Author: Carsten Agger

Sidste nyt i krigen mod kameraer

Et par østrigske turister, den 69-årige Klaus Matzka og hans søn, begik den uhørte forbrydelse at fotografere en rutebilstation i London. Ordensmagtens reaktion var prompte: En alvorlig påtale om, at den slags tøjeri er “strengt forbudt”, og omgående sletning af billederne.

For hvad kan der ikke ske, hvis turister og andre folk får lov til bare sådan at gå og tage billeder?

the tourists have said they had to return home to Vienna without their holiday pictures after two policemen forced them to delete the photographs from their cameras in the name of preventing terrorism.

Matkza, a 69-year-old retired television cameraman with a taste for modern architecture, was told that photographing anything to do with transport was “strictly forbidden”. The policemen also recorded the pair’s details, including passport numbers and hotel addresses.

In a letter in today’s Guardian, Matzka wrote: “I understand the need for some sensitivity in an era of terrorism, but isn’t it naive to think terrorism can be prevented by terrorising tourists?”

The Metropolitan police said it was investigating the allegations.

In a telephone interview from his home in Vienna, Matka said: “I’ve never had these experiences anywhere, never in the world, not even in Communist countries.”

Måske fordi terrorfrygten så småt er ved at gøre visse vestlige lande værre end den gamle østblok, i hvert fald på nogle områder.

Matzka har nu svoret, at han aldrig vil vende tilbage til London efter den behandling, og det kan man jo egentlig godt forstå.

Link: Police delete London tourists’ photos ‘to prevent terrorism’

Somalia og en ubeskyttet kystlinje – hvem er ‘piraterne’ her?

Det igangværende “pirateri” ud for Somalias kyst begyndte, da europæiske og andre skibe begyndte at bruge de ubeskyttede somaliske farvande som skraldepand – samtidig med, at europæiske fiskere begyndte at tømme området for fisk, sådan som man også har gjort hjemme ved sig selv.

Nogle somaliske fiskere tager så initiativ til et selvbestaltet “kystværn”, som skal få indtrængerne til at forføje sig eller i det mindste betale en skat af deres tilstedeværelse – og straks hyler de vestlige medier op om “sørøveri”. Vi giver ordet videre til Johann Hari i The Independent:

Yes: nuclear waste. As soon as the government was gone, mysterious European ships started appearing off the coast of Somalia, dumping vast barrels into the ocean. The coastal population began to sicken. At first they suffered strange rashes, nausea and malformed babies. Then, after the 2005 tsunami, hundreds of the dumped and leaking barrels washed up on shore. People began to suffer from radiation sickness, and more than 300 died.

Ahmedou Ould-Abdallah, the UN envoy to Somalia, tells me: “Somebody is dumping nuclear material here. There is also lead, and heavy metals such as cadmium and mercury – you name it.” Much of it can be traced back to European hospitals and factories, who seem to be passing it on to the Italian mafia to “dispose” of cheaply. When I asked Mr Ould-Abdallah what European governments were doing about it, he said with a sigh: “Nothing. There has been no clean-up, no compensation, and no prevention.”

At the same time, other European ships have been looting Somalia’s seas of their greatest resource: seafood. We have destroyed our own fish stocks by overexploitation – and now we have moved on to theirs. More than $300m-worth of tuna, shrimp, and lobster are being stolen every year by illegal trawlers. The local fishermen are now starving. Mohammed Hussein, a fisherman in the town of Marka 100km south of Mogadishu, told Reuters: “If nothing is done, there soon won’t be much fish left in our coastal waters.”

This is the context in which the “pirates” have emerged. Somalian fishermen took speedboats to try to dissuade the dumpers and trawlers, or at least levy a “tax” on them. They call themselves the Volunteer Coastguard of Somalia – and ordinary Somalis agree. The independent Somalian news site WardheerNews found 70 per cent “strongly supported the piracy as a form of national defence”.

No, this doesn’t make hostage-taking justifiable, and yes, some are clearly just gangsters – especially those who have held up World Food Programme supplies. But in a telephone interview, one of the pirate leaders, Sugule Ali: “We don’t consider ourselves sea bandits. We consider sea bandits [to be] those who illegally fish and dump in our seas.”

Link: You are being lied to about pirates (via Boing Boing)

Økonomisk støtte til fri software

Den hurtigste måde at komme i gang med at lave noget ny software er ofte at basere sig på nogle af de mange, mere eller mindre standardiserede, biblioteker, der allerede findes.

Som oftest vil disse komponenter være fri/Open Source og dermed gratis at bruge i ens eget produkt – vil man have et indtryk af, hvor (svimlende) mange, der egentlig er, kan man kaste et blik på Savannah eller freshmeat.

Men det betyder, at man som mindre virksomhed let risikerer at blive afhængig af software, som andre stiller gratis til rådighed. Hvordan ved man, at folkene bag vil blive ved med at opdatere, fejlrette og generelt vedligeholde de biblioteker, man skal bruge?

For de helt store projekters vedkommende er det klart nok – Linux eller Apache har en så massiv opbakning, at de nok skal blive ved med at være der.

De fleste Open Source-projekter er imidlertid små og drives enten i folks fritid og/eller af enkelt- eller fåmandsfirmaer, der lever af at hjælpe folk med at få deres egne programmer til at virke eller lave skræddersyede udvidelser til dem.

Hvis et firma er i den situation at være afhængig af et bestemt stykke fri software, kan det altså forekomme at være en særdeles god investering at bidrage til projektet bag for at sikre dets fremtid – og hvis ikke med råd eller dåd, så gerne med et økonomisk bidrag i ny og næ.

Da et sådant frivilligt bidrag må kunne sidestilles med de udgifter, man kan have til licenser på kommerciel software, må det også kunne trækkes fra i skat. Eller hur?

Annette Sand driver på sin blog en brevkasse med Q/A for iværksættere, og her finder vi bl.a. dette spørgsmål og svar:

• Kan frivillige bidrag til Open Source trækkes fra i moms eller skat?

Jeg har min egen lille personlige etmandsvirksomhed, og jeg bruger stort set fri software til alt. Derfor vil jeg meget gerne give noget igen til forskellige projekter, og ofte er der en donationsmulighed på de forskellige projekters hjemmeside, f.eks. via PayPal.

Hidtil har jeg antaget, at hvis et projekt ikke har annonceret at de har fået bevilliget en eller anden status som organisation, så kan beløbet ikke fradrages hverken i moms eller skat. Men nu er jeg kommet i tvivl om sidstnævnte, altså muligheden for i det mindste at anføre mine “udgifter” til software under skatteberettigede fradrag. Og selvom et stort projekt har fået en offentlig anerkendelse fra f.eks. de amerikanske myndigheder, så er det vel næppe noget, man kan bruge i sit regnskab her i Danmark?

• Momsmæssigt er der ingen tvivl: For at man kan trække momsen fra, skal der være tale om en regning, hvoraf momsbeløbet fremgår. (Og kun dansk moms i det danske momsregnskab.) Så du kan ikke trække momsen fra dine donationer.

Om udgiften til dine donationer kan trækkes fra skattemæssigt er mere usikkert. Grundlæggende mener jeg ikke, de er fradragsberettigede, fordi udgiften ikke direkte medgår til at “erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten” i din virksomhed.  Hvis du på den anden side driver en virksomhed baseret på opensource software og kan tiltrække kunder netop på det grundlag, herunder at du reklamerer med at “firma xx støtter følgende opensource projekter….:” på f.eks. hjemmeside og i andet reklamemateriale, kan man måske argumentere, at der er tale om en fradragsberettiget reklameudgift.

Bidrager du med et beløb til direkte udvikling af et modul/program/koncept, som du skal bruge i din egen virksomhed, kan man ligestille udgiften med køb af software – som så bare stilles til rådighed for andre også.

Svaret er ikke helt tilfredsstillende, fordi et løbende, frivilligt bidrag til et projekt, der leverer en komponent, som ens egen virksomhed afhænger af, kan forekomme lige så “nødvendigt” som en Word-licens (hvis nogen altså gider bruge det skrammel) og derfor burde kunne trækkes lige så meget fra i skat.

I USA er nogle foreninger, der producerer fri software, for eksempel Free Software Foundation, godkendt som velgørende organisationer, så bidrag til dem kan trækkes fra i skat.

Måske man burde indføre noget lignende i Danmark eller på europæisk plan; man kunne forstille sig, at et projekt blot skal godkendes som værende seriøst, og så snart det er godkendt, kan bidrag til det automatisk trækkes fra, fordi projektets formål (at bidrage til den samlede pulje af fri software) anses for at være samfundsnyttigt i sig selv.

Eller noget – mere fornuftige forslag modtages gerne.

Tak for tippet til Rene, der skriver:

Jeg er selv begyndt at se meget på det økonomiske aspekt af FOSS. Da mange af de programmer, jeg hyppigt gør brug af, ofte er så små, at de ingen seriøse sponsorater har, så formoder jeg, at udviklerne ville sætte pris på et ekstra incitament i form af et tilskud til huslejen.

Nogle få udviklere (f.eks. Paul Davis fra Ardour) giver mulighed for, at man kan donere med et fast månedligt beløb (typisk 10 USD). Jeg håber lidt, at andre tager idéen op, for i praksis må det være guld værd, at man har en omtrentlig formodning om hvor meget, der kommer ind i bidrag hver måned. Hvis de er rigtigt heldige, så kan de finde et deltidsjob for resten, og dermed dedikere sig rimelig samvittighedsfuldt til deres projekt.

Link: Støtte til Open Source-projekter

Dagens citat: Reza Aslan

Fra hans bog “KUN ÉN GUD” (People’s Press 2008), s. 341:

Kan islam bruges til at etablere et ægte demokrati i Mellemøsten? Kan en moderne islamisk stat skabe overensstemmelse mellem fornuft og åbenbaring og derved skabe et demokratisk samfund, der er baseret på de etiske idealer, profeten Muhammad stadfæstede i Medina for næsten 1500 år siden?

Islam ikke alene kan. Islam skal. Og det foregår i virkeligheden allerede i dele af den muslimske verden. Men det er en proces, der kun kan baseres på islamiske traditioner og værdier. Den væsentligste lære, der kan drages af Europas forfejlede “civilisationsmission” er, at hvis demokratiet skal være levedygtigt og bestående, kan det aldrig importeres.

Jamen hov? Er Europa ikke truet af islam, så vi i virkeligheden burde være bange for, at noget sådant skulle ske?

Lad mig reformulere spørgsmålet: Er “Europa” “truet” af “islam”? Det er der nogen, der mener, primært paranoide intellektuelle letvægtere. For nu at imødekomme en sådan indvending, og for at understrege, at Aslan ikke nærer mange illusioner om den øjeblikkelige status af hans demokratisk-islamiske vision, tillader jeg mig også at citere denne korte status over den islamiske verden anno 2008:

Egypten er et enevælde, der udgiver sig for republik, med en livstidspræsident og et afmægtigt parlament. Syrien er et arabisk diktatur, hvis hersker regerer efter landets almægtige militærs forgodtbefindende. Jordan og Marokko er ustabile kongedømmer, hvis unge monarker har taget forsagte skridt hen imod demokratisering, dog uden at fortabe retten til deres enevældige styre. Iran er et fascistisk land, der styres af en korrupt gejstlighed, der sætter hårdt ind på at forhindre ethvert forsøg på demokratiske reformer. Saudi-Arabien er et fundamentalistisk teokrati, hvis eneste forfatning er Koranen, og hvis eneste lov er sharia. Alle disse lande betragter ikke alene sig selv som virkeliggørelsen af det medinensiske ideal. De betragter også hinanden som lande, der på foragtelig vis vanhelliger dette ideal.

Forestiller man sig, at så uenige diktaturlande nogensinde skulle blive enige om noget som helst, der nogensinde skulle kunne true Europa? De omtalte intellektulle letvægtere kan vist godt se at pakke deres grej.

Den fremtidige udvikling i Mellem-Østen er et internt islamisk anliggende, hvor vi som europæere ikke rigtig kan gøre fra eller til, bortset fra, at vi kan håbe på, at en demokratisk og menneskeretsanerkendende reform, som bl.a. Aslan taler for og som vi før har skrevet om her på siden. Eller … en ting, vi måske kunne gøre, er at bede de intellektuelle letvægtere om at skrue lidt ned fra deres paranoia. Europa er ikke ved at blive oversvømmet af islam, og den islamiske verden udgør knap nok en trussel mod sig selv.

Lad os med andre ord sætte alle de hadere, der i Danmark mest repræsenteres af Dansk Folkeparti og omegn, på porten. Karen Jespersens exit før en forventelig Løkke-fyring er i den forbindelse måske et gunstigt tegn.

Information: Anders Fogh flygter fra Pia Kjærsgaards skamridning

David Rehling funderer i en kommentar i Information over, hvorfor Fogh mon er så forhippet på at komme ud af dansk politik. Næppe på grund af den trods alt ret beskedne prestige, der er forbundet med at være NATOs generalsekretær. Måske, fordi dansk politik ikke er rar at være i, og måske det faktum har noget at gøre med Dansk Folkepartis indflydelse og skolemesteragtige hundsen med de ansvarlige ministre under trussel om at inddrage det så uundværlige flertal?

Som Rehling siger:

SIG ORDENE: Jaap de Hoop Scheffer. Det er ikke nemt. Værre er: Siger ordene én noget? Nej, ikke rigtigt, vel?

Den hollandske hostelyd er navnet på NATO’s nuværende generalsekretær. Jaap de Hoop Scheffers kvalifikation til NATO-embedet er, at han var den nederlandske udenrigsminister fra den 22. juli 2002 til den 3. december 2003.

Det er altså ham, som Danmarks statsminister siden 27. november 2001 nu afløser. Man aner en skævhed mellem de to mænds c.v.’er.

Og sandt er det, at der blandt NATO’s 12 generalsekretærer siden alliancens stiftelse i 1949 kun har været én med baggrund som regeringsleder – resten har været politikere fra anden række.SÅ HVORFOR FOGH? Hvad kan få en ambitiøs, ærekær og selvbevidst statsleder til at søge et job under sin rang? Tilmed i et akavet forløb, hvor de mange gisninger omkring Foghs karriereplanlægning har svækket ham i regeringen og befolkningen og sendt hans Venstre-parti på rumpetur i meningsmålinger.

Svaret er det enkle: Fogh søger væk, fordi han vil væk. Han har fået nok af dansk politik. Mere end syv år som statsminister slider. Kig på billeder af Fogh fra før 2001 og fra nu. Det er ikke bare alderen, der gør forskellen.

Sliddet øges af, at Fogh har styret sig selv og Venstre ind i en blindgyde: I Pia Kjærsgaards favntag. Fogh har betalt prisen for at gøre Dansk Folkeparti til en vigtigere samarbejdspartner end de konservative. Dansk Folkeparti sikrer, at VK-politikere kan blive ved med at køre i ministerbiler. Hvad Kjærsgaard & Co. skrydende gør opmærksom på, hver gang regeringen skal tvinges til at afgive ny indrømmelser. Det har den gjort så tit, at det fordunkler, hvem der i VKO er halen, som hunden logrer med.

Det går længere end som så – de borgerlige i V og K er ikke blot trætte af Dansk Folkepartis indflydelse i dansk politik, de skammer sig over den. Det var skammen over Dansk Folkeparti i de borgerliges egne rækker, der drev den kolossale tilslutning til Ny Alliance som politisk projekt, før æh, nogen kvajede sig.

Projektet lykkedes ikke, og dermed blev Dansk Folkeparti reelt siddende på statsministerposten, eller i hvert fald strategisk placeret bag den  – og det kunne den i grunden ikkke særligt fremmedfjendtlige eller rabiate Fogh ikke holde til i længden. “Og dermed var det sket med Anders Fogh Rasmussen”, som Rehling slutter.

Link: Find dig i Pia Kjærsgaard

Krigen mod terror er afblæst

Redifinition accomplished? Men faktisk er det jo mere end blot leg med ord. Vi kan gøre os lystige over folks skiftende meninger om vore allierede i “krigen mod terror”, som Citizen gør, men det understreger faktisk, at det er en vigtig omdefinering.

Vi har ingen allierede i krigen mod terror, for der er ikke længere nogen “krig mod terror”. Amerikanerne kalder nu deres operationer udenfor landets grænser for “overseas contingency operations”. Der har aldrig været andre end den amerikanske regering til for alvor at drive retorikken om en krig mod terror, så hvis de er holdt op med at bruge den, er den lagt helt død.

Krigen mod “terror” er aflyst, og godt for det. Man kan, som det endeløst er påpeget af klogere mennesker end mig, ikke føre krig mod et begreb.

NATO: Velkommen til den næste generalsekretær

Protestplakat i Strasbourg

I Strasbourg har politiet anholdt 300 mennesker efter voldsomme uroligheder i protest mod NATOs tilstedeværelse i Frankrig og organisationens 60 års fødselsdag, skriver The Independent:

French police detained at least 300 demonstrators after riot police used tear gas and rubber bullets to quell violent clashes ahead of a two-day summit marking Nato’s 60th anniversary.

Tens of thousands of demonstrators have descended on the eastern French city of Strasbourg and two southwestern German towns to protest the cross-border Nato summit.

Protest organizers have called for peaceful demonstrations to highlight their complaints, including anti-war, anti-globalization, anti-capitalist and disarmament platforms.

Og hvis Anders Fogh Rasmussen får jobbet som leder af denne populære organisation, er det værd at huske på, at det er “for tro tjeneste” – ikke mindst for statsministerens ubetingede opbakning bag Irak-krigen, “krigen mod terror” og torturpolitikken på Guantanamo.

Men hvordan er det lige, det går med de mennesker, han så blindt fulgte dengang?

John Pilger skriver på ZNet:

In 1998, Spain, supported by France, Switzerland and Belgium, indicted the Chilean dictator Augusto Pinochet, client and executioner of the West, and sought his extradition from Britain, where he happened to be at the time. Had he been sent for trial he almost certainly would have implicated at least one British prime minister and two US presidents in crimes against humanity. Home Secretary Jack Straw let him escape back to Chile.

The Pinochet case was the ignition. On 19 January last, the George Washington University law professor Jonathan Turley compared the status of George W. Bush with that of Pinochet. “Outside [the United States] there is not the ambiguity about what to do about a war crime,” he said. “So if you try to travel, most people abroad are going to view you not as ‘former President George Bush’ [but] as a current war criminal.” For this reason, Bush’s former defence secretary Donald Rumsfeld, who demanded an invasion of Iraq in 2001 and personally approved torture techniques in Iraq and at Guantanamo Bay, no longer travels. Rumsfeld has twice been indicted for war crimes in Germany. On 26 January, the UN Special Rapporteur on Torture, Manfred Nowak, said, “We have clear evidence that Mr. Rumsfeld knew what he was doing but nevertheless he ordered torture.”

(…) Like them, Tony Blair may soon be a fugitive.  The International Criminal Court, to which Britain is a signatory, has received a record number of petitions related to Blair’s wars. Spain’s celebrated Judge Baltasar Garzon, who indicted Pinochet and the leaders of the Argentinian military junta, has called for George W. Bush, Blair and former Spanish prime minister Jose Maria Aznar to be prosecuted for the invasion of Iraq — “one of the most sordid and unjustifiable episodes in recent human history: a devastating attack on the rule of law” that had left the UN “in tatters”. He said, “There is enough of an argument in 650,000 deaths for this investigation to start without delay.”

Og Anders Fogh? Fuldt ud så medskyldig, naturligvis, i “terrorkrigens” forbrydelser som Blair og Rumsfeld nogensinde har været. Så måske han er den næste forhenværende statsleder, der må lide den tort at se sit eget navn på en international arrestordre, udstedt af en domstol i Frankrig,  Spanien eller Belgien?

Det er i hvert fald lidt pinligt for Danmark og danskerne, hvis vores snart forhenværende statsminister ophøjes til international ære og værdighed for sådanne “tjenester”, som en konstant påmindelse om omfanget af vores eget medløberi de sidste otte år. Håber, det glipper for ham.

Billede: Anti-NATO-plakat i Strasbourg, af Flickr-brugeren ctrungnoc.

De liberale høges demise

Lenin alias Richard Seymour funderer i Socialist Worker over, hvordan det er gået de liberale neo-hawk-tilhængere som f.eks. Christopher Hitchens og Nick Cohen, i Danmark måske nærmest svarende til Dennis Nørmark- og Bjørn Lomborg-segmentet, efter at krigene “mod terror” og mod Irak er nedsmeltet til en rygende ruin og deres idoler i Bush-regeringen så miskrediterede, at de har måttet søge tilflugt i støtte til en af de modstandere af Irak-krigen, de før beskyldte for “islamofascisme” og “terrorstøtte”, nemlig Barack Obama.

Som vi læser:

Christopher Hitchens, who never looked better than when being waterboarded on assignment for the magazine Vanity Fair, spent more than five years hounding opponents of the Iraq war as fascist sympathisers and “capitulationists”. It must have felt like a betrayal for this newly minted American patriot to actually have to vote for one.

Or think of Michael Ignatieff who, in his bid to become leader of the Canadian Liberals, was forced to recant his support for the Iraq war and his justifications for torture. This is a man who once celebrated the rise of a “humanitarian empire” and warned against the “dampening” of “imperial ardour”. His own ardour is now tragically spent.

As for the British liberals who organised themselves under the now defunct Euston Manifesto, the alliance seems ever more tenuous. Its co-founder, Observer columnist Nick Cohen, has veered toward the lunatic right.

He can now be found reproducing racist claims about African immigrants spreading HIV, and indulging in bar room rants against multiculturalism. Like his guru Hitchens, he increasingly resembles the blimpish socialist turned Thatcherite Paul Johnson.

(…)

There is a simple political reason why liberal arguments for imperialism will tend to come to the fore – most people reject the militaristic nationalism of the hard right. It is much easier to win people to war if you can persuade them that humane and democratic values are stake.

This means that however ridiculous and exhausted the current generation of pro-war liberal sycophants appears to be, others will arise to take their place.

Link: Humbling Hawks