Kontrol, kontrol, kontrol: Nye forhold for lavtlønnede

Hvis du undrer dig over, hvor DA og regeringen med flere gerne vil hen, når de taler om at “forbedre konkurrenceevnen” og skære i arbejdsløshedsforsikringen:

Inside Amazon’s flagship factory in Rugeley, Staffordshire, a new way of working is evolving. There is a strong topnote of distrust, evinced by the full-body scanners that workers have to pass, every time they leave, to prove they haven’t stolen anything. The profound insecurity built into the employment model is dressed up as discipline – which is to say, Amazon expects huge seasonal fluctuations in the number of people it needs, yet likes to mask their dismissals behind a misdeameanour, so a lot of people get axed for crimes like being ill. There’s a lifesized blonde lady made of cardboard at the entrance, with a think bubble coming out of her head that says, “This is the best job I’ve ever had!” If that detail alone is enough to make your blood run cold, marry it to the testimony of the chairman of nearby Lea Hall Miners Welfare Centre and Social Club: “The feedback we’re getting is that it’s like being in a slave camp.”

Of all the details revealed by the Financial Times, the one that sank my spirits was the electronic tagging – workers have a handheld device directing them to goods. But these devices also measure their productivity in real time. If they lag behind, the machine bugs them. They are issued with constant warnings not to talk to one another or tarry for any reason. A lot of people find it quite stressful. Call them crazy.

Ja, Amazon.

Tesco, en af verdens største supermarkedskæder, kan også godt:

Meanwhile, in Tesco’s Donabate distribution centre in Dublin, workers wearing these tags are awarded percentages for their speediness (100% if they perform a task in the time estimated, 200% if they’re twice as fast, and so on), but claim they are docked if they take a loo break; afterwards, they find they have to work much faster – to get back up to their 100%. To put it in context, workers routinely scoring 110% are reported to be sweating quite hard for most of the day. So making up your targets is no walk in the park.

Så hvis du undrer dig over, hvorfor dagpengene partout skal forringes, de sociale ydelser skæres og mindstelønnen skæres ned, så er svaret her: De skal sættes ned og helst afskaffes, for at folk kan blive desperate  – for at du kan blive desperat –  efter at få lov til at tage sådan et job til 80 kroner i timen. Det er dét, som regeringen og DA mener, når de taler om “konkurrenceevne” og “de lande, vi normalt sammenligner os med”.

Link: When did being lowly paid become a criminal offence?

Ny adresse: Modpress.dk

Denne blog er fra i dag udspaltet til et selvstændigt domæne, det vil sige at de sider, som tidligere lå under www.modspil.dk/wordpress nu ligger under www.modpress.dk.

Årsagen er dels, at vi gerne vil give denne blog mere fokus som selvstændig politisk blog og dels, at det er en god idé at undgå for megen forvirring om forholdet mellem de blogs, der tidligere lå på samme domæne. Dette er en politisk/kulturel blog med foreløbig to bidragydere, og modspil.dk er mere snævert min (Carsten Aggers) hjemmeside, der ganske som i dag men i endnu højere grad vil være tæt knyttet til mine bøger, læserbreve i avisen, offentlige arrangementer og så videre. Både jeg og Allan glæder os til at sende nogle suveræne salutter og gedigne mavepustere fra det nye domæne.

Link: www.modpress.dk

TPB:AFK

Dette er en intens, underholdende og i grunden ret trist film om grundlæggerne af The Pirate Bay og den retssag, de tabte for godt et år siden med fængselsdomme og erstatninger i millionklassen til følge. Du kan se filmen på YouTube som herover, eller du kan downloade en torrent fra Pirate Bay. Bemærk, at den sidste mulighed er fulgt lovlig, da filmens ophavsmand selv ønsker den spredt på denne måde.

Bemærk også, at selve hjemmesiden The Pirate Bay fortsætter for fuld styrke, selv om den altså foreløbig har kostet sine grundlæggere både fængsel og økonomisk ruin. Man aner, som talsmanden Peter Sunde observerer et sted i filmen, måske kimen til en sejr i det, som foreløbig er endt med et juridisk nederlag.

Links om kryptering og privatliv

I no particular order.

Og så er der naturligvis de gode gamle:

Om farerne ved Facebook og Twitter mv

Cryptoparty handbook, kapitel 2:

Social Networking as we know it with FaceBook, Twitter (and earlier MySpace) are certainly far from ‘free’. Rather, these are businesses that seek to develop upon, and then exploit, a very basic anxiety: the fear of social irrelevance. As social animals we can’t bear the idea of missing out and so many find themselves placing their most intimate expressions onto a businessman’s hard-disk, buried deep in a data center in another country – one they will never be allowed to visit.

Despite this many would argue that the social warmth and personal validation acquired through engagement with Social Networks well out-weighs the potential loss of privacy. Such a statement however is only valid when the full extent of the risks are known.

The risks of Social Networking on a person’s basic right to privacy are defined by:

  • The scope and intimacy of the user’s individual contributions.
    • A user posting frequently and including many personal details constructs a body of information of greater use for targeted marketing.
  • The preparedness of the user to take social risks.
    • A user making social connections uncritically is at greater risk from predators and social engineering attacks.
  • The economic interests and partners of the organisation providing the service.
    • Commissioned studies from clients, data mining, sentiment analysis.
  • Political/legal demands exerted by the State against the organisation in the jurisdiction(s) in which it is resident.
    • Court orders for data on a particular user (whether civilian or foreigner).
    • Surveillance agendas by law enforcement or partners of the organisation.
    • Sentiment analysis: projections of political intent.

Problemet er måske størst ved Facebook, hvor nogle mennesker anbringer dokumentation for overraskende mængder af private forhold. Dette er ikke mindre alvorligt i betragtning af, at netop Facebook gang på gang har demonstreret, at de ikke er til at stole på, hvad diverse privatlivsindstillinger angår. Hvis du har ting og billeder på sådanne sider, som du ville have det dårligt med at alle kan se i morgen, når det private firma, der tjener penge på dig og dine data, har ændret reglerne, er det måske værd at overveje, hvor god en idé det er at have dem der.

Jeg bruger selv sociale medier, så det er ikke for at være hellig – men som med alt i dette liv er det en afvejning. Og du har aldrig kunnet forvente andet, end at i morgen kan enhver privatlivsbeskyttelse på sådanne sider være pist væk, og det kan måske have større konsekvenser, end de fleste lige gør sig klart.

Dette primært for lige at berøre et emne, vi formentlig ikke når at dække (i hvert fald ikke tilfredsstillende) til det kommende Cryptoparty på Hovedbiblioteket i Århus.

Historisk klarsyn

Hitler færdig efter fængselsophold

New York Times, 20. december 1924: Hitler er en færdig mand efter sit fængselsophold og vil nu trække sig tilbage.

I øvrigt et gennemgående træk ved dækningen af den politiske udvikling i Tyskland i disse og følgende år: Mange havde travlt med at forklare, hvorfor det ikke ville gå så galt, og hvorfor de civiliserede tyskere aldrig ville lade de ting ske, som nazisterne ønskede. Se f.eks. det her.

Link (via Boing Boing).

Mit Afghanistan, en dokumentarfilm af Nagieb Khaja

Nagieb Khaja: Mit Afghanistan
Jeg var i går til forpremiere på Nagieb Khajas dokumentarfilm Mit Afghanistan – Livet i den forbudte zone. Det er en film, der i vid udstrækning er filmet af en række civile afghanere i krigszonen, som instruktøren har forsynet med en kameratelefon, så de kunne filme udsnit af deres eget liv.

Resultatet er blevet en gribende og bevægende film om folk der, som Khaja forklarer i filmen, ikke er involveret på hverken den ene eller den anden side i den krig, der bogstaveligt talt raser i deres baghave, mens de selv bare forsøger at leve deres liv. Det er et Afghanistan, vi sjældent hører meget til i medierne, hvor vi mere hører om striden mellem de vestlige styrker og Taleban – en modsætning, som ikke siger de lokale afghanere meget.

I information citeres Nagieb Khaja i dag for denne karakteristik af den situation, som hans film afdækker:

Der er en scene i Nagieb Khajas nye dokumentarfilm Mit Afghanistan – Livet i den forbudte zone, hvor en britisk officer henvender sig til en forsamling af ældre afghanere. Nærmest høvisk hilser han på dem og forklarer, at de kommer med gode hensigter og respekterer deres kultur og traditioner. Derefter giver han ordet til sin afghanske samarbejdspartner, som fortsætter på afghansk med at give dem en syngende skideballe, truer dem og forklarer, at de hellere må skynde sig at komme med oplysninger om folk, der opfører sig mistænkeligt i deres landsbyer, så en regn af granater omgående kan fjerne dem fra jordens overflade.

Nagieb Khaja griner lidt ved et spørgsmål om scenen.

»Det er totalt Rudyard Kipling, den hvide mand og indianerne. Den vestlige soldat, der kommer med sit ’vi respekterer jer, how! Vi har ikke lange skæg som jer, men vi er alle ens’. Og så kommer ham tossen, som er vores allierede og kalder dem for kujoner og siger, de skal hjælpe, og, nå ja, forresten så snupper vi også jeres jord. Og den britiske officer sidder der bare og fatter ikke, hvad der foregår. Han tror jo bare, han fortsætter der, hvor han slap,« forklarer den dansk-afghanske journalist om sit nye dokumentarprojekt.

»Det viser bare, at vi er i Afghanistan som elefanter i en glasbutik. Vi aner ikke, hvad vi har med at gøre efter så mange år. Der er så mange ting, der går tabt. På grund af sproglige misforståelser, på grund af interne afghanske dynamikker og modsætninger, vi ikke forstår; klasseskel, stammeskel, personlige konflikter. Det er helt andre ting, der er på spil, end vi tror. Vi har fået at vide, at vi er dernede for at bekæmpe Taleban, men i virkeligheden tyder alt på, at vi er blevet viklet ind i en borgerkrig, der handler om alt mulig andet end det, vi troede, det handlede om« .

Filmen er ikke som sådan et indlæg for eller imod krigen, men et indblik i det vigtigtste af alt – det, som alle glemmer, når nyheder fra krigen kun rapporteres af journalister, der ser det hele fra de vestlige soldaters side: Almindelige menneskers liv.

Forpremieren foregik på Godsbanen i Århus og 11 andre byer og skete meget passende til støtte for Street2School, der arbejder for at hjælpe afghanske gadebørn til at komme i skole. Jeg smed en halvtredser i indsamlingsbøssen på vej ud og håber, at mange andre gjorde det samme.

Stasi-Danmark

Som vi læser i Information, giver TV-programmet “Aktion Socialt Bedrageri” (som jeg dog ikke har set – livet er for kort til at se dansk fjernsyn) et interessant indblik i det menneskesyn, der ligger bag systemets forfølgelse af folk, der beskyldes for socialt bedrageri:

Der findes ikke nogen statslig standard for, hvornår man er i et ’ægteskabslignende forhold’ og dermed ikke berettiget til ydelsen længere, så området er fyldt med uklarheder og gråzoner. Hvor meget må en ny kæreste hjælpe til i husholdningen eller have med børnene at gøre? Hvad hvis man kommer til at have sex med sin eksmand, men ikke genoptager forholdet? I mangel på klare regler bliver det sagsbehandlerens skøn, der er det afgørende, og programmet giver et interessant indblik i, hvordan kontrolarbejderne forvalter netop denne gråzone: »Det, at hun fortæller os, at hun låner hans bil, det gør sagen noget nemmere for os. For det viser ihvertfald, at der er noget fælles husførelse,« forklarer Irene til kameraet.

Hun er ansat ved kontrolgruppen i Næstved Kommune og er netop ved at tale med kvinde, der er hevet ind til partshøring i en enligsag. Kvinden modtager enligydelse på 7.978 kroner om måneden, men kommunen har modtaget en anonym anmeldelse, der påstår, at hendes kæreste bor hos hende. Irene har tjekket kvindens Facebook-profil, hvor man bag programmets sløring kan se antydningen af to mennesker, der kysser. Et billede der – ifølge kontrolarbejderen– »i den grad indikerer et forhold«.

(…)

Kvinden har netop forklaret, at hun låner sin kærestes bil en gang imellem, fordi hun er syg og har det svært, når det er koldt. Men ifølge kontrolmedarbejder Irene er det ikke tilladt, fordi det for eksempel er kæresten, der betaler forsikringen. Dermed bliver udlånet af bilen betragtet som et »økonomisk bidrag« til hende, som er noget af det, man ikke må få som enlig.

Kvinden fortæller videre, at hun ikke kommer til at være på enligydelse så længe endnu, fordi hun har besluttet at flytte sammen med kæresten nogle måneder senere. Irene svarer prompte, at det ligesom med bilen også er et tegn på, at hun slet ikke reelt hverken er eller har været enlig forsørger i et godt stykke tid. Hun bebrejder kvinden, at hun ikke allerede har været oppe på kommunen og sige, at de planlægger at flytte sammen. Kvinden forsøger med stigende usikkerhed i stemmen at fastholde, at hun altså ikke har gjort noget galt. Men lige lidt hjælper det. Alt, hvad hun siger, bliver opfattet mistænkeligt og problematiseret.

For øjnene af hele Danmark opridser Irene altså, hvad der ifølge kontrolgruppen er så problematisk enlig-adfærd, at det er tegn på et samliv: Det er ikke tilladt som enlig at låne sin kærestes bil, det er ikke tilladt at aftale at flytte sammen på et senere tidspunkt, og har man i øvrigt været kærester i mere end et halvt år og mødt hinandens børn, så er man nok ikke længere enlig.

Måske man kunne overveje at indføre et grundlæggende princip inden for social lovgivning: Hvis reglerne indebærer, at sagsbehandlere eller kontrolgrupper skal vide noget om eller overhovedet interessere sig for, hvem man går i seng med, er loven forkert og må laves om. Sagsbehandleres gisnen om, hvornår man “nok ikke længere er enlig” er i alle tilfælde en usmagelig indblanding i folks privatliv og må stoppes. Enlige forsørger har oftest rigeligt at tage sig til i forvejen uden at skulle mærke systemets hede ånde i nakken.

Bloggeren O’manne Light konstaterer noget lignende i et åbent brev til kommunen, hvor hun gør opmærksom på, at kommunen “ikke er min rigtige mor og far“:

Jeg er enlig mor. Jeg får boligstøtte. Jeg har en kæreste – vi har dog kun kendt hinanden i få måneder, og selvfølgeligt bor vi ikke sammen.
Jeg vil fandme ikke være social bedrager, så jeg googlede lidt og fandt denne video med en dame, der taler til mig, som om jeg er retarderet.

Her får jeg udpenslet, hvornår jeg ikke længere bliver betragtet som enlig.

Min kæreste må ikke betale mine regninger.
Nej, selvfølgeligt må han ikke det, hvis kommunen giver mig tilskud til dem. Jeg går ikke engang over for rødt lys (heller ikke på helt øde veje), så den behøver jeg ikke være bange for at falde i.

Vi må ikke have fællesøkonomi.
Nej, Selvfølgeligt må vi ikke det, når jeg får et personligt tilskud fra kommunen. Det ville nu også være ret bøvlet, når vi ikke bor sammen eller ses hver dag. Og urimeligt for ham, da jeg har mange flere udgifter til MIT barn.

Vi må ikke handle sammen.
Hvad? Aldrig? Heller ikke, når min krop ikke fungerer – på grund af den sygdom, der har fået mig til at havne i denne forpulede situation, hvor en del af min sjæl tilhører kommunen?

Han må ikke hjælpe med det huslige.
Hvad? Aldrig? Heller ikke, når min krop ikke fungerer – på grund af den sygdom, der har fået mig til at havne i denne forpulede situation, hvor en del af min sjæl tilhører kommunen?

Han skal sove på sofaen, hvis han overnatter her – men han bør egentlig slet ikke sove her.
Ok, kommune. Tak fordi du passer på min dyd.

Informations artikel munder ud i en konstatering af, hvilket Stasi-samfund, vi efterhånden har fået, hvor vi alle opfordres til at angive hinanden anonymt, så eventuelle delinkventer kan indkaldes til kafkaske forhør, hvor selv de mest intime detaljer af deres privatliv frit kan endevendes:

I bedste public service stil har DR siden fulgt op med en guide til, hvordan man bedst melder sin nabo for socialt bedrageri. Men det er ikke det eneste, man kan lære af at se programmet, på trods af at det er ensidigt.

Jeg har for eksempel lært, at hvis man er på enligydelse, skal man sætte sig grundigt ind i både regler og Ankestyrelsens praksis, men samtidigt aldrig tage for givet, at kontrolgruppens antagelser følger den måde, som almindelige mennesker tænker på. Selv om der ikke er noget odiøst i det, skal man altså helt holde sig fra, at blande sin økonomi sammen med ens eventuelt nye kærestes ved for eksempel at overføre penge mellem kontoerne. Heller ikke småbeløb. Hold dig altid gode venner med dine naboer, så de ikke følger DR-guiden og får startet en efterforskning imod dig. Bliver du indkaldt til møde, så hav altid en bisidder med, og vær opmærksom på, at det er ligesom et forhør, hvor alt, du oplyser, bliver brugt imod dig.

Det store spørgsmål er ikke her, hvordan det kommunale system kan være så småligt og nedrigt – det virkelig store spørgmål er: Hvorfor finder vi os i det?