Tag selv-aktion mod bankerne og det finansielle system

Den person, der interviewes i denne video, er den catalanske aktivist Enric Duran, der udførte en større tag selv-aktion i protest mod pengemarkedets dominans, mod det finansielle system og mod bankernes rolle som udbydere i kraft af tårnhøje renter.

Enric udførte sin aktion ved at låne penge, som han herefter dels brugte til at skabe troværdighed, så han kunne få flere lån, dels gav væk til velgørende organisationer og alternative bevægelser. Alt i alt lykkedes det ham på denne måde at låne 490.000 euro, som han aldrig havde til hensigt at betale tilbage.

Link: Engelsk Wikipedia om Enric Duran, spansk Wikipedia om samme

Digitale borgerrettigheder i EU, fortsat

Den amerikanske jurist Michael Carroll forklarer på sin blog meget rammende, hvad der egentlig er på spil med EUs telecom-pakke og forslagene om digitale rettigheder:

Readers in Europe who care about keeping the Internet relatively neutral need to express that opinion to policymakers in the European Parliament by April 29. In particular, it is inexplicable why the Green Party is on the sidelines and not actively supporting the Citizens’ Rights Amendments that have been tabled to restore users’ rights that were in an earlier version of the gargantuan Telecoms Package making its way through the European Parliament. Erik Josefsson is a leading proponent of these amendments, and he is hosting PDF versions of the amendments Part I, Part II and Part III on his site.

The magic numbers in this debate have been 138 and 166. These are the two amendments that initially were hailed in the US press as recognizing access to the Internet as a fundamental right, countering French President Nicolas Sarkozy’s campaign to require service providers to impose the Internet death penalty on users found to have infringed intellectual property rights three times.

Lobbying by representatives of corporate and professional rights owners – remember there is no group dedicated solely to lobbying on behalf of the millions of amateur creators who also are rights owners under copyright – has led to a reversal of this position As Monica Horten reports, the current versions of Amendment 138 and Amendment 166 would allow for imposition of the Internet death penalty and non-neutral network management.

The Citizens’ Rights Amendments have been tabled to reverse these back-room deals and to clarify the original position concerning users’ rights.

Hat tip: Erik Josefsson

Link: Urgent – the fate of Internet Users’ Rights in the EU

Læs også:
Digitale borgerrettigheder – en nødvendighed
Borgerrettigheder på Internettet

Dagens citat: Vi ser ikke verden, vi hallucinerer os frem til den

Ray Kurzweil, i et interview til Asimov’s et par år tilbage:

We don’t actually see things, we essentially hallucinate them in detail from what we see from these low resolution cues. Past the early phases of the visual cortex, detail doesn’t reach the brain.

Hvilket selvfølgelig er velkendt og for mange sikkert såre banalt, men her rammende udtrykt.

Illusionen om øjnene som “vinduesglas”, som vi sidder og kigger ud på verden med er slet og ret dette, en illusion – vore øjne kan faktisk kun detektere kontraster, hvad der gør alle de ensartede flader, vores synssans plejer at forsyne verden med, lidt suspekte.

Borgerrettigheder på internettet

telekompaketet
Jeg har modtaget nedenstående pressemeddelelse.

Kort fortalt: En gruppe EU-parlamentarikere vil indføre “digitale borgerrettigheder” på EU-plan; et sådant initiativ vil gøre meget for at forhindre vilkårlig overvågning, afkobling (som i den franske lov om “three strikes and you’re out”, tre ubeviste beskyldninger for download og brud på ophavsretten, og familien mister retten til at have Internet) og censur af den type, der er indført med det danske “børnepornofilter”.

Et vigtigt princip er således, at alle indskrænkninger skal idømmes ved en domstol og efter gældende lov og altså ikke blot kan indføres administrativt, som det er sket hidtil.

Some very important amendments might be retabled by MEPs who care about the Internet and european citizens.

It is paramount to support those very good amendments and let our MEPs know that we want them, we want an open Internet.

We want freedom of choice. We want the right to decide which web sites we wish to visit, which applications we like to run, which protocols we decide to use and which contents we like to access.

Eva-Britt Svensson, Member of GUE/NGL

The European Parliament will vote on the so called Telecoms Package during its May session. MEP Eva-Britt Svensson will together with her colleagues in the party group GUE/NGL table a number of Citizens’ Rights Amendments”, which aim at protecting citizens’ rights on the Internet.

The amendments restore the fundamental principles the European Parliament adopted with a wide a majority in the First Reading in September 2008. (Svensson tabled “Amendment 166”). They are divided in three parts and will be tabled for the second reading the 5th of May. The last day to table amendments is the 29th of April but she has choosen to publish them now to clarify that there is a lot more that has to be dealt with than what the famous amendments 166 and 138 achieve. She wants to make sure that the Internet is not transformed into a Cable-TV-Internet – which would mean that Internet offerings will evolve towards sets of pre-choosen content and services which will then be sold to us citizens, instead of us being able to choose for ourselves.

We who love the Internet say that “Users rights” are defined by what we use our subscription for, says Eva-Britt Svensson (Swedish Left party), MEP. We do not want to be reduced into consumers so that our rights just constitute what is explicitly permitted in the subscription agreement. Unfortunately, both the Council’s Common Position and the amendments that have been proposed in the trialogues, open up for this development.

We want to be citizens on the Internet, not just customers or consumers.

The amendments by Ms. Svensson can be found here:
Part 1 http://www.erikjosefsson.eu/sites/default/files/Citizens_Rights_Amendments_(Part_I).pdf
Part 2 http://www.erikjosefsson.eu/sites/default/files/Citizens_Rights_Amendments_(Part_II).pdf
Part 3 http://www.erikjosefsson.eu/sites/default/files/Citizens_Rights_Amendments_(Part_III).pdf

For more information, contact:
Eva-Britt Svensson (Swedish Left Party), Member of the European
Parliament, Swedish cell +46 706 331 346, blog www.evabrittsvensson.se
Roger Falk Press secretary, +32473 80 45 79
Webpage: www.vguengl.org (Photos can be found here)

Og hvad vi end mener om EU, er der brug for sådanne garantier. Her i Danmark er myndigheder og Internetudbydere allererede gået for vidt i deres bestræbelser på at overvåge og bortcensurere adgangen til Internettet, og et sæt elementære borgerrettigheder, der ville forbyde den slags uden efter udtrykkelig retskendelse, ville gøre meget for at sikre mod denne form for magtmisbrug i fremtiden.

Jeg følger op på denne historie, så snart jeg hører nyt om, hvad man kan gøre for at støtte disse digitale borgerrettigheder.

Link: Citizen’s Rights Amendment

Historieforfalskning som pensum

Undervisningsministeriet er barslet med en “historiekanon“, der opsummerer 29 punkter, som historieundervisningen i folkeskolen skal igennem. Kanonen er en del af den borgerlige regerings “værdikamp” og lanceres her som et middel til at sikre kvaliteten af folkeskolernes historieundervisning.

Og det er da også en meget god idé – eller …? Blandt de 29 punkter er “stavnsbåndets ophævelse” og “ophævelse af slavehandelen”.

Man aner en vis tendens til selvfejring i sådanne punkter – mon ikke undervisningen formodes at handle om de kæmpeskridt i retning af frihed og demokrati, det oplyste Danmark dengang tog ved disse humane foranstaltninger?

Forhenværende professer i historie Jens Engberg gennemgår i en nylig kronik i Politiken, hvad disse beroligende mærkater egentlig dækker over:

’Stavnsbåndets ophævelse’ var da også, hvad de nationalliberale sagde for 150 år siden, mens historikere taler om landboreformerne. Ifølge den undervisningsministerielle hjemmeside var landboreformerne »et tiltag for at forbedre bondens økonomiske og personlige frihed«.

De var så rare i gamle dage, og det lykkelige resultat blev da også, »at bonden blev fri«, og at »bønderne fik deres egen gård«.

Jo tak. Virkeligheden var, at landboreformerne førte til en skarp klassedeling. Der opstod en middelklasse af gårdejere, som skulle holde overklassen oppe og underklassen nede. Flertallet af bønderne blev til taberne, dem som skulle være husmænd og landarbejdere.

Det blev umuligt for dem at holde kreaturer, det havde før været den bedste indtægtskilde. De tabte også den sociale sikkerhed, som havde været i landsbyfællesskaberne.

I stedet fik de meget små husmandssteder på korte lejemål og som regel kun, hvis de tog arbejde hos en gårdejer eller en godsejer. De blev karle og piger hos gårdejerne, henvist til usle kamre bag staldene.

F.eks. beskrev en præst, hvad der var sket: »De stakkels husmænd, som er seks gange så mange som gårdmændene, har næppe en høne, hvor han tilforn kunne have en ko, fire styk får, en so, to gæs, som ynglede årligt 18 til 20 gæslinger.

Da var det en glæde på sommeraftener at se en utallig mængde legende lam, mange fremrykkende arméer af gæs og store hjemgalopperende svinehjorder, men nu er det glædelige syn forsvundet«. Den gode præst ville ikke have brudt sig om nutidens industrialiserede landbrug og dets dyrplageriske svinekødsfabrikker.

En landsbylærer undrede sig over sin godsejer, som han ellers mente, var så godhjertet. Hvordan havde han »kunnet lade sit grevskabs husmænd ansætte på så usle vilkår ved siden af den gode forbedring, han forskaffede gårdmændene i deres stilling?«.

Men det var nødvendigt, hvis der skulle skaffes øgede indtægter både til godsejerne og gårdejerne, og hvis de sidste skulle blive middelklasse.

Det havde ikke været nødvendigt at gå til 1700-tallets kilder. Man kunne bare have læst, hvad historikerne har skrevet i de sidste mange år, eller man kunne have foretaget et simpelt opslag i Wikipedia.

Her står: »I årene efter reformerne fortsatte husmændenes elendighed, børnene døde af underernæring, og hungersnød var et vilkår for mange husmænd om vinteren og foråret«. Og videre: »Husmændene blev glemt og fik en tilværelsesmæssig tilbagegang med reformerne«. Det er så sandt, som det er sagt. (…)

En anden af de fede myter i Undervisningsministeriets kanon er den glorværdige historie om, da Danmark som det første land i verden ophævede slavehandelen. Også det er glimrende belyst i historien. Sagen var, at England var ved at forbyde slavehandel.

Det ville føre til, at også den danske slavehandel måtte stoppe. Det ville få uheldige følger på plantagerne på De Dansk Vestindiske Øer, hvor der blev produceret sukker ved slavedrift. Plantageejerne var afhængige af hele tiden at kunne hente friske slaver i Afrika. På grund af det hårde arbejde og den brutale behandling var dødeligheden nemlig stor blandt slaverne.

Før det engelske forbud trådte i kraft, var det nødvendigt, at man fandt på noget, så slavedriften kunne fortsætte, og så man kunne blive uafhængig af tilførslen af nye slaver. Dertil kom, at regeringen gerne ville opgive slavehandelen, da den i det større perspektiv ikke gav overskud.

Det skyldtes, at Danmark var nødt til at opretholde en række stærke fæstninger ved udskibningshavnene på den afrikanske kyst. De skulle undertrykke den indfødte befolkning, så slavehandelen kunne foregå uforstyrret.

Da loven blev udstedt i 1792, blev den udformet, så det idealistiske ikke kom i vejen for det økonomisk gunstige. Den danske finansminister ejede selv den største slavedrevne plantage på De vestindiske Øer.

Han forklarede, at man skulle nå fra tanke til faktura på en måde, så »kravene om menneskelighed ikke kommer i modstrid med, hvad hensynet til statens politiske og økonomiske vel kræver«.

Det var lige netop det. Kom man så vidt, »vil værdien af De vestindiske Øer vokse og deres forøgede produktion vil forbedre moderlandets økonomi«, og værdien af plantageejernes ejendomme. Især måtte ordningen ikke krænke ejendomsretten til slaverne.

Løsningen lå i at starte en hjemmeavl af slaver på de statslige plantager. Slavestutterier har man kaldt disse centre for negeravl. Blot kunne der ikke komme gang i slaveavlen lige med det samme, de 20.000 slaver, som var på øerne, var for ringe et grundlag at starte på.

Desuden var der et overtal af mandlige slaver. Der måtte derfor i nogle år importeres flere fødedygtige kvindelige slaver. Tallet på slaver måtte fordobles til 40.000.

Slavehandelen skulle med andre ord foreløbig ikke forbydes, tværtimod skulle den forøges. Men det krævede penge, som plantageejerne sagde, de ikke havde. Staten måtte derfor stille en bankpakke til rådighed, hvorfra plantageejerne på gunstige vilkår kunne få lån til forøgede indkøb af slaver.

Og da man kunne forudse, at der næppe ville blive bragt de nødvendige store mængder nye slaver til øerne på danske slaveskibe, blev slavehandelen givet helt fri. Derved mistede man enhver mulighed for at sørge for bedre transportforhold og dermed for en lavere dødelighed under sejladserne.

Endelig blev det bestemt, at loven først skulle træde i kraft efter 10 år, og meget sigende blev der overhovedet ikke fastsat straffebestemmelser for derefter at overtræde den. Slavehandelen fortsatte derfor også efter, at de 10 år var gået.

Realiteten i historien om det danske forbud mod slavehandel, hvis man kan kalde det sådan, er derfor, at slavehandelen efter ’forbuddet’ blev intensiveret. Nu blev den støttet med statslån. Der fulgte flere transporter, flere grusomheder og øgede massive tab af menneskeliv.

Slaveriet fortsatte som før. Det blev først ophævet i 1848 efter et stort slaveoprør. Det var længe efter, at f.eks. England havde ophævet det, og det skete meget mod den danske regerings vilje.

Skal vi forestille os, at de konklusioner af disse to “kanoniske” episoder i Danmarkshistorien, som Engberg drager og jeg har tilladt mig at fremhæve, ikke er, hvad der lægges op til i kanonen?

Men den slags detaljer kan ikke påvirke historieundervisningen i den danske folkeskole, som ikke har til formål at formidle viden om fortiden og fortidens mennesker, men i stedet handler om at bekræfte den danske selvgodhed om verdens “bedste og mest oplyste” land. Stalinistisk indoktrinering anno 2009, serveret frisk fra fad i den danske folkeskole.

Link: Napoleons kones rådne tænder

Tortur brugt til at ‘påvise’ forbindelse mellem Irak og al-Qaeda

Tortur virker ikke, men kan bruges til at få folk til at bevise ting, de ikke har gjort.

Når de terrormistænkte Khalid Sheikh Mohammed og Abu Zubaydah blev waterboarded henholdsvis 183 og 83 gange, var det for at tvinge dem til at “tilstå” en forbindelse mellem al-Qaeda og Saddam Hussein, skriver Marjorie Cohn, formand for det amerikanske Advokatråd og professor i jura ved Thomas Jefferson School of Law:

Why the relentless waterboarding of these two men? It turns out that high Bush officials put heavy pressure on Pentagon interrogators to get Mohammed and Zubaydah to reveal a link between Saddam Hussein and the 9/11 hijackers, in order to justify Bush’s illegal and unnecessary invasion of Iraq in 2003, according to the newly released report of the Senate Armed Services Committee. That link was never established.

In startlingly clinical and dispassionate terms, the authors of the newly-released torture memos describe and then rationalize why the devastating techniques the CIA sought to employ on human beings do not violate the Torture Statute (18 U.S.C. sec. 2340).

The memos justify 10 techniques, including banging heads into walls 30 times in a row, prolonged nudity, repeated slapping, dietary manipulation, and dousing with cold water as low as 41 degrees. They allow shackling in a standing position for 180 hours, sleep deprivation for 11 days, confinement of people in small dark boxes with insects for hours, and waterboarding to create the perception they are drowning. Moreover, the memos permit many of these techniques to be used in combination for a 30-day period. They find that none of these techniques constitute torture or cruel, inhuman or degrading treatment.

Waterboarding, admittedly the most serious of the methods, is designed, according to Jay Bybee, to induce the perception of “suffocation and incipient panic, i.e. the perception of drowning.” But although Bybee finds that “the use of the waterboard constitutes a threat of imminent death,” he accepts the CIA’s claim that it does “not anticipate that any prolonged mental harm would result from the use of the waterboard.” One of Bradbury’s memos requires that a physician be on duty during waterboarding to perform a tracheotomy in case the victim doesn’t recover after being returned to an upright position.

Obama ønsker som bekendt at “se fremad” og lade de skyldige i disse forbrydelser slippe for retsforfølgelse og straf. Marjorie Cohn is having none of that:

Obama has made a political calculation to seek amnesty for the CIA torturers. However, good faith reliance on superior orders was rejected as a defense at Nuremberg and in Lt. Calley’s Vietnam-era trial for the My Lai Massacre. The Torture Convention provides unequivocally, “An order from a superior officer or a public authority may not be invoked as a justification for torture.”

The President must fulfill his constitutional duty to ensure that the laws are faithfully executed. Obama said that “nothing will be gained by spending our time and energy laying blame for the past.” He is wrong. There is more to gain from upholding the rule of law. It will make future leaders think twice before they authorize the cruel, illegal treatment of other human beings.

Link: Torture Used to Try to Link Saddam with 9/11

Tortur: Hvorfor Obamas afvisning af at rejse sag ikke er i orden

Brugeren PaulR slår hovedet på sømmet i en kommentar på Boing Boing:

When you learn something, you learn in two ways. For example, you learn that the derivative of f(x)=3x is f(x) = 3. You also learn that you hate calculus.
(I don’t, but this way it’s funnier.)

So when, for example, your government says:
“Under no circumstance will we use the Death Penalty. EVEN IF the victim as a little girl who was raped. EVEN IF the victim was a policeman. EVEN IF the victim was the Prime Minister. EVEN IF the victim was home-invaded.”
or
“You will not be charged directly for medical care, and that care will be based on need, not on ability to pay.”

When the elite Canadian Airborne Regiment was found to have tortured a Somali teenager in 1993, the regiment was disbanded. See http://en.wikipedia.org/wiki/Somalia_Affair – warning graphic photo.

In these cases, the government also sends out a very strong message that human life has value. This message has a subtle but powerful effect on the population.

In Texas, the penal system denies any shred of humanity to prisoners on death row. Even the possibility of making/writing a final statement in the days just before their execution. Y’see, the prisoner’s life has no meaning. He’s just pond scum.
Likewise with torture:
When the American government doesn’t punish torture,
EVEN THOUGH it’s banned by international law,
EVEN THOUGH the Nuremburg trials established that “I was just following orders” isn’t a valid excuse,
EVEN THOUGH it’s illegal according to American law,
EVEN THOUGH it’s been proven, over and over that IT DOESN’T WORK!,
then you give the green light to anyone else who wants to torture.

Now, how can Americans be surprised when torture is performed in other places? How can the American government, the only one that might have influence on the leaders in the UAE, even express their concerns about this story without looking like hypocrites?

Det er nødvendigt, én gang for alle, at slå fast at tortur er strafbart og ulovligt uanset om man har fået lov til det af sine overordnede, eller ligefrem ordre til det. Der skal ikke være straffrihed for den slags, med mindre man vil have Guantanamoer og Abu Ghraib’er over det hele.

Læs også: Obama giver frit lejde til torturbødler

Politiet lod mand ligge og bløde, holdt ambulance tilbage

Sådan gik det til, da en mand i dag blev skudt på Nørrebro. Politiet rykkede ud med 50 mand for at “sikre området”, og først da det var sket, lod man ambulancen komme frem. Skudofret kunne have forblødt, mens politiet gennemførte deres tåbelige magtdemonstration. I TV-Avisen var det så blevet til “optøjer”.

Fra Information:

Betjenten svarer, at politiet er nødt til at ”sikre området” før ambulancen kan komme. Sikre! For hvad?!? Det var et drive-by-shoot – dem, der skød, er langt væk nu. Det eneste, der skal sikres, er at manden, der er blevet skudt, ikke dør.

”Det er jeres ansvar, hvis han dør.” Betjenten smiler og siger, vi skal gå tilbage. Og at vi kan klage til ambulancetjenesten. En kvindelig beboer siger:

”Så lad os dog selv køre ham på hospitalet. Det var sådan folk blev reddet 18. maj. Vi lagde selv folk op på døre og brædder, og kørte dem på hospitalet. Lad os komme til, så vi kan køre ham på hospitalet.” Betjenten bliver stående, stikker tommelfingrene i bæltet.

En beboer, der er mørk i huden, går tættere på, mens han filmer med sin mobiltelefon. Der er ikke afspærret på denne del af gaden, alligevel tager betjenten ham hårdt i armen og skubber ham hen mod der, hvor vi står. ”Er I rockere?” spørger beboeren, mens han filmer betjentene. ”Er I rockere?”

Apropos “optøjer”, måske endnu en lære i aldrig at stole på, hvad de siger i fjernsynet.

Via Ydmyghed, der sætter tal på:

Politiet var fremme efter 4 minutter, og var der snart 50 mand høj. Ambulancen kom først ind – uden udrykning – 24 minutter efter.

Og DR og TV2 lyver bare om det. Hvad er det helt præcist, der foregår her?

Lars Hedegaard og Trykkefrihedsselskabet – nyttige idioter for fascister

Lars Hedegaard byder Filipe Dewinter og Frank Vanhecke fra Vlaams Belang velkommen til Danmark

Trykkefrihedsselskabet afholdt i lørdags et arrangement med repræsentanter for det nyfascistiske, belgiske parti Vlaams Belang, der havde mulighed for at komme  og forklare deres politik.

Det er der som udgangspunkt ikke noget problem i, mødet skal vel forstås som en slags pendant til VUs nylige møde med Jonni Hansen og andre danske nynazister – det vil sige, en mulighed for at give ordet til folk, man absolut ikke har noget tilfælles med.

Eller, måske ikke helt – på Trykkefrihedsselskabets egen side om arrangementet fremgår det, at

Partiet vedkender sig, at det bærer på en tung historisk arv, idet det via forskellige mellemstationer historisk udspringer af den flamske separatistbevægelse, hvis ledere under 2. Verdenskrig valgte at samarbejde med den nazistiske besættelsesmagt for at fremme sit separatistiske program…

Imidlertid er det faldet den belgiske centralregering, venstrefløjen og EU-bureaukratiet for brystet, at Vlaams Belang er stærkt islam-kritisk og følgelig modstander af den massive muslimske indvandring til Belgien. Hertil kommer, at den opløsning af den kunstigt skabte belgiske stat, som VB har på programmet, bliver opfattet som en direkte trussel mod den unionstanke, som EU-bureaukratiet forsøger at udbrede.

Baggrunden for Trykkefrihedsselskabets invitation er tilsyneladende, at Vlaams Belangs ytringsfrihed er truet: “Politivold, retssager på tvivlsomt grundlag og en konstant pressehetz hører til dagens orden.”

Man kunne frygte, at dette er en lidt ukritisk gengivelse af partiets egen fremstilling. Men man kan så formode, at man ved selve mødet har haft en mere kritisk tilgang til de fine gæster med den problematiske baggrund?

Næppe. I sit referat af mødet på sappho.dk kalder Lars Hedegaard mødet med Filip Dewinter og Frank Vanhecke fra Vlaams Belang for “en øjenåbner”, hvor han hylder disse forkæmpere for Europas frihed og mod “islamiseringen”, samtidig med, at han temmelig ukritisk gengiver deres udlægning af forholdene i Flandern og Belgien.

Og det skulle den gode Lars Hedegaard måske ikke have gjort – de er nemlig ikke helt pålidelige, og især den charmerende Filip Dewinter er berygtet for at afstemme såvel budskab som fakta efter publikum.

Lars Hedegaards referat af Dewinters og Vanheckes indlæg kommer derfor til at forme sig som en lang række af ukritisk videregivne usandheder og løgne, og ikke meget andet.

Vi nævner i flæng:

  • Det forklares korrekt, at Vlaams Belang er et nyt navn for Vlaams Blok, der ” blev tvangsopløst efter en 10-år lang politisk proces”. Dette er ikke rigtigt – partiet opløste sig selv, da tre af dets “underorganisationer” blev dømt for racisme ved den belgiske Højesteret.
  • Dette sætter den følgende påstand om, at da “VBs politiske modstandere ikke kunne få det normale belgiske retsvæsen til at forbyde partiet, selv om de forsøgte fire gange, nedsatte de en politisk udpeget særdomstol, som var villig til at gøre arbejdet”, lidt i perspektiv – partiet blev overhovedet ikke forbudt, og det er måske at trække den at kalde den belgiske Højesteret for “en politisk udpeget særdomstol”.
  • Det er ikke korrekt, at befolkningen i Belgien består af “65 pct. hollandsk-talende flamlændere i nord og 35 pct. fransktalende vallonere i syd”. Ca. 10% af Belgiens befolkning bor i Bruxelles-området, og man kan kun være nået frem til disse tal ved at regne disse for hollandsk-talende flamlændere, og det plejer Vlaams Belang da også at gøre – men det er  kontroversielt, eftersom Bruxelles-området er meget overvejende fransk-talende. VBs manipulation rykker ikke meget ved de faktiske procentsatser, men den rykker – og måden, den rykker på, nemlig ved at gøre Bruxelles-området til flamsk-talende, er betegnende.
  • Hedegaard skriver, at Vlaams Belang “har 24 pct. af stemmerne og er således Belgiens største politiske parti”. Nogle tal skal man nok bare ikke have fra hestens egen mund – jeg kan i hvert fald ikke få dem til at stemme. i 2006 fik VB 20.6% af stemmerne ved lokalvalgene i Flandern alene, og det var dengang en kæmpemæssig fremgang. Ved parlamentsvalget i 2007 fik de 12% af stemmerne. Og nej, VB blev ikke “Belgiens største politiske parti” ved det valg, de fik en tredjeplads.
  • Det hedder sig, at Vallonien, Belgiens fransktalende provins, er “socialistisk-styret” og “nærmest stalinistisk”. Nu skal man jo aldrig spæge sine ord, men faktisk regeres området af en koalition mellem det socialdemokratiske socialistparti og et kristen-demokratisk parti; man skal nok ikke vente at se hverken Gulag eller femårsplaner, hvis man besøger området.
  • Det er en ganske utrolig påstand, at politiet i Bruxelles “for en stor dels vedkommende sympatiserer med Vlaams Belang”. Bruxelles er overvejende fransktalende, og det er bestemt ikke der, de flamske nationalister har deres højborg. Hele forestillingen om, at den belgiske diktaturstat havde indkaldt “vallonsk politi fra Liège” til at knægte folkets vilje falder lidt til jorden i det lys. Københavns Politi indkalder også forstærkninger fra provinsen af og til.
  • Det er omvendt rigtigt, at det belgiske politi ved lejligheder har slået hårdt ned på Vlaams Belang, herunder Filip Dewinter. Jeg vil ikke forsvare politivold og mener, politiet altid bør optræde værdigt og korrekt. Omvendt kan man måske mene, at også parlamentsmedlemmer har en forpligtelse til at optræde værdigt og korrekt. Hvis man ligefrem forsøger at stjæle bilnøglerne ud af et salatfad for at befri sine kammerater, som Dewinter tilsyneladende gør på klippet herunder, mener selv jeg, at man må forvente én eller anden form for reaktion.

Om Vlaams Belangs “historiske arv” sagde Frank Vanhecke, som ukritisk gengivet af Lars Hedegaard, at

Partiets forgænger havde samarbejdet med tyskerne under besættelsen fra
1940 til 1945. Det var en historisk kendsgerning, som man måtte vedkende
sig, selv om dagens VB er et normalt demokratisk parti og hverken
racistisk eller antisemitisk. Kollaboration med tyskerne var i øvrigt
normalt blandt andre undertrykte befolkninger, der naturligt nok
betragtede de tyske hære som befriere.

Der var imidlertid både belgiere og flamlændere, der så tyskerne som alt andet end befriere, og de fleste belgiere anerkendte aldrig landets kapitulation til tyskerne. Det er korrekt, at besættelsen førte til et opsving for pro-tysk højreorienteret nationalisme, men Belgien havde som andre lande sin modstandsbevægelse, og Vlaams Belangs pro-nazistiske forgængere under krigen blev af andre flamlændere opfattet som landsforrædere, ganske som Schalburg-korpset og Frikorps Danmark blev i vort eget land.

Men man må forstå, at når folk i Flandern modtog tyskerne med så åbne arme, som tilfældet (alligevel ikke) var, skyldtes det, at folk i Flandern havde lidt under den fransksprogede, vallonske undertrykkelse og nu opfattede det, som om de blev befriet af deres germanske brødre:

Man måtte forstå, sagde Vanhecke, at flamlænderne havde været undertrykt helt indtil den tyske besættelse. Deres sprog var forbudt i officielle sammenhænge. Der var forbud mod flamsk-sprogede skoler, og flamske børn blev undervist på fransk. Det tyske besættelsesmagt tillod derimod, at der for første gang siden oprettelsen af den kunstige belgiske stat i 1830 kunne oprettes flamske skoler.

Det eneste, der er galt med dén forklaring, er at den er løgn fra ende til anden. Hollandsk og fransk havde været ligeberettigede som officielle sprog siden 1898 – det er rigtigt, at indtil 1883 fandtes kun underskoler med undervisning på hollandsk, men efter den dato bredtes sproget ud også til mellem- og realskoler. Og der er unægtelig et vist tidsrum fra 1883 til 1940!

Jeg har tidligere skrevet om, hvad Vlaams Belang egentlig er for nogen, men denne gennemgang kan måske sætte tingene lidt i relief, også for folk med sympati for Trykkefrihedsselskabet.

Hvordan kan en professionel historiker som Lars Hedegaard, der om nogen skulle kende til kildekritik og historisk baggrund, ukritisk videregive en så manipulerende og løgnagtig retfærdiggørelse af samarbejdet med de tyske “befriere” under 2. Verdenskrig? Hvordan kan han  ukritisk videregive en så oplagt og elementær løgn som den om forbud mod flamske skoler indtil 2. Verdenskrig?

Det er svært at undgå den konklusion, at Hedegaard i sin iver efter at applaudere alt, hvad der bare lugter af islamkritik, her er kommet til at spille nyttig idiot for en nyfascistisk bevægelse af den mest oplagte slags. Eller også er han vitterlig med på alt, herunder åbenlyse løgne og pronazistisk manipulation, når blot det på én eller anden måde kan bruges til at sværte og tilsvine muslimer og islam.

Hvordan det end forholder sig, kan det ikke undgå at påvirke vores bedømmelse af hans og Trykkefrihedsselskabets troværdighed. I ugunstig retning, hvis nogen skulle være i tvivl.

Tak til Øyvind Strømmen og Margrethe Monika Hansen for  hjælp med et par faktuelle detaljer – billede hugget fra Lady in Red.