mærkater egentlig dækker over:

’Stavnsbåndets ophævelse’ var da også, hvad de nationalliberale sagde for 150 år siden, mens historikere taler om landboreformerne. Ifølge den undervisningsministerielle hjemmeside var landboreformerne »et tiltag for at forbedre bondens økonomiske og personlige frihed«.

De var så rare i gamle dage, og det lykkelige resultat blev da også, »at bonden blev fri«, og at »bønderne fik deres egen gård«.

Jo tak. Virkeligheden var, at landboreformerne førte til en skarp klassedeling. Der opstod en middelklasse af gårdejere, som skulle holde overklassen oppe og underklassen nede. Flertallet af bønderne blev til taberne, dem som skulle være husmænd og landarbejdere.

Det blev umuligt for dem at holde kreaturer, det havde før været den bedste indtægtskilde. De tabte også den sociale sikkerhed, som havde været i landsbyfællesskaberne.

I stedet fik de meget små husmandssteder på korte lejemål og som regel kun, hvis de tog arbejde hos en gårdejer eller en godsejer. De blev karle og piger hos gårdejerne, henvist til usle kamre bag staldene.

F.eks. beskrev en præst, hvad der var sket: »De stakkels husmænd, som er seks gange så mange som gårdmændene, har næppe en høne, hvor han tilforn kunne have en ko, fire styk får, en so, to gæs, som ynglede årligt 18 til 20 gæslinger.

Da var det en glæde på sommeraftener at se en utallig mængde legende lam, mange fremrykkende arméer af gæs og store hjemgalopperende svinehjorder, men nu er det glædelige syn forsvundet«. Den gode præst ville ikke have brudt sig om nutidens industrialiserede landbrug og dets dyrplageriske svinekødsfabrikker.

En landsbylærer undrede sig over sin godsejer, som han ellers mente, var så godhjertet. Hvordan havde han »kunnet lade sit grevskabs husmænd ansætte på så usle vilkår ved siden af den gode forbedring, han forskaffede gårdmændene i deres stilling?«.

Men det var nødvendigt, hvis der skulle skaffes øgede indtægter både til godsejerne og gårdejerne, og hvis de sidste skulle blive middelklasse.

Det havde ikke været nødvendigt at gå til 1700-tallets kilder. Man kunne bare have læst, hvad historikerne har skrevet i de sidste mange år, eller man kunne have foretaget et simpelt opslag i Wikipedia.

Her står: »I årene efter reformerne fortsatte husmændenes elendighed, børnene døde af underernæring, og hungersnød var et vilkår for mange husmænd om vinteren og foråret«. Og videre: »Husmændene blev glemt og fik en tilværelsesmæssig tilbagegang med reformerne«. Det er så sandt, som det er sagt. (…)

En anden af de fede myter i Undervisningsministeriets kanon er den glorværdige historie om, da Danmark som det første land i verden ophævede slavehandelen. Også det er glimrende belyst i historien. Sagen var, at England var ved at forbyde slavehandel.

Det ville føre til, at også den danske slavehandel måtte stoppe. Det ville få uheldige følger på plantagerne på De Dansk Vestindiske Øer, hvor der blev produceret sukker ved slavedrift. Plantageejerne var afhængige af hele tiden at kunne hente friske slaver i Afrika. På grund af det hårde arbejde og den brutale behandling var dødeligheden nemlig stor blandt slaverne.

Før det engelske forbud trådte i kraft, var det nødvendigt, at man fandt på noget, så slavedriften kunne fortsætte, og så man kunne blive uafhængig af tilførslen af nye slaver. Dertil kom, at regeringen gerne ville opgive slavehandelen, da den i det større perspektiv ikke gav overskud.

Det skyldtes, at Danmark var nødt til at opretholde en række stærke fæstninger ved udskibningshavnene på den afrikanske kyst. De skulle undertrykke den indfødte befolkning, så slavehandelen kunne foregå uforstyrret.

Da loven blev udstedt i 1792, blev den udformet, så det idealistiske ikke kom i vejen for det økonomisk gunstige. Den danske finansminister ejede selv den største slavedrevne plantage på De vestindiske Øer.

Han forklarede, at man skulle nå fra tanke til faktura på en måde, så »kravene om menneskelighed ikke kommer i modstrid med, hvad hensynet til statens politiske og økonomiske vel kræver«.

Det var lige netop det. Kom man så vidt, »vil værdien af De vestindiske Øer vokse og deres forøgede produktion vil forbedre moderlandets økonomi«, og værdien af plantageejernes ejendomme. Især måtte ordningen ikke krænke ejendomsretten til slaverne.

Løsningen lå i at starte en hjemmeavl af slaver på de statslige plantager. Slavestutterier har man kaldt disse centre for negeravl. Blot kunne der ikke komme gang i slaveavlen lige med det samme, de 20.000 slaver, som var på øerne, var for ringe et grundlag at starte på.

Desuden var der et overtal af mandlige slaver. Der måtte derfor i nogle år importeres flere fødedygtige kvindelige slaver. Tallet på slaver måtte fordobles til 40.000.

Slavehandelen skulle med andre ord foreløbig ikke forbydes, tværtimod skulle den forøges. Men det krævede penge, som plantageejerne sagde, de ikke havde. Staten måtte derfor stille en bankpakke til rådighed, hvorfra plantageejerne på gunstige vilkår kunne få lån til forøgede indkøb af slaver.

Og da man kunne forudse, at der næppe ville blive bragt de nødvendige store mængder nye slaver til øerne på danske slaveskibe, blev slavehandelen givet helt fri. Derved mistede man enhver mulighed for at sørge for bedre transportforhold og dermed for en lavere dødelighed under sejladserne.

Endelig blev det bestemt, at loven først skulle træde i kraft efter 10 år, og meget sigende blev der overhovedet ikke fastsat straffebestemmelser for derefter at overtræde den. Slavehandelen fortsatte derfor også efter, at de 10 år var gået.

Realiteten i historien om det danske forbud mod slavehandel, hvis man kan kalde det sådan, er derfor, at slavehandelen efter ’forbuddet’ blev intensiveret. Nu blev den støttet med statslån. Der fulgte flere transporter, flere grusomheder og øgede massive tab af menneskeliv.

Slaveriet fortsatte som før. Det blev først ophævet i 1848 efter et stort slaveoprør. Det var længe efter, at f.eks. England havde ophævet det, og det skete meget mod den danske regerings vilje.

Skal vi forestille os, at de konklusioner af disse to “kanoniske” episoder i Danmarkshistorien, som Engberg drager og jeg har tilladt mig at fremhæve, ikke er, hvad der lægges op til i kanonen?

Men den slags detaljer kan ikke påvirke historieundervisningen i den danske folkeskole, som ikke har til formål at formidle viden om fortiden og fortidens mennesker, men i stedet handler om at bekræfte den danske selvgodhed om verdens “bedste og mest oplyste” land. Stalinistisk indoktrinering anno 2009, serveret frisk fra fad i den danske folkeskole.

Link: Napoleons kones rådne tænder